Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 10. juli 2026
Af Marie Thams, forperson for Billedkunstnernes Forbund, BKF
Frivillighed og foreningsliv er igen på manges læber. Regeringen ønsker at styrke det civile engagement og i det nye regeringsgrundlag lægges der op til at frivilligindsatsen skal styrkes. Der tages laves en ”foreningslivets trepart”, hvor organisationer, kommuner og fonde sammen skal finde løsninger på store samfundsopgaver, og man vil fjerne bøvl og bureaukrati for at gøre det nemmere at gøre brug af de frivillige styrker.
Det er fine ambitioner. Men de rejser et spørgsmål, som ingen endnu har stillet: Hvem regner vi egentlig med, når vi taler om frivillige? For der er en afgørende forskel på borgeren, der giver sin fritid, og fagfolk, der arbejder gratis.
Frivillige og fællesskaber er godt civilsamfundet. Ingen tvivl om det.
For nyligt udgav Kulturens Analyseinstitut en rapport om frivillighed i kulturlivet, der viser, at den brede kulturfrivillighed udspiller sig både lokalt og nationalt, og at den rummer praktiske, strategiske og specialistfaglige indsatser. Opgaverne løses i folks fritid og udgør en uundværlig del af dansk kulturliv.
Direktør for Kulturens Analyseinstitut Esben Danielsen har i den forbindelse peget på, at de frivillige i kulturlivets institutioner er under pres, da der i bestyrelseslokalerne sker en professionalisering, der risikerer at true ildsjælenes energi og engagement. Det er en vigtig observation. Men mens vi med rette bekymrer os for, at for meget professionalisering og bureaukrati presser de frivillige ud, er der også en omvendt bevægelse, vi sjældent taler om: at for meget frivillighedslogik presser fagfolk til at arbejde gratis.
For her er en skelnen mellem frivillige folk og fagfolk, der arbejder gratis, som vi er nødt til at have for øje:
Der er de frivillige, der bidrager med deres tid og engagement – ikke som fagfolk, men som borgere, der samles om en fælles sag i deres fritid. Det er dem, der guider på det lokalhistoriske arkiv, træner lilleputholdet eller holder liv i det lokale kulturhus. Det er frivillighed i ordets bedste forstand. Og det er godt.
Og så er der fagfolk, der arbejder gratis, men ikke er frivillige. Det er fx kunstneren, der sidder i kommunens billedkunstråd, i institutionsbestyrelser og faglige udvalg, hvor de rådgiver og vejleder. De bidrager med faglig ekspertise, som det pågældende råd er afhængigt af for at kunne træffe kvalificerede beslutninger. De er på arbejde. Men de forventes ofte at gøre det gratis. Og ofte oplever kunstneren at være den eneste i bestyrelseslokalet, som ikke har en fast stilling og løn.
Det er skævt. Og det er desværre virkeligheden mange steder:
Frivillighedslogikken hersker i flere kommunale kunstråd og får kunstnernes faglige bidrag til at fremstå som noget, der gives uden betaling. Det er gratis konsulentarbejde. Og det går ikke i længden. Hverken for kunstnerne eller for sikringen af deres ekspertviden.
Det bunder i en sejlivet praksis, der udnytter kunstneres kompetencer og engagement, og som bygger på en tro på, at ønsket om indflydelse vejer tungere end nødvendigheden af, at man betales for sit arbejde.
Det er ærgerligt, for billedkunstnere vil og kan bidrage med deres kompetencer til gavn for kommuner, institutioner og fællesskaber. Men her er tale om et professionelt bidrag, og det skal anerkendes og aflønnes som sådant.
Kunstnere er i forvejen en af de faggrupper i Danmark, der tjener mindst. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at billedkunstnerne i gennemsnit har en erhvervsindkomst på 212.400 kroner om året før skat. Langt de fleste kunstnere lever af kombinerede indtægter. Når udstillingshonoraret er lavt, når galleriet tager en stor bid af kagen, og når underviserjob er lavt betalt og midlertidigt, lander den samlede økonomi for mange kunstnere under et bæredygtigt niveau. I den sammenhæng er tanken om at lægge yderligere ubetalt fagligt arbejde ind i råd og bestyrelser ikke et spørgsmål om velvilje. Det er et spørgsmål om, at der bare ikke er råd til at arbejde gratis.
Måske skyldes den skæve tilgang, at kunst og fornøjelse er blandet godt sammen. At der lever en forestilling om, at kunstnere ikke kan lade være med at lave kunst uanset vilkårene. Men mange kan blive nødt til at lade være, når der ikke er råd. Så bruges tiden på andet, betalt arbejde. Tid er ikke uendelig. Og faglighed er ikke gratis.
Derfor bør der skelnes mellem faggrupper og deres meget forskellig arbejdsvilkår, når snakken om frivillighed i kulturen tages.
Så selvom vi hylder og bakker op om de lokale frivillige ildsjæle, så er der også behov for at vi professionaliserer kulturlivet. Og at den professionalisering også rækker ind i de råd og udvalg, der er afhængige af kunstnernes ekspertise.