Hvordan skaber vi rammer, hvor alle billedkunstnere – uanset funktionsvariationer eller handicap – kan deltage på lige fod i kunstlivet? Det spørgsmål er udgangspunktet for udviklingen af BKF’s tilgængelighedsdokumenter, der er et nyt redskab, som BKF nu lancerer. Dokumenterne er udviklet i samarbejde med netværket Kunstnere med handicap, og har karakter af skabeloner, der kan downloades og bruges af kunstnere i deres samarbejde med museer og kunsthaller og i andre kunstfaglige sammenhænge.

Find BKF’s tilgængelighedsdokumenter her

Tilgængelighedsdokumenterne består af såkaldte care og access riders, der kan deles mellem kunstner og institution for at afstemme forventninger og skabe klarhed over eventuelle behov i forbindelse med samarbejdet. Formålet er at nedbryde barrierer og sikre de bedst mulige arbejds- og produktionsbetingelser for alle parter.

Dokumenterne kan udfyldes af kunstneren som en fritekst eller ved hjælp af skabelonen, der kommer omkring emner som arbejdsformer, møder og kommunikation, planlægning og produktion, installering, rejse og overnatning. Det kan også bruges til at beskrive behov i forhold til formidling, tilgængelighed og nødsituationer.

Dokumenterne skal først og fremmest ses som en invitation til dialog – værktøjer, der bygger på tillid, transparens og gensidig respekt. For institutionerne kan de være konkrete redskaber til at forstå og imødekomme individuelle behov; for kunstnerne et middel til at tydeliggøre de forudsætninger, der skal til for at kunne arbejde professionelt og trygt.

BKF opfordrer alle kunstinstitutioner til at arbejde aktivt med tilgængelighed og til tydeligt at kommunikere om det på hjemmesider, i udstillingsdesign og i formidlingsmateriale. Med tilgængelighedsdokumenterne får både kunstnere og institutioner nye praktiske redskaber til at omsætte denne ambition til handling.

”Lanceringen af tilgængelighedsdokumenterne ligger i forlængelse af BKF’s ligestillings- og mangfoldighedspolitik, og vores ønske om at sikre lige adgang for alle kunstnere til at udstille på landets udstillingssteder – uanset fysiske og psykiske begrænsninger. Derfor har vi også store forhåbninger om, at alle aktører på området vil tage riderne til sig og gøre dem en del af deres arbejdsgang,” siger BKF’s forperson Marie Thams.

Læs også:

Foto øverst: Katrine Skovsgaard. Aura, 2025. Foto: Kaiyuan Yang