At lave kunst til det offentlige rum er en kompleks affære. Det stiller store krav til kunstneren, der ikke blot skal udvikle en idé og give den form, men også har brug for mange andre kompetencer. Det er udgangspunktet for en ny bog om at skabe kunst til offentlige rum, som udkommer i dag den 29. april.
Bogen er først og fremmest skrevet til kunstnere, men også til alle de professionelle, der samarbejder med kunstnerne; dem, der formulerer opgaverne, betaler for dem, tegner og bygger den arkitektur og de byrum, værkerne skal indgå i, og vedligeholder dem.
Der er mange tværfaglige opgaver, som knytter sig til kunstnerisk arbejde i det offentlige rum, og det er en stor hjælp at kende til dem før man går i gang – eller i hvert fald have adgang til viden om dem undervejs – for der er utrolig meget at være opmærksom på, siger billedkunstner Carina Zunino, der står bag bogen.
”Derfor har bogen form som både en fortælling, et inspirationsværk og en håndbog, og i en række kapitler deles der ud af erfaringer, viden og information,” forklarer hun.
Blandt bogens bidragydere finder man kunstrådgivere, en erhvervspsykolog, en jurist, en landskabsarkitekt, en konservator og en håndværker. De tilhører alle faggrupper, som kunstnere med stor sandsynlighed vil skulle samarbejde med, når de løser en opgave til et offentligt rum.
”Jeg vil gerne bidrage til en større viden om vores fag inden for feltet, hvor vi arbejder i direkte kontakt med samfundet på en lang række områder,” siger Carina Zunino.
”Forhåbentlig kan bogen danne grundlag for en diskussion om kunstneriske arbejdsmetoder og arbejdsforhold – dels os kunstnere imellem og dels med de professionelle, vi samarbejder med. Jeg synes især, det er vigtigt, at man som kunstner gør sig bevidst om egne evner og knowhow, men også om det man ikke ved noget om. På den måde kan man strukturere sit arbejde bedst muligt for at få en vellykket arbejdsproces, og i sidste ende nå frem til det bedst mulige kunstværk,” siger hun.
Bogen er inspireret af en studiekreds om kunstneriske arbejdsmetoder inden for kunst i offentlige rum, arrangeret af Carina Zunino i samarbejde med Fonden FABRIKKEN for Kunst og Design og Billedkunstnernes Forbund. Studiekredsen, der har kørt i to år, vender tilbage til efteråret og er åben for alle interesserede – med eller uden erfaring. Se mere under BKF-kurser.
Carina Zunino er partner i Zunino Ignestam Studio, som siden 2012 har skabt en lang række kunstværker til offentlige rum i Sverige og Danmark.
Carina Zunino: At skabe kunst til offentlige rum – en fortælling, et inspirationsværk og en håndbog. Forlag: hurricane publishing. Grafiker: Louis Montes. Udgivelsesdato: 29. april 2025.
Bogen lanceres i dag tirsdag d. 29. april, kl. 15.00-17.00 i Foyeren hos Statens Værksteder for Kunst, hvor alle inviteres til at komme og være en del af samtalen.
Bogen er støttet af Ny Carlsbergfondet, BKF´s Kulturelle Midler og Hoffmann og Husmans Fond