Når tanker bliver synlige

dokumenta 14 – Learning from Athens / At lære af Athen

Af Charlotte Brüel

Som led i den nye betoning af efteruddannelse i BKF’s kunstpolitiske arbejde, var der arrangeret en fælles tur til dokumenta – med BKF’s formand Nis Rømer som guide.Da jeg som ganske ung var på dokumenta III i 1964, besøgte jeg modernismens dokumenta, kurateret af stifteren, Arnold Bode, (1900-1977), kunstner, designer og udstillingsarrangør. Siden da har dokumenta-udstillingerne forholdt sig kraftigt til og kommenteret sin samtid.

Og da jeg – som redaktør på Billedkunstneren (dengang BKF-bladet) var på dokumenta i 1997 – var det en udstilling med Cathrine David’s politiske og litterære fingeraftryk, jeg oplevede. Hvad var det for en dokumenta, vi tog til Kassel for at se nu, i 2017?

Det blev Adam Szymczyk’s (f. 1970 i Warschawa) dokumenta 14 – fordelt på to byer, først i Athen og sidst i Kassel, med en overlappende periode midt på sommeren. Adam Szymczyk blev nomineret til chefkurator i 2013. Man startede op med små, næsten private møder på Café Avissinia i december 2013 og marts 2014. Her mødtes AS med sine tidlige kolleger og med nogle af dem, der udgør Athen’s mangefacetterede kulturliv for at diskutere den dengang temmelig umulige idé at udstillingen skulle finde sted på én gang i Grækenland og Tyskland. Ideerne voksede stille og roligt i 2015, for at blive fuldt udfoldet i 2016

Douglas Gordon. I had nowhere to go (2016). Foto: Mathias Voelzke

Ved at lade dokumenta finde sted samtidig i Athen og Kassel tager AS ikke kun parti for en by, der p.g.a. den sociale og politiske krise, som Grækenland har gennemlidt siden 2008, men gør byen ”synonym med en meget rå virkelighed”. AS har hele menneskeheden for øje, ”som befinder sig i en livstruende situation”.

I begyndelsen var idéen ikke særligt vel modtaget i nogen af byerne. Kassel var bange for ”at miste” dokumenta og Athen frygtede endnu en stor begivenhed, noget lignende de Olympiske lege i 2004, uden støttende effekt for landet.

”Det kræver detaljeret indsigt i organiseringen af dokumenta 14 for at forstå, hvor næsten umuligt det er at realisere et projekt, der ønsker at komme med et politisk statement inden for en statsstøttet organisatorisk ramme (naturligvis også støttet af private fonde). Det er meget vanskeligt at komme igennem med ”eksperimenter”, der rækker ud over begrebet ”kunstnerisk frihed”, som dokumenta er berømt for at tilbyde ”den kunstneriske leder” (chefkurator), siden udstillingsformatets start i 1955”, fortæller Adam Zcymczyk i sit essay ”Gentagelsesmønstre og fremmedhed – At lære af og arbejde fra Athen” (s.17-42) i dokumenta’s artikelsamling, ”The Reader”.

I 1992 arbejdede jeg (undertegnede) i en periode på Røde Kors’s Kulturcenter for flygtninge, på Christianshavn. Ville gerne (i Røde Kors regi) arbejde med et projekt, som jeg definerede som “Klodens blinde pletter – er det her fremtidens konfliktzoner opstår?”, spurgte jeg dengang. Min tanke var, at lidelse og krig måske kunne forebygges, hvis “man” – den Vestlige verden, der efter Sovjetunionens sammenbrud og Murens fald opfattede sig selv som “sejrende”, og berettiget til at diktere demokratisk, kapitalisme som politisk mono-kultur på kloden – i tide blev indgivet proportionerende indsigt, ved at hidtil upåagtede folk eller egne blev eksponeret, og trukket overdrevent frem på landkortet.

Naivt projekt, måske – i hvert fald uden forskningsmidler eller kunststøtte til at realisere det! Jeg har forlængst lagt denne idé i mappen med urealiserede projekter, men kom i tanker om den, nu mens jeg sidder og skriver om Adam Szymczyk’s ideer for indhold og struktur re dokumenta 14. Szymczyk råber vagt i gevær. Han forsøger at “akut-forebygge” på en for mig genkendelig måde. Hans vinkel er kunstværker, der tematiserer hvor det er gået perverst, grueligt galt – med 40’erne og 70’erne, vores nære fortid, som eksponent for politik, der er løbet løbsk, så end ikke medmenneskelige sind har kunnet stille noget op:
“Pas på – vi er ved at være der igen”, er hans budskab.

For Adam Szymczyk er dokumenta 14 ”et projekt, drevet af det presserende behov at gentænke og ændre vores hverdagserfaring, at genforestille os (”reimagine”) rollen for kunstnerisk produktion (både materiel og immateriel) hinsides anvendelse som kunstmarkedets og kulturindustriens valuta, i en tid mærket af tilbagevendende rystelser (”conculsions) fra finanskapitalismen.”Derfor fraværet af internationalt hypede kunstneres værker anno 2017.

”Der er ikke noget, der hedder ”det godes banalitet” – det er imod det ondes banalitet, vi må rejse os, nu og i morgen.”Han må have ment at kunne mobilisere os ved at konfrontere os med alle afskygninger af ondskab og elendighed, samfundsmæssigt som individuelt.

Dokumenta 14 anklages af en tysk kunstkritiker, Hanno Rauterberg for at ”være fordummende og kunstens død”, i (forside)artikel i Information d. 16.8.2017) Det er efter min mening ikke korrekt. Dokumenta i år var kompliceret.

Tidsskriftet ”Kunstforrum” har suppleret dokumenta’s egne udgivelser med et særnummer, aug.-sept. 2017 ”dokumenta 14”, med forsidebillede af Olu Oguibe’s (født 1964 i Nigeria) ”Fremmed- og flygtningemonument” i beton, med påskriften ”I was a stranger, and you took me in / Jeg var en fremmed, og du husede mig”.

I interviewet ”Fra Kassel til Athen – og rundt om kloden, et forsøg på at forstå Adam Szymczyk” skriver Heinz-Norbert Jocks: ”For Adam Szymczyk er dokumenta ikke resultatet af i dag så udbredte ”networkings”, men en ”kaosudstilling, i betydningen af det metaforisk brugte udtryk ”rhizom”.”

AS ”tror fuldt og fast på, at et værk ikke skal overforklares”, og at ”neutrale og professionelle beskrivelser stiller en alt for bekvem komfortzone frem, i hvilken alt er defineret af en autoritet, som vi har lært, at vi skal stole på og forlade os på.” ”Noget evigt gådeagtigt klæber til et kunstværk, der gør at det fortjener at blive betegnet som et sådant”, siger han.

Den græske kulturminister Lydía Konfordou, kendt skuespillerinde, bliver i ”Kunstforum” (s.112-119) spurgt om sit forhold til samtidskunst: ”Det er en fascinerende verden, hvor nye idéer søger udtryksformer. Så længe disse ikke er perfekte, fordi de er nye og ikke har en klassisk form, er de som døre, om hvis eksistens man intet vidste og som pludselig åbner sig for én.” En herlig tilgang hos en minister på kulturens område. Er vi misundelige?

På bagsiden af ”The Reader” står der: ”Who or what is the documenta 14? You – perhaps” /
”Hvem, eller hvad, er dokumenta 14? Dig / jer – måske.” Oven i de konkret overvældende mængder af værker jeg så og hørte, lagde sig kollegers mange beretninger om, hvad de havde oplevet, enten ved et værk jeg selv havde set, eller værker, der havde unddraget sig min opmærksomhed, eller som jeg bevidst var hastet forbi, for – med andre prioriteringer – at have plads i hovedet til at tage ind. Tanker blev ivrigt delt, men Ole Thyssen’s begreb ”Det overfyldte rum” var dækkende for de flestes tilstand.

Vi BKF’ere kan siges på en sjov måde at have honnoreret Adam Szymczyk’s og medkuratorers bestræbelser på og drøm om at udvide det dialogiske rum fra kunstner via værk og kurateringsform til en fortsat dialogisk medtænken fra publikumsside, af problemstillinger, som han synes, det er uomgængelig pligt at forholde sig til i samtiden.

Som dokumenta 14 blev tyvstartet allerede i årene op til udstillingen, vil oplevelserne fra Kassel i årene efter 2017 udbygges og leve videre. (Det skete i alt fald for mig i årene efter mit besøg på Cathrine David’s dokumenta X). Ud af samspillet mellem det den enkelte så / hørte og ”tog ind” og senere læst litteratur, udgivet i forbindelse med dokumenta 14, skabes et udvidet rum for egen indre dialog med de eksponerede kunstnere – et frirum for med- eller modtænken, som inspiration og styrket nærvær i forhold til både eget og andres skabende arbejde.

“Two Meetings and a Funeral” / “To møder og en begravelse”, 2017
af Naeem Mohaiemen, f. 1969 i London) (Tre-kanal, digital video, 95 min., i Hessisches Landesmuseum)

Jeg bruger noget tid på denne film, fordi den på en måde opsummerer min oplevelse af, hvor hovedvægten var lagt på “dokumenta 14”. Den handled om, hvordan Den kolde krigs øst/vest-opdeling – i socialisme/kapitalisme indvirkede på de nye nationalstater, der opstod i 70’erne uden for Den kolde krigs zoner. Den måde frihedskampen fandt sted for henholdsvis Bangladesh, der løsrev sig fra Pakistan, og i Algier, der som fransk koloni kæmpede for selvstændighed, har f.ex. fået konsekvenser, der rækker helt ind i nutidens dilemma – islamistiske styreformer versus verdslige. Bangladesh støttede sig “af nød” til den muslimske, arabiske verden, der nærmest “købte” dem, så de kunne få flertal i FN for godkendelse af egen stat i 1973. I Algier var løsrivelsen verdsligt funderet. Men i dag lider mange af de unge stater, i flg. Naeem Mohaiemen, under, at den vestlige, kapitalistiske verden internationalt bruger islamiske, kapitalistiske regimer til at dæmme op for socialismen, på trods af, at den vestlige verden prætenderer at bekæmpe islamisk terror. Lakonisk vises filmens protagonist, historikeren Vijay Prashad’s ord henover lærredets billeder: “To dage efter frihedskampens afslutning i Algier, blev Salvador Allende myrdet” (af CIA i Chile).
Er NM’s værk billedkunst eller filmkunst? Kunst i alt fald.

Naeem Mohaiemen: Two Meetings and a Funeral, Foto: Michael Nast

En anden, lige så politisk, måde at skabe samfundskritisk kunst på, så man på “Torwache”
Af Ibrahim Mahama, f. 1987 i Ghana (v. Hessisches Landesmuseum). To 1800-tals tårne, indpakket i sammensyede gamle jutesække, fremstillet i Asien, i Afrika senere fyldt med cacao eller majs, til slut kul, og nu brugt til at pakke et design museum og en administrationsbygning ind i, så bygningerne på afstand ligner gigantiske, gamle træskulpturer. Ibrahim Mahama udtaler i et interview i “Kunstforum” (s. 450-51):
“Min forkærlighed for materialets stoflighed melder sig tidligt. Frem for alt spiller det en rolle, at materialet om og om igen bliver brugt, indtil det er slidt op”. “Med kapitalens ekspansion, lever vi i en verden med stadigt større forbrug. Vi konsumerer løbende og producerer hele tiden nyt”. “Jeg er optaget af produktions økonomiske aspekt, såvel som af, hvordan og hvem, der producerer”. Om sammenhængen mellem hans filosofi og økonomien bag hans kunst fortæller IM helt lavpraktisk: “Jeg sælger nye jutesække til en forhandler for at købe gamle for pengene.”

Ibrahim Mahama: Torwache.

Billedkunstneren Lorenza Böttner, (f. 1959 i Chile, uddannet på Akademiet i Kassel, død i 1994) mistede som barn begge arme, da de blev amputeret efter en forbrændingsulykke. Tegnede med mund og tæer, optrådte som performancekunstner. Og kæmpede, selv som transperson, de fysisk handicappedes sag. (Neue Gallerie)

Tragedie, tragedie, tragedie – eller tragedie overkommet. I gamle dage talte man om ”krøblinge”, men i det smukke værk, ”Realisme” af Artur Zmijewski (født 1966 i Warschawa) , oplever man medmennesker, der har mistet lemmer (i Tjetjenienskrigen) tillidsfuldt vise underlige stumper af lemmer frem fra uventede vinkler, nærmest i slowmotion, under træning af dagligdagsrutiner. Som beskuer hjælpes man til at kunne holde ud at se på disse kroppe, kommer nærmest til at dele følelsen af at skulle leve med de her handicaps resten af livet. Sorgen og realismen. (6-kanal video, overført til 16mm s/h film, Neue Neue Gallerie)

Ved sporvognsstoppestedet sad en mand i sin bedste alder i det kolde regnvejr med sin T-shirt smøget godt op over skulderen, så fraværet af hans arm var synligt – forbipasserende måtte forstå årsagen til, at han tiggede.

Der var også koloristiske, voldsomme værker på dokumenta, f.eks. kæmpemalerierne (i Neue Neue Galleri) af Gordon Hookey, (født 1961, i Australien, tilhører Waanyi-folket), som udstillede ”MURRILAND!”, der handler om udbytning, undertrykkelse og udslettelse af urfolk under kolonialismen, ”white australia policy/ hvid australien politik”, som der står på hans maleri. Han omtaler Engelsk-australierne som den  ”hvide, blinde flok,” og tilføjer :”For mig har den australske regering og australierne verdens ondeste åndelige holdning i verden.”

Han har malet en hær af menneskelignende kænguruer, med fredstegn i øjnene, men raketter i hænderne.

The Missing Link, af Pélagie Gbaguidi (født 1965 i Dakar)

Decolonisation Education / Afkolonialiserings-uddannelse by Mrs. Smiling Stone  (2017). ”Hvordan kan uddannelse medvirke til at fjerne den tanke fra bevidstheden , at der eksisterer noget som under-mennesker, men derimod at et livs fødsel er en værdi i sig selv. Ethvert menneske har ret til en vugge.”Installation med skolepulte, fotografier, børnetegninger, og citater fra gammel lovgivnig for slaveejere m.m.

I Grimmwelt Kassel (Hessisces Landesmuseum) oplevede jeg det overraskende, at Roee Rosen (f.1963 i Israel), der var medskaber af den meget roste film, “The Dust Channel” – som jeg springer over i min fortælling om dokumenta 14 – var en fatastisk tegner. Han har i sit værk “Den blinde købmand” (1989-91), gennem tegning og egne tekstbidder genfortalt Shakespear’s teaterstykke “Købmanden fra Venedig” .

Værket, 145 billedark og151 sider tekst, består af tre dele: Den komplette tekst af William Shakespear, en “parasitær” tekst af Roee Rosen, der løber parrallelt med teaterstykket, nu f.ex. med Louise Brooks som Nerissa og kunstneren selv som Shylock, og Edward Said (nøgletaler på Dokumenta X) i dobbeltrollen som prinserne af Aragonien og af Marokko.

Roee Rosens tegninger er for én dels vedkommende udført “i blinde”, d.v.s. med lukkede øjne, øvrige er gennemarbejde arbejder udført i blæk, akvarel, grafit gesso og papircollage.

Oven i alt det vi hver især oplevede, blomstrede udlægninger af chefkurators greb, og af de enkelte værker, der havde gjort indtryk eller ”frastødt”. Et af de værker, der virkelig fyldte i folks hoveder, var ”Kanibalen” , af Verena Paravel (født 1971) og Lucien Castaing-Taylor (født 1968), vist i en for kun to år siden nedlagt Tofufabrik.

Også i mit hoved, skønt jeg deserterede allerede  efter første (fejl)kik . Jeg ”så” i et filmisk s/h klip et hoved ligge og koge i en gryde. Klippet eksisterede ikke, var mit eget angstfyldte syn. På baggrund af en grum mordsag herhjemme, hvor en ”kvindetorso” – d.v.s. krop uden hoved, arme eller ben – blev fundet ude ved Fugletårnet på Vestamager, hvor jeg dagligt lufter min hund, var jeg – selv kvinde – nok yderligt  sensitiv over for emnet for dette kunstværk!

Filmen blev vist i to rum, et med s/h optagelser fra den senere kanibals barndom, og i det andet var der lavet en film (i farve) baseret på morderens egen udpenslede, tegneserieagtige fremstilling (tegnet med blåt og rødt) af, hvad han havde foretaget sig. Dræbt sin medstuderende, onaneret og spist legemsdele af hende. Velbekomme.

Det er ikke oplyst, hvornår tegningerne er lavet, men Issei Sagawa (født 1968) fik kun to års straf i forvaring i Frankrig, blev udleveret til Japan og straks efter løsladt, som ældre med tvilingebroderen som værge.

Ifølge WikiLeaks blev den skizofrene morder en kendt selvbiografisk forfatter, herunder kogebogsforfatter. 

Det væsentligste værk var i mine øjne film- og lydværket ”I had Nowhere to Go” fra 2016, skabt af Douglas Gordon (f. 1966) i samarbejde med Jonas Mekas, filmens protagonist, selv avantgarde filmkunstner og digter, (født 1922). Baseret på frekvenser fra Jonas Mekas dagbog ”A portrait of a Displaced Person”, fortrinsvis fra årene 1944-54, hvor JM måtte flygte sammen med sin bror, først fra sit hjemland Litauen, og senere fra Tyskland, efter at have været interneret i arbejdslejr, bl.a. i Kassel.

Filmen starter med et stort nærbillede af den gamle, venlige mands ansigt, fyldt med leverpletter og spor af alderdom. Herefter er det kun hans stemme, der er med i filmen. Med alderens smukke vibrato og langsom fortællerytme, fortæller Jonas Mekas lynende skarpt sekvenser fra sit liv. Med brudt kronologi hører vi om tiden på flugt gennem Tyskland under 2. Verdenskrig, barndomserindringer – ”Som barn kunne jeg røre himlen med mine fingre, det var så tæt på, himlen og skyerne, når jeg lå i græsset”. -. ”Mit første camera blev flået ud af hænderne på mig af de russiske soldater, der i deres tanks kørte ind i vores by, filmen revet ud og trådt ned i støvet: Her dreng,  er dit camera – men løb – ellers er det dig, der bliver knust.” Om rejsen til U.S.A. i 1949, sammen med 1352 andre statsløse flygtninge.

”Hvis I siger, jeg svigter mit fædreland, fuck jer, det er ikke mine krige, jeg er digter.

Om første lykkelige stund flere år senere, over en kop kaffe på en morgencafé i Brooklyn: ”Jeg nynnede glad en melodi. En mand kom hen til mig og sagde: ”Hvad er det for en sørgelig sang du synger?” Min underbevidsthed havde spillet mig et puds, det var en af mit hjemlands vemodige folkesange! ” .

Filmen varede 97 minutter.-. Lange passager med tomt, lysegråt lærred og stilhed  gav plads for publikums egne associationer, falden ind i sig selv, for med et øresønderrivende brag, af lyden fra bombninger tæt på, stilhed igen – flere bombenedslag? – Ja! Bombningen af Bremen.

Filmen er formmæssigt nyskabende og indholdsmæssigt fuldstændigt vedkommende: Hvilke livsfortællinger vil vore dages unge flygtninge om 65 år fortælle? I 2016 oplevede jeg her i København, i Imperials store biograf, podcast-guruen Ira Glass, ved en helaftensforestilling. Hans hovedbestræbelse er ”to restor the world to its proper size / at give verden sine rigtige proportioner tilbage”. Det gøres bl.a. ved at rydde en plads til folks egne indre billeder, blandt mediernes, reklamens og kunstverdenens konstante flod af billeddannelser.

Oversatte passager fra tysk og engelsk ved Charlotte Brüel. Medmindre andet angivet er fotos af Charlotte Brüel. 

close

Nyt fra BKF direkte i din indbakke

Gå ikke glip af nyt fra Billedkunstnernes Forbund. Hvis du tegner abonnement, kan du få seneste nyt i din indbakke kl. 15.00 samme dag, som det er publiceret på bkf.dk.

*Jeg giver samtykke til, at BKF indsamler og behandler mine personoplysninger med henblik på at udsende nyhedsbreve.