Af Cecilia de Jong, Fagbladet Billedkunstneren nr. 1, 2026
Der er noget særligt ved det øjeblik, hvor et nyt kunstværk afsløres. Der er tale, der er kaffe, der er stolthed. Og så er der det, der sker bagefter – eller alt for ofte ikke sker. Hverdagen, der sætter ind. Brugerne, der aldrig fik en fortælling med. Kunstneren, der er gået videre. Og rådet, der er i gang med næste projekt.
Mit arbejde i Middelfart Billedkunstråd og som freelance kunstrådgiver, har givet mig et tæt indblik i den proces, der ligger bag anskaffelsen af kunst til det offentlige rum. Og det har givet mig en vedvarende bekymring: Vi er gode til intentioner. Er vi gode nok til det, der kommer efter?
Før: Hvad er egentlig vores *why*?
Cecilia de Jong er billedkunstner og medlem af Billedkunstrådet i Middelfart kommune.
I 2024 arbejdede vi med en børnehaveudsmykning til Børnehuset Hyllehøj, skabt af billedkunstneren Jesper Aabille. Værket Prinsessen, Tudsen og Guldkuglen (2024), er ikke tilfældigt valgt, hverken hvad angår motiv, materiale eller kunstner. Vi brugte tid på forhånd. Vi definerede børnehavens behov, vi talte med personalet, og vi formulerede en række værdier, som kunstneren skulle bære med sig ind i arbejdet: gode relationskompetencer, evnen til at kommunikere i børnehøjde og et blik for, at et værk på en legeplads skal kunne holde – ikke bare æstetisk, men også rent praktisk.
Det er den slags overvejelser, vi sjældent taler højt om. Men de er afgørende. For hvem laver vi egentlig kunstværket for? Hvad er deres virkelighed? Og hvad er det konkret, vi forestiller os, at kunsten gør – i kroppen, i hverdagen, i fællesskabet?
Spørgsmålet om *why* er ikke et abstrakt spørgsmål om kunstens iboende værdi. Det er et spørgsmål om, hvem der skal leve med værket, og om vi har gjort os umage nok for at forstå dem, inden vi besluttede os. Intentionen er ikke nok i sig selv – den skal forankres i en virkelig kontekst, hvis den skal bære frugt.
Ditte Lyngkær. Med på vejen, 2025. Foto: Ditte Lyngkær
Under: Medejerskab er ikke et tillæg – det er kernen
Ditte Lyngkærs udsmykning til Sct. Hans Skole i Odense, Med på vejen (2025), er et eksempel på, hvad der sker, når inddragelse tages alvorligt. Her var der workshops med skolebørn og der var et tæt og løbende samarbejde med rektor og undervisere – ikke som et niceprojekt ved siden af, men som en integreret del af selve skabelsesprocessen.
Det kræver tid. Det kræver, at kunstnerens honorar rummer mulighed for den slags arbejde. Og det kræver, at vi som rådgivere og opdraggivere tør stille spørgsmålet: Er vi villige til at lave færre projekter for at gøre dem bedre?
Der er noget strukturelt på spil her. Vores processer er ofte presset på tid og økonomi. Fondene og kommunerne, finansierer i høj grad det færdige værk – men hvad med relationerne, der giver det mening? Hvad er et værk værd, hvis de mennesker, der dagligt passerer det, ikke ved hvem der lavede det, hvorfor det er der, eller hvad de må gøre ved det? Medejerskab er ikke et overfladisk buzz word. Det er det, der afgør, om kunst i det offentlige rum lykkes på den lange bane.
Og så er der kunstnerne. De dygtigste er ikke bare dem, der laver de flotteste ting – de er dem, der kan møde en institution, en gruppe børn, en pedel, en brugerbestyrelse, og skabe noget sammen med dem. Det er en kompetence, vi bør efterspørge eksplicit, og som vi bør give plads til at udfolde sig.
Efter: Det er her, mange projekter taber pusten
Det er måske det mest ærlige, jeg kan sige om denne del af min tekst: Jeg har ikke et godt case-eksempel. Fordi opfølgning er det, vi er dårligst til.
Vi afslører. Vi går hjem. Og så – hvad? Fungerer værket som vi forestillede os? Oplever borgerne det, vi håbede, de ville? Er der tilstrækkelig vedligeholdelse? Er der formidling? Er der nogen, der kan fortælle det nyankomne plejepersonale, den nye skolelærer, den nye beboer, hvad der hænger i gangen, og hvorfor det er der?
Disse spørgsmål burde være grundlæggende. Og alligevel er de sjældent en del af det projekt, vi planlægger, budgetterer og evaluerer.
Der er et uudnyttet potentiale i det, man med et lidt tørt ord kunne kalde kunstens ’efterliv’. Kan vi genaktivere et værk med jævne mellemrum – en samtale, en workshop, en ny tekst? Kan vi skabe bedre adgang til det, så det ikke bare eksisterer i baggrunden, men aktivt opleves? Kan vi som rådgivere og konsulenter insistere på, at formidling og opfølgning er en del af aftalen fra begyndelsen?
Det, vi ikke tør spørge om
Bag hele dette spørgsmål om før–under–efter gemmer sig et større og mere ubehageligt spørgsmål, som vi, der arbejder med kunst i kommunen, må stille hinanden: Antager vi, at kunst er godt, berigende, væsentligt – uden at turde undersøge, om det faktisk virker, som vi postulerer?
Jeg er ikke i tvivl om kunstens potentielle værdi, men jeg inviterer til at tage den alvorligt nok til, at vi undersøger den. Hvilke borgere har faktisk glæde af den kunst, vi placerer i det offentlige rum? Skaber den fællesskab eller forbigås den? Holder den over tid – materielt, symbolsk, relationelt? Og hvad er de konkrete forhindringer for, at kunsten kan udfolde sit potentiale?
Ovenstående tanker præsenterede jeg på Billedkunstnernes Forbunds kommunekonference i februar. Fra forsamlingen lød et stærkt ønske: Et netværk og et forum for kunstrådgivere, der kan erfaringsudveksle. Måske endda et fondsfinansieret projekt, der over tid undersøger kunstens integration i hverdagen – ikke som afsløringsprojekter, men som levende processer, vi følger og lærer af.
Det er et godt ønske. Og det begynder med en handling. Ikke en stor. Men en konkret.
Hvad kan du gøre for, at kunsten får større relevans for dem, den er skabt til?
Teksten er skrevet af billedkunstner og kunstrådgiver Cecilia de Jong på baggrund af et oplæg holdt på konferencen “Kunst i Kommunen, arrangeret af Billedkunstnernes Forbund, februar 2026.
Fotos øverst:
Ditte Lyngkær Pedersen. Med på vejen, 2025. Et kunstværk i glas på 8 x 2 meter i hovedindgangen til Sct. Hans Skole i Odense. Foto: Kasper Hornbæk
Jesper Aabille. Prinsessen, Tudsen og Guldkuglen, 2024. Udsmykning på Børnecenter Hyllehøj, Middelfart. Foto: Jesper Aabille