Billedkunstner Anna Walther er blandt initiativtagerne til udviklingen af BKF’S tilgængelighedsdokumenter. Hun fortæller, at hun selv ville ønske, hun havde kendt til redskabet langt tidligere i sin karriere. Først for to år siden hørte hun om access og care riders fra en kollega, og med det samme var hun klar over, at det kunne være et relevant værktøj for hende:
”Jeg havde længe haft oplevelsen af, at samarbejder i kunstverdenen kan blive unødigt komplicerede, fordi der mangler både viden og tid til at forme forudsætningerne, og når vilkårene ændrer sig undervejs,” siger hun.
Fast pensum
Anna Walther beskriver sig selv som neurodivergent og fortæller, at det ville have gjort en væsentlig forskel for hendes studietid på akademiet, hvis riders var et værktøj, der blev benyttet på institutionen. Derfor ønsker hun, at de bliver en fast del af pensum på kunstakademier og lignende uddannelser.
”Det er meget forskelligt fra person til person, hvordan en rider kan hjælpe en. Men både med kognitive, psykiske og fysiske handicap kan man med en rider skabe en ramme, hvor man ikke skal undskylde eller forklare sig igen og igen. Man er stort set hele tiden på overarbejde, når man har normbrydende funktionsvariationer – for mit vedkommende ikke bare fagligt, men også socialt, fysisk og kommunikativt. I samarbejder, på værksteder eller i undervisningssituationer belaster det hele tiden at forsøge både at følge med og ikke skille sig for meget ud og derved falde uden for fællesskabet,” siger Anna Walther, der mener, at en rider gør det nemmere at tale åbent og blive mødt i sine behov og begrænsninger:
Ikke kun kunstnerens ansvar
”Hvis man for eksempel er kronisk syg, kan kræfterne variere, og derfor kan der opstå behov for støtte i form af assistance eller længere tidsfrist til at færdiggøre et projekt. Jeg hviler selv i min egen arbejdsmetode, men jeg har brug for tillid og forståelse i den anden ende til, at jeg arbejder og leverer mit produkt som en professionel kunstner. Fordi min fremgangsmåde adskiller sig, kræver det tillid og nysgerrighed. Den rummelighed skaber vi sammen og over for hinanden, hvis man skal kunne deltage på lige vilkår. Det handler om at forstå det som en professionel og kreativ opgave at tage hensyn til hinandens forskelligheder – ikke som et besvær. Det kan være svært at tage hul på den samtale, men riderne giver et fælles sprog og en form, som gør det mere overkommeligt.”
Anna Walther understreger, at det ikke bør være kunstnerens ansvar alene at gøre ridere til en del af aftalegrundlaget i et samarbejde.
”Jeg ser en fremtid, hvor det bliver en del af institutionernes ansvar – en naturlig del af deres tilgængelighedspolitik. Ligesom man i dag arbejder med bæredygtighedserklæringer eller andre retningslinjer. Men som det er nu, kommer initiativet ofte nedefra, altså fra kunstnerne selv. Derfor er det vigtigt, at vi får skabt en kultur og en tryghed omkring det her arbejde,” siger hun.
Læs også:
- Et nyt redskab skal styrke samarbejdet mellem kunstnere og institutioner
- Interview med kunstnerisk leder Lotte Juul Petersen, Rønnesbækholm Kunsthal: Et gensidigt redskab til et godt samarbejde
Foto øverst: Anna Walther. Zee You, 2025. Tarup-Davinde Naturområde. FOTO Brian Kure