Skolen på hovedet
Kunstner Mette Kit Jensen har mange års erfaring i at samarbejde med skoler om kunstforløb til børn. Når samarbejdet med skolen går godt, er det virkelig fedt, og når det ikke gør, føler man lidt som en lalleglad idealist, siger hun
Af Julie Elmhøj
Mette Kit Jensen kalder samarbejdet mellem en skole og en kunstner for to systemer, der mødes.
»Lidt groft kan man sige, at kunstnernes og folkeskolens måde at arbejde på er to svært forenelige størrelser. Kunstnere arbejder procesorienteret og uden mål, mens skolen hele tiden arbejder med specifikke læringsmål. For kunstneren smelter smelter arbejde og fritid sammen i modsætning til skolen. Her er der klare rammer for, hvornår børnene skal arbejde, og hvornår de har fri,« siger Mette Kit Jensen.
De to forskellige systemer har været udgangspunkt for Mette Kit Jensens seneste huskunstner- projekt, som hun har kaldt ‘Skolen på hovedet’. Her har hun brugt 14 dage på en skole i Vangede i efteråret. Forløbet tog udgangspunkt i hendes tidligere erfaringer med kunstner-skole-samarbejder.
»Det, der springer mig i øjnene, hver gang jeg har lavet forløb for børn i folkeskolen, er det kultursammenstød, der er mellem kunsten og skolen,« siger Mette Kit Jensen, der i sit seneste forløb valgte at tage udgangspunkt i fluxus-kunstneren Henning Christiansen. Han gik altid rundt i en grøn jakke for at minde sig selv om naturen, som var udgangspunktet for hans kunstneriske praksis – for herigennem at huske sig selv på, at han ikke måtte glemme sit kunstneriske projekt.
Og på samme måde bad Mette Kit Jensen børnene, to 5. klasser, om at finde en lignende strategi til at minde dem om, at de også skulle tænke på deres kunstneriske projekt, når de havde fri fra skole. Nogle af børnene, som var inddelt i mindre grupper, fandt en mønt, de ville have i lomme, andre besluttede sig for, at de ville have hættetrøjer på, andre igen at de hver dag ville have tøj med en bestemt farve på.
Samtidig tog projektet udgangspunkt i Mette Kit Jensens eget kunstneriske projekt ‘Flâneuse’, hvor hun personificerer en nutidig flanøse, der i modsætning til i 1800-tallet, hvor kun mænd flanerede, bevæger sig omkring og indsamler objekter og fortællinger hos gadehandlere og loppemarkeder, som kan bruges til at fortælle historier ud fra. Hver gruppe af elever fik derfor en kasse til at lægge genstande, de fandt rundt omkring i, genstande, som senere blev udgangspunkt for en historie, de skulle skrive og opføre. Mette Kit Jensen oplevede undervejs i forløbet af mange af børnene stillede spørgsmål ved projektet.
Foto: Mette Kit Jensen
»Mødet mellem kunstneren og skolen er et kulturmøde, der går begge veje. Børnene snakkede i munden på hinanden, de stillede spørgsmålstegn ved de ting, jeg gjorde, og de hørte ikke altid efter. Det er sikkert helt normal opførsel for en femte klasse, men for mig er det nyt. Som kunstner er det lidt af et chok at møde den kultur, som børn og lærere er en del af,« siger Mette Kit Jensen, der inden projektets start havde haft et møde med elevernes lære for at tale om, hvad hun forventede af dem og omvendt.
»I tidligere forløb har jeg oplevet, at børnene simpelthen ikke altid forstår, hvad det er, jeg siger til dem. De er vant til, at lærerne bruger nogle helt andre ord og en anden måde at tale på, end jeg gør. Det skaber ofte nogle problemer, og derfor havde jeg bedt dem om at være mine oversættere, når de kunne se på børnene, at de ikke forstod, hvad jeg sagde,« siger Mette Kit Jensen, der samtidig havde bedt lærerne om at tage sig af de pædagogiske opgaver i de to klasser, hun lavede forløb med.
»Som kunstner kommer jeg og laver om på den orden, som børnene kender. Og ofte kan jeg blive i tvivl om, hvad jeg skal svare dem. Når et barn for eksempel rækker hånden op og spørger, om han eller hun må gå ud og tisse. Det må de da gerne for mig, men det er ikke sikkert, at læreren er enig, fordi det kan være med til at nedbryde de regler, der sædvanligvis eksisterer i klassen,« siger Mette Kit Jensen, der derfor bad lærerne om at tage stilling til alle de ting omkring eleverne, der ikke havde noget direkte med hendes kunstneriske projekt at gøre.
Et andet eksempel på kulturmødet, som Mette Kit Jensen kalder samarbejdet mellem en skole og en kunstner, er børnenes sprog. For på samme måde, som hun oplevede, at eleverne ikke altid forstod hendes sprog, tog det også lidt tid for hende at forstå elevernes sprog.
»Når børnene siger, at det er kedeligt, er det ikke nødvendigvis fordi, de keder sig. Måske siger de i virkeligheden, at de ikke forstå, hvad det er, de skal. I skolen er de vant til hele tiden at få forklaret, hvorfor de skal gøre det og det. Men det kunne jeg ikke på samme måde give dem et svar på, i hvert fald ikke et svar de fandt tilfredsstillende,« siger Mette Kit Jensen, der fortæller, at hun flere gange i kunstner-skole-samarbejder ikke altid har følt, at det har kørt lige godt på skinner. Det skyldes blandt andet, at det er en proces, hvor børnene langsomt lærer, at man kan arbejde på andre måder, måder hvor man selv definerer indholdet og derigennem lærer at udtrykke sig. Men at det er en proces hvor børnene langsomt lærer at man kan arbejde på andre måder, måder hvor man selv definerer indholdet og lærer at udtrykke sig.
»Det er ikke ubetinget, at man føler, at det er en succes. En gang imellem har jeg følt mig lidt som en lalleglad idealist, og indimellem føler man sig mere som en pædagogmedhjælper end som en kunstner, fordi man er på ukendt territorium,« siger Mette Kit Jensen, der kalder de ‘problematikker’, der opstår undervejs som nødvendige og naturlige.
»Jeg oplever helt overordnet, at de her processer lærer børnene at arbejde og udtrykke sig på andre måder. Billedkunsten styrker deres selvstændige tænkning.«
Mette Kit Jensen er billedkunstner bosat i København. Hendes arbejde kredser om rutiner i det offentlige rum og om sociale processer. Hun har har gennem mange år holdt workshops og lavet undervisningsforløb på kunsthøjskoler, museer, billedskoler og i rammen af ‘åben skole’-projekter i folkeskolen. Hun har lavet 3 Huskunstnerprojekter. Desuden har hun holdt foredrag og workshops på kunstakademier, arkitektskoler, for museumsfolk og billedkunstlærere.
Undervisningsmetoderne er i forlængelse af hendes kunstneriske praksis, ambitionsniveauet er det samme og tilpasses hver gang målgruppen, situationen og stedet. Hun mener, at det er vigtigt, at børn og unge får mulighed for at deltage i processer, hvor de selv er med til at definere mål. At undervisning i kunst optimalt er en åben social proces af samtale og fælles reflektion, hvor hverken materialer eller resultater er givet på forhånd.
Hendes kunstneriske praksis deler sig i flere spor, som glider ind og ud af hinanden. Yderpunkterne er ensomme meditative gåture i byrummet og dynamiske sociale processer. Hensigten er at etablere analoge og kropslige forhold til omverden.
Særligt er hun optaget af at flanere som kunstnerisk metode. En flanør er en dagdriver, et menneske, der nyder at drive rundt på gaden. En flanør er en tvetydig figur, på den ene side drevet af nysgerrighed og en trang til at komme tættere på virkeligheden, på den anden side flamboyant og iscenesat og dermed distanceret fra samme virkelighed. Begrebet er opstået i 1800-tallet hvor flanøren oprindelig var mand. Hun har sat sig for at definere en kvindelig flanør – en Flâneuse. I andre sammenhænge involverer hun andre i sociale processer, hvor gaden undersøges for nye perspektiver og betydninger. Hun er optaget af at mindske afstanden mellem liv, proces, værk, kunstner, publikum og omgivelser. I hendes deltagerbaserede projekter udfordrer hun deltagerne og involverer dem i komplekse situationer. Desuden arbejder hun med objekter, tekst, lyd, installationer og performances.
Mette Kit Jensen er uddannet fra Kunstakademiet i Hamburg 1995-2002 og MA i Kunstteori og Formidling fra Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 2004.
www.mettekitjensen.dk