Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #3 2025
Ved sin seneste uddeling i foråret tildelte Statens Kunstfond Wendy Plovmand Alstens Huskunster-projekt MY WORLD – Kunst & Dannelse en stor bevilling, der skal realisere et forløb med alle skoler i Fredensborg kommune. I alt 14 skoleklasser og cirka 350 børn og unge i udskolingen skal deltage i samarbejdet.
Bag titlen gemmer sig et efterhånden velafprøvet koncept, der første gang realiseredes på Skolen på Duevej på Frederiksberg i kølvandet på corona i 2021, hvor børn og unges trivsel for alvor blev en del af den offentlige samtale. Således også for Wendy Plovmand, der i samtaler med kunstnerkollegaer og forældre kunne mærke, at der var noget vigtigt at undersøge. Samtidig læste hun om, hvordan kunst internationalt er blevet brugt til at styrke trivsel, og det inspirerede hende til at udvikle et koncept for kunst og dannelse i udskolingen. Det skete blandt andet gennem sparring med kurator og kunstkonsulent Lotte Boesen Toftgård, der mundede ud i et pilotprojekt, hvor hun inviterede fem kunstnerkollegaer og en filosof med til en hel uge fra morgen til eftermiddag, der var dedikeret projektet for de 94 elever på 9. årgang på skolen.
Samtidig havde Wendy Plovmand ladet sig inspirere af sit eget arbejde med et brugerinddragende kunstværk til Helsingørs nye sundhedshus, hvor børn og unge blev inddraget. De blev blandt andet spurgt til, hvilken superhelteevne, de allerbedst kunne tænke sig, og bemærkelsesværdigt mange svarede, at de ønskede sig evnen til at vide, hvad andre tænkte om dem.
Crossy Road
”Det er både tankevækkende og trist, for det siger meget om de udfordringer, unge står med i dag. Jeg tror, at det hænger sammen med sociale medier og det digitale liv, og det understregede bare endnu tydeligere, hvor stort behovet er for den her type projekter; de er med til give eleverne et frirum, hvor de ikke skal bekymre sig hele tiden, men i stedet mærke sig selv, være modige, udtrykke sig og prøve noget nyt,” siger Wendy Plovmand.
Løbende udvikling
Der er udviklet nye formater af My World hen ad vejen, og Wendy Plovmand og et voksende hold af kunstnerkollegaer (se nederst i artiklen) har lavet projekter for både specialskoler med elever på autismespektret, gymnasier og i mange andre forskellige kontekster, hvor projekterne hver gang er tilpasset elevernes behov og skolernes struktur.
”Ja, man kan godt sige, at det nu er blevet et koncept, som jeg hele tiden udvikler på, men som også kan rejse og bruges i forskellige sammenhænge,” siger Wendy Plovmand, der står for at kontakte skolerne, holde møderne, lave aftaler og præsentere konceptet og til sidst sammensætte de kunstnergrupper, der sammen med hende skal gennemføre projektet.
Wendy Plovmand beskriver sit huskunstnerprojekt som et indspark i en presset hverdag, hvor eleverne i en uge oplever hvordan kunstneriske processer kan bidrage til dannelse og identitetsudvikling.
”Unge i dag lever i en præstationskultur, hvor de er vant til mange tests og et højt tempo. Vi kan ikke ændre deres livssituation varigt på så kort tid, men vi kan give dem erfaringer og oplevelser, de kan tage med sig. Vi håber også, at lærerne får noget ud af det, som de kan bruge videre i deres undervisning,” siger hun.
Museet
”Vi forsøger at skabe et rum, hvor der gælder andre regler. Her findes der ikke ét facit, og de kan ikke lave fejl. Vi taler om vigtigheden af at turde gå ind i en proces, hvor man ikke kan regne alt ud på forhånd, men må prøve sig frem. Der er ingen karakterer eller pointgivning. I stedet er der løbende samtaler og sparring – både én til én og i grupper. Eleverne møder forskellige kunstnere, og i løbet af ugen opbygger de tillid og tør kaste sig ud i noget, de måske ikke har prøvet før. Det italesætter vi allerede fra første dag: alle skal kunne være med, og opgaverne er tilrettelagt, så ingen føler sig udenfor,” siger Wendy Plovmand.
Stort engagement
Ugen starter med helt simple øvelser, hvor alle er på lige fod – for eksempel at tegne med bind for øjnene. Eleverne oplever det som både sjovt og afvæbnende, og det viser hurtigt, at de alle er i samme båd. Undervejs arbejder de med fem-seks procesopgaver, hvor eleverne prøver forskellige tilgange og kunstneriske metoder. Opgaverne er korte, måske halvanden time hver, så de når at skabe flere ting allerede på to dage. Derefter går eleverne i gang med deres ’My World -værk’ – et større og mere personligt værk, som de arbejder intensivt på over to en halv dag, og som bliver kulminationen på hele ugen.
”Til sidst holder vi en lille fernisering med chips og sodavand, hvor vi fejrer det hele. Vi evaluerer ikke på traditionel vis, men giver hvert værk fem minutters opmærksomhed. Vi vender faktisk rollerne lidt om, så det er eleverne selv, der øver sig i at fortælle, hvad de ser i hinandens værker. Det er sjovt, og de lærer noget af at vende blikket mod noget, de måske ikke helt forstår, men skal prøve at sætte ord på. Og de er glade for at vise deres arbejder frem,” siger Wendy Plovmand.
Tabt ramme
”Vi ser generelt, at langt de fleste elever engagerer sig fuldt ud. Nogle har udfordringer eller særlige aftaler, der gør, at de normalt ikke er i skole hele dagen. Alligevel oplever vi ofte, at de bliver hele dagen i vores forløb – og skaber noget på lige fod med deres klassekammerater. Det er i sig selv stort, især når man hører lærerne sige, at en elev ikke har produceret noget som helst resten af året,” siger hun.
Wendy Plovmand oplever ofte, at elever, som ellers kan have svært ved at finde fodfæste i undervisningen, blomstrer op gennem kunstprojekterne: For eksempel den lidt oversete dreng, der viser sig at være fantastisk til at tegne, og bliver en anerkendt leverandør af topseje tegnede ’tatoveringer’ på sine mere dominerende klassekammeraters arme. Eller pigen, der efter eget udsagn ikke interesserede sig for noget som helst, men blev overtalt til at udtrykke netop den følelse i sit værk, der endte med at blive et af de mest bemærkelsesværdige værker i udstillingen. Eller pigen med udtalt angst, som holdt sig for sig selv, men skabte et fascinerende, abstrakt objekt, der fik en klassekammerat til at udbryde: ”Nu forstår jeg, hvordan hun har det.”
Kunstnere skal ind i skolen
”Vi oplever tit, at der opstår nye møder og fællesskaber, når eleverne deler deres værker. Selv i klasser, hvor eleverne har gået sammen i mange år, kan kunsten åbne for sider af hinanden, de ikke kendte. Det skaber en anden måde at lære hinanden at kende på. Kunstneriske processer kan være med til at tænde noget hos eleverne – nysgerrighed, mod eller en følelse af, at de godt kan bidrage med noget værdifuldt. Vi understreger også, at alt, der bliver skabt, er unikt. I modsætning til for eksempel matematik, hvor alle skal nå frem til samme resultat, er her 25 vidt forskellige løsninger på den samme opgave.”
Wendy Plovmand lægger ikke skjul på, at hun synes, at kunst skal have en mere fratrædende rolle i skolen, og at projekter som My World kan være med til at skubbe på den udvikling,
”Der findes jo allerede ordninger som Artist in Residence, hvor en kunstner kan være tilknyttet en institution i en periode på 1-3 år, men jeg tror, vi skal gå skridtet videre. For mig virker det indlysende: Man burde ansætte kunstnere på folkeskolerne, to eller tre kunstnere pr. skole, på linje med lærere. Det behøver ikke at være fuldtid, men blot at have kunstnere tilknyttet over tid ville give skolen mulighed for at afprøve, hvordan kunstneriske processer kan indgå i flere fag. Kunst kan hjælpe med at åbne nye måder at tænke og lære på, og understøtter både trivsel, dannelse og faglig udvikling,” siger hun.
Kollegialt fællesskab
Livet
”Og så har vi jo i Danmark en stor gruppe dygtige kunstnere, som kæmper med at få økonomien til at hænge sammen. At ansætte kunstnere i skolerne ville både give eleverne et kæmpe løft og samtidig udnytte det potentiale, vi allerede har blandt kunstnere, der brænder for at bidrage.” siger Wendy Plovmand, der glæder sig over det gode samarbejde med andre kunstnere, der følger af huskunstnerprojektet:
”Vi har fået skabt et stærkt kollegialt fællesskab. Vi mødes, sparrer og koordinerer inden et forløb starter, så vi går ind i opgaven med et fælles fokus. Det giver både faglig styrke og en stor glæde ved at stå sammen om noget, vi ved giver mening og gør en forskel. Det er en måde at have et rigtigt, meningsfuldt arbejde som kunstner – i stedet for at lave noget, der ikke hænger sammen med ens faglige passion,” siger hun.
Kunstnergruppen, som hun har inviteret med, består både af medlemmer, som har været med helt fra starten eller er kommet til undervejs. Gruppen udgøres af en bred blanding af billedkunstnere, lydkunstnere, performancekunstnere, forfattere og andre, og forløbene planlægges, så eleverne får mulighed for at afprøve mange forskellige kunstformer. Det betyder næsten altid, at der er mindst én ting, de bliver grebet af – og det er en stor styrke ved projektet.
”Når vi holder afslutning på et forløb, kan eleverne arbejde med alt fra installationer og skulpturer til malerier, digte, lydværker, videoer og performance. Det giver et rigt, mangfoldigt udtryk – og viser eleverne, hvor mange måder man kan arbejde kreativt på,” siger Wendy Plovmand:
”For eleverne handler det om at komme væk fra at skulle præstere og i stedet opbygge selvværd, turde eksperimentere og fordybe sig – noget, der ikke er meget plads til i en digital og travl hverdag. Det styrker både empati og fællesskab i klassen, men giver også adgang til fremtidens vigtige kompetencer: kreativitet, kritisk tænkning, kommunikation og samarbejde,” siger Wendy Plovmand.
Tilknyttet MY World-projektet er en fast gruppe kunstnere, der er med til løbende at udvikle og afvikle projektets tværkunstneriske forløb: Tomas Lagermand Lundme, Barbara Amalie Skovmand, Nanna Starck, Johan Rosenmunthe, Ulla Eriksen, Billie Maya Johansen og Niels Pugholm.
Øverst: Wendy Plovmand Alsten og elever på Skolen på Duevej på Frederiksberg holder fernisering
Fotos: Nellie Møberg