Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #3 2025

Som leder af Talentskolen i Næstved ser Mini Blume det som et af sine allervigtigste mål at sætte fokus på, at talent ikke kun findes i storbyerne eller i særlige kunstneriske miljøer. Flere unge skal opleve færre barrierer for at blive en del af de kunstneriske talentmiljøer. For allerede da hun gik på Det Kgl. Danske Kunstakademi i slut 1990’erne fik hun indtryk af ,at kunstmiljøerne var for lukkede om sig selv.

”Vi lavede kunst for hinanden og for andre i kunst- og kulturverdenen. Men når man bevæger sig udenfor disse miljøer, så opdager man hvor meget, der faktisk er brug for kunsten; måske netop dér, hvor den ikke står stærkt. Kunsten er bærende for den demokratiske samtale, den giver os nye perspektiver og får os til at reflektere over samtiden og det at være menneske,” siger Mini Blume.

Efter hun blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København flyttede hun til Lolland med sin kæreste. Primært fordi de ønskede at flytte ud af storbyen og etablere et liv, der ikke kun handlede om penge, men også gav plads til at skabe en familie og samtidig være kunstnere. Efter kort tid opdagede hun dog den afgrundsdybe forskel på sproget om kunsten i provinsen og i storbyen.

”At flytte så langt ud gav mig indsigt i en anden del af Danmark. Derude på landet taler man om kunst på en helt anden måde. Det blev et mantra for mig – især efter jeg selv fik børn – at tænke over, hvordan vi møder og skaber samtaler om billedkunsten, ikke mindst for børn og unge. Jeg blev optaget af at undersøge mulighederne for at skabe anderledes rammer for, at alle børn og unge kan møde professionel kunst og kultur, også i den yderste del af Danmark. Der er stor skævhed, alt efter hvilken baggrund man har, og jeg fik fokus på at sikre høj faglighed ikke kun for de få, men for alle børn og unge”

Mangfoldighed i bredeste forstand

Mini Blume blev sidste efterår ansat som leder af Talentskolen i Næstved. En forberedende og afklarende kunstskole for unge mellem 16-29 år med både forfatter-, skuespil-, film-, design- og billedkunstlinje. Selvom skolen er forankret i Næstved Kommune, tiltrækker den talentfulde unge fra hele Sjælland.

Før det arbejdede hun otte år i Kulturhuset Kulturværftet i Helsingør, hvor hun var leder af Billedskolen for børn, Billedkunstnerisk Grundkursus (BGK) for unge og udstillingsplatformen Artspace Transit, som udstillede dimittender fra kunstakademierne. I kulturhuset var hun også med til at udvikle en lang række af ungedrevne formater under etiketten kunstnerisk medborgerskab, hvor hun og de unge var optagede af, hvordan man kan skabe en lettere adgang til og deltagelse i kunstneriske og kulturelle fællesskaber.

”Jeg har altid været optaget af at koble det kunstneriske økosystem og skabe sammenhæng mellem led og niveauer. Hvis vi skal rykke mere på det her område, kræver det, at vi kan forbinde strukturerne bedre” siger Mini Blume.

”På Talentskolens linjer har vi et meget bredt udsnit af unge; alder, kønsidentiteter, kulturelle, kunstneriske og sociale ståsteder er blandede. I vores optik handler talent nemlig om nysgerrighed, motivation, æstetisk opmærksomhed og ikke mindst viljen til at opbygge en praksis, hvor man arbejder systematisk med sine undersøgelser. Men vi har også et særligt fokus på fællesskabet og den selvsikkerhed, man får ved at blive en del af et godt hold. Derfor er Talentskolens studieansvarlige og gæsteundervisernes høje kunstfaglighed og menneskelige kvaliteter helt afgørende, hvis de skal undervise og fungere som mentorer for de unge,” siger Mini Blume.

Hun fremhæver, at skolen har en høj andel af elever, der kommer videre gennem nåleøjet på kunstneriske uddannelser, såvel i Danmark som i udlandet. Foråret bruges på refleksioner og samtaler med eleverne, og Talentskolens undervisere tilbyder konkret hjælp til elevernes ansøgninger til de videregående kunstneriske uddannelser eller mentorsamtaler om deres første bogudgivelser, pitch til filmmanuskripter, udstillinger mv. For ingen skal forlade Talentskolen uden at have en idé om deres talent og egne ressourcer.

Savner gennemtænkt plan

”Jeg ved, at alle kunstneriske forskoler, som Talentskolen i Næstved, gør rigtig meget for at forberede deres elever på deres vej videre. Netop derfor er det så vigtigt, at vi får et fælles blik på organiseringen af talentstierne, til brancherne og de videregående kunstneriske uddannelser. Jeg synes derfor, at vi med fordel kunne få en styrket dialog og samarbejde med Kulturministeriets kunstuddannelser, som jo i 2023 netop vedtog et diversitetscharter, der skal styrke inklusion og mangfoldighed,” siger hun.

”På Talentskolen føler vi et samfundsansvar, fordi vi også har fokus på, hvad vi kan bidrage med i forhold til den unges personlige afklaring og udvikling. Vores optagelse er altid på et kunstfagligt grundlag, hvor vi lægger vægt på ansøgerens motiverede ansøgning og en optagelsessamtale, som tager udgangspunkt i medbragte eller indsendte værker. Hos os har vi øje for talentets potentiale. Erfaringerne viser os, at vi, foruden at sende et stort antal videre ind på de kunstneriske uddannelser, også kanaliserer vores kunst- og kulturstærke unge ud i brede områder af samfundet. Fra forskellige positioner bidrager de til den demokratiske samtale med deres kunstneriske og praksisorienterede blik, og det er vi lige så stolte af, som vi er for dem, som ender som professionelle billedkunstnere, forfattere, filminstruktører, manuskriptforfattere, scenekunstnere og designere”, siger hun.

”Jeg synes, kunsten og kulturen er så væsentlig for vores demokratiske samtale, at det burde være et fokusområde. Jeg synes, det er godt med forsøgspuljer, men jeg savner også, at der bliver fulgt ordentligt op. Jeg efterlyser en gennemtænkt national plan, som tager kunstens økosystemer alvorligt. Fra vækstlagets forskoleniveau og vejen videre til de kunstneriske uddannelser, og ud på kunstscenen og brancherne. Kunstens mangfoldige ståsteder har en stor betydning for vores demokrati” siger Mini Blume.

 

Om Talentskolen

På Talentskolen i Næstved optages der årligt elever mellem 16-29 år, som er interesseret i og har talent indenfor de kreative og kunstneriske fagområder, som er repræsenteret på Talentskolens 5 linjer: DESIGN, FORFATTER, SKUESPIL, KUNST og FILM. Forløbene er progressive og bredt kvalificerende og med forskellig varighed op til 3 år. På skolen arbejder eleverne både med egne og fælles projekter, forestillinger, udgivelser og udstillinger. Afklarende mentorsamtaler er en fast del af forløbene. Skolen er forankret i Næstved Kommune og spiller en aktiv rolle i kommunens nuværende og fremtidige kultur- og uddannelsesstrategier. Se mere www.talentskolen.nu

 

Øverst: Undervisning på Talentskolens BGK-linje. Foto: Talentskolen i Næstved