Af Tobias Lauritzen
1. Hvorfor er du kunstner?
Jeg er kunstner, fordi det er en nødvendighed for mig at undersøge, hvad det vil sige at være menneske. Kunsten giver mig mulighed for at udtrykke noget, der rækker ud over mig selv og skabe nye måder at forstå verden på. Den udspringer af en indre nødvendighed og et ønske om at udforske eksistensen – både det synlige og det usynlige.
2. Hvad inspirerer dig?
Jeg inspireres af kroppen, åndedrættet og de grundlæggende vilkår for at være i live. Også spiritualitet, filosofi og relationen mellem menneske og verden er centrale kilder. Inspiration kan komme som noget udefra – som en slags gave – men den forankres i en dyb, kropslig og sanselig erfaring. Blandt mine vigtigste inspirationskilder er: Emanuele Coccia, Hartmut Rosa, Antonio Damasio, Clarice Lispector og Donna Haraway.
3. Hvordan arbejder du, og hvad har du altid brug for?
Jeg arbejder performativt og kropsligt, ofte i langvarige, gentagende og ritualiserede processer. Min praksis er baseret på nærvær, rytme og bevidsthed om kroppen og åndedrættet. Det vigtigste, jeg har brug for, er min krop, min opmærksomhed og en åbenhed over for processen – uden at dømme den. Jeg prøver at konkretisere alt det, vi ikke lægger så meget mærke til. Ofte er det de ting, som vi tager for givet, måden vi taler på, måden vi trækker vejret. Men hvad vil det sige at have en krop, og hvad er ens forhold til kroppen? Når nogen siger, hvad har du lavet i dag, svarer jeg: Jeg har trukket vejret, det er livet, der har lavet mig i dag.
Sophie Dupont BREATHE, installation Holstebro Kunstmuseum, hvor udstillingen blev vist frem til 7. juni. Foto: Sofus Graae
4. Hvad er det bedste råd, du har fået som kunstner?
At skabe ud fra en indre nødvendighed – også når det føles forkert, sårbart eller pinligt. Og at have tålmodighed samt undlade at dømme sin egen proces, men i stedet lade passion og frihed drive arbejdet frem.
5. Vil du fortælle om et øjeblik, som har påvirket din praksis?
Som 14-årig blev jeg lammet i benene, hvilket ændrede min relation til kroppen og åndedrættet. Den erfaring har haft en dyb indflydelse på mit arbejde og min vedvarende undersøgelse af kroppen som både fysisk og mental tilstand.
6. Hvordan er din kunst en reaktion på samfundet?
Min kunst fungerer som en stille modstand mod et samfund præget af hastighed, uro og frakobling. Gennem langsomhed, stilhed og nærvær skaber jeg rum for refleksion og for at genoprette forbindelsen til os selv og hinanden.
7. Hvordan balancerer du privatliv og praksis?
Grænsen mellem mit liv og min praksis er flydende, fordi mit eget liv, min krop og mine erfaringer er en central del af arbejdet. Samtidig kræver det bevidsthed og nærvær at kunne være i begge dele – både som menneske og som kunstner. Mine værker udspringer af levet liv, jeg er altid i gang med at registrere.
Sophie Dupont, BREATHE, 2025. Foto: Sofus Graae.
8. Har du et drømmeværk, som endnu ikke er forløst?
Mit arbejde er en kontinuerlig undersøgelse, og jeg ser ikke ét endeligt værk som målet. Drømmen ligger i at fortsætte med at skabe rum, hvor vi kan erfare nye måder at være til på og forbinde os med hinanden og verden. Fordi alt omkring os er omskifteligt, så hvis du har fundet ud af noget, skal du finde ud af noget nyt igen i morgen.
9. Hvordan håndterer du en kreativ blokade?
Ved at vende tilbage til kroppen, åndedrættet og det sanselige nærvær. Ved ikke at dømme processen og acceptere, at kreativitet også kræver tålmodighed. Arbejdet må komme fra en indre nødvendighed, ikke fra pres. Jeg bliver inspireret af en blokade. Det at være i tomrum og irritation og fortabthed, det er en inspiration for mig. Fordi inspiration er liv og åndedræt. Jeg har ikke opfundet mig selv som menneske, jeg lever inde i en ramme, jeg ville gerne kunne flyve, men det kommer jeg ikke til. Jeg kan ikke vinde over min kunst, hvis jeg har en blokade, så skal jeg stoppe arbejdet. Det er også derfor, jeg laver værket ”Rest with me.” Jeg tror på, at man skal lytte til kroppen.
10. Du er aktuel med udstillingen Breathe i Sorø, som løber fra 3. juli til 18. oktober, vil du fortælle, hvordan du har arbejdet med noget så immaterielt som åndedræt og nærvær, når du forsøger at gøre det synligt eller sanseligt i et fysisk værk?
Jeg arbejder med åndedrættet som noget, der i sig selv er usynligt, men som hele tiden efterlader spor. I mine værker forsøger jeg ikke at illustrere åndedrættet, men at registrere det. Gennem gentagelser, minimale bevægelser og varighed bliver det muligt at omsætte noget immaterielt til en fysisk erfaring – som en markering, en overflade, en forskydning.
Kroppen bliver et redskab, hvor åndedrættet fungerer som både materiale og metode. Det handler om at gøre det, vi normalt ikke ser, sanseligt – ikke som noget spektakulært, men som en stille tilstedeværelse. Som det også beskrives i min praksis, er det netop i denne proces, at “det usynlige bliver sanseligt”, og hvor åndedrættet efterlader sig spor som tegn på, at vi er til stede i verden.
Sophie Dupont, BREATHE. Foto af Sofus Graae
Sophie Dupont
Sophie Dupont (f. 1975) er en dansk billed- og performancekunstner baseret i København og Paris. Hendes praksis kredser om nærvær, fred og kroppen som både medium og rum for forandring, ofte med åndedrættet som centralt greb.
Hun arbejder tværmedialt med performance, installation, skulptur og maleri, og hendes værker udfolder sig ofte i langsomme, repetitive og meditativt forankrede formater. Dupont er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og London Contemporary Dance School og har udstillet bredt i ind- og udland.
Hendes værker er repræsenteret på SMK, Kunsten (Aalborg) og Malmø Kunstmuseum. Hendes værker er købt af Ny Carlsbergfonden & Statens Kunstfond.