Af Laura Elisabeth Lind, Fagbladet Billedkunstneren #4 2025
Den ene lille kube aflyser den næste i et stort vægbibliotek af materialer, der hænger på væggen på begge sider af døren ind til POLYLAB – kunstakademiets laboratorie for plast og forskellige mere klima- og naturvenlige materialer. Biblioteket ligner næsten en stor forvokset sættekasse, alle kuber er omkring 6 cm brede, høje og dybe. Nogle er neongule og skrigende pink, mens andre har forskellige neurale naturfarver. Der er i alt 376 små materialeprøver, og jo længere man bevæger sig fra højre ende af biblioteket mod venstre, jo mere bæredygtige er de. Her mod venstre er der materialeprøver af alt lige fra gelatine blandet med kartoffelmel, guldkorn i isomalt og svampestrukturer fodret med hampefibre. På midten møder vi naturgummi og silikone, og til højre epoxy, akryl og forskellige plasttyper.
Skulpturen Daphne. 3D-printet i myselium-baseret materiale med den medicinske svamp Reishi. Udstillet på Medicinsk Museion henholdsvis indendørs i seks måneder og siden lige så længe udendørs. FOTO Malene Bang
“Vi underviser de studerende i at være opmærksomme på, hvilke materialer de bruger og hvorfor. Det er vigtigt at have en bevidsthed om, hvordan man kan reducere og genbruge materialerne og vælge bæredygtige materialer, når det giver mening,” siger billedkunstner Malene Bang.
Hun startede selv på Billedhuggerskolen her på kunstakademiet for snart 20 år siden. I dag er hun lektor og leder af laboratoriet og har i de senere år fokuseret på, hvordan man udvikler materialer, så billedkunsten tager et grønt ansvar – og her har hun et formål: at reducere brugen af akryl og plastik:
“Materialevalget er en stor del af at lave et værk. For i det valg ligger der også et fravalg, der siger en masse om processen, værket og kunstneren.”
Bruger stadig giftige materialer
Det store bibliotek blev til som en del af det første af tre forskningsprojekter ‘Bæredygtige materialer og Materialesprog’ fra 2017 til 2019 under Kulturministeriet, og meningen er, at studerende såvel som ansatte kan bruge biblioteket:
“Til at starte med handlede det meget om at få skiftet alle de giftigste materialer ud og få alt kigget igennem lige fra silikoner til forskellige plasttyper. Og så formede biblioteket sig. Når vi snakker med de studerende om, hvilket materiale, de har tænkt sig at bruge, giver det god mening at gå ind til biblioteket og røre ved materialerne,” siger hun og tager fat på en kube af gelatine og kartoffelmel.
Malene Bang åbner ’Guldkøleskabet’, fyldt med østershat og andre svampe-mycelier. FOTO Laura Elisabeth Lind
“Det er en bioplast, der opløser sig selv med tiden, og sådan er det med flere af tingene her ude til venstre for midten på bibliotekets hylder. Når vi står her med de studerende, bliver det nemmere at overbevise dem om, at et bestemt materiale kan være fint at bruge til deres projekt. De behøver ikke altid at bruge et meget giftigt materiale, som egentlig er fremstillet til, at vi kan bygge vindmøller, der skal kunne holde i mange hundrede år.”
Omvendt kan der være enkelte værker, hvor det giver mening at gå helt ud til højre på materialeskalaen.
“Derfor har vi stadig de mere giftige materialer. Det er også derfor, vi hedder POLYLAB. For der er både molekyle-enhederne ‘polymerer’ i for eksempel træ og plast,” siger Malene Bang og åbner en af skufferne midt under det store vægbibliotek.
Hun tager en maske af silikone op af skuffen.
“Vi har studerende, der ikke vil bruge silikone, fordi det er fremstillet under en kemisk proces og er svær at nedbryde naturligt eller genanvende. Så der arbejder vi nogle gange i gelatine i stedet for. Men hvis man så ikke vil bruge et materiale med dyr i, må man gå over i en mere bæredygtig version,” siger hun og fortsætter:
“Der laver jeg forsøg med de studerende, hvor vi bruger latex eller naturgummi og vermiculite, som er et naturligt mineral, til formen.”
Hun understreger, at de i laboratoriet går meget op i at dele viden og bygge oven på hinandens værker og ideer.
“For på den måde kommer vi hurtigere fremad i forhold til at udvikle nye bæredygtige materialer,” siger hun og tager en af kuberne ud.
Skulpturen Vespidaei — Printing Nature with Nature in Nature with a Robot i skulpturparken Deep Forest Art Land. Billedet er taget efter et års svampevækst. FOTO Malene Bang
Den er lavet af silikone og couscous og stammer fra et materiale, en af de studerende for et par år siden støbte en dug i:
“Jeg fik lov til at få en prøve. På den måde vokser biblioteket hele tiden,” siger hun og griber ud efter endnu en kube:
“Det her er fra en studerende, der har støbt nogle støvler af en blanding af guldkorn og opvarmet sukker.”
Svampe er det nye hit
Helt til venstre ved biblioteksvæggen står nogle små organiske figurer i beige og brunlige naturfarver i en montre. De stammer fra hendes andet forskningsprojekt ‘Digital Materialities’, som hun har lavet fra 2021 til 2024 sammen med to andre lektorer fra kunstakademiet, Karen Harsbo og Oskar Kolliander:
“Vi ville finde et nyt bæredygtigt materiale. Så vi 3D-printede et materiale, der groede ind i sig selv, og som består af en blanding af hamp, ler, træmel, sand og mycelier fra forskellige svampe – altså svampenes netværk, som så gror mellem lagene af materialet. Nogle af figurerne, som vi printede, er med mycelier fra medicinske svampe. De blev udstillet på Medicinsk Museion,” siger hun og tilføjer:
I forskningsprojektet, ‘Living Sculptures,’ eksperimenterer Malene Bang med nye materialer af papirtegninger og svampemycelier. Der er også trækasser med plastik og mycelier. FOTO Laura Elisabeth Lind
“Ud over at det er naturlige bæredygtige materialer, så behøver man heller ikke at brænde det i processen for at lave værket. Det sparer man meget CO2 på. Det er færdigt, som det er, og derfor er processen med at lave et værk meget bæredygtig.”
Forskningsprojektet sluttede med, at de tre forskere tog materialet og robotarmen, der 3D-printer, med til Deep Forest Art Land i Midtjylland. For ikke at faunaforurene området brugte de mycelier fra den samme svampeart, der i forvejen gror lokalt i skovområdet:
“Så printede vi to store skulpturer. De står der endnu. Men vi ved ikke, om de holder i to eller ti år. Det er skulpturer, der har en cyklus, og materialet kan blive opløst i naturen uden at forurene. Det kommer og går. Det er noget, jeg arbejder meget med,” siger hun og fortsætter:
“Jeg synes, det er vigtigt at spørge sig selv, hvor lang tid en skulptur skal holde – skal det absolut være af bronze eller en plasttype, der kan holde i hundredvis af år? Ikke, hvis du spørger mig.”
Laboratoriet – med flere svampe
Vægbiblioteket med alt lige fra bæredygtige materialer til epoxy og andre plastmaterialer. FOTO Laura Elisabeth Lind
Hun åbner døren ind til POLYLAB midt i materialebiblioteket. Med det samme døren går op, bliver man ramt af en let syrlig lugt fra nogle genanvendelige trækasser. Her eksperimenterer Malene Bang og Karen Harsbo igen med svampemycelier – hendes tredje forskningsprojekt, ‘Living Sculptures,’ som lige er startet op, og som to dage om ugen er dedikeret til.
“Det er med til at gøre mit arbejde virkelig spændende. Her kan jeg udvikle min faglighed,” siger hun og løfter låget på en af trækasserne:
“Her er nogle af mine tegninger med tusch og kul på forskellige slags papir, som østershatte og andre svampearter er i gang med at spise.“
I hjørnet af en af kasserne skyder en stor svamp op. Et andet sted er en anden svamp på vej ud ad kassen – som små forvirrede paddehatte, der er faret vild i skovbunden:
“Jeg laver mange tegninger af processer, som jeg ikke skal bruge, så det her er en sjov måde at arbejde med dem på. Men det skal stadig gro lidt mere, og så skal jeg se, hvad jeg kan bruge det til. Jeg ved, at svampen dør ved 60 grader. Så jeg kan stoppe processen, når jeg vil.”
I en af de andre kasser er hun ved at undersøge, om svampene kan æde mikroplastik. Ved siden af trækassen, står en skål med plastik på størrelse med bulgur i alle regnbuens farver, som hun fodrer svampene med.
Det er ikke kun Malene Bang, der har fokus på svampenes kvaliteter. Man har længe arbejdet med svampe, for eksempel i kinesisk lægekunst, og lige nu er forskere i Danmark og andre steder i verden ved at undersøge, om man kan bygge bæredygtigt med svampemursten og bruge svampe til at nedbryde plastik og olieudslip. Ja, man diskuterer endda, om man på et tidspunkt vil kunne tage mycelier med til månen og lave byggemateriale deroppe af månestøv.
Det gør det alt sammen ekstra interessant for hende at arbejde med.
“Vi kan ikke undvære svampene. Hvis ikke der var svampe på jorden, ville vi blive kvalt i planter,” siger hun og går hen mod et køleskab, der står blandt flere store grønne industrimaskiner i rummet.
“Det er guldkøleskabet, hvor jeg har alle mycelierne, og her er nogle af de studerendes svampe også. De er også begyndt at bruge materialet til forskellige projekter, som jeg underviser i.”
Udfasning af giftige materialer
På en hylde i laboratoriet ligger et par masker af bivoks og epoxy støbt i genbrugsgips og ved siden af står en tibetansk ansigtsskulptur af østershat og halm. Midt i laboratoriet ved et stort træbord ligger en stor grøn hveps lavet af spireline, isomalt, svampe og lidt selvlysende epoxy for at give shineness og stoppe svampeprocessen.
Vespidaei — Printing Nature with Nature in Nature with a robot. FOTO Malene Bang
“I stedet for ren epoxy består den kun af 10 procent epoxy. På den måde arbejder vi også med at bruge mindre mængder af de giftige materialer,” siger Malene Bang.
Rundt i loftet snor nogle store tykke metalrør sig, og den kraftige summen i rummet minder en om, hvor vigtig ventilationen i laboratoriet er, når der er gang i epoxy og andre i mere giftige plastikmaterialer. Det sker inde i det bagerste rum af laboratoriet, hvor udsugningen er skruet godt op.
“Det er det mere giftige område,” siger hun, går ind i rummet og låser op til et af skabene med et giftmærke, som hun piller af.
Der er kun et par flasker med giftigt materiale på øverste hylde. I stedet fylder et par af hendes færdige mycelietegninger skabet op.
“Jeg har tømt skabet for en masse giftige kemiske ting, som jeg ikke vil have her. Så nu har vi stort set kun epoxyen. Det opbevarer vi i det andet skab derovre,” siger hun og peger på et blåt skab med et stort gult og sort giftmærke på.
“Der findes ikke en eneste bionedbrydelig epoxy. Det skal de studerende lære en masse om, og derfor har jeg kurser i, hvordan man læser et sikkerhedsdatablad. Det er giftigt, og derfor er der fuld udsugning, vi har handsker og maske på, og jeg vil ikke have, at gravide studerende arbejder med det. For 40 år siden vidste vi heller ikke, at asbest er sundhedsskadeligt. Så jeg tager mine forholdsregler.”
Hun så gerne, at der slet ikke var behov for at bruge epoxy og andre meget miljøskadelige materialer på skolen.
“Jeg tror, vi er i en overgangsperiode i forhold til at bruge plast, også her hos os. Jeg kunne også vælge at sige, at vi ikke bruger plast her på laboratoriet. Men der er vi ikke lige nu, for materialeudvalget er stadig sådan, at de studerende har brug for indimellem at kunne bruge plast,” siger hun og fortsætter:
“Men jeg håber virkelig, at vi på et tidspunkt bliver et plastfrit laboratorie – at nogen udvikler en bæredygtig epoxy.”
Malene Bang mener, at hun og andre billedkunstnere har et særligt ansvar for at tænke i bæredygtighed. For når samfundet rykker i en grønnere retning, må billedkunsten følge med og måske endda bevæge sig ud i overhalingsbanen:
“Vi kan ikke stå tilbage og insistere på at blive ved med at lave skulpturer i epoxy og bronze. Vi skal også flytte os og gerne pege ud i fremtiden,” siger hun og tilføjer:
“Som jeg ser det, skal billedkunsten være et skridt foran i diskussionen om bæredygtige materialer, så andre måske bliver inspireret til at gå nye og mere bæredygtige veje.”
Foto øverst: Vespidaei — Printing Nature with Nature in Nature with a robot. FOTO Malene Bang