Af Helle Fagralid, Fagbladet Billedkunstneren nr. 1 2026
Kunstnerparret Kirsten Astrup (f. 1983) og Maria Bordorff (f. 1988) bor for tiden med deres tre børn på henholdsvis 6, 3 og 2 år i et hus i en skov på Stevns. I 2018 blev de officielt et makkerpar i form af kunstnerduoen Astrup & Bordorff, men privat har de dannet par siden 2014, hvor de tilfældigt mødte hinanden i toiletkøen på queer-klubben Block 66 i Kødbyen.
”Det var nok bare et spørgsmål om tid, før vi ville være stødt på hinanden i kunstmiljøet, for vi havde så meget til fælles,” fortæller Maria Bordorff.
Dengang læste hun moderne kultur på Københavns Universitet, skrev for forskellige kunstmedier og var en ”spirende, ung kurator”, som på det tidspunkt ikke havde forstillet sig, at hun også skulle være udøvende kunstner. Kirsten Astrup har ligeledes universitetsbaggrund, med studier i film- og medievidenskab og retorik. Derefter tog hun en bachelor på Kunstakademiet i Oslo og dimitterede med en master fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København i 2017.
Hvordan fandt I ud af, at I også ville arbejde sammen?
Astrup & Bordorff, 2020. Foto: Natascha Thiara Rydvald
Maria Bordorff: ”Jamen, det skete bare, ikk´?”
Kirsten Astrup: ”Jo, jeg arbejdede meget med film og performance på det tidspunkt og så tænkte jeg, at det kunne være sjovt, hvis Maria ville skrive nogle af teksterne, og så eksploderede det bare og så har vi arbejdet sammen siden.”
MB: ”Det greb om sig; vi begyndte at tænke sammen. Det gav mening.”
Noget faldt på plads
KA: ”I 2018 blev jeg så inviteret til at have en soloudstilling på Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor vi arbejdede sammen omkring filmkabareten Urolige hjerte. Da vi var færdige med den udstilling, blev vi enige om, at vi hellere officielt måtte kalde os en duo.”
Hvordan var det for dig Maria, at du nu officielt var kunstner?
MB: ”Jeg har tidligere samarbejdet med kunstnere som kurator, men hvor rollerne er flydt sammen, fordi de kunstnerisk har inviteret mig ind i værkprocessen, og jeg har følt mig hjemme i det. Så det har jo ligget der, men først da jeg mødte Kirsten og vi begyndte at arbejde sammen, var der noget, der faldt på plads. Jeg havde så meget lyst til at gå den vej, at jeg overvejede, om jeg skulle søge ind på kunstakademiet, men der var Kirsten jo færdig, så vi kastede os bare ud i det.”
Har I en bestemt arbejdsfordeling i jeres praksis?
KA: ”Der er en fast arbejdsfordeling på den måde, at Maria skriver manuskript og sangtekster, mens jeg komponerer musik og klipper vores film. Derudover er det en stor suppedas, hvor vi gør resten sammen. Vi researcher, konceptudvikler og instruerer sammen. Generelt kan vi forskellige ting, som bare matcher godt i forhold til at få en god arbejdsproces.”
Hvordan håndterer I kunstneriske konflikter?
KA: ”Det lyder måske lidt helligt, men vi har faktisk ingen konflikter.”
MB: ”Vi har kunstneriske kriser, men det er noget andet. Selvfølgelig er det svært, når vi kriser på samme tid. Det er bedre, når det er forskudt af hinanden, haha.”
KA: ”Jeg tror også, det handler om, at vi har så forskellige kompetencer, at vi er gode til at lytte til hinanden og respektere hinandens kunnen, og at vi kan se noget fra hver vores synsvinkel.”
Hvor henter I jeres inspiration fra?
MB: ”Mange steder. Når man er kunstner gennem længere tid, samler man jo på ideer. Vi er begge to meget åbne overfor, at alting hele tiden potentielt kan bruges i et værk. Det kan være noget helt banalt og hverdagsligt, et tv-program fra 1980’erne, en magtfuld person som udtaler sig problematisk i medierne, eller andre kunstnere. Det er altid flere forskellige inspirationer, som flyder sammen.”
Astrup & Bordorff: Filmstill fra Sommernatt ved stranden, 2019. Munchmuseet
KA: “Musik inspirerer os meget. Vi har en fælles playliste, som vi hver især føjer numre til for ligesom at invitere den anden ind i et stemningsunivers og begynde at fornemme et udtryk og en stil, som vi kan arbejde videre med.”
MB: “Og vores børn inspirerer os. For eksempel købte vi en pakke ler af genboen i sommer, og jeg tror faktisk, at det at sidde og forme pølser og klumper med dem førte til, at klumpen som fænomen nu har fået en meget central rolle i det nye filmværk til vores kommende soloudstilling på Bauhaus Museum i Dessau.”
Så I blander elementer fra jeres private liv ind i værkerne?
MB: ”Ja, det er lidt svært ikke at gøre, tror jeg, når liv og praksis flyder sådan sammen, som det gør for os.”
Bruger hverdagserfaringer
KA: “Til det nye filmværk har vi filmet en arkitekturmodel af det hus, som vi har boet i, når vi har været i Dessau. Det er en Bauhaus-professorbolig tegnet af Walter Gropius, hvor Oskar Schlemmer har boet med sin familie, mens han var ansat på Bauhaus-skolen. Når man opholder sig i huset, får man en følelse af at være udstillet, fordi bygningen er UNESCO-verdensarv og der er mange turister, der går og kigger ind ad vinduerne. For eksempel, når man kommer ud fra badeværelset, er der sådan nogle kæmpe vinduer, hvor folk kan kigge direkte ind. Den situation har vi taget med i en scene i filmen, hvor der er nogen, der er i bad og bliver betragtet udefra.”
Procesfoto. Soloudstilling, Bauhaus Museum 2026. Foto: Astrup & Bordorff
MB: “Og mens vi boede der, hængte vi eksempelvis vores vasketøj til tørre over gelænderet på altanen på den her ikoniske professorbolig. Det gav os ideen til også at hænge miniature-tøj på gelænderet i modellen og filme den scene. Så lige i dette tilfælde har vi indarbejdet nogle ret konkrete elementer fra vores hverdag og erfaringer som kvindelige kunstnere med børn.”
KA: ”Men generelt inddrager vi nok mere det private ved at invitere venner og kollegaer med i værkerne, hvor de ofte spiller karikaturer af sig selv, uden at det direkte handler om dem. På den måde bliver vores relationer også en slags materiale.”
Hvordan finder I balancen mellem privat- og arbejdsliv med tre mindre børn?
KA: ”Før vi fik børn arbejdede vi konstant. Vi så jo nærmest aldrig dem, vi elsker. Måske var det derfor, vi trak dem med ind i værkerne, for så fik vi da set hinanden der, haha. Der skulle noget radikalt til for at ændre på den arbejdskultur, vi var havnet i, som unge kunstnere med den ene store museumsudstilling efter den anden. Paradoksalt nok føles det sundere nu, hvor vi har tre børn, fordi vi ikke længere hverken vil eller kan arbejde på den måde.”
MB: “Men det er klart, at vi heller ikke kan suse rundt til en masse biennaler i udlandet, så forsøget på at balancere kunstpraksis og livet med børn har jo også nogle konsekvenser. Der har vi så mærket efter i forhold til, hvad der føles mest meningsfuldt for os. Ikke at vi aldrig besøger biennaler mere altså. Kontrasterne bliver nok bare lidt større. Det svinger ligesom fra at ligge på alle fire og lede efter insekter med ungerne, til at vi roder rundt i arkiverne på en af verdens mest ikoniske kunstinstitutioner.”
Hjælp er uundværlig
Hvordan gør I rent praktisk, når I begge er i udlandet for at arbejde på en udstilling?
KA: ”I Dessau har vi selvfølgelig børnene med.”
MB: ”Første gang vi var der, havde vi ét barn og den næste gang to og så tre. Nu er de begyndt at spørge, hvor mange børn vi har, når vi skal derned, haha. Som institution er de jo nødt til at rumme det, fordi vi arbejder sammen, og vi vil ikke kunne komme derned begge to i en uge eller to uden børnene, når de er så små.”
Astrup & Bordorff: Filmstill fra Kunstmuseet — en filmkabaret, 2021. SMK
KA: “Mine forældre har også hjulpet os rigtig meget. De bor desværre ikke i nærheden, så de kan ikke hjælpe os til hverdag, men de er en uundværlig hjælp, når vi er i udlandet eller i København for at filme. Ideen om det enlige kunstner-geni findes jo stadig i en eller anden grad, men virkeligheden er ofte, at der er andre mennesker i kulissen, som er med til at få det hele til at ske. At det ikke kan gøres uden dem.”
MB: ”Noget jeg også kommer til at tænke på er, at vores ældste barn er begyndt at vise interesse for vores praksis og fandt det vildt spændende at overvære filmoptagelserne i Dessau. Vi har det sådan, at hvis børnene har lyst, så må de gerne være med på en eller anden måde, når de er gamle nok til det.”
Har I nogle overvejelser i forhold til, om de skal være med foran eller bag kameraet?
KA: ”Vi ønsker ikke, at der skal figurere billeder af vores børns ansigter nogen steder, og der er også en masse etiske spørgsmål og overvejelser i forhold til samtykke og falsk bevidsthed. Men vi vil gerne inkludere dem i vores kunstneriske arbejde, fordi det betyder så meget for os.”
Astrup & Bordorff under optagelserne til deres nye filmværk, 2026. Bauhaus Dessau Foundation. Foto: Thomas Meyer / Ostkreuz
Hvordan håndterer I ellers jeres økonomi?
MB: ”Her i skoven er der ikke så meget at bruge penge på. Og vi tager for eksempel heller aldrig på ferie. I stedet har vi jo så børnene med, når vi rejser som en del af vores kunstneriske praksis, som i Dessau, og her til foråret, hvor vi skal til Tromsø på researchtur i forbindelse med en ny soloudstilling.”
KA: ”Vi vægter fleksibiliteten og tiden sammen højest. Det har en pris. Der vil for de fleste altid være tilvalg og fravalg i det liv, man lever.”
Har I været nødt til at tage arbejde udenfor jeres kunstneriske praksis?
MB: ”Ja, vi har jo tre børn og er nødt til at have en vis form for stabilitet. Så vi underviser ved siden af i kunsthistorie og på kunstakademier og højskoler.”
KA: ”Vi er begge meget glade for at undervise og ser det også som en etableret del af vores praksis.”
Økonomisk usikkerhed
Er det af økonomiske årsager, at det kun er den ene af jer, der er medlem af BKF?
MB: “Vi har prioriteret også at være medlem af Danske Sceneinstruktører, der er en reel fagforening. Vi laver jo også teater, ligesom instruktion er en vigtig del af vores praksis. Og Danske Sceneinstruktører hjælper os rigtig meget med kontraktarbejde og med at få alt med rettigheder og så videre på plads.”
KA: “Der er også musik og film, hvor vi også har brug for juridisk vejledning. Men vi har jo ikke råd til at være medlem af alle forbund. Det sagt, så har vi faktisk gennem flere år begge været medlemmer af BKF.”
Hvilke ulemper og fordele oplever I, at der er ved at være et kunstnerpar?
MB: ”En ulempe er den økonomiske usikkerhed. Det ville være da være rart, hvis en af os var læge eller advokat, så man følte sig økonomisk sikker. Vi sidder lige fedt – eller lige skidt i det begge to. Der er ikke nogen af os, der henter den der kæmpe pengepose hjem hver måned.”
KA: ”Til gengæld er det en stor fordel for os, at vi kun har én fælles praksis, så der ikke er forhandlinger i forhold til at få tid til sit eget arbejde. Vi kommer aldrig ud i en situation, hvor vi skal diskutere, om det er den ene eller den andens praksis, der skal prioriteres. Det er en klar fordel.”
MB: ”En anden fordel er, at vi begge har kunnet finde ro i at være på barsel, fordi vi har vidst, at praksis ikke blev sat på hold imens. Den levede videre, fordi den anden gik i atelieret og svarede på mails.”
KA: ”I øvrigt, så er det for os lige så vigtigt at sidde til møde med et stort museum, som det er at sørge for børnenes ve og vel. Vi har et holistisk syn på det; det ene kan ikke eksistere uden det andet.”
Hvad drømmer I om?
KA: ”Mere stabil indtægt, ha.”
MB: ”Jeg drømmer også om, at vi kan blive ved med at have vores praksis samtidig med, at vi prioriterer vores børn og tiden med dem, vi elsker.”
Har I et godt råd til andre kunstnere?
MB: “Slut fred med at der er forskellige faser i livet. Man kan ikke det hele hele tiden. Og vi bør som felt heller ikke forvente det – hverken af os selv eller af hinanden. Jeg tænker både på os kunstnere og på kunstinstitutionerne.”
KA: “Vi tror på en mere cyklisk tilgang, hvor man, i stedet for at tænke alting lineært og progressivt, accepterer, at der er perioder i livet, hvor man af forskellige årsager vil være mindre synlig for omverdenen, ligesom der omvendt er perioder, hvor man er på hele tiden.”
Foto øverst: Astrup & Bordorff: Filmstill fra Journey to Honeymoon, 2017.