Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren nr. 1 2026
I gården til det etagebyggeri, som kunstner og kurator Rebekka Bohse Meyer bor i på Frederiksberg, ligger en bunker. En bunker, hun faktisk først blev opmærksom på som medlem af gårdlauget, men som hun straks så muligheder i som et kommende udstillingssted. Hun allierede sig med sin underbo Lise Seier Petersen, der er billedkunstner og keramiker, som var ligeså overbevist om bunkerens potentiale, og med støtte fra Statens Kunstfond og Frederiksbergfonden kunne bunkeren allerede året efter – i 2021 – slå dørene op til sin første udstilling under navnet platform BUNKER.
Åbningsudstillingen var med kvindelige kunstnere fra Rolfsvej 10 på Frederiksberg, hvor bunkeren også ligger, og undrer man sig over, at en enkelt opgang kan mønstre så mange kvindelige kunstnere, så skyldes det, at Rolfsvej 10 huser en stiftelse med ti legatboliger for ældre kvindelige kunstnere og musikere oprettet i 1948 af den tidligere formand for Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS), Elisabeth Neckelmann.
Det har også fra starten præget udstillingsprofilen for platform BUNKER, siger Rebekka Bohse Meyer:
”Vores kuratering tager udgangspunkt i KKS’ værdisæt om ligestilling, herunder aldersdiversitet og diversitet i discipliner. Samtidig er vi et anderledes udstillingssted, fordi vi ligger i en privat gård – et sted mellem det private og det offentlige. Det giver også et særligt publikum, fordi vi hele tiden forholder os til de lokale beboere.”
Mellem black boxen og white cuben
”Vi blev selvfølgelig fascineret af arkitekturen, akustikken og den intime atmosfære, hvor man kunne invitere publikum ind. Vi kuraterer stedspecifikt – kunstnerne skal forholde sig til rummet. Det er både et benspænd og en tematik. Det er interessant at se, hvordan forskellige kunstnere arbejder med rummet ud fra deres greb og disciplin,” siger Rebekka Bohse Meyer, der har villet skabe et sted, der befinder sig mellem en black box og en white cube, og i dag samarbejder med den islandske kunstner og kurator Sól Ey om udstillingerne:
”Vores primære mål er at facilitere den slags kunst, som vi selv oplever, mangler en platform i København – hybrid kunst, multimedia, lydkunst, det performative, multisensoriske og immersive formater. Det, der ligger mellem teater og billedkunst, som også er dér, vi selv kommer fra som kunstnere.”
”Samtidig er det både sjovt og inspirerende at kuratere og invitere andre kunstnere og se, hvordan forskellige praksisser griber projektet an og forholder sig til bunkeren og dens omgivelser. Det er også lærerigt at stå i en arrangerende og producerende proces – ikke kun den skabende. Og så handler det om at skabe et miljø, man kan være en del af, for livet som selvproducerende kunstner kan være ret ensomt,” siger hun.
Ikke overraskende er det også hos platform BUNKER økonomien, der er den største udfordring:
”Vi ville ønske, at vi kunne betale både kunstnerne og os selv bedre. Det er ofte svært at vide, hvor mange penge vi reelt har til en udstilling, før meget sent i processen. Det er meget svært at få penge til drift, og det betyder, at vi arbejder rigtig meget gratis, for vores egen løn ryger først, så det bliver til under én månedsløn for et helt års arbejde,” siger hun.
Forskel på vilkår
Fra Nina Saunders’ udstilling Harbinger of Hope Through History and Time, platform BUNKER, 2025. Foto: Ole Akhøj
”Der er også en strukturel ulighed i forhold til, hvad forskellige kunstnere kan søge. Komponister og lydkunstnere kan for eksempel søge større honorarer gennem Koda, hvilket billedkunstnere ikke kan. Billedkunstnere kan søge til værkproduktion, men det er svært at få. Vi forsøger selv at udligne forskellene og skabe så fair en løn som muligt. Derudover har vi to former for samarbejder med kunstnere; vi har kommissionerede kunstnere, som vi betaler, og så har vi pop-up-udstillinger med kunstnere, der som udgangspunkt selv finansierer deres projekter – og som også er kortere. Det gør vi for at give flere mulighed for at bruge rummet, så længe det passer ind i vores kuratoriske linje.”
Hvis man spørger Rebekka Bohse Meyer, hvad der skal til for at etablere sig på den lidt længere bane, er svaret også flere ressourcer:
”Først og fremmest til at betale os selv og kunstnerne bedre for det arbejde, vi faktisk laver. Og så har vi brug for flere ansatte til at tage sig af administrationen, så vi kan slippe noget af det slidsomme arbejde, som ellers risikerer at slide platforme som vores ned. Jeg kunne godt drømme om, at nogen tog sig af drift og administration. Det fylder vanvittigt meget: vi gør alt fra at brygge kaffe, handle ind til ferniseringer i Føtex og gøre rent, til at lægge strategier, tale med kunstnere, søge fonde og skrive kontrakter mm. Det er et kæmpe arbejde at løfte. Vi har også brug for ressourcer til formidling og til at engagere lokalområdet mere. Formidling er ofte dér, hvor vi kunne gøre en langt større indsats, hvis vi havde tid og kræfter,” siger hun.
Nye formater
Ikke desto mindre er hun sikker på, at kunstnerdrevne udstillingssteder også har en rolle at spille i fremtiden:
” De udfordrer de traditionelle institutioner og har en risikovillighed og frihed til at gå andre veje end større institutioner, som også skal forholde sig til for eksempelbilletsalg. De udfylder huller i kunstscenen og repræsenterer reelle visioner fra kunstnerne bag – visioner, der afspejler den tid, vi lever i. Vi har brug for det nytænkende, der kan udfordre og bryde med det traditionelle og rumme andre formater og kunstnere.”
Derfor er hun heller ikke i tvivl om, at hun er beskæftiget med det samme også om fem år:
”Hver gang, når vi skal til at åbne en udstilling, fortryder jeg det lidt. Jeg tænker: ’Hvad har jeg dog rodet mig ud i?’. Men når ferniseringen så kommer, er det utrolig meningsfyldt. Det giver så meget. Jeg tror også, at det at arrangere og facilitere er en del af mig. I fremtiden ser jeg os skabe nye formater – hvilket også er det, jeg selv gør som kunstner. Den kuraterende praksis er vigtig for mig, fordi den gør det muligt både at facilitere noget for andre og selv være skabende. Og så vil vi gerne lave noget, der ikke er gjort før. Vi vil være et vigtigt udstillingssted i området, som samler folk – også børn – og inspirerer mennesker, der måske ellers ikke ville opsøge kunst. Vi vil meget gerne nå ud til et andet slags publikum,” siger Rebekka Bohse Meyer.
Fotos øverst:
1. Fra Christine Hvidts udstilling As Roots Grow Back Into Us, platform BUNKER, 2025. Foto: Ole Akhøj
2. Platform BUNKER set udefra. Foto: platform BUNKER
Platform 5:55 – videokunst i hverdagsrummet
Udover platform BUNKER står Rebekka Bohse Meyer sammen med sin partner, videokunstner Magnus Pind bag Platform 5:55, der er en ny kunstplatform for video på Frederiksberg Centrets reklameskærme.
Platformen er inspireret af konceptet Midnight Moments på Times Square i New York City, som viser international videokunst hver midnat i fem minutter på Times Squares’ billboards. Under Copenhagen Light Festival i februar viste den nigeriansk-amerikanske performancekunstner Ayodamola Okunseindes videoværket Aimọilẹ – en fem minutter lang sci-fi-film der følger den fiktive neurohistoriker Dr. Zola Umoja, som rejser i tid for at undersøge de historiske omstændigheder omkring den transatlantiske slavehandel.
Der er endnu en udstilling på vej til efteråret med den britiske kunstnerduo Dunne & Raby, og kuratorerne ser videovisningerne som ”et koncept, der kan rejse” og indgå i hverdagsrummet mange andre steder:
”Det er den energi, projektet har. Det kan på sigt udvides til andre storcentre eller til større kulturelle begivenheder som Aarhus Festuge eller andre byrumsskærme,” siger Magnus Pind.