Performancekunst er blevet mere og mere populær de senere år. Tidligere blev performancekunst set som fundamentalt forskellig fra den kunst, der kunne samles eller udstilles af kunstmuseer, men i dag inkluderes liveoptrædener, der kombinerer teater, billedkunst, musik, koreografi og meget andet i kunstgallerierne, museernes og kunstfestivalernes programmer. Flere og flere samtidskunstnere har taget performancekunsten ind i deres praksis, men hvad indebærer det at udvikle, organisere, fremføre en performance? Hvilke særlige udfordringer oplever kunstneren, der performer, i forhold til for eksempel dokumentation og aflønning? Hvilke spørgsmål stiller genren til kunstens traditionelle rum og publikum? Vi har talt med en række kunstnere og kuratorer, der arbejder med performance, om, hvordan de arbejder med en kunstform, der i sit væsen er levende og flygtig og svær at fastholde. Foto: Fire Under My Ass — guided tour to hell and back i Norra Djurgårdsstaden, performance på Middelaldermuseet, Stockholm. FOTO Jana Ericsson
Det var en tilfældighed, der fik billedkunstner Ulla Hvejsel til at kaste sig ind i performancefeltet. Nu vil hun gerne nå et bredere publikum.
Af Helle Fagralid, Fagbladet Billedkunstneren #2 2024
Til sit afgangsprojekt på kunstakademiet i 2006 havde Ulla Hvejsel skrevet en kabaret, der bestod af vittigheder fra gamle krigsfilm, som hun forestillede sig, at nogle andre skulle opføre. Men hun opdagede hurtigt, at det både var lettere og sjovere at gøre det selv. Efterfølgende har hendes praksis været centreret omkring performance, der bygger på enkle løsninger, ud fra ideen om ”at man i princippet kan klare rigtig meget selv”, som hun siger. En indstilling, hun gerne vil give videre til sit publikum. Ulla Hvejsel ser sit arbejde som ”ét langt flow” med forskellige nedslag og fremstillinger af politiske og samfundsrelaterede temaer, som eksempelvis økonomi og værdi.
Hvorfor er performance din foretrukne kunstform?
”Det betyder noget for mig at være til stede med min egen krop i kunsten fremfor at være afskåret fra værket, som man ellers normalt er som kunstner. En af grundene til, at det er fedt at arbejde med performance, er, at jeg er skeptisk overfor den passive spekulationsværdi i kunsten. Og så er det også en metode, fordi jeg ofte har meget at sige, og hvis jeg ikke selv er til stede med mit publikum, kan jeg jo ikke være sikker på, at de får det hele med. Jeg er meget sproglig i mit arbejde, og det kan være kedeligt at skulle læse en lang tekst, så performance kan bruges som et slags trick til at fastholde publikums opmærksomhed i et givent tidsrum” fortæller hun.
I langtidsprojektet Talking out of my ass (2014-2021) har Ulla Hvejsel eksempelvis anvendt sin egen numse i en quiz, der, som hun udtrykker det ”… handler om dumhed og om at tænke med røven”. Men da hun startede med at lave performance i 00’erne, oplevede hun, at der var en opfattelse af, at det tilhørte en anden tid, og at begrebet ofte var til forhandling. Hun fortæller, at der eksempelvis engang var en tilskuer, der satte spørgsmålstegn ved, om hendes performance nu var en rigtig performance, fordi hun snakkede så meget. Vedkommende syntes, at der manglede noget ’krop’.
Gang i den
Hvordan ser du performancefeltet i dag?
”Der er gang i den! Mange af de unge tilhører jo en performende generation, og det er blevet en naturlig del af dét at have en udstilling, at man enten har en performance i løbet af udstillingsperioden eller er til stede på anden vis. Det er mit indtryk, at man i højere grad opfatter kunst og udstillinger som organismer, der lever, når vi er sammen om det. Man kan måske også se på det som en performativ tilgang til udstillingen, hvor man hele tiden aktiverer den. Det sker jo også i den interaktion, der foregår på de sociale medier, hvor man for eksempel kan følge med i tilblivelsen af værker. ”
Bliver performance så en del af formidlingen?
”Nej, det synes jeg ikke, man kan sige. Det handler nok mere om, at hele kunstbegrebet har forandret sig og er blevet mere dialogorienteret. Vi er forbi dengang, hvor kunstneren kunne se noget, publikum ikke var kloge nok til at forstå. Genitanken er på tilbagegang. Måske er det derfor performance vinder indpas, fordi den interagerer direkte med sit publikum og ikke foregiver at være alvidende.”
Ulla Hvejsel arbejder selv både med et deltagende og beskuende publikum, men dét der fylder mest for hende er, hvorvidt der er sammenhæng imellem hendes arbejdsindsats og mængden af folk, der får glæde af hendes performance. Derudover er hun optaget af, hvordan man kan opdyrke nye publikummer, og til det formål har hun en helt konkret idé:
”Jeg kunne godt tænke mig, at vi skabte en form for samling eller repertoire, der blev varetaget af et agentur, som var opsøgende og kunne stå for at sælge vores performances til julefrokoster, firmaarrangementer, konferencer og så videre. På min arbejdsplads bliver der for eksempel ofte budt musikere eller lignende ind for at optræde til forskellige arrangementer, og det kunne jo lige så godt være performancekunstnere. Det handler om at åbne folks øjne for performance.
Det er faktisk en opfordring til at lave en forretningsmodel, hvor vi kan træde ud af den traditionelle kunstverden og nå et helt andet publikum.”
Det ville også åbne for andre muligheder i økonomisk henseende. Kan du leve af din kunst?
”Nej. Men jeg lever jo. Jeg får som regel honorar for det, jeg laver, men hvis det er et lille kunstnerdrevet sted, hvor det mere fungerer som et samarbejde, kan jeg godt gå med til ikke at blive aflønnet. Det er heldigvis blevet meget bedre, fordi der nu er en forventning om, at kunstneren skal honoreres. Hvis jeg i perioder har kunnet leve af det, er det fordi, jeg har modtaget et større legat, for honorarerne ligger ret lavt, og der er sjældent økonomi til selve udviklingsarbejdet. Jeg står også lidt udenfor den traditionelle kunstbranche, fordi jeg er skeptisk overfor at skabe en ny valuta gennem salg. Jeg prøver at krybe udenom salgssystemer og spekulation.”
Lad værkerne leve videre
Udover det bæredygtige ved at nå ud til et bredere publikum, er bæredygtighed så noget du tænker over?
”På et tidspunkt havde jeg et dogme for, at mine materialer, rekvisitter og lignende skulle kunne tages med på en cykel, men så blev det til en bil og nu hober det sig op, fordi ideerne formerer sig.
Så ja, det fylder i forsøget på at genbruge materialer og også i de temaer, jeg arbejder med. Nu står der for eksempel nogle tomatplanter her i min stue og performer. De er fra en udstilling, hvor jeg hentede jord fra en gammel latrinopsamlingsplads, som jeg såede kerner fra industritomater i og gødede med ’guldvand’, som er en tiendedel mit eget tis og vand for resten. Dem kunne folk få med og det er selvfølgelig også derfor, at jeg har svært ved at leve af det, men for mig handler det om at lade tingene cirkulere. Forhåbentlig står der nogle planter rundt omkring i vindueskarmene som en del af den her længerevarende performance, der strækker sig fra 2023 indtil alt håb er ude. Værkerne lever videre, uden mig, som fortælling.”
Hvordan dokumenterer du dine performances?
”Det kan virkelig være en udfordring, fordi det meget ordrige sjældent fungerer i en dokumentation. Derfor bruger jeg som regel billeder i en sådan lidt tegneserieagtig stil og sjældent video-dokumentation, også fordi jeg ikke bryder mig om den æstetik. Et andet aspekt af video-dokumentation er, at den ofte kommer til at stå i vejen for oplevelsen, fordi folk bliver bevidste om, at der er kamera på. Det gælder især de performances, hvor folk deltager, som for eksempel i den quiz jeg laver. Det handler om at tage vare på den tilstedeværelse, der opstår ved, at vi er sammen i et performativt rum, og at vi ikke skal tænke på, hvordan det ser ud udefra.”
Kan institutionerne være medvirkende til at bevare og dokumentere performance, samtidig med at man bevarer det flygtige?
”Statens Kunstfond havde engang et forsøg, hvor de via indkøbsordningen udsendte forskellige kunstnere som in-house performance-kunstnere på gymnasier. Projekterne ligger nu hos Kunstfonden som indkøbte værker, som blandt andet gymnasier gennem deponeringsordningen kan søge om at få ud. Det kunne være sjovt at sende en opfordring til Statens Kunstfond om at tage det forsøg op igen. Det er jo en måde, hvorpå man kan holde liv i performanceværker.
De er sikkert allerede i gang med at undersøge mulighederne for, hvordan vi kan gemme performance til eftertiden, men der sker så meget på performancefeltet lige nu, så de bliver næsten nødt til at købe noget mere end resterne, altså de objekter som knytter sig til værkerne. Det er oplagt i den sammenhæng at samarbejde med kunstnerne om forskellige løsningsideer.”
Ulla Hvejsel, f.1975. Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006
Fire Under My Ass — guided tour to hell and back i Norra Djurgårdsstaden, Performance på Middelaldermuseet, Stockholm. FOTO Jana Ericsson