Af Laura Elisabeth Lind, Fagbladet Billedkunstneren # 2 2025
På en sydvendt skrånende græsmark står billedkunstner Amalie Risom Nyrups væv. Den er spændt op uden på et lille gammelt og flytbart træhus og er omgivet af flere høje træer og en rislende å. Vævkammen af bøg har hun fået, og skelkæppene er også en gave. Resten af materialerne har hun selv fundet, og ud fra det hele har hun bygget væven – hendes tro følgesvend, som hun altid har med sig, når hun skaber kunstværker i naturen – og med naturen. Med væven finder hun ro og forstår naturen og verden.
“Jeg mærkede på et tidspunkt et enormt behov for at komme ud og væve i de landskaber, jeg gerne vil undersøge og forstå. Det tager en god stund tid at væve, så derfor er man der bare og ser, mærker og lytter til naturen – skoven, klipperne eller måske et bestemt træ, som jeg gerne vil undersøge. De små bevægelser fra blade, insekter og fugle blander sig med naturens dufte og lyde, og midt i det, mens jeg sidder der og væver, opstår der en nærhed til naturen,” fortæller 30-årige Amalie Risom Nyrup og tilføjer:
“Så min væv er på en måde blevet en metode til at forbinde mig til de landskaber og naturlige omgivelser, jeg undersøger. Det er herfra, at min kunstneriske tankeproces begynder at spire – som en kickstart for, hvad der skal ske.”
Billedkunstner Amalie Risom Nyrup. Pressefoto
Marken med det lille træhus og den rislende å er en del af Andelsgaarden Brinkholm, hvor hun er med til at undersøge, hvordan jordforbindelse, diversitet og samskabelse kan styrkes igennem kunstneriske praksisser i forskningsprojektet Jordforbindelser. Med rødder i tekstile metoder som vævning, fletning og knuderi udforsker hun, hvordan hendes kunstneriske arbejde kan gå i en slags dialog med landskabet. Og det er ikke bare almindeligt garn, hun bruger, når hun væver. På græsmarken ved den rislende å har hun vævet visne naturmaterialer til en afgrænsning, som skal slå ring om et stykke jord midt på marken. Her er der sået tre slags korn: Hvedearten Emmer, rughveden Triticale og Petkus-rug. For hun vil gerne være med til at starte en samtale om, at vi skal passe på jorden og naturen. Store dele af Danmark og resten af Europas jorde er nemlig så udpinte, at der, ifølge Amalie Risom Nyrup og de andre i projektet, er brug for nye naturvenlige måder at drive landbrug på – hvor man ikke kun tænker effektivitet og år efter år dyrker én og samme afgrøde på marken, som sprøjtes med pesticider, gødes med gylle, pløjes i dybden og bliver mere og mere udpint.
“Det handler om at skabe en større diversitet på vores jorde og bruge nogle af tankerne fra permakulturen, hvor én plante bruger en bestemt næring, som en anden plante afgiver en masse af, alt sammen til gavn for livet i jorden. Den form for naturlig afhængighed og symbiotisk tankegang er jeg generelt meget draget af – også på plante- og mikrolivsniveau. Og der skal vi henad, når vi dyrker vores jorde og producerer fødevarer. Det vil jeg gerne være med til at sætte fokus på gennem et sanseligt levende kunstværk.”
På Andelsgaarden Brinkholm dyrkes jorden økologisk efter regenerative metoder – med minimal jordbearbejdning, uden pesticider og kunstgødning og med grønt plantedække året rundt – alt sammen for at give de bedste vilkår for mikroorganismerne i jorden. Gården er en af Foreningen Andelsgaardes seks gårde der, i samarbejde med antropologer fra Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, i efteråret 2024 har startet forskningsprojektet. Amalie Risom Nyrups landskabsværk er lavet sammen med deltagere på Jordforbindelsers første gårdarrangement i starten af maj, hvor de var inviteret til at samskabe værket med hende.
Døden er ingen ende i naturen. Pressefoto.
“Jeg håber, at vi i fællesskab kan fremme et mangfoldigt sted i landskabet, hvor jordens tekstile strukturer, planter og mennesker væves, flettes eller knudres sammen. Og jeg håber, at det åbner for nye samtaler om, hvordan det står til med vores natur.”
Fra Kolding til Oslo
Egentlig har naturen ikke altid været et fokus i hendes kunstpraksis. Men da Amalie Risom Nyrup i 2015 startede på Tekstildesign på Designskolen Kolding, kunne hun mærke, at noget ikke var helt rigtigt.
“Det føltes dybt forkert at designe nye objekter. Jeg følte, jeg bidrog til mere overproduktion og spild af naturressourcer.”
Hun valgte alligevel at blive og tage uddannelsen færdig ud fra en aftale med sin lærer om, at hun kunne have et mere undersøgende blik og måske stille flere spørgsmål end hun fandt løsninger på designopgaverne. Under uddannelsen var hun på udveksling ved tekstilkunstprogrammet på Konstfack i Stockholm, og her blev det tydeligt for hende, at det var den retning, hun skulle I. Efterfølgende tog hun en kandidat indenfor Kunst og Offentlige Rum fra Kunsthøgskolen i Oslo, og siden har hun arbejdet med at forstå, hvad naturen er for en størrelse – tit i samarbejde med andre kunstnere, jordbrugere eller andre fagligheder. Men selvom hun er gået en anden og mere kunstnerisk vej, har hun aldrig lagt væven bag sig.
“Jeg er skolet i tekstil og har respekt for kulturhistorien med væven. Jeg har aldrig sluppet den – heller ikke det abstrakte i vævningen. Et samarbejde på tværs af fagligheder er også som et vævet tæppe, hvor det hele væver sig lidt sammen.”
Det vender vi tilbage til – det med samarbejdet. Først skal vi høre lidt om, hvordan hun arbejder med naturen.
Naturens levende værker
Før hun kom med i forskningsprojektet, har hun lavet en række værker med naturen i fokus, der blandt andet har været udstillet ved Museum Kurhaus Kleve i Tyskland, ROM for Kunst og Arkitektur i Oslo og Naturhistorisk Museum i Oslo.
“Jeg forholder mig altid til vores natursyn, både æstetisk og etisk, og mærker en stærk oplevelse af være søgende efter åbne rum, hvor jeg kan være og eksistere med andre arter. For på den måde bliver det tydeligt, at det hele hænger sammen – der er nogle cykliske afhængigheder, som vi har glemt og er kommet væk fra, og som jeg søger gennem min kunstpraksis,” siger hun og tilføjer:
“Og i den proces er min væv altid med mig. Den er både en del af et værk og et værktøj, der forbinder mig med de omgivelser, jeg udforsker.”
Hun væver og arbejder udelukkende i naturmaterialer – papir, græs, strå, træfibre og den slags. Og når værkerne skabes i og med naturen, i stedet for på et værksted eller atelier, får naturen ofte en tydelig stemme, et slags aftryk på værket. Væven har for eksempel været med en tur i en skov ved Oslo og ud fra fibrene fra et plantet levende fyrretræ, har hun vævet materialet til et visuelt værk. Kort efter, at væven var sat op, og hun var godt i gang med at væve, begyndte det at regne – mange ville nok skynde sig at pakke sammen og komme i tørvejr. For vand opløser og knækker cellulosefibrene i papirgarn. Men i stedet for at pakke sammen, blev hun:
“Sådan er det at arbejde i og med naturen. Jeg hengiver mig til den afhængighed, der er mellem mig, min væv, træet og landskabet. De uperfektheder og huller, der opstår på grund af regnen, er en del af min accept af, at jeg kan ikke kan kontrollere alt. Det skaber en usikkerhed, der kræver mit nærvær med mine omgivelser.”
Generelt stiller det nogle andre krav til hendes kunstneriske praksis. Hvis man ønsker at sætte en væv op i naturen, skal man for eksempel gerne finde et sted, der er afbalanceret, hvor vævningen kan være opspændt. Det er præmissen for at væve, forklarer hun.
Foto: Amalie Risom Nyrup
“Så det kræver, at man finder det rette element at være i, og det fører altid til et nærvær med naturen, som jeg bliver meget inspireret af. Hvis jeg skal sætte væven op på et træ, må jeg føle på træet for at mærke, om det kan lade sig gøre, og underlaget skal også undersøges. Er det vådt, får jeg jord og mos overalt. Og hvad betyder det for processen? Måske er der noget jord, mos, grene eller græs, der kan sætte aftryk på det, jeg væver. Hvis naturen blander sig, får den lov til det,” siger hun og henviser til et patchwork-værk, hun har vævet i papirgarn, hvor de enkelte stykker er syet sammen af de lange græsstrå, som var under væven.
Fagligheder væves sammen
Tilbage til det med det tværfaglige samarbejde. Gennem de tre år, som forskningsprojektet varer, vil mere end 1000 mennesker blive inviteret til en række arrangementer på de seks forskellige gårde. Her kan de få sanselige oplevelser med jord i samarbejde med tre udvalgte kunstnere i projektet. Som en af de tre kunstnere kommer Amalie Risom Nyrup til at spille en aktiv rolle i at forme og udvikle forskningssamarbejdet sammen med antropologer, en mikrolivsekspert, landbrugere, bestyrelsesmedlemmer og andre fagligheder. Hun kommer tilbage i sensommeren, når de såede afgrøder i det levende landskabsværk skal høstes, og håber, at det alt sammen inspirerer til fremtidige samarbejder mellem kunst og forskning og kan bidrage med redskaber og idéer til landbrug og andre, der arbejder med grøn omstilling. Hun får meget ud af at arbejde sammen med andre fagligheder, herunder jordbrugere. Det erfarede hun allerede sidste sommer, hvor hun var på et længere kunstnerisk researcharbejde på gården St. Vædeled og gårdsfællesskabet Vild Hvede på Nordfyn – og blandt andet lavede et værk med enkorn og vikke i sammenfletning.
Foto: Emma Harris
“Der oplevede jeg en stor samhørighed i tværfagligheden mellem mig som kunstner og mit natursyn og jordbrugerne og deres måde at forstå natur og regenerativt landbrug på. Så da jeg så Jordforbindelsers Open Call, tænkte jeg. Det skal jeg have! Det er lige mig,” siger hun og fortsætter:
“Jeg er bevidst om, at jeg ikke har og heller ikke skal have alle videnskabelige svar på de klima- og miljøudfordringer, vi står over for. Derfor er den tværfaglighed, jeg arbejder ud fra, super essentiel for mig. Der er andre kloge mennesker, som ved en masse om jord, planter og andet natur. Sammen kan vi måske udvide den vej, hvor vi passer bedre på vores jord og natur.”
En rolle i klimadebatten
I den offentlige debat har vi i årevis hørt og set fakta og statistikker om en dalende biodiversitet og en stigende temperatur på jordkloden. I takt med den stigende opmærksomhed på vores natur og klima, har Amalie Risom Nyrup ændret sin kunstneriske praksis i en grønnere og grønnere retning. I dag tager hun udelukkende afsæt i naturen, og hun erfarer da også, at flere og flere kunstnere går den grønne vej. Og det er nødvendigt, mener hun:
“Vi har svært ved at forstå, at klima- og miljøkrisen er fatal. Måske ved vi det, men vi gør ikke nok ved det. Derfor er det vigtigt, at kunstnere bliver inviteret med i projekter som Jordforbindelser. For sanseligheden er nødvendig for at forstå, at der er iltsvind i vores have, vores jord er udpint, og mange arter bliver udryddet. Kunst kan åbne vores sanser og invitere til at forestille os andre måder at leve på,“ siger hun og tilføjer:
“Jeg tror i den grad, at kunst kan få en omsorg for vores natur til at spire.”
Jordforbindelser
Vi taler alt for lidt om jord. Det er udgangspunktet for forskningsprojektet Jordforbindelser, som foreningen Andelsgaarde i samarbejde med antropologer fra Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet har startet op i efteråret 2024. Jordforbindelser vil styrke menneskers forbindelse til jord og engagement i debatten om, hvordan vores landbrug skal udvikles, så vi kan tage bedre vare på jorden som afgørende økosystem i fremtiden. Efter en Open Call-proces valgte projektet at indgå samarbejde med Amalie Risom Nyrup, der har tilbragt et tre-ugers researchophold på andelsgården, Brinkholm, hvor hun undersøgte, hvordan jordforbindelse, diversitet og samskabelse kan styrkes gennem kunstneriske praksisser, der kultiverer sanselighed og opmærksomhed.
Foto øverst: Billedkunstner Amalie Risom Nyrup arbejder i og med naturen, og hun har altid sin hjemmebyggede væv med sig – også i forskningsprojektet Jordforbindelser, som via landskabskunst ønsker at inspirere danskerne til at deltage i en debat om et mere naturvenligt landbrug. Pressefoto.