Kunstneren Jens Haaning havde anlagt sag ved Københavns Byret mod Ritzau Scanpix for krænkelse af ophavsretten i en sag, der handler om billedbureauets videredistribution af fotos af værket Take the Money and Run, der blev udstillet på Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg i 2021. Billedkunstnernes Forbund har støttet Jens Haaning i sagen, der rejser principielle spørgsmål om kunstneres rettigheder og pressens brug af kunstværker i nyhedsdækning. Jens Haaning har krævet 861.000 kroner i erstatning fra Ritzau Scanpix.
I dag faldt der dom, og Jens Haaning har fået medhold i alle sagens principielle juridiske spørgsmål. For det første slår dommen fast, at værket Take the Money and Run utvivlsomt opfylder kravet til værkshøjde – altså at der er tale om et kunstværk også i lovens forstand. Desuden finder retten ikke, at Scanpix havde samtykke fra Kunsten i Aalborg til at tage billederne og sælge dem. Og endelig finder byretten ikke, Ritzau Scanpix’ salg af billeder er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i ophavsretslovens § 23, stk. 2, som går ud på, ”at kunstværker må gengives ved omtale af dagsbegivenheder i aviser og tidsskrifter, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet.” Det mente byretten altså ikke var tilfældet ved samtlige salg af billederne.
Billedkunstnernes Forbunds jurist Klaus Pedersen er tilfreds med at have fået medhold i sagens centrale juridiske spørgsmål:
”Det er vigtigt, at det nu er slået fast, at konceptuelle værker får samme beskyttelse som traditionelle kunstværker. Det er også vigtigt, at byretten vurderer, at fri gengivelse af kunstværker i forbindelse med dagsbegivenheder ikke gælder for et billedbureau, som det gør for almindelige medier,” siger han.
Dog ærgrer han sig over, at Haaning ikke har fået tilkendt et større beløb end de 25.000 kroner:
”Vi kunne have ønsket, at Jens Haaning havde fået tilkendt et større beløb, for det er langt hen ad vejen dokumenteret, at værket er mangfoldiggjort, og at Ritzau Scanpix har solgt billedet i store dele af verden. Samtidig havde vi gerne set, at der var tilkendt en erstatning, da det ellers ikke får nogen konsekvenser, når ophavsretten krænkes,” siger Klaus Pedersen, der dog ikke endnu ikke ved om Haaning vil gå videre med sagen.
Københavns Byret kalder beløbet for “et rimeligt vederlag til ophaveren”, og fandt ikke grundlag for at tildele Jens Haaning erstatning eller godtgørelse for ikke-økonomisk skade. Dog dømmes Scanpix Ritzau til at betale Jens Haaning 100.750 kr. i sagsomkostninger.
Læs også:
Jens Haaning kræver kompensation for brug af billeder af Take the Money and Run