Af Thilo Frank, Fagbladet Billedkunstneren nr. 1 2026
Mit studio ligger tæt på München – en god halv time væk med toget, tæt på byen, men dog et sted hvor alt ofte sker og opleves i et andet tempo. Skov på tre sider, meget stilhed, et roligt holdepunkt. Studiet ligger direkte op ad vores hjem, og netop nærheden til familien gør det til et fleksibelt arbejdssted: Jeg kan begynde tidligt, fortsætte sent, være til stede indimellem – og så dykke tilbage i arbejdet.
Før var Berlin min radius: by, tempo, kredsløb. Der arbejdede jeg i mange år i Olafur Eliassons studio. Den arbejdskultur – den åbne udveksling, prototypetænkningen, selvfølgeligheden i at bruge materialet som erkendelsesmedium – har præget mig. Jeg lærte, at et studio ikke så meget er et ’inspirationssted’ men nærmere et sted, hvor man skaber de rigtige betingelser: for koncentration, for forsøg og fejl – og for de samtaler der opstår mellem tingene selv og kunstneren (eller mig).
Mit nuværende atelier er opdelt i en kontordel og et værksted. Gennem forbindelsen til huset forbliver det en del af hverdagen uden at gå op i den. Udvendigt har det en sort træfacade i Sugi Ban: forkullet træ, mørkt og roligt – som en integrering i skovlandskabet. Indvendigt er det det modsatte: store vinduesflader, lys og udsyn. Dette spil mellem inde og ude, mellem beskyttelse og åbenhed, følger mig også i arbejdet.
I mit studie opstår prototyper, modeller, idéer og materialetests. Et lille fotostudie til modeller hører med, fordi dokumentation og ’læsning’ via billeder er en del af min praksis. 3D-printer, laserskærer samt maskiner til træ- og metalarbejde skaber materialeprøver, mock-ups og præcist producerede dele til modeller. En plotter udskriver plantegninger og snit: projekterne kræver varianter og iterationer – og skiftet mellem 1:1000 og 1:1.
Igennem årene har mit fokus flyttet sig mod det offentlige rum: kunst i byggeri er blevet kernen i min praksis. For nylig gjaldt det for eksempel et projekt i Odense på Lerchesgade – WoodHub, en bygning til Bygningsstyrelsen, tegnet af C.F. Møller Architects – et stort træbyggeri. I den forbindelse har jeg udviklet et stedsspecifikt værk – en proces, jeg oplever som særligt spændende. Jeg har i mange år samarbejdet tæt med Phillip C. Reiner, som er arkitekt og geometriforsker. Vores samarbejde er for mig en produktiv ping-pong: skitser sendes frem og tilbage, modeller, tegninger og spørgsmål åbner nye spor, indtil en løsning manifesterer sig. Samtidig er jeg meget på farten og besøger virksomheder, der realiserer kunstnere og designeres idéer i deres store værksteder og produktionsfaciliteter. I studiet sammenligner jeg forskellige varianter, og opvejer de forskellige varianters muligheder til en beslutning træffes, når noget er bæredygtigt i skala og materiale.
Mit studie ligger i forlængelse af vores hus, omkranset af skov og imellem de to floder Inn og Sailerbach; nogle gange tænker jeg, at jeg er landet her og hører hjemme. Andre gange spørger jeg mig selv, om jeg vil søge tilbage mod byen, når børnene flytter hjemmefra. Berlin var længe det perfekte rundkørsels-kredsløb mellem liv og arbejde – men jeg engagerede mig overraskende lidt lokalt. I dag er det anderledes, og jeg er engageret i det lokalpolitiske miljø i min region. Jeg vil gerne være med til at præge, hvordan mine børns verden bliver formet. Måske er det netop den største forskel: Ikke kun at skabe kunst, men også at tage ansvar for stedet, hvor den bliver til.