Glaskunst med hammer og mejsel
Glaskunstner Lene Bødker oplever, at opdelingerne imellem kunst og håndværk i dag er mere flydende, og at de unge, der arbejder med glas, ikke er bange for at kalde sig kunstnere.
Af Helle Fagralid,
Håndværket i kunsten oplever en renæssance i disse år. Der er en stigende længsel efter det håndgribelige og det taktile, og mange oplever, at håndværksbaseret kunst tilbyder en form for modvægt til det virtuelle og immaterielle og bringer fokus tilbage på det fysiske, skabte objekt. Ikke kun som en nostalgisk tilbøjelighed, men også som et udtryk for en tid, hvor mange mennesker søger efter nærvær og mening i en verden, der ofte føles hastig og distanceret. Når bæredygtighed og autenticitet bliver centrale værdier i samfundet, søger både kunstnere og publikum efter værker, der er skabt med omtanke og dygtighed.
Da Lene Bødker i 1980’erne gik på Skolen for Brugskunst (fra 1989 Danmarks Designskole) blev hun kaldt ”glas-Lene”, fordi hun i mange af pauserne hang ud i glasværkstedet, selvom hun var tilknyttet keramik. Fascinationen af glas som materiale og et realistisk syn på livet som kunstner gjorde, at hun efter fire år med keramik forlængede sin uddannelse med to år for at lære at arbejde med glas.
”Det klikkede imellem mig og glasset på en måde, jeg ikke havde oplevet med andre materialer. Jeg har også en uddannelse i håndarbejde, så jeg havde vævet og lavet stoftryk og afsøgt alle mulige materialer. Det var lidt sådan, at keramikken var min mand og glasset var min elsker. Sådan definerede jeg det dengang. Da jeg var færdig i 1992 vidste jeg, at jeg måtte vælge én af dem, hvis jeg ville blive rigtig god, fordi der ligger så meget håndværk i det. Selvom jeg på det tidspunkt vidste mere om det keramiske felt end om materialet glas, så valgte jeg alligevel elskeren.”
Derefter fulgte en lang periode med en form for videreuddannelse, som Lene Bødker selv tilrettelagde. På skolen havde hun lært at puste glas, men for hende var det at være glaspuster forbundet med at være håndværker og at skulle producere. Hun ville udtrykke sig og fortælle historier.
”Det betød, at jeg måtte tage et arbejde for at have til dagen og vejen, imens jeg udforskede, hvordan jeg kunne bruge glasset på min måde og finde mit eget kunstneriske sprog. I en artikel læste jeg om, hvordan man i Tjekkiet arbejdede med at støbe med glas, ligesom man støber bronze. Så det brugte jeg lang tid på at lære teknikken bag. Jeg havde ikke noget udstyr eller værktøj, men gik bare i gang med at eksperimentere.”
Tæmmer det forførende
Selvom det ifølge Lene Bødker havde været smartere at købe en flybillet til Tjekkiet end selv at skulle knække koden, blev hun på forholdsvis kort tid anerkendt for sin metode og blev en frontløber i
dansk sammenhæng i forhold til at støbe med glas. Hun adskiller sig ydermere ved at anvende utraditionelle teknikker som at hugge i glasset med hammer og mejsel, og hendes værker har en tyngde og mathed, man ikke umiddelbart forbinder med det transparente, sfæriske materiale.
”Det der trigger mig i positiv forstand er, at glasset er så feminint og yndigt og charmerede. Det er vand og luft, hvor leret er jord og tyngde. Jeg sagde til glasset, dengang på skolen, da jeg så det ligge på gulvet som en flydende klat, der var tabt: ”Jeg ved, at du kan noget andet end at ligge dernede og være så bedårende og yndig.” Jeg vil gerne have, at det materiale også viser noget tyngde og dybde, at det er mere mystisk. Det bliver jo ofte brugt meget glamourøst, fordi det er et meget forførende materiale, og det udtryk, synes jeg, skal tæmmes. De får bare ikke det der yndige fra mig, for der er så mange andre sider, der skal beskrives.”
Udover at ville udfordre de traditionelle forventninger til kunst i glas, hvad inspirerer dig så?
”Jeg er inspireret af myter og det psykologiske, Jung, drømmetydning, alt det man ikke kan se eller føle. Jo ældre jeg er blevet, står jeg mere ved, at jeg er optaget af det spirituelle og trækker det over i mit udtryk. Mit afsæt er altid på baggrund af en spirituel praksis, en meditation eller en relation til naturen.”
Vil du fortælle lidt om din proces og dine to værksteder henholdsvis i Roskilde og på Sjællands Odde?
”Jeg starter med leret, som en billedhugger, i mit lille atelier på Odden, hvor jeg modellerer mine skulpturer. Det er der, jeg tuner ind på opgaven og den fortælling, jeg vil formidle. Her bruger jeg en side af mig selv, som er mere indadvendt og kreativ. Rum gør jo noget ved os, og deroppe er jeg i naturen og er derfor til på en anden og mindre målrettet måde. Jeg sætter mig ind og mediterer og så arbejder jeg derefter ud fra en fornemmelse eller et ord der kommer til mig i meditationen. Og så fortæller leret mig, hvad jeg skal.”
”I Roskilde har jeg min ovn, hvor jeg smelter glasset. Jeg laver først en form hen over ler-modellen, og det er dér bronzestøberen kommer ind i billedet. Når skulpturen så er støbt, sliber og hugger jeg med hammer og mejsel som en stenhugger. Overordnet udfolder jeg alle mine håndværksmæssige kompetencer og løser de tekniske problemer. Det er der, jeg har kedeldragten på, og er håndværkeren. Jeg er vokset op i en håndværkerfamilie, og har stor respekt for alle der kan et håndværk.”
Ny åbenhed fra gallerierne
Hvad gør du med dine modeller i ler, overvejer du ind imellem at få dem brændt og glaseret?
”Nej, jeg knuser dem og slemmer leret op igen. Jeg har ikke formuleret det før, men det er ligesom, hvis man skal ud på en rejse, og måske går man noget af vejen, eller tager en båd eller en bus for at komme frem. På samme måde er leret min hjælper. Det er med mig på min første del af rejsen. Jeg tror jo, at ethvert materiale har sin egen sjæl. Leret har også sit eget tilstedevær, og vi svinger godt i denne første fase. Men glasset kan noget andet.”
I 1999 rejste Lene Bødker til USA og var gæstelærer på Illinois State University. Her mødte hun en anden tilgang til faget, blev introduceret til nye teknikker og fik kontakt til flere amerikanske gallerier. I dag er hun tilknyttet galleriet Hostler Burrows i New York.
Oplever du, at der er forskel på, hvordan man betragter glaskunst herhjemme i forhold til eksempelvis i USA?
”Danmark er på mange områder et lille land, og det gør det svært at få en karriere herhjemme. Én ting er økonomi, som altid er et issue, men det at blive set og forstået som kunster, der arbejder med glas er noget andet. Selvom det er et gammelt materiale, er det indenfor billedkunst jo relativt nyt at udtrykke sig skulpturelt i glas. Men det virker som om, der er ved at ske et skred, hvor der er flere danske billedkunstgallerier, der er åbne for at repræsentere kunstnere, der anvender glas som materiale.”
Hvorfor tror du, at glas har haft svært ved at opnå samme anerkendelse som andre medier og materialer?
Arbejder med selvbilledet
”Jeg tror, at det kommer fra uddannelsesinstitutionerne, at man ikke har undervist i det på akademiet. Der er en skelnen imellem kunst og kunsthåndværk, som kommer fra måden, man har undervist på på de forskellige skoler. Og så er det i øvrigt også omkostningstungt og dyrt at arbejde med glas. Jeg startede jo med at klunse termoruder, som jeg skilte adm, og så smeltede jeg glasset, fordi det dengang ikke var til at få fat på støbeglas herhjemme. Det handler også om, at der skal være nogle forbilleder, og der er der sket meget, siden jeg var ung. Bjørn Nørgaard har for eksempel været en foregangsmand i forhold til at sætte fokus på glaskunst, fordi han som billedkunstner er interesseret i materialer og håndværk. Og jeg oplever også, at der er en stigende interesse blandt yngre billedkunstnere i forhold til at fordybe sig i et materiale og lære et håndværk, når de for eksempel ringer til mig og spørger om råd.”
Hvordan ser feltet for glaskunst ud i dag?
”Da jeg blev uddannet, lærte jeg at puste et vinglas og støbe i en sandform, og det er jo helt anderledes i dag, hvor de studerende på Bornholm får alle mulige kurser. De unge bliver mere og mere konceptuelle, hvilket jeg synes er skønt. Da jeg blev uddannet, følte jeg, at jeg var placeret imellem to stole. Jeg var uddannet formgiver og ikke billedkunstner, men jeg ville fortælle historier. Så jeg måtte uddanne mig selv for at finde mit udtryk.”
”Jeg oplever, at opdelingerne imellem fagområderne i dag er mere flydende, og at de unge, der arbejder med glas, ikke er bange for at kalde sig kunstnere. Det turde jeg jo ikke. Jeg havde og har stadig problemer med at definere min titel. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal præsentere mig selv og det skyldes nok min uddannelsesbaggrund. Det kom også virkelig bag på mig, at BKF var interesseret i mit felt. Og det har jo noget at gøre med mit selvbillede, så der har jeg også selv et ansvar for ikke at holde fast i nogle forældede forestillinger.”
Seneste nyheder
Nyt nummer af Fagbladet Billedkunstneren
BKF’s nye klimapublikation blev lanceret på DAC
Kunsten i klimaarbejdet – Fordringer for forandring
Håndværk er en gave, man deler og giver videre
Glaskunst med hammer og mejsel
