Bjørn Nørgaard: Tale ved BKF’s 50 års jubilæum

06.11.19 | Nyheder

Jeg burde holde festtale om alle BKF’s sejre og fremskridt og om, hvorledes vi som stand har opnået politisk lydhørhed, betydning og indflydelse og skabt forståelse for, at kunstnerisk metode er afgørende for skabelsen af vores fælles fremtid. Nu er jeg er ikke historiker, og  i disse globale, neoliberale tider er jeg ikke i festhumør. Men derfor skal vi fejre det her alligevel. Så jeg vil ikke holde en tale, men i stedet dele nogen overvejelser, jeg har gået og gjort mig.

Billedhugger Bjørn Nørgaard var – sammen med billedkunstner Marie Thams – inviteret til at holde festtale ved BKF’s generalforsamling og 50 års jubilæum, d. 2. november 2019 på Statens Værksteder for Kunst. Læs mere om jubilæet og generalforsamlingen her.

Teksten her på siden er et udskrift og sammendrag af talen. Foto: Uffe Weng.

Jeg tager udgangspunkt i en bog, jeg læste da jeg var helt ung, skrevet af  den spanske filosof og tænker José Ortega y Gasset: Menneskets Fordrivelse fra Kunsten (1925). Den overskrift vil jeg vende om og formulere: Kunstens fordrivelse fra mennesket, eksekveret af neoliberale regnemodeller.

Jeg vil også komme med et lille tilbageblik: for det var ikke alle, der var lige begejstrede, da denne her forening blev stiftet. Mange mente ikke, at det var den her vej, man skulle gå.

Og så vil jeg sige lidt om det arbejdsbegreb, vi har. Hvorfor er det at sådan, at det, vi går og laver som kunstnere, ikke kan få plads i den måde, man regner værdiskabelse i det her samfund.

Jeg er jo dannet som kunstner i tresserne og det, man kaldte ungdomsoprøret. Jeg tilhørte den del, der primært var udogmatisk og byggede på idéer om selvorganisering. Vi tog et opgør med ideologierne, de duede ikke til den fremtid, vi skulle vokse ind i.

Vi lavede institutioner i en uendelighed, ved enhver anledning. Nogen lever stadig, nogen levede kun en enkelt dag. Ideen var hele tiden selv at skabe egne rammer og organisationer om den aktivitet, man var i gang med. Ikke at bruge de eksisterende.

Jeg ser 1968 som afslutningen på det forløb. Ungdomsbevægelsen gik fra at være gadens folk til at blive bogens folk. Vi fik studentermarxismen, hvor man skulle sætte -arbejder bag alt. Kulturarbejder, sundhedsarbejder og så videre. Fagforeningerne – fagforsteningen, som vi kaldte dem – var vi meget lidt begejstrede for.

Så da vi hørte, at der skulle laves kunstnerfagforening, var vi mildest talt ikke voldsomt begejstrede. Der gik en del år, inden vi blev gode venner med BKF. Men det blev vi så.

Jeg har undret mig over, hvorfor der tilsyneladende er en eller anden aura om vores fag, som gør, at enkelte kunstnere får taletid i offentligheden, men når vi kommer ned til det mere fundamentale, så regner man ikke os kunstnere for noget. Det gælder i øvrigt ikke bare kunsten, men hele det humanistiske område, at det ikke regnes for noget værdifuldt i det neoliberale samfund.

For at forstå det, kan jeg anbefale Hannah Arendts bog Menneskets Vilkår (1958). Den handler om, hvordan vores arbejdsbegreb er dannet. Hun gør opmærksom på, at man helt tilbage til grækerne har haft to begreber for arbejde, som stadig findes i sproget: At arbejde og at virke. På tysk Arbeit und Werk. Samme opdeling har vi på engelsk, fransk, dansk og mange andre sprog.

Hvis vi tager det tyske Arbeit og Werk, så er Arbeit det, vi udfører, for at opretholde vores egen eksistens, mens Werk er det, vi skaber, som er blivende, som skaber betydning ud over selv. F.eks. at bygge et hus eller lave en stol, som måske holder i 100 år. På dansk har vi det også stadig i sproget, f.eks. siger vi håndværk og kunstværk, og ofte bare et værk. Så det opdelte arbejdsbegreb har levet op til i dag.

Hannah Arendt peger på, at de to forståelser af arbejde smelter sammen i den moderne tid.

Hos grækerne var det kun frie mænd, der kunne skabe Werk – alt det, der ‘betyder’ noget i verden. Kvinder og slaver foretog det andet arbejde, det, der handlede om at tage sig af husholdningen og børnene og så videre. De frie kunster dengang var f.eks. aritmetik, astronomi, geometri, grammatik, logik og musik. Jo mere fysisk en aktivitet var, jo mindre fint var det. Derfor røg maleri lidt længere ned i rækken, og skulptur endnu længere ned. Og hvis vi tænker lidt over det, så er det stadig lidt sådan, at maleri er lidt finere end skulptur.

Det kunne man også se, dengang man oprettede Statens Museum for Kunst i slutningen af 1800-tallet. Da taler man om malerisamlingen og skulpturerne i afstøbningssamlingen. Og malerisamlingen vil ikke have afstøbningerne. Så diskussionen er gammel.

Nu ser det ud til, at maleriet har sejret, for Afstøbningssamlingen er på vej ud i mørket.

Dengang mente kritikere, at skulptur ikke hørte hjemme på museum, der skulle kun være malerier. Først i Renæssancen bliver billedkunsten en fri kunstart, fordi renæssancekunstnerne var meget utilfredse med at være håndværkere, ikke kunstnere. Derfor luskes de over i de fri kunstarter.

Dette opdelte arbejdsbegreb fører fra Hanna Arendt op til i dag. Ifølge hende sker der det, både i kapitalismen og socialismen, at de to blandes sammen til et arbejdsbegreb, hvor kun produktivt arbejde, der kan måles og økonomisk defineres, regnes for værdifuldt. Der er ikke længere forskel på et møbel og et rugbrød, forbrug-og-smid væk kulturen griber om sig. Det handler kun om at skabe mere vækst og mere profit. I den proces kommer kunsten i klemme.

Marx siger stort set intet om kunst. Men Adam Smith er meget klar i mælet. Han skriver, at kunstnere er en flok overflødige parasitter, og det mener neoliberale økonomer i dag så også.

Men tilbage til tresserne: dengang ville vi ikke acceptere denne opdeling af arbejdet, derfor var vi ikke begejstrede for at lave en faglig organisation i gammeldags forstand. Vi var mere interesserede i Joseph Beuys tanker om den sociale plastik. Plastik er noget, der kan formes. Beuys var ikke interesseret i statuer i marmor eller bronze, han var interesseret i voks og ler og gips, hvor man stadig kan forme. Social plastik handlede om, hvordan samfundet kunne formes efter kunstnerisk metode.

I firserne og fremad har den neoliberale opfattelse sejret stort set overalt. I perioden har der været udvalg for strukturen i kunstlivet, med Aakademiraadet og BKF,  senere havde vi udvalg, der udarbejdede Betænkning om billedkunst, og for nylig har vi været med i arbejdet omkring de store CBS-rapporter om billedkunstneres leve- og arbejdsvilkår, som blev offentliggjort sidste år.

Vi kunstnere forsøgte at reagere på de levevilkår og økonomiske realiteter, der er resultatet af endeløse nedskæringer.

Her har BKF spillet og vil spille en væsentlig rolle i diskussionen om kunstens placering og relevans i samfundet. Især efter 2002, med Anders Fogh Rasmussens opgør med smagsdommerne, har BKF’s arbejde for at fastholde diskussionen om kunstens rolle været vigtig. Og op gennem halvfemserne har alle kunstlivets organisationer forsøgt at få dialog med politikerne om kunstens relevans og vilkår.

Forleden havde vi en lille aktion til støtte for Den Kongelige Afstøbningssamling, der er den største og mest omfattende af sin art i verden. Her kan man studere skulpturkunst op gennem tiden – egyptisk, græsk, romersk, mesopotamisk, barok, nyklassicistisk og så videre. Samlingen har helt afgørende kulturhistorisk værdi, den er et enestående sted, hvor man kan studere skulpturens væsen. Nu vil Finansministeriet lukke den.

Vi har sendt protestbreve og pressemeddelelser afsted  – og det svar, vi får, er fra budgetchefen i Koncernøkonomi i Kulturministeriet. Hun skriver, at der ingen overvejelser er om at sløjfe samlingen. Det ved vi er løgn. Men, skriver hun, det er korrekt, at der er ‘overvejelser om den fremtidige anvendelse af pakhuset, fordi der er et misforhold mellem dets attraktive placering og dets nuværende anvendelse’. Så hvem er det, der skal have den attraktive placering? Det er ATP, der vil bruge det til kontorhus. Attraktive placeringer er for dem, der har råd til det. Ikke til en en elendig gipssamling. Dette er en ejendomsmægler, der taler.

Vi kunstnere har i årtier siddet i udvalg og kommissioner og forhandlinger med politikere og embedsmænd. Men de lytter ikke længere til kunsten og kulturen. Nu må vi både lokalt og globalt selv etablere grundlaget for kunstens eksistens.

Vi er en del af løsningen for fremtiden. I stedet for at tale om alt det, vi ikke må for at redde klimaet, skal vi begynde at tale om alt det, vi må meget mere af: Kunst, musik, poesi, kærlighed – drømme er som bekendt CO2-fri.

Lige nu kan man i Glyptoteket se en fremragende udstilling om oldtidsbyen Palmyra, som nu er væk – ødelagt af Isis. En del af den globale kulturarv er forsvundet for altid. Isis smadrer fortiden og kunsten med bomber, Finansministeriet smadrer fortiden og kunsten med regneark. Det er tid til at skifte taktik. Ikke flere forhandlinger. Nu er det tid til aktivisme og æstetiske chok.

close

Nyt fra BKF direkte i din indbakke

Gå ikke glip af nyt fra Billedkunstnernes Forbund. Hvis du tegner abonnement, kan du få seneste nyt i din indbakke kl. 16.00 samme dag, som det er publiceret på bkf.dk.

*Jeg giver samtykke til, at BKF indsamler og behandler mine personoplysninger med henblik på at udsende nyhedsbreve.