Af Laura Elisabeth Lind, Fagbladet Billedkunstneren nr. 1 2026
I november sidste år sætter Kathrin Maurer sig på toget mod Kyiv. Hun er inviteret til at holde et foredrag om dronekunst i Pinchuk Art Center i det krigsramte land.
“Da jeg ankom, var det første, jeg tænkte, ‘hvor er krigen?’ For der var mange mennesker på caféerne, barerne var åbne og folk handlede. Først efter et stykke tid så jeg veteraner på krykker, kvinder i overtal, militær i gaderne, hørte luftalarmer og en konstant summen fra de generatorer, der skaber elektricitet,“ siger Kathrin Maurer.
Hun tjekkede ind på hotellet. Efterhånden fik hun også et indblik i, at kulturen stadig lever. For mange er den ligefrem med til at holde sammen på en by og et liv i skyggen af den krig mod Rusland, der de sidste fire år har kostet tusindvis af mennesker livet.
“Folk fortalte mig, at der er et livligt kulturliv. Forestillingerne i operaen er udsolgte, koncertsale og museer fyldte, der er kunstworkshops for børn og mange kunstudstillinger og filmfestivaler. Det var jeg overrasket over. For i nyhedsmedierne ser man ofte et mørkt Kyiv, som har været udsat for bombardementer. Men der er også et sprudlende kulturliv,” siger hun og fortsætter:
“Det kan godt være, at krigen raser lige rundt om hjørnet, men i kunsten har vi stadig skønheden. Og det kan vi have brug for, for at holde fast i livet.”
Dronekunst kan give nye nuancer
Kathrin Maurer har været interesseret i kunst lige så længe, hun husker. Oprindeligt har hun læst litteratur på Columbia University i New York, hvor hun har sin ph.d. fra. Efterhånden begyndte hun at interessere sig for kunst og krigsteknologi, herunder krigsdroner, som hun senere har skrevet sin doktorafhandling om ved Syddansk Universitet (SDU) i Odense.
Kathrin Maurer, professor på SDU og Fellow på Nordic Humanities Center er med i det nye forskningsprojekt I en splittet tid: Polariseringen i Danmark og Norden, hvor hun undersøger, om kunst kan lære os at føre en demokratisk dialog. Foto: David Binzer
“Jeg har undersøgt droner som et æstetisk medium. Hvordan ser en militærdrone på en slagmark og på mennesker? Hvilket blik er der på soldaten, på dronepiloten – er det abstrakt eller empatisk? Jeg har for eksempel kigget på værker, som kunstnere har lavet om militærdroner. Det kan være film og fotografier om dronekrig eller teateropførelser af en dronepilot, der slår mennesker ihjel i Afghanistan. Men også på fotos fra rigtige droneoperationer fra militærarkiver.”
Hun peger på, at dronekunsten, som meget andet kunst, kan skabe et særligt rum, en slags reflektionsboble, hvor tankerne får lidt mere plads, og vi sanser og prøver at forstå, hvad vi ser.
“Det er godt, at vi ikke altid danner hurtige meninger, som vi gør i nyhedsbilledet. Når vi skal forstå et andet menneske, skal det hele ikke være sort og hvidt. For det kan være med til at mindske den polarisering, der ofte opstår i forbindelse med de informationer om krig, vi får fra nyhedsmedierne.”
Kulturel oprustning i Norden?
Open Group. Repeat after Me. To-kanals videoinstallation, der viser ukrainske flygtninge, som efterligner lyde fra krigen (artilleri, AK 47, mortergranater, missiler) og inviterer publikum til at gentage dem. Installationen var en del af den polske pavillon i Giardini under Venedig Biennalen i 2024, kurateret af Marta Czyż.
Det vigtige rum, som kulturen kan give os i krisetider, er da også rykket tættere på her i Danmark. I sidste måned nedsatte kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i hvert fald ’Rådet for Kulturel Modstandskraft’, der nu er sat i bero på grund af valget, men skulle afdække og skabe debat om, hvem vi er som folk, hvad der forener os og binder os sammen, og hvordan kunst og kultur kan bidrage til opbygning af kulturel modstandskraft i krisetider — tider, hvor Danmark står over for flere alvorlige og sikkerhedspolitiske udfordringer. Kort forinden kom DR med et nyt P1-tema ‘Hva’ så Europa?’ der på tværs af flere programmer også skal undersøge kulturens rolle i en verden præget af forandringer – hvordan kultur, kunst, historie og oplysning kan fungere som et vigtigt kompas, når verdenshistorien ændrer sig, og vi har brug for at forstå os selv og hinanden. Med krigen i Ukraine tæt på og USA’s trusler om at overtage Grønland, er verden da også i forandring, og ifølge Kathrin Maurer kan kunsten og kulturen netop her levere et vigtigt rum, hvor vi kan stoppe op og reflektere over livet, og hvem vi er.
“I avisen er der et mere generelt syn på verdenspolitikken. Men når man ser kunst om krig og kriser, bliver oplevelserne meget individuelle og personlige. Det kan berøre os meget, og det kan vi have brug for i de her tider, hvor vi oplever kriser tættere på. Her kan kunst og kulturliv bringe os tættere sammen.”
Et styrket demokratiet i en splittet tid
I februar er hun startet i et-årigt forskningsprojekt I en splittet tid: Polariseringen i Danmark og Norden i Nordic Humanities Center på Københavns Universitet og SDU. Her skal hun sammen med fem andre forskere undersøge, hvordan humanistisk forskning kan bidrage til at forstå og modvirke de dynamikker, som polariseringen skaber: fjendtlighed, konspirationsteorier, radikalisering og hadtale, som alt sammen er med til at skubbe til den gensidige tillid, vores samfund bygger på. Kathrin Maurer undersøger, hvordan kunst og æstetiske strategier kan åbne nye perspektiver, skabe rum for refleksion og fremme demokratisk dialog.
“I Danmark er der ikke en stor polarisering mellem for eksempel de politiske partier, men man kan se tendenser til en følelsesmæssig polarisering. Nogen har stærke meninger indenfor antiwoke-bevægelsen, veganere og indvandrere. Det undersøger vi.”
Inuuteq Storch, Keepers of the Ocean, 2016-2022. Courtesy of the artist and Wilson Saplana Gallery
Hun dykker blandt andet ned i et projekt fra den grønlandsk fotograf Inuuteq Storch, der fotograferer sin barndom, hjembyen Sissimiut, dagligdagen, ungdommen og hvordan, han voksede op, og blandt andet har repræsenteret Danmark på Venedig Biennalen, udstillet i MoMA PS1 i New York og i øjeblikket udstiller i Hasselblad Foundation i Gøteborg.
“Det er meget aktuelt i forhold til debatten om USA, Grønland og Danmark. Hans fotos fortæller personlige historier fra Kalaallit Nunaat og udfolder fotografiets kulturelle, sociale og historiske potentiale. Selvom hans kunst er meget subtile, rejser hans værker spørgsmål om grønlandsk identitet, herunder relationen mellem Danmark og Grønland.”
På den måde kan kunst være med til at modvirke den hurtige meningsdannende informationskultur, vi tit ser i medierne.
“Kunst kan fremhæve mellemtonerne. Kunst kan være ambivalent. Det er en styrke. For det skaber et langsomt rum, hvor vi kan stoppe op, sanse og reflektere. Et rum, der står i kontrast til de mange minutter og timer, vi bruger på at scrolle ned over telefonen og blive bekræftet i de ofte meget unuancerede holdninger, som der er vores ekkokamre,” siger hun og tilføjer:
“I et demokrati er det vigtigt, at vi kan holde ud, at nogen tænker anderledes end os selv.”
Kunst er ikke en ambulance
Tilbage i Ukraine blev det tydeligt for Kathrin Maurer, hvor vigtig kulturlivet er, når krigen ånder en i nakken. Da hun havde holdt sit foredrag om dronekunst på Pinchuk Art Center, kom en kvinde på omkring 60 år, som flittigt tog noter på første række, hen til Kathrin Maurer og fortalte, at hendes søn var blevet dræbt i et russisk droneangreb.
“Det var et intenst øjeblik. Vi stod bare der og så tavst på hinanden. Jeg ledte efter ord. For hvad kunne jeg som akademiker fra Danmark sige til hende, efter hun havde fortalt mig det? Så blev stilheden brudt af, at hun fortsatte med at sige tak – tak fordi jeg var kommet til Kyiv. Det betød meget for hende. For kunsten var en livline for hende,” fortæller Kathrin Maurer og tilføjer:
“Der forstod jeg i den grad, hvorfor kulturlivet blomstrer så meget, som det gør, i et land med krig.”
Selvom Kathrin Maurer uden tvivl mener, at kunst kan spille en vigtig rolle i krisetider, så understreger hun, at hun har det svært ved udtrykket ’kulturel oprustning’.
“Kunst kan ikke være en ambulance, der redder os. Kunst er ikke en recept, man får fra lægen. Sådan har jeg aldrig set på kunst. Det hænger måske sammen med mine tyske rødder og den tid, Tyskland har været igennem. Jeg bryder mig ikke om det nationale narrativ, som i mine øjne kan ligge bag begrebet ‘kulturel oprustning’.”
For hende kan kunst ikke være begrænset til den opgave – den er meget mere end det. Kunsten er autonom. Det er dens kendetegn:
“Den kan være politisk, grim, ironisk, meningsløs og meningsskabende. Den kan være, hvad den vil. Det er svært at instrumentalisere kunst. For kunst skal ikke altid noget – den skal ikke altid reparere kriser,” siger hun:
“Jeg kan bedre lide et udtryk som ‘kulturelt beredskab,’ som mere lægger op til, at kunst og kultur giver plads til nuancerne og de vigtige fællesskaber. Kunst kan ikke være en samlet terapi til hele samfundet, men den kan skabe et refleksionsrum, hvor man kan lære at holde af forskelligheder, mellemtoner og nuancer – og for nogen kan den måske være en hjælp til at holde fast i livet.”
Uanset hvordan man beskriver kunstens rolle i et samfund, så er kunst vigtig for mange mennesker – for de bånd, der knyttes, og fællesskaber, der dannes, mener hun. Derfor håber hun også, at folk engagerer sig i kunst, og hun mener, der er brug for, at kunsten bliver bedre økonomisk støttet og integreret i skoler og på universiteter.
“Der er ingen tvivl om, at kunst kan hjælpe os til at få en kritisk dannelse – det er der brug for i en tid, hvor mange har en fornemmelse af, at verden er i opbrud. Ikke alle penge skal gå til militær oprustning.”
Plads til kunst ved fronten?
Lesia Khomenko, “Imaginary Distance”, 2025. PinchukArtCentre. © Photo: Ela Bialkowska, OKNO Studio
Før Kathrin Maurer tog til Kyiv, mødtes hun med den ukrainske kunstner Lesia Khomenko i New York, og tog udgangspunkt i hendes kunst i sit foredrag i Kyiv. Hun er flygtet fra Ukraine og maler ikke-ikoniske malerier af soldater, skyttegrave og dronekrig baseret på optagelser fra virkelige slag. Hendes store olie- og akrylmalerier vises på Pinchuk Art Center, og hendes værk I’m a Bullet (2024) gør indtryk på Kathrin Maurer:
“Det viser perspektivet fra en kamikazedrone, lige før den rammer sit mål. Maleriet er abstrakt med hvide, ekspressive penselstrøg, men giver indtryk af en eksplosion. Hendes værker stiller spørgsmål ved, hvordan fjernstyret teknologi dehumaniserer subjektet og rejser etiske spørgsmål om, hvordan vi som tilskuere ser krigen.”
Yarema Malashchuk & Roman Khimei, Four Seasons, 2025. Videoinstallation
I Kyiv mødte hun en anden kunstner Yarema Malashchuk, der er en del af en kunstnerduo og laver foto og videokunst om krig. Deres seneste værk Four Seasons (2025) er en split screen-film, der vises på flere skærme samtidig. Filmen viser en lille drone ramme et vindue i en stue og udsende en summende lyd.
“Den måde, dronen flyves på, kan måske minde om ukrainske unge, der øver sig i droneflyvning derhjemme for at forberede sig på mulig indkaldelse. Det sætter tankerne i gang. Både Yarema og Lesia arbejder med, hvordan vi forstår krigen ud af de krigsbilleder, vi ser – er vi for eksempel empatiske eller ser vi væk, fordi vi ikke kan være i det mere. Det interessante er, at det ikke er ikoniske billeder. Det gør, at det umiddelbart er svært at forstå dem, for det tager tid at afkode dem. Det kan måske bringe følelserne frem og give os et kritisk blik på vores eget syn på krigen.”
Hun har med egne øjne set, hvordan krig kan snige sig helt ind under huden og skubbe kunsten væk, når den kommer for tæt på. I Kyiv mødtes hun nemlig også med en anden ukrainsk kunstner – fra kunstakademiet. Han har vundet priser for sin kunst og er også uddannet ingeniør. Normalt er den digitale kunst hans omdrejningspunkt. Men det er den ikke længere. Nu er han dronepilot og arbejder ved fronten, som han ufrivilligt er blevet sendt til.
“Først prøvede han at holde fast i sin kunstpassion ved at skabe en forbindelse mellem den kunstneriske verden og krigen. Men han kan ikke lave kunst mere. For ved fronten er der ikke plads til kunst, håb og æstetik.”
Han gjorde stort indtryk på Kathrin Maurer – på en sørgelig måde. Og han var selv ked af at være endt som soldat i en sort verden, hvor kunsten er død.
“Nu tænker han kun på overlevelse, sin familie og sine kammerater – på hvordan han kan producere droner. Når krigen kommer så tæt på, er det kampen om overlevelse, der vinder over kunsten,” siger Kathrin Maurer og tilføjer:
“Men for alle, der har krigen mere på afstand, kan kunstens og kulturens rum måske forene os og få os til at standse op, reflektere og rumme de liv og historier, der fortjener at blive husket.”
Foto øverst: Yarema Malashchuk & Roman Khimei, 60th La Biennale di Venezia, Italy, 2024, “From Ukraine : Dare to Dream” © Valentyna Rostovikova | PRYZM photography