Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #4 2025
Access og care riders angår hele udstillingsfeltet, siger Lotte Juul Petersen, der er kunstnerisk leder for Kunsthal Rønnebæksholm ved Næstved på Sydsjælland. Sammen med sine medarbejdere har hun arbejdet med, hvordan en institution selv kan have et dokument, der beskriver dens egne rammer og begrænsninger.
”Som leder af en kunsthal ser jeg rideren som et meget brugbart redskab til at skabe de bedste betingelser både for samarbejdet, og for at kunstneren får en god oplevelse,” siger hun.
”Det handler om at vise, hvad vi kan tilbyde, men også hvad vi realistisk kan rumme. På den måde bliver det et gensidigt redskab for et godt samarbejde.”
Lotte Juul Petersen kender oprindelig rider-begrebet fra sin tid på Wysing Arts Centre i England, hvor der også blev arrangeret musik- og kunstfestivaler. Men også hvor hun var med til at huse et residency med kunstnere som Leah Clements, Lizzy Rose og Alice Hattrick, der arbejdede på en Access Docs for Artists, som er en online-ressource til støtte for kunstnere med funktionsnedsættelse til at kommunikere deres tilgængelighedsbehov til kunstinstitutioner, gallerier og andre kulturaktører.
Forventningsafstemning
”Som kunsthal er det rigtig vigtigt at forventningsafstemme, så samarbejdet bliver godt, og derfor er det blevet mere almindeligt, at kunstnere har en rider eller et tilsvarende dokument, de deler med institutionen.”
Hun peger på, at redskabet kan bruges på mange niveauer både i processen med at skabe et værk eller en udstilling, og i alt det usynlige arbejde, institutionen bliver en del af:
”At være transparent omkring, hvad der kræves af begge parter, er enormt vigtigt.”
Men arbejdet med riders rummer også følsomme aspekter, siger hun:
”Når kunstneren deler sin rider, deles der også personlige oplysninger, og det kan føles sårbart – der kan være en frygt for, at noget kan blive brugt imod én. Det kræver mod af en kunstner at dele sådan et dokument, især hvis man lever med et usynligt handicap eller en psykisk sårbarhed,” siger hun.
Derfor har Kunsthal Rønnebæksholm valgt ikke at gemme kunstnernes riders digitalt:
”Vi gemmer dem ikke på vores fællesdrev – der står ofte private oplysninger, så det bliver mellem os og kunstneren. Nogle viser bare dokumentet under en samtale, og det er helt fint.”
Egne begrænsninger
Under arbejdet med rideren er Lotte Juul Petersen blevet mere bevidst om, at institutioner også har sårbarheder og begrænsninger.
”Der er situationer, hvor vi ganske enkelt ikke kan strække os længere. Derfor skal man se det som en proces og en åben forhandling; hvad kan vi, og hvad kan vi ikke?”
Lotte Juul Petersen vil se det som en kæmpegevinst, hvis der blev udviklet fælles riders eller tilgængelighedsdokumenter for kunsthallerne:
”Det handler jo om at udvide forståelsen af, hvad et samarbejde mellem kunstner og institution er. Et fælles redskab ville skabe fælles standarder for dialog og hensyn. Jeg ser det her arbejde som en del af en større bevægelse i samtidskunsten; det handler om at give plads – også til usynlige handicap og psykisk sårbarhed – og om at se både kunstnere og institutioner som mennesker med behov og grænser. Vi bevæger os mod et sted, hvor etik fylder lige så meget som æstetik – altså de strukturer og menneskelige hensyn, der omgiver kunsten. Det er et skifte, jeg mærker tydeligt i feltet, og det synes jeg er vigtigt,” siger hun.
Læs også:
- Et nyt redskab skal styrke samarbejdet mellem kunstnere og institutioner
- Interview med billedkunstner Anna Walther: En nøgle til lige vilkår i kunstlivet
Foto øverst: Frock, performance. Time To Act, 2021. Foto Angela Onorati