Fagbladet Billedkunstneren har spurgt de kunstfagligt ansvarlige på Roskilde Festival og Heartland om, hvordan kunstprogrammerne har udviklet sig, hvordan de bliver til, og hvilken rolle kunsten spiller på festivalerne.
En fuldt integreret del af oplevelsen
Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #2 2025
På Roskilde Festival bruges kunsten som pejlemærker, mødesteder og samlingspunkter for publikum.
I 16 år har Signe Brink Wehl været tilknyttet Roskilde Festival, og det er også nogenlunde lige så mange år, som Roskilde Festival har haft et egentligt kunstprogram. Men det er først i løbet af de seneste 10–15 år, at festivalen har arbejdet bevidst med at skabe en ramme omkring kunsten.
”Der har altid været kunst på Roskilde Festival – det er ikke nyt. Men før i tiden blev det præsenteret lidt mere uformelt. Der har været tradition for performance, kunstinstallationer, internationale teatergrupper, litterære platforme og så videre. Men det var ikke sådan, at vi gik ud og sagde: ’Her præsenterer vi samtidskunst.’ Det har vi gjort de senere år, fordi vi har fået et stærkere fokus og en klarere tro på, at kunsten spiller en vigtig rolle. Ikke bare for festivalen, men for fællesskabet generelt. Og med vores almennyttige virke synes vi, det er en meningsfuld position at tage: at kunsten faktisk kan bidrage til samfundet,” siger Signe Brink Wehl.
Hun er overordnet ansvarlig for det billedkunstneriske område og udviklingen af kunstprogrammet i samarbejde med et kollektiv af frivillige kuratorer og en kunstfaglig medarbejder. Men egentlig vil hun ikke tale om billedkunsten som et særligt område, og spørger man om, hvordan den forholder sig til resten af programmet, svarer hun:
”Vi mener, at det hele hænger sammen. Vi taler jo om Roskilde Festival som et rum for Musik, Kunst og Aktivisme, så billedkunsten er en meget integreret del af oplevelsen.”
Pejlemærker
”Der er projekter, der har billedkunstnerisk ophav, men som præsenteres i de samme scenerum som musikken. Og der er også kunstværker, som er med til at forme selve festivalbyen – altså det fysiske rum og den samlede festivaloplevelse. Det er jo fantastisk, at mange projekter ikke nødvendigvis skal defineres som enten musik eller kunst – men netop mere tværæstetisk. Vi er meget optagede af at give plads til de her hybride udtryk,” siger Signe Brink Wehl.
Billedkunsten udgør samtidig en vigtig del af den fysiske planlægning af festivalbyen, hvor kunsten spiller en vigtig rolle i, hvordan det store publikum bevæger sig rundt, hvor man mødes, og hvordan hele rummet opleves. I løbet af årene er der lagt flere tanker ind i kunstprogrammet, og der er kommet flere kunstnere med, ligesom der er udviklet metoder til, hvordan der skabes plads til samtidskunsten i programmet – hvordan man kan skabe platforme, hvor den kan indgå og blive synlig og relevant.
Hannah Toticki Anberts ’aktivistiske stilhedsmanifestation’ fra 2019. Foto: Joakim Züger
”Vi bruger kunsten som pejlemærker, mødesteder og samlingspunkter. Vi tror på, at kunsten kan give noget særligt til oplevelsen – og for mig personligt er det også et helt vidunderligt sted at præsentere billedkunst. Vores gennemsnitsgæst er omkring 24 år. Det er ikke nødvendigvis nogen, der ellers går på museum eller på galleri. Her møder de kunsten på deres egne præmisser – uden forventninger om, hvad det skal være. Det er frit og fordomsfrit – folk tør interagere, klatre på det, spørge hvad det er. De går i dialog med værkerne. Der er en nysgerrighed og åbenhed, vi værdsætter,” siger Signe Brink Wehl.
Inviterer publikum
Hvis hun selv skal pege på et kunstværk, der har passet særlig godt til Roskilde Festival, nævner hun den schweiziske kunstner Claudia Comtes kunstværk, Me We-skiltet, der har stået i flere år i campingområdet på en bakketop, men blev taget ned sidste år.
”Installationens kerne var otte meter høje træstammer, der tilsammen dannede ordet “Me We”. Det blev hurtigt et slags pejlemærke og mødested – folk tog derop for at mødes. Og når det blev mørkt, lyste installationen op, så den blev en slags navigationspunkt på campingpladsen. Samtidig var budskabet enkelt og stærkt: en refleksion over solidaritet og fællesskab. Værket blev en del af festivalens identitet, det var ikke bare kunst,” siger hun.
Et andet eksempel, hun fremhæver, er Hannah Toticki Anberts ’aktivistiske stilhedsmanifestation’ i 2019, hvor et optog af performere klædt i store, brune dragter, der havde et telt-lignende præg, bevægede sig helt stille rundt på festivalpladsen og inviterede publikum til at gå med.
”Det blev en form for meditativ procession – en stille slange gennem byen – som var en kommentar til vores præstationssamfund og hele den her idé om konstant fremdrift og produktivitet. På det tidspunkt var fremdriftsreformen noget der fyldte meget og blev diskuteret blandt unge, og det her værk blev et slags poetisk svar. En stilhed midt i al larmen, hvor folk kunne undre sig og reflektere,” siger Signe Brink Wehl.
”Vi har haft mange værker med den slags parade-karakter – nogle larmende og humoristiske, andre mere poetiske og stille. Og det fungerer virkelig godt på festivalen, fordi det inviterer publikum med, samtidig med at værket har en intention og en kunstnerisk idé bag sig,” siger hun.
De store problemstillinger
Billedkunstnere og værker kan blive udvalgt til årets festival på flere måder. Nogle gange er det eksisterende værker, der tilpasses, mens kunstnere andre gange inviteres til at være med til at udvikle en idé i relation til et bestemt sted på festivalpladsen. Kunstnerne er hovedsageligt i starten af deres karriere.
”Men vi prøver at have en bred palet. Det er vigtigt for os både at give plads til nye stemmer og at samarbejde med kunstnere, som har erfaring og kapacitet til at skabe større mødesteder – og som samtidig kan være inspirerende for andre kunstnere og for udviklingen af festivalen som helhed,” siger Signe Brink Wehl.
Kunstprogrammet på Roskilde Festival har overskriften Art & Activism på festivalens hjemmeside. Det finder Signe Brink Wehl helt naturligt:
På Roskilde Festival vil Zahna Siham Benamor rappe, synge og recitere sin poesi til et back-drop af raï-musik, tunge beats og ambiente lydlandskaber. Foto: Rita Blue
”Vi har en lang tradition for at arbejde med forandringsskabere. Når vi taler om aktivisme, handler det om at give plads og platform til unge stemmer, til NGO’er og til dem, der arbejder for forandring. Vi vil gerne skabe et trygt rum, hvor der er plads til at tale om samfundet og de store problemstillinger, vi står over for – klima, sociale uligheder og andre aktuelle temaer. Kunsten har et særligt potentiale for at engagere sig i de her emner. Samtidskunsten er rigtig god til at bearbejde og åbne for nye samtaler og perspektiver – og til at engagere folk i vigtige spørgsmål,” siger hun.
Sidste år blev festivalen anklaget for at vælge side til fordel for pro-Palæstina-bevægelsen, men hun mener ikke, at der ligger en risiko i at støde en del af publikummet fra sig ved sidestillingen af kunst og aktivisme:
”Det er ikke min oplevelse, at vi støder nogen fra os. Vi gør meget ud af at skabe et trygt rum og nuancere debatten. Vi giver en platform til dem, der ønsker at skabe forandring, men det sker på en måde, hvor fællesskabet også kan engagere sig. I en tid med mange konflikter oplever vi faktisk et stort behov for fredelige samtaler om fremtiden,” siger hun.
Kunsten skal ud i flere rum
Selvom kunstprogrammet har været en del af Roskilde Festival i mange år, er det under stadig udvikling, siger Signe Brink Wehl:
Nicolai Risbjerg optræder på Roskilde Festival med sin performance Action Man Collecting Sweethearts
”Vi har helt klart ambitioner. Billedkunsten har en vigtig plads på festivalen. Vi ved, hvor stærkt kunsten kan skabe rum og oplevelser – oplevelser, som måske ikke var forventet, når man kommer for musikkens skyld. I fremtiden kommer vi til at arbejde mere med, hvordan kunsten ikke bare skaber værdi i de otte dage, festivalen varer, men også hvordan nogle af værkerne kan leve videre og være til gavn for byen og borgerne i Roskilde. Det handler både om kunstnerisk og bæredygtig værdi.”
”I år samarbejder vi for eksempel med den danske kunstner Nikolaj Risbjerg, der både laver en performance under festivalen og en installation i Roskilde by. Det er to dele af det samme værk, men det er også en måde at bringe kunsten ud i flere rum på. Og det er netop dét, vi arbejder hen imod – at brede kunstens værdi og de samarbejder, vi indgår, længere ud end festivalens egne rammer,” siger Signe Brink Wehl.
Find hele årets Art & Activism-programmet på Roskilde Festival her.
Foto øverst: Me We-skiltet, der har stået i flere år i campingområdet på en bakketop, blev et pejlemærke og mødested for publikum på Roskilde Festival. Foto: Kim Matthäi Leland.
Publikum tænkes ind i kunstprogrammet
Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #2 2025
På Heartland vil man kunne tilbyde det samme som en weekendtur i en storby.
Den første Heartland-festival fandt først sted i 2016, og i forhold til Roskilde Festival har den fra starten ikke set sig som en musikfestival, hvor kunsten er kommet til hen ad vejen, men har hele tiden kombineret talks, mad, musik og kunst, hvor ingen af sporene har været vigtige end de andre.
”Kunsten har aldrig været en sekundær del, men har altid været tænkt som en integreret og ligeværdig del af helhedsoplevelsen,” siger kurator Tone Bonnén, der er ansvarlig for kunstprogrammet.
”Selvfølgelig er det stadigvæk musiknavnene, der i høj grad trækker publikum og sælger billetter. Men vi har også kunstnerne med på plakaten, og det er der mig bekendt ikke mange andre festivaler, der har. Det sender et klart signal om, at kunsten har en stor vægt og betydning hos os, og faktisk er der rigtig mange, som i vores brugerundersøgelser peger på, at netop kunsten er noget af det, der gør Heartland til noget særligt – det er en del af festivalens identitet,” siger hun.
”Min direktør sagde engang, at Heartland gerne må minde lidt om en weekend i en europæisk storby; man tager afsted for at se en udstilling, spise på en god restaurant, gå til koncert og høre et foredrag og får altså en bred og sammensat kulturoplevelse, hvor man bevæger sig naturligt mellem forskellige kunstformer og stemninger. Det er den følelse, vi forsøger at skabe.”
Umiddelbar appel
I årets program, som har fået overskriften Playful Utopias, har Tone Bonnén forsøgt at sammensætte et program, der er så bredt som muligt – både hvad angår udtryksformer, kunstneriske niveauer og geografi. Samtidig har hun lagt vægt på, at kunsten skal kunne tale for sig selv:
”Det synes jeg fungerer bedst – især i en festivalsammenhæng, hvor man ikke har tid eller rammer til at sætte det ind i en større kunsthistorisk kontekst. Derfor er det vigtigt for mig, at værkerne har en umiddelbar appel. Det betyder ikke, at de ikke må være komplekse – men de skal kunne tilgås direkte og intuitivt, også af folk der ikke nødvendigvis har stor kunstforståelse,” siger hun.
Kunst på festivaler kan ofte være noget, man møder på vej til noget andet, men Tone Bonnén har i sit program bestræbt sig på at inkludere performances og andre formater, der skal foregå på nogle af festivalens scener:
”Skulpturerne og de fysiske værker må gerne være umiddelbare og tilgængelige – noget man falder over og bliver overrasket over i øjeblikket. Men de performative værker på scenerne giver mulighed for noget helt andet. Der kan man fordybe sig, og det giver kunstnerne en platform til at gå i dybden med deres værk og deres fortælling,” siger hun.
Samtidig har hun forsøgt at integrere kunsten i festivalens øvrige programsøjler:
”Det gør vi for eksempel i vores art & food-spor, hvor den billedkunst-uddannede Johanne Anastasia Stoffersen laver et skulpturelt værk, der samtidig fungerer som en slags kanal for en serveringsperformance. Så der er både et kunstnerisk værk og en mad- og drikkeoplevelse involveret. Og det passer godt ind i den opmærksomhed, Heartland i forvejen har på gode madoplevelser. Det er noget, mange af vores gæster virkelig går op i,” siger hun.
Jessie Kleemanns værk (Isbjerget) fotograferet under Heartland at noma i 2024. Foto: Theis Mortensen
Playful Utopias skal ikke ses som et tema for kunstprogrammets værker, der tværtimod peger i mange forskellige retninger. Eksempelvis kan man både møde Jessie Kleemanns store oppustelige isbjerg i voldgraven, et værk der i høj grand handler om klima, mens Eliyah Mesayer både står for en performativ artist talk i talk-teltet og en større skulpturel, installatorisk lydinstallation, der handler om en utopisk stat for statsløse – og dermed om migration, grænser og tilhørsforhold.
Tænker publikum ind
Kunstprogrammet præsenterer både eksisterende og nye værker:
”Nogle gange ser jeg et værk, der allerede eksisterer, og spørger kunstneren: ’Kunne det ikke være fantastisk at vise det herude?’ Det gælder for eksempel med Jessie Kleemanns værk, som hun har lavet i en anden sammenhæng, men jeg kunne med det samme se det for mig i voldgraven. Hun var heldigvis med på idéen. Andre gange, som med Johanne Anastasia Stoffersen, er det helt nye værker, der bliver produceret specifikt til festivalen. I de tilfælde har vi løbende dialog om det praktiske. Her kan jeg for eksempel sige, at der skal være en indvendig struktur, der stabiliserer værket, og at det ikke må veje mere end to tons og den slags praktikaliteter – der er rigtig mange af den slags udfordringer på en festival som vores. Det bliver en form for produktionsmæssigt samarbejde, men selve idéerne – det kreative udgangspunkt – kommer altid fra kunstnerne. Det er ikke interessant for mig at bestemme, hvad kunsten skal handle om. Det interessante er at skabe rammerne og støtte op om, at idéerne kan realiseres,” siger Tone Bonnén.
Hvis hun skal pege på et værk, der har fungeret rigtig godt på Heartland, vælger hun Kåre Frangs kæmpestore installation, som han skabte til Heartland sidste år, hvor han opførte en genkendelig hverdagsscene i størrelsesforholdet 1:1, som forestillede en oversvømmet gade med biler.
Kåre Frang, Portraits of Overwhelm, Heartland, 2024. Foto: Anne Mie Bak
”Det var ekstremt flot og veludført, og det var et værk, der engagerede publikum. Folk kunne springe fra biltag til biltag og tage selfies i værket, hvilket også var en del af ideen. Det var noget, der skabte en helt særlig stemning, og folk kunne relatere sig til værket på en umiddelbar måde. Det er vigtigt at have den type værker på en festival, fordi det engagerer og skaber noget, folk husker. Det er vigtigt, at man tænker publikum ind i det,” siger hun.
Flere samarbejder
”Det er en stor del af festivalens identitet, at vi viser samtidskunst på en måde, der ikke føles ekskluderende. Mange festivaldeltagere kommer måske ikke fra kunstverdenen, men de får alligevel mulighed for at opleve kunst, når de går rundt på pladsen og ser de store, mærkværdige skulpturer. Det åbner øjnene for folk, der måske ikke ellers ville have opsøgt samtidskunst. Vi vil gerne gøre kunsten mere tilgængelig og mindre skræmmende, så folk kan relatere sig til den,” siger hun og fremhæver, at billederne af kunstværkerne bliver delt flittigt på sociale medier og dels bidrager til Heartlands identitet, men også gør kunstværkerne kendte for mange mennesker, der ikke har deltaget i festivalen.
Hvis Tone Bonnén skal ønske sig noget for kunstprogrammet de kommende år, så er det, at organisationen omkring kunsten vokser sig stærkere med flere midler og flere mennesker, der kan hjælpe med at få det hele til at hænge sammen.
”Det er sjældent, vi har råd til at få produceret noget helt fra bunden i den skala og med den tyngde, som nogle projekter kræver. Derfor prøver jeg at finde samarbejder og produktioner, der alligevel er på vej. Med Johannes værk har vi for eksempel et samarbejde med Kunsthal Spritten, som også er med til at producere det. På den måde kan vi løfte projektet sammen. Sidste år havde vi også et samarbejde om Esben Weile Kjær med Kunsten i Aalborg, der lavede en udstilling med ham. Så kunne vi dele produktionsomkostningerne til værket. Det giver rigtig god mening, synes jeg – både fordi det er en bæredygtig måde at arbejde på økonomisk, og fordi det giver værket mulighed for at leve videre. Heartland varer kun tre dage og har måske 20.000 gæster om dagen, så det er skønt, hvis et værk kan rejse videre og blive vist andre steder også,” sig Tone Bonnén.
Heartland starter i morgen. Find hele deres kunstprogram her.