Inde i maskinrummet falder fordommene

01.06.21 | Billedkunstneren

KUNSTSTØTTE: Man skal være fra København for at få et arbejdslegat. Mandlige kunstnere får flere statslige kunstkroner end kvindelige. Kunststøtten går til de samme personer igen og igen. Sådan lyder nogle af fordommene om fordelingen af Statens Kunstfonds midler. Men passer de? Vi har talt med to af de kunstnere, der pt sidder i Statens Kunstfonds to billedkunstneriske udvalg.

Af Jannie Søgaard Iwankow, Fagbladet Billedkunstneren

Der var engang, hvor billedkunstner Peter Land ikke sad som medlem af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst, som han gør nu på sit sidste af de i alt fire år, som reglerne tilsiger, han må. Dengang havde han en forestilling om, hvordan det foregik, når der skulle gives tilsagn og afslag til billedkunstnere, der havde ansøgt om midler hos Statens Kunstfond.

”Der har altid eksisteret en masse myter om uddelingen af midler. Dem har jeg også selv abonneret på. Blandt andet gik jeg rundt og troede, at det var enormt vigtigt, hvordan personsammensætningen var i det udvalg, man søgte støtte hos. Jeg har da tænkt: ”Nå, nu går der så fire år, inden jeg skal gøre mig håb om at få støtte, for nu sidder der en i udvalget, der ikke kan lide mig eller det, jeg laver”. Men sådan foregår det jo slet ikke. Det er meget ansvarsfulde folk, der er med, og der er også sekretariatet, som spiller en stor rolle i forhold til at være opmærksom på, at alle regler og rammer overholdes. Jeg kan kun sige, at jeg har fået aflivet en del myter, efter jeg kom med i udvalget,” siger Peter Land.

Øverst: Astrid Myntekær: COSMIC EXISTENCE. Den Frie Udstillingsbygning 2019. Myntekær er blandt årets modtagere af Statens Kunstfond treårige arbejdslegater. FOTO David Stjernholm.

Også billedkunstner Lise Skou, der har siddet i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst i lidt over et år nu, fortæller, at hun har fået en mere nuanceret opfattelse af, hvordan støttemidlerne fordeles. Selv havde hun, inden hun blev medlem af udvalget, blandt andet ofte hørt fortællingen om, at det er de københavnske billedkunstnere, der står forrest i køen, når der skal uddeles midler, mens man som kunstner fra provinsen skal være mere end heldig, hvis man bliver tilgodeset.

”Der eksisterer en fortælling om, at alle pengene går til København. Det gjorde mig glad, da jeg kom ind i Legatudvalget og så, at det ikke hænger helt sådan sammen. For det er jo det, tallene viser – at det procentvis faktisk ser nogenlunde rimeligt ud,” siger hun.

Københavnerne løber ikke med det hele
Tallene, Lise Skou henviser til, stammer fra perioden 2015-2019 og figurerer i den nyeste statistiske opgørelse over ansøgningerne til de to billedkunstudvalg, Projektstøtteudvalget og Legatudvalget, som Statens Kunstfond har foretaget. Og opgørelsen viser, at det netop ikke er sort-hvidt, når det handler om fordelingen af midler i et geografisk perspektiv.

 

Der er ingen tvivl om, at danske billedkunstnere er glade for storbyen. Godt 12.000 ansøgninger indsendt i perioden 2015-2019 viser, at 74 procent af ansøgerne har bopæl i København, mens kun 2 procent har bopæl i Nordjylland, 9 procent i Midtjylland, 3 procent i Region Sjælland og 4 procent i Region Syddanmark. Men ser man på, hvordan støtten fordelte sig procentuelt, stak københavnerne ikke af med alle pengene.

Således fik ’kun’ 44 procent af de nordjyske billedkunstnere, som ansøgte om støtte i Projektstøtteudvalget i den femårige periode, afslag, mens det for københavnerne var 60 procent, der fik nej.
Lidt anderledes ser det dog ud, hvis man kigger på tallene i Legatudvalget – her var det kunstnere fra hovedstaden, der løb med flest tilsagn om støtte. 28 procent fik således et arbejdslegat. Til sammenligning var tallet for billedkunstnere i Region Midtjylland og Syddanmark 20 procent, mens det i Region Nordjylland var 10 procent.

Kunstnere, kom ud i hele landet
Lise Skou understreger, at det overordnede og afgørende kriterium, når der uddeles støttemidler, altid, som det er med alle uddelinger fra Statens Kunstfond, er kvaliteten af den kunstneriske produktion og det kunstneriske talent. Det princip mener hun ikke, at man fremadrettet skal bryde med. Men hun så gerne, at der kom mere fokus på kunst i provinsen, og synes det kunne være fedt, hvis flere kunstnere slog sig ned i provinsen så afstanden mellem borgerne, kunstneren og samtidskunst af høj kvalitet blev mindre.

”Statistikkerne viser, at de fleste kunstnere bor i København, og sådan er det. Men jeg synes, det kunne være interessant, hvis der kom flere kunstnere ud i andre dele af landet. Ikke mindst fordi det er vigtigt, at der findes god kunst overalt i Danmark. Statens Kunstfonds strategi er jo også, at kunst skal ud til borgere i hele landet, og at kunst ikke kun er for dem, der går på museer. Men jeg synes faktisk også, at man ser en gryende tendens til, at kunstnere rykker ud på de danske småøer eller får værksted for eksempel ude i skoven. Den slags tror jeg kan være med til at rykke noget på sigt,” siger Lise Skou.

Hun bor selv i provinsen og ved af erfaring, at man som kunstner bosat i provinsen eller på landet, skal arbejde noget hårdere på at opnå samme synlighed som kunstnere bosat i København – og at den manglende synlighed ikke nødvendigvis handler om, at kunstnere i provinsen er ringere kunstnere.

Ligelig fordeling mellem kvinder og mænd – næsten
Størstedelen af den kunst, der udstilles på de danske kunstmuseer, er skabt af mænd, ligesom der også sælges flere kunstværker begået af mænd end af kvinder. Man kunne derfor fristes til at tro, at der i Legatudvalget for Billedkunst og Projektstøtteudvalget for Billedkunst forekom samme skævvridning. Men dette er imidlertid ikke tilfældet. Af Statens Kunstfonds statistiske opgørelse for årene 2015-2019 fremgår det, at samlet set 1.404 forskellige kvinder ansøgte om midler til de to udvalg, mens tallet for mænd var 1.133.

30 procent af kvinderne fik tilsagn, mens det for mændene var 32 procent. Til gengæld søger kvinderne oftere og samlet set udbetales der flest støttemidler til kvinder.

 

Lise Skou er glad for, at der ikke er et stort gab mellem antallet af kvinder og mænd, der får tildelt støtte. ”Selvfølgelig er vi opmærksomme på, at der gerne skal være lighed i forhold til køn, alder, geografi og etnicitet. Men når man ikke må basere sine valg på køn, hvilket står i vores lovgrundlag, kan det selvfølgelig risikere at blive en udfordring, hvis tallene en dag skulle ændre sig til det ene køns fordel. Det dilemma kunne jeg rigtig godt tænke mig at diskutere mere i vores udvalgsarbejde,” siger hun.

Peter Land påpeger ligesom sin kollega, at det er vigtigt at have for øje ligheden i forhold til uddelingen af midler.

”Vi har en ambition i Projektstøtteudvalget – den er ikke decideret skrevet ned og derfor uudtalt – om, at uddelingerne skal afspejle den danske befolkning og den danske kunstscene bredt. Så det er vi naturligvis bevidste om. Men det må og skal altid være kriterierne om kvalitet, der står øverst,” siger han.

Støtte til ung som gammel
Ud over det kønsmæssige og det geografiske aspekt er det også muligt at trække statistik ud af Statens Kunstfonds opgørelse, der omhandler aldersfordelingen i forhold til uddelte støttemidler i årrækken 2015-2019. Af opgørelsen fremgår det, at både antallet af ansøgninger og antallet af imødekomne ansøgninger er højst i aldersgrupperne 30 til 39-årige samt 40 til 49-årige. I disse aldersgrupper modtager ca. 30 procent af alle ansøgere tilsagn om støtte. Derefter begynder bevillingsprocenten at falde gradvist, men bevillingsprocenten bliver samtidig mere usikker, da der modtages langt færre ansøgninger fra aldersgrupperne over 60 år.

I aldersgruppen 70-80 år ligger bevillingsprocenten således på 20, men hvis der hypotetisk var givet blot fem tilsagn mere om året i aldersgruppen, ville bevillingsprocenten være 33 procent.

Den yngste gruppe af ansøgere, hvor kunstnerne er mellem 20 og 29 år, er heller ikke ret stor. Blot 108 forskellige kunstnere, der i dag er i denne aldersgruppe, søgte således om støtte i 2015-2019 til sammenligning med 748 ansøgere i næste aldersgruppe. Men procentuelt blev de unge ikke forbigået – 24 procent af dem fik således tilsagn om støtte.

”Det kan være enormt stressende at komme ud som nyuddannet og skulle stå på egne ben og komme i gang med udstillinger og have penge til det. Derfor er vi opmærksomme på de unge, selvom de endnu ikke har så meget på CV’et. For de har også blod på tanden og fortjener at få noget ro til fordybelse,” siger Lise Skou.

At gruppen af helt unge ansøgere er så få, mener Lise Skou ikke, er hverken bekymrende eller overraskende.

”Det skyldes formentlig, at man, når man er helt ny på scenen, først lige skal finde sine ben at stå på; sin arbejdsmetode for at blive synlig, ligesom der måske kan gå en tid, inden der kommer en aktiv praksis. Derudover kan det også være en udfordring for nogen at skrive en god ansøgning,” siger hun og foreslår, at det måske kunne være en god idé at den udfordring afhjælpes.

De svære afslag
Både Lise Skou og Peter Land har oplevet selv at få et mere nuanceret billede af det arbejde, der finder sted i henholdsvis Legatudvalget og Projektstøtteudvalget, efter de selv er blevet lukket ind i de inderste maskinrum. For Peter Land gælder det også, at han har sat stor pris på at være markant mere opdateret på dansk billedkunst, end han før har været.

”Man får et fantastisk indblik i, hvad der foregår på den danske billedkunstscene – ikke blot i ens eget område, men over hele landet. Man bliver introduceret til alt det nyeste, og når jeg stopper i udvalget om et år, vil jeg virkelig savne det, for jeg kommer aldrig til at kunne opdatere mig selv på samme måde,” siger han og peger på det, der har været sværest for ham, mens han har siddet i Projektstøtteudvalget.

”Jeg ved jo af egen erfaring, hvordan det er at sidde i den anden ende og modtage et afslag på støtte. Og selvom vi har penge at give ud af, har vi jo ikke nær nok, og vi har været nødt til at prioritere benhårdt. Og der har jeg da siddet og vredet mig i hænderne, fordi jeg syntes, det var hårdt. Jeg er lige følelsesladet omkring det, hver gang vi skal give afslag,” siger Peter Land.

Læs også: Nye samtaler om sårbart kunstnerliv

 

Lise Skou, der kun har siddet i Legatudvalget et års tid, er taknemmelig for, at hun har fået muligheden for at få indflydelse på, hvem på den danske billedkunstscene, der skal støttes. Men hun er også ydmyg over for opgaven og føler et stort ansvar for ikke at overse noget eller nogen – et ansvar, som hun er blevet positivt overrasket over, at alle i udvalget er så indstillede på at leve op til.

Indflydelse på kunstscenens udvikling
”Jeg synes, at det er fantastisk at opleve, at man, når man bliver betroet så vigtig en opgave, er i stand til at sætte sig ud over sine egne præferencer. Og her taler jeg for alle i udvalget. Jeg oplever en kæmpe åbenhed imellem os, hvor vi har en god dialog og har stor forståelse for hinandens forskellige syn på kunst. Det har været med til at åbne mit eget syn endnu mere. Jeg sad gerne selv fire år mere, når min periode slutter, fordi det er så spændende. Men jeg synes, at det er godt, at vi skiftes ud efter fire år, og man dermed sikrer, at der kommer nye tilgange og nye kunstsyn til,” siger hun.

Når man sidder i et af de to billedkunstudvalg har man direkte indflydelse på den danske billedkunstscene, og selvom det kan være angstprovokerende at vedkende sig denne magt, så synes Lise Skou, at det er fantastisk, når udvalgenes arbejde udmønter sig i noget positivt.

”Når man sidder i sådan et udvalg, kan man pludselig gøre noget ved det, man synes ikke fungerer. Sidste år, inden det nye udvalg tiltrådte, blev der afholdt et seminar, der handlede om, hvordan Statens Kunstfond støtter kunst i det offentlige rum, og hvilke muligheder der er for at søge. Og i vores første støtterunde derefter så vi så mange ansøgninger, som man aldrig før har set til  puljerne for kunst i det offentlige rum.”

”Vi har en kæmpe opgave i at komme ud og fortælle alle kunstnere i landet om muligheden for, at de også selv kan gøre noget for at få en større kunstopgave i det offentlige rum. De kan gå sammen med en institution som for eksempel en skole eller et bibliotek om at søge støtte til et projekt. Et projekt, som kunstnerne rent faktisk også kan gå hen og tjene penge på. Jeg er ikke sikker på, at alle billedkunstnere kender den mulighed. Førhen, var jeg ikke selv opmærksom på den mulighed, men antog, at det altid var noget, man blev indstillet til,” siger Lise Skou.

STATENS KUNSTFONDS PROJEKTSTØTTEUDVALG FOR BILLEDKUNST 2021
Billedkunstner Peter Land (udvalgsleder), gallerist og kunsthistoriker Charlotte Fogh, billedkunstner Jane Jin Kaisen, billedkunstner og formgiver Søren Assenholt, museumsinspektør Christiane Finsen. Projektstøtteudvalget råder over ca. 47, 5 mio. kr. årligt og giver tilskud til en lang og bred række af projekter, der fremmer billedkunst i Danmark og dansk billedkunst i udlandet, bl.a. det danske bidrag til Venedig Biennalen. Midlerne går bl.a. til produktion af nye kunstværker, udstillinger med danske kunstnere både i Danmark og i udlandet, formidling af kunst og udstillingsprogrammer i kunsthaller, samt opstart af nye udstillingsplatforme i Danmark.

STATENS KUNSTFONDS LEGATUDVALG FOR BILLEDKUNST 2021
Billedkunstner Jeanette Ehlers (udvalgsleder), billedkunstner Henrik Jørgensen, billedkunstner Henrik Menné, billedkunstner Lise Skou, kunstredaktør Maria Kjær Themsen, legatudvalget for Billedkunst rådet årligt over ca. 34 mio. kr. Udvalgets primære opgaver er kunstprojekter i det offentlige rum, tildeling af arbejdslegater, indkøb af værker til udlån og præmiering af udstillinger.
I år modtog Legatudvalget for Billedkunst hele 1.072 ansøgninger om arbejdslegater, og det er ny rekord. I alt 222 blev imødekommet: I slutningen af april fik otte billedkunstnere besked om, at de modtager det treårige arbejdslegat på 855.000 kr. 214 billedkunstnere tildeltes i år arbejdslegater på 50.000-150.000 kr.

Se alle aktuelle Statens Kunstfonds ansøgningsfrister for billedkunstområdet her…

Denne artikel er bragt i Fagbladet Billedkunstneren, juni 2021.