AHC flytter og åbner nye atelier og værkstedspladser

24.09.24 | Atelier

I januar 2025 flytter Art Hub Copenhagen til Thoravej 29 i Københavns nordvestkvarter og åbner en række atelierer, værksteder til kunstnerisk produktion og et helt nyt udstillingssted. Nu kan kunstnere og kuratorer søge om at flytte med.

ATELIERERNE

De 14 atelierer på Thoravej 29 er mellem 10 og 37 m2 store, placeret i henholdsvis stueplan, på 1. og 2. sal. Alle atelierer er udstyret med bord, stol og WiFi – nogle også med vask.

De mindste atelierer er tænkt som kontorpladser, velegnet til research og skrivning. De største atelierer er egnet til produktion, mens andre er tiltænkt grupper af kunstnere, som skal arbejde sammen og afholde møder.

~

VÆRKSTEDERNE

AHC’s nye værksteder tæller træ-, metal-, støbe- og samleværksted samt et digitalt værksted, alle supporteret af værkstedsleder Rasmus Bo Nielsen. Alle fem grundværksteder er indrettet med en række stationære og automatiserede maskiner med stort fokus på sikkerhed, anvendelighed og et godt kunstnerisk arbejdsmiljø.

I løbet af det første år vil værkstederne desuden blive justeret og udbygget med mere udstyr og flere maskiner, som imødekommer de specifikke behov, vi møder hos de første brugere. Nedenfor kan du læse om, hvad hvert enkelt værksted indeholder på nuværende tidspunkt:

Træværksted
Traditionelle snedkermaskiner, herunder formatsav, tykkelseshøvl, båndsav, kap-/geringssav og søjleboremaskine. Dertil et bredt udvalg af håndværktøjer og tilbehør. Der er ydermere en CNC-portalfræser og andre mobile maskiner. Høvlebænke, aflægningsborde og materialevogne.

Samleværksted og sliberum
Flere montageborde og stationære slibemaskiner: spindelpudser, kantpudser og slibebord til excentersliber og håndslibning.

Metalværksted
Vertikal båndsav, afkorter, søjleboremaskine, bukkemaskine, fiberlasersvejser og båndsliber. Dertil opbevaringsmuligheder og præcisionssvejsebord og andet sikkerhedsudstyr, der understøtter værkstedet.

Støbeværksted
Tvangsblander. Afsætningsborde.

Digitalt værksted
Laserskærer, 3D-printere, loddestationer, tilskæringsborde og andre dertilhørende håndværktøjer.

Bemærk venligst, at der skal tages (eller forevises kursuscertifikat for) et sikkerhedskursus og teknisk grundkursus for hver arbejdszone/maskine, inden der kan gives adgang.

~

ANSØG OM ATELIER ELLER VÆRKSTEDSPLADS

Det forventes, at du/I:

  • tilbringer din/jeres dagligdag i atelieret og på værkstederne på Thoravej. Evt. rejser m.m. aftales på forhånd.
  • at du/I har konkrete kunstneriske projekter og produktioner, som skal forløses i løbet af 2025.
  • deltager i minimum tre evalueringer af én-to timers varighed i løbet af perioden.
  • er interesseret i at indgå i et større fællesskab af både andre kunstprofessionelle og aktører fra andre sektorer.
  • er indforstået med, at din/jeres praksis vil blive kommunikeret på AHC’s forskellige platforme.

Udfyld venligst ansøgningsskemaet, som kan tilgås her. Skemaet er på engelsk, men kan udfyldes på både dansk og engelsk.

Det udfyldte skema sendes sammen med CV inkl. kontaktoplysninger (max. 1 A4-side) og billedmateriale inklusiv korte beskrivelser (max. 4 A4-sider), som én samlet pdf-fil på max. 5 MB.

Ansøgningen sendes til ansogning@arthubcopenhagen.dk. Skriv ”AHC Studios & Workshops 2025” i emnefeltet.

Deadline for ansøgning er søndag den 20. oktober 2024 kl. 23.59.

~

HVEM KAN FÅ ADGANG?

AHC’s værksteder er kun tilgængelige for professionelle billedkunstnere, mens ateliererne er tilgængelige for både kunstnere, kuratorer og kunstskribenter.

Faciliteterne stilles i første omgang til rådighed for de kunstnere og andre fagprofessionelle, som deltager i AHC’s øvrige programmer, såsom Art Hub Residency, mikroinstitutter og forskningsprojekter.

Derudover tilbyder vi via open calls en gruppe på i alt 14 kunstnere samt kuratorer/kunstskribenter at indgå i en testbrugergruppe det første år. Her vil de få adgang til faciliteterne omkostningsfrit i de første 11 måneder og sammen med AHC være med til at udvikle miljøet og værkstederne i en række afprøvninger og evalueringer. Du finder de nævnte open calls ovenfor.

Det første år på Thoravej 29 bliver i høj grad et år, hvor AHC skal lære, justere og videreudvikle på de nye store faciliteter, sådan at de i de kommende år kan stilles til rådighed for endnu flere.

~

OM THORAVEJ 29

Thoravej 29 er ikke blot en adresse i Københavns nordvestkvarter. Det er også navnet for et offentligt mødested og et professionelt fællesskab for de organisationer, som får til huse i bygningen.

Visionen er, at medlemmerne af Thoravej 29, som fortrinsvis kommer fra enten kunst- eller socialområdet, gennem tværfaglige samarbejder og events skal undersøge nogle af samtidens store udfordringer. Læs mere her.

Bygningen på Thoravej 29 er en industribygning fra 1960’erne, som er omdannet af pihlmann architects til et hus, der kommer til at rumme værksteder til kunstnerisk produktion, atelierer, udstillingssted, offentlig café, black box, formidlingsscene og kontorpladser. AHC administrerer alle atelierer, værksteder og udstillingssted og vil afholde ugentlige arrangementer på scenen.

Bygningen er designet, så den imødekommer personer med funktionsnedsættelse. Der er niveaufri adgang til huset samt adgang til alle etager via elevatorer i begge ender af bygningen. Dertil er der kørestolsvenlige toiletter på hver etage.

 

Læs meget mere på arthubcopenhagen.net