Håndværk er en gave, man deler og giver videre
Tekstilkunstner Signe Maria Friis forbinder sit materiale med nærvær og længslen efter et kollektivt udtryk.
Af Helle Fagralid,
Håndværket i kunsten oplever en renæssance i disse år. Der er en stigende længsel efter det håndgribelige og det taktile, og mange oplever, at håndværksbaseret kunst tilbyder en form for modvægt til det virtuelle og immaterielle og bringer fokus tilbage på det fysiske, skabte objekt. Ikke kun som en nostalgisk tilbøjelighed, men også som et udtryk for en tid, hvor mange mennesker søger efter nærvær og mening i en verden, der ofte føles hastig og distanceret. Når bæredygtighed og autenticitet bliver centrale værdier i samfundet, søger både kunstnere og publikum efter værker, der er skabt med omtanke og dygtighed.
Signe Maria Friis er nyuddannet fra det Fynske Kunstakademi her i 2024 og arbejder primært med værker i tekstil. Hun er fascineret af modsætningerne i et materiale, som indgår naturligt i vores hverdag og samtidig bærer på et væld af kunst- og kulturhistoriske referencer.
Har du altid haft en forkærlighed for at arbejde med tekstil?
”Ja, min bedstemor var syerske, så håndværk har været en naturlig del af min opvækst. At man for eksempel reparerede tøjet i stedet for at købe nyt, for det var der ikke nødvendigvis penge til. Det er en meget praktisk holdning til tekstil, jeg har fået med mig. Jeg fik min første symaskine som 12-13-årig af mine bedsteforældre og gik så i gang med at splitte mit tøj op og sy det sammen på ny. Jeg ville undersøge teknikken bag; hvad en søm er, eller hvad det betyder at lægge noget op.”
Det lyder som om dit udgangspunkt har været håndværksmæssigt og konkret. Hvordan forener du det med det kunstneriske udtryk?
”I min verden er håndværket og billedkunsten så sammensmeltet, at jeg ikke ville kunne det ene uden det andet. Værket stiller krav til min kunnen, som om det forventer, at jeg kan et håndværk, før jeg kan producere det, så derfor er jeg også hele tiden nødt til at lære undervejs. Det ville føles begrænsende for mig, hvis jeg udelukkende skulle kategorisere mig selv som kunsthåndværker. Der er en frihed i at være billedkunstner, som jeg ikke vil være foruden. Og samtidig er jeg inspireret af kunsthåndværkere, fordi jeg ved, hvor meget tid, viden og erfaring der ligger i deres arbejde. Jeg går til det med en vis ærefrygt, fordi jeg godt ved, at jeg måske ikke altid gør det ”korrekt”.”
Det ville føles begrænsende for mig, hvis jeg udelukkende skulle kategorisere mig selv som kunsthåndværker. Der er en frihed i at være billedkunstner, som jeg ikke vil være foruden. Og samtidig er jeg inspireret af kunsthåndværkere, fordi jeg ved, hvor meget tid, viden og erfaring der ligger i deres arbejde.
Mærkes i fingrene
Overvejede du at søge ind på Designskolen?
”Da jeg var i starten af 20’erne, vidste jeg ikke at kunstakademierne fandtes, så jeg søgte ind på Designskolen i Kolding og efter at have været igennem hele optagelsesprocessen, spurgte de så, om jeg havde overvejet at søge ind på kunstakademiet, fordi de syntes, at det ville passe mig bedre. Derfor tog jeg i første omgang på Holbæk Kunsthøjskole, hvor en helt ny verden af mennesker, der tænkte lidt på samme måde som mig, åbnede sig for mig. Og derefter kom jeg så ind på Kunstakademiet.”
Modtog du undervisning på Kunstakademiet, som knytter sig til tekstilhåndværk?
”Jeg har selvfølgelig fået sparring af undervisere og medstuderende. Men langt hen ad vejen har det været selvstudie på eget initiativ med kurser ved siden af skolen. For eksempel tog jeg et aftenkursus på Hørvævsmuseet, fordi jeg havde brug for at lære nogle ældre teknikker og høre historien om vævning. Selvom det er en hård læring, er det er jo også en slags forberedelse til, hvordan livet ser ud, nu hvor jeg er færdig på skolen. At jeg ikke bare har været vant til at blive givet de materialer eller faciliteter, jeg havde brug for, men har været presset til selv at opsøge viden og samarbejder. Det giver rygrad og har hjulpet mig til at blive bevidst om, hvad det er jeg vil. I virkeligheden er det jo præmissen for billedkunst; hvorfor laver jeg det? Det er en drivkraft.”
Har du nogle forbilleder?
”Jeg er draget af gammel kunst, som ikke nødvendigvis bliver kategoriseret som kunst, men som jeg synes er det; gobeliner, vægbeklædning, tøj, særlige sting eller knytteteknikker. Mit forbillede er selve håndværket. Fordi der ligger en viden og en menneskelig og kropslig erfaring i den videregivelse af, hvordan lige præcis den her søm eksempelvis er foldet. Du kan høre om det eller læse om det i en bog, men for rigtigt at forstå det, er du nødt til at mærke det i dine fingre, hvordan det føles for dig. Det er en viden, der bliver givet igennem fysik.”
Fuld af symbolik
Er der en feministisk vinkel i din praksis?
”Da du spurgte til mine forbilleder, var min første impuls faktisk at svare ”kvinder”. En stor del af min fascination har bund i, at tekstilet relaterer til kvinders arbejde og historie. Det er ikke noget, der nødvendigvis kommer til udtryk i mine værker, men det er noget, man implicit må forholde sig til, når man har med tekstil at gøre, fordi det er så stor en del af primært kvinders kunst- og kulturhistorie. Det er væsentligt at fremhæve, fordi tekstil-håndværk ikke altid er blevet betragtet som kunst, men det er det i mine øjne.”
Hvad betyder forbindelsen til kunst- og kulturhistorien for dig?
”Tekstil som materiale og håndværk er spændende, fordi det rammer noget i os alle på tværs af tid, kultur og geografi. Det bliver meningsfuldt for mig, fordi det er kollektivt, og et motiv eller en teknik kan have forskellige betydninger alt efter tiden eller kulturen, det er lavet i. Så er der også det helt grundlæggende, at vi allesammen har brug for det. Når vi bliver født, er klædet det første, vi møder udover hud. Også i bibelhistorien spiller det en rolle. Det indeholder så meget symbolik. Som billedkunstner er det spændende at trække på nogle af de referencer. Tekstilet giver så meget i sig selv i kraft af de indlejrede associationer.”
Oplever du en opblomstring af interesse for tekstil og det traditionelle kunsthåndværk?
”Jeg oplever, at flere og flere kunstnere og designere begynder at fremhæve tekstilet på ny. At det får et nyt sjæleliv, der også handler om tidsligheden og processen, om det taktile og sanselige. Vi taler om tekstil på en måde, som tidligere har hørt til måden, vi talte om maleriet på. Det har helt klart fået en anden relevans i dag. Jeg er jo heller ikke den eneste, som arbejder med tekstil, der nævner nærværet og længslen efter et kollektivt udtryk, så der sker helt sikkert noget nyt på den front.”
Generøs deling af viden
Hvilke udfordringer knytter sig til tekstil som materiale?
”Den største udfordring er nok, at det ikke går hurtigt nok. Det er lidt en udholdenhedstest, fordi jeg er meget utålmodig og altid har været det. Så paradoksalt passer det godt til min personlighed, fordi tekstilet kræver fokus og tvinger mig til at være i en proces, der bare tager lang tid. Jeg kan godt lide at arbejde i store formater, fordi det føles som om, de omslutter en, men de kan være svære at placere i en udstilling eller i forhold til salg, så det er også en udfordring.”
Hvordan oplever du markedet for tekstilkunst?
”Mit indtryk er, at der er en stigende interesse især i udlandet. Egentlig er der jo ikke noget, der vedrører tekstil, som er nyt. Vægtæpper er jo for eksempel en gammel ting. Jeg tror, at vi har brug for en påmindelse om, at der er noget, som går længere tilbage og som folk har dyrket over hele jorden længe før os. Og så at tage det op igen. Alt går så hurtigt i dag, så måske har vi brug for det rituelle, der ligger i gentagelsen. Tekstil kræver en vedholdenhed. Det er ikke en kritik af andre medier, men mere et udtryk for, at der er et savn efter noget andet. Måske savner vi helt overordnet håb. Jeg kommer til at tænke på mit afgangsværk, som netop handler om, hvor vi mennesker bevæger os hen, og hvordan vi bevæger os sammen.”
Dit afgangsværk var udstillet, så man kunne se både for- og bagsiden af det enorme stykke stof med broderede menneskeskikkelser i uldgarn. Hvad lå til grund for den beslutning?
”For mig er det vigtigt også at vise selve mediet og processen, fordi der ligger så mange beslutninger og åndedræt bag, at det i sig selv er fascinerende. Bagsiden af et tekstilværk indeholder så meget information, som bliver givet videre fra kunsthåndværkeren eller billedkunstneren. Jeg holder selv meget af at se bagsiden og få et indblik i tilblivelsen af andres værker. Det giver en transparens i forhold til processen og der er noget enormt generøst ved den deling af viden. Jeg er dybt afhængig af at kunne tage ved lære af andres viden og kunnen, så jeg synes, at det er smukt, når den bliver gjort tilgængelig, for det har den været imellem kvinder igennem flere hundrede år. På den måde bliver det en kollektiv omsorg og en gave, man deler og giver videre.”
Seneste nyheder
Nyt nummer af Fagbladet Billedkunstneren
BKF’s nye klimapublikation blev lanceret på DAC
Kunsten i klimaarbejdet – Fordringer for forandring
Håndværk er en gave, man deler og giver videre
Glaskunst med hammer og mejsel
