Billedhuggeren Hein Heinsen har som aktiv igennem seks årtier sat et betydeligt aftryk på dansk kunst og er en af de kunstnere, der har skabt flest værker til det offentlige rum. Vi har besøgt ham på Sydsjælland, hvor han stadig både er aktiv i sit atelier og i den offentlige samtale.
Af Helle Fagralid, Fagbladet Billedkunstneren #1 2025
SKULPTUR 85, 1985. © Hein Heinsens arkiv
Der er høj himmel og marker med brun, fed jord til alle sider, da jeg kører det sidste stykke fra Karise til huset, hvor billedhuggeren Hein Heinsen har boet og arbejdet siden 1970. I indkørslen bliver jeg mødt af en storskala-skulptur i bronze, der er lige så organisk kantet som den pløjede muld. Fra første sekund er den snart 90-årige Heinsen snakkesalig og hans øjne lyser, når han uden videre begynder sin fortælling om, hvordan han som ung kom ind i kunstens verden. For egentlig var han godt i gang med teologistudiet på Københavns Universitet, da han passerede en kælder ved Frederiksberg Tekniske Skole. Her var billedhuggeren Henry Luckow-Nielsen i færd med at udforme den store skulptur af H.C. Andersen, der nu står på Rådhuspladsen i København. Hein Heinsen fortæller:
”Jeg blev meget interesseret, for der sad også tre unge mennesker og modellerede efter nogle egyptiske hoveder. Da jeg havde stået længe nok, kaldte de mig ned. ”Hvad laver I de hoveder for?” spurgte jeg. De lagde op til akademiet, som man kaldte det. ”Men kan I ikke selv finde på noget? De der gamle egyptere, de har jo været der,” sagde jeg så og fortsatte: ”Sådan én kan jeg lave på en uge!”. Jeg havde aldrig prøvet det før, og jeg havde heller aldrig tegnet. Jeg har ingen farvesans. Jeg var jo bare fræk, men det viste sig, at der var en helt speciel forbindelse imellem min hjerne og så mine hænder. Så det var ingen kunst.”
Ugen efter havde han modelleret et lille egyptisk hoved, og derefter fulgte to buster plus ”tre-fire stykker af dem, man skulle lave” som ansøgning til Kunstakademiet. I 1960 startede Heinsen så hos Gottfred Eickhoff på Akademiet og måtte derfor sætte teologistudiet på pause. Men det fysisk hårde arbejde med skulpturerne, hvor man står meget op, var i begyndelsen hårdt for Heinsen, der havde haft polio som barn, så efter et år genoptog han teologistudiet. Den grundige indføring i filosofien, som han der fik, blev afgørende for det videre arbejde med kunsten:
”Da jeg var færdig med teologistudiet, havde jeg jo læst så meget filosofi, at jeg tænkte, det er da noget rod, det de står og laver på Akademiet. Så da jeg vendte tilbage til Eickhoff, spurgte jeg ham, hvorfor han stadig stod og modellerede sådan noget sennaturalisme, som jeg kaldte det. Han havde jo selv bedt om, at jeg kom tilbage, men så var jeg jo helt umulig. Så han bød mig ind på et glas vermouth og svarede, at det var fordi, han var maniodepressiv og ikke kunne holde ud at være alene og derfor skulle have en model foran sig. Hvis han skulle trække det ud af hovedet, som Asger Jorn, ville han blive tosset.”
At bryde formen
Hein Heinsen arbejdede derefter med at bryde den naturalistiske form og dimitterede fra Kunstakademiet i 1964 med guldmedalje for en abstrakt jernskulptur. Han var ansat på Arkitektskolen fra 1970-1976 og senere som professor på Kunstakademiet fra 1980 til 1989, hvor han blandt andet influerede den gruppe af kunstnere, der kaldte sig De Unge Vilde. Med et bagkatalog på over 150 værker, hvoraf flere i stor skala er placeret i det offentlige rum over hele Danmark og indgår i flere museumssamlinger, ”gik det så godt”, at han aldrig forfulgte præstegerningen. Men teologien har alligevel præget hans virke, og især det kristne begreb Treenigheden er af afgørende betydning for Heinsen:
RØD SINUSKURVE, 1967. © Hein Heinsens arkiv
”Kunsten eller skulpturen er et middel til at give det usigelige sprog. Det har altid optaget mig, at vi skal have alle tre led med, som faderen, sønnen og den hellige ånd. Eller verden, kunstværket og min krop. Hvis ikke man ser verden dialektisk, som vi har lært af Sokrates, at man har en samtale, der består af tre led; tese, antitese og syntese som vi kender fra Hegel, så bliver den todimensionel.”
Det sublime
Heinsen tager en lille træfigur frem og illustrerer hvordan treenigheden også kan udtrykkes i en matematisk figur som tre-ellipsen, der består af tre ellipser sat sammen, så der opstår en ”tvivl eller en pause” ved det tredje punkt. Figuren har han blandt andet anvendt i døbefonten til Havnelev Kirke på Stevns, og netop den lille ”usikkerhed”, som figuren medfører, kan relateres til endnu et begreb, der er kendetegnende for Hein Heinsens praksis:
”Det sublime. Det er noget, der ikke kan benævnes. Når nogen spørger mig, hvorfor min skulptur skal være så blank, svarer jeg, at det er, fordi formen skal helt derhen, hvor man ikke rigtig ved, hvor den er. Men den må heller ikke blive så blank, at den spejler verden, for det er ikke særlig sublimt, at du ser et dårligt spejlbillede af dig selv. Den skal stå lige der, hvor den vibrerer.
Lyotard taler om timbren. Hvis for eksempel violinisten Anne Sophie Mutter rammer tonen A på en bestemt måde, kommer der de her overtoner. Ligesom Lyotards timbre har de en uendelighedsdimension.”
Et tidligt værk fra 1967, Rød Sinuskurve, der i dag indgår i SMK’s samling, er også et eksempel på Heinsens undersøgelse af det sublime. Med afsæt i den amerikanske minimalisme, som eksempelvis Donald Judd stod for, ville Heinsen endnu engang udfordre en stilretning:
”For naturen opfører sig ikke sådan retlinet. Hvordan kører hjerteslaget? Jeg er jo matematisk student. Det kører efter en sinuskurve, og det særlige ved den er, at den går fra -1 op til 0 og så +1, men der hvor den vender, kører den ganske langsomt over ’uendelig’, og så kører den stærkere nedad igen. Det interessante er lige dér, hvor den tilnærmer sig dét punkt, for der har man ikke 0 og 1, man har noget vibrerende.”
Heinsen fortsætter med at forklare, at det sublime for ham også kan handle om at gøre sig umage, dygtiggøre sig og have omtanke for andre og for verden også i forhold til bæredygtighed.
”Folk skal ikke tænke mere, men bedre. Man skal øve sig, stræbe efter at blive bedre, om det så er en hæk, man klipper, eller en stol man reparerer, for der finder man meningen med det hele.”
Vend blikket udad
Apropos meningen med det hele har Hein Heinsen siden han var ganske ung, været modstander af at ’skulle finde sig selv’.
”Jeg vil ikke tænke på, hvem jeg er. Jeg er de relationer, som jeg har til andre, og de er det vigtigste. Alle mine bestræbelser har handlet om, ”hvordan ser verden ud? Hvordan reagerer de andre?”
HIGGS PARTIKEL, 2012 (DETALJE) © Torben Christiansen
”De unge i dag er optagede af at kigge indad, fordi de ikke kan finde rammen, og det er ikke deres skyld, for der er ikke nogen. De har kun sig selv. Men det er ikke dem selv, det handler om, det handler om Eckersberg eller Hein eller en helt tyvende, som de skal stå af på, for at komme videre. Det kan de ikke gøre selv. Det er klart, at de har deres egne udgangspunkter, men det handler jo om at finde dét, vi er fælles om. Man skal pege på kunsthistorien, og lede i den bunke af kunstnere, hvor man også her på det seneste har trukket en masse kvinder frem, men jeg kan ikke fortælle dem, hvilken vej de skal kigge i dag.”
Selv kigger Heinsen på verden omkring sig. Han finder blandt andet inspiration i avisartikler om de politiske spændinger, digitalisering og AI, som han i øvrigt er modstander af, ligesom en artikel om fortælleforhold hos Tove Ditlevsen kan få ham til tasterne. At være i opposition og give et modsvar, hvad end det er med ord eller skulpturer, så noget nyt opstår, er en gennemgående drivkraft i Hein Heinsens virke og liv. Man skal turde have forskellige holdninger og udtrykke dem.
Og at være nysgerrig og afsøge nye perspektiver hele livet igennem. Det har ført Heinsen ad nye veje. I hans atelier arbejder han eksempelvis lige nu på en bestillingsopgave, en skulptur af den nyligt fratrådte rektor på Københavns Universitet Henrik C. Wegener, og selvom Heinsen kun har lavet få portrætskulpturer, skulle han lige udfordre sig selv yderligere:
”For første gang laver jeg en portrætskulptur, der har øjne. Jeg har talt med Søren Ulrik Thomsen om det, om blikket. For blikket er sjælens spejl, som man siger, og det viser, at der både kommer noget ind og ud. Thorvaldsens Kristusfigur har jo sådan nogle flade øjne, måske fordi der skulle være mere fokus på hænderne. Men Michelangelos David har øjne, der er lavet på en måde, så de både fanger lyset og mørket med det resultat, at man tror på, at han ser på én. Så det ville jeg prøve med ham rektoren.”
OR 37, 1984, bronzeskulptur, 48 x 32,5 x 31 cm, © Hein Heinsens arkiv
Hvis Hein Heinsen skal fremhæve én skulptur fra sit lange virke, peger han utvetydigt på bronzeskulpturen OR37 fra 1984. Ét eksemplar findes i Louisianas samling og ét på ARoS, og her i foråret kan skulpturen opleves i samspil med værker af Astrid Noack på Galleri Tom Christoffersen.
”Jeg har kun lavet én figur, der virkelig er noget, og det er OR37. Det er bare en lille busteagtig tingest. En dag havde jeg lavet en figur, der var konveks i to formationer, men så begyndte jeg at save af den, og så forestillede jeg mig, at den kunne bestå af to uforenelige ting. Jeg byggede en positiv figur op, men kombinerede den samme positive figur med en negativ figur, som var de her afskæringer. Der tænkte jeg for første gang, at billedkunst kan noget, som sproget aldrig ville kunne. Det kan ikke sige rød og hvid på én gang. Men fordi man kan gå rundt om den her, kan den være flere ting på én gang. Den slår sinuskurven og alle de andre, og det er på grund af dobbelttanken, hvor begge tanker er gjort så skarpe som muligt.”
Kunst man kan spille op imod
Det er ikke mange af mine forberedte spørgsmål, jeg får kilet ind imellem Heinsens taleiver i de næsten tre timer interviewet varer. Som hans kone Eva siger: ”Det kan godt være, at han indimellem taber tråden, men han finder lynhurtigt en anden”. Og trods afstikkere til blandt andet Wittgenstein, Israel-Palæstinakonflikten, synapsekløfter, Susan Sontag, ytringsfrihed og Kunstnerkolonien samt et væld af anekdoter fra et langt kunstnerliv får han alligevel berørt de fleste af mine spørgsmål, og jeg runder af:
Her til sidst, har du et godt råd til de unge kunstnere?
”De skal spørge: Hvad betyder dem, der har været før? Hvad har de lavet? Og hvad har det med verden i dag at gøre? De ved forhåbentlig, hvad det har med dem selv at gøre; at de bliver gladere eller synes, de har fat i et sprog, der kan fortælle om verden, for det er jo det, de er ved at lave.
For hvis man ser på Hammershøi og taler om hans lys, så kan man jo sige, at der er langt til Asger Jorn, og det er dét, jeg gerne vil sige til de unge: tag fat et sted! Det var også derfor jeg i 2005 lavede den kanon med tolv værker fra middelalderen til nu, som man kunne tale ud fra.”
”Bare det, at man kan tale om, hvem der er med i den, og hvem der ikke er, så er samtalen i gang. Der skal være noget kunst, man kan spille op imod.”
I december sidste år udkom Peter Borum (red.): ’Billedhuggeren Hein Heinsen’ på Strandberg Publishing om Heinsens skulpturværk og dets udvikling gennem mere end et halvt århundrede.
Foto øverst: Frihedens port, 1981, Friheden station, Hvidovre, i samarbejde med Stig Brøgger og Mogens Møller. © Hein Heinsens arkiv