Kunstnerisk forskning til debat: Udvidelse af praksis

09.03.22 | Nyheder

Af Louise Steiwer, Billedkunstneren #1 2022

”Vi har talt helt utroligt meget om, hvordan vi definerer feltet, men meget lidt om resultaterne,” lød det på BKF’s konference om kunstnerisk forskning, hvor der var bred enighed om, at ”vi skal videre”.

Fra endevæggen i foredragssalen i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab — en imponerende, altmodisch bygning overfor Glyptoteket i København — kigger en gruppe ældre herrer ned på os. I et stort, mørkt maleri af P.S. Krøyer, der viser en komplet gengivelse af den sal, vi sidder i, med mørke træpulte i hestesko-formation omkring en talerstol, sidder de, repræsentanterne for videnskaben, som den tog sig ud i en nu svunden tid; ældre, agtværdige professorer i mørke jakkesæt og med alvorlige miner.

Nede i salen er billedet nogenlunde det modsatte; yngre, primært kvindelige, billedkunstnere i afslappede outfits dominerer til dagens arrangement. Anledningen til at vi er samlet, er BKF’s konference med titlen Kunstnerisk Forskning — NU, hvor en række billedkunstnere, der arbejder med kunstnerisk forskning som felt, er inviteret til at fortælle om deres resultater. Hvad de ældre herrer på endevæggen mon ville tænke om det felt, når jeg kun lige at overveje, inden forperson Marie Thams byder velkommen og dagens moderator, billedhugger og Ph.d. Marie Markman tager over.

Konferencens moderator,billedhugger, Ph.d., Marie Markman. Foto: Christian Brems.

Markman, der er medlem af forskningsudvalget under BKF’s bestyrelse, opridser formålet med dagens konference — at vise potentialet i kunstnerisk forskning — og nævner, at vi i Danmark har et forskningsbudget på svimlende 20 mia. offentlige kroner, hvoraf forsvindende lidt går til kunstnerisk forskning. Derfor har dagens konference også et særligt fokus på, hvordan vi understøtter og udvikler de kunstneriske forskningsmiljøer, fortæller hun.

Det, Markman ikke siger, men som alle i salen virker bevidste om, er at den kunstneriske forskning som felt er under politisk pres. I december 2021 godkendte Folketinget en række anbefalinger, som Udvalget for reform og udvikling af de kunstneriske uddannelser havde fremlagt i en rapport måneden inden. Rapporten konkluderede, at “det forholdsvis høje antal eksternt finansierede forskere og Ph.d.-studerende på Kunstakademiet bidrager til at trække Kunstakademiets uddannelser mod et mere videnskabeligt og akademisk videngrundlag på bekostning af kunstnerisk praksis og kunstnerisk udviklingsvirksomhed.”

På baggrund af den konklusion blev det anbefalet, at vægtningen imellem forskere og Ph.d.-studerende på den ene side og “ansatte med en baggrund i kunstnerisk praksis” på den anden side skal gentænkes. På den baggrund starter dagens første taler, Timothy Ingold, professor i socialantropologi ved University of Aberdeen, der over en videooptagelse fra Skotland karakteriserer forholdet imellem (natur-)videnskab og kunst som “kompliceret”.

I dag, forklarer han, forstås kunst som knyttet til den subjektive erfaring, og det gør det vanskeligt for videnskaben af forholde sig til dens erkendelser. Videnskaben, derimod, er i stigende grad knyttet til kapitalismens krav, og det smitter af på metoden; jo mere eksakt, videnskaben er, jo mere immun bliver den overfor den subjektive oplevelse.

Konferencen blev afholdt i Videnskabernes Selskab 9. februar 2022. Foto: Christian Brems.

For Goethe, derimod, var research både videnskab og poesi, siger Ingold, der pointerer, at den oprindelige betydning af ordet research netop er at “gen-søge”: At søge en sandhed og derefter stille spørgsmål til den sandhed, man har fundet. Hvor videnskaben tror, at sandheden allerede er derude som en række objektive facts, der kan observeres på afstand, så ved poesien, at sandheden altid ligger foran os som noget, vi konstant må gensøge. At observere noget indenfor kunstnerisk forskning er derfor at trænge ind i den observerede genstand, og blive ved at stille spørgsmål til den, hvilket naturligvis fordrer en subjektiv tilgang. Derfor, konkluderer Ingold, står kunstnerisk forskning ikke i et modsætningsforhold til videnskaben, men er blot en ud af mange tilgange til at bedrive forskning.

Således opmuntrede bevæger vi os videre til de næste oplæg, der skal præsentere os for de konkrete resultater af tre kunstneriske forskningsprojekter. Christian Danielewitz, som er Ph.d. ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, præsenterer projektet Hidden Flow: Artistic research on the frontier of extraction, der handler om at synliggøre konsekvenserne af forurenende minedrift — konsekvenser, der ikke alene består i skader på lokale økosystemer, men som også har en biopolitisk vinkel.

Kunstner Christian Danielewitz præsenterede sit forskningsprojekt Hidden Flow: Artistic research on the frontier of extraction. Foto: Christian Brems.

Danielewitz viser et screen dump fra Google Earth, hvor vi kan fornemme, at områder omkring selve minen er kontamineret, men ikke, hvilke konsekvenser det har for befolkningen i området. Projektet centrerer sig således om, hvordan vi kan få en fysisk oplevelse af økokatastrofen igennem fotografi, performance og installationer.

Anne Haaning, der er Ph.d. ved Kunsthøjskolen i Oslo og Tromsø Art Academy, tager ligeledes udgangspunkt i minedrift, men denne gang i en nedlagt kryolitmine i Sydgrønland. Den koloniale udvinding af kryolit har været en vigtig forudsætning for, at man har kunne masseproducere den aluminium, som er grundlaget for udviklingen af digital teknologi; samme teknologi, der ligger til grund for de medier, som i dag bruges til at udviske historien om kolonitiden og dens konsekvenser. I videoværket Half Hidden anvender Haaning arkivmateriale, som hun modificerer igennem
samme teknologi for at skabe en visuel fortælling, der går bagom historien og faciliterer et rum, hvor vi kan diskutere kolonialismen.

I Eva la Cours Ph.d.-projekt fra HDK Valand — Højskolen for Kunst og Design ved Göteborg Universitet, Geo-Aesthetical Discontent, indsamler hun researchmateriale fra Svalbard for at  undersøge, hvordan vores billede af øgruppen er betinget af den måde, vi interagerer med det. Svalbard har i modsætning til andre dele af Arktis ikke noget oprindeligt folk, og la Cour bruger  derfor guiden som et redskab til at forstå, hvordan vi skaber en forestilling om et sted. Igennem en live-redigering af det samme materiale søger projektet at klargøre, hvordan kunstnerisk forskning kan bidrage til stedtilblivelse.

Keynotespeaker Michaela Glanz, leder af afdelingen for kunst og forskning på Kunstakademiet i Wien. Foto: Christian Brems.

Hvis konferencen indtil videre har bevæget sig højt på de teoretiske og filosofiske nagler, kommer vi med næste oplæg helt ned i praktikken. Sociolog Michaela Glanz, der er bestyrelsesmedlem i det, der hedder Society for Artistic Research, samt leder af afdelingen for kunst og forskning på Kunstakademiet i Wien, fortæller om sit arbejde med at skabe et frugtbart miljø for kunstnerisk forskning. Hun betoner, at skal man etablere nye programmer for kunstnerisk forskning, må man definere nogle grænser for feltet, der på den ene side er fleksible nok til, at kunne rumme dets mange aspekter, og på den anden side faste nok til at feltet kan skilles klart ud fra andre typer af forskning.

Som eksempel redegør hun for, hvordan oprettelsen af det østrigske PEEK-program i 2009, som køres af Austrian Science Fund, faldt i to dele. Først, fortæller hun, må der argumenteres for alt det, kunstnerisk forskning har til fælles med grundforskning. Her er det vigtigste argument det helt simple, at tager man ikke kunstnerisk forskning alvorligt, går man glip af vigtig viden. Dernæst, når man når frem til at skulle formulere selve programmet og dets indhold, må man betone forskellighederne: At metoder og resultater adskiller sig fra den typiske grundforsknings, og at man
derfor har brug for andre formater.

I PEEK-programmet lykkedes det eksempelvis at få forhandlet sig frem til andre evalueringsprocedurer, hvor et internationalt board foretager bedømmelsen, fremfor Austrian Science Funds eget board. Hun fortæller desuden om en særlig støtteenhed, der er blevet etableret på Kunstakademiet i Wien, som kan hjælpe med alt fra fondsansøgninger til at skabe synlighed for projekterne. Og endelig giver hun et par råd til institutioner, der ønsker at skabe bedre rammer for kunstnerisk forskning, hvilket handler om at skabe fysisk plads, støtte og struktur omkring Ph.d.-programmerne. Samt at overveje, hvilke formater, forskningen skal præsenteres i, hvordan og af hvem resultatet skal bedømmes, og hvilke karrieremuligheder, en Ph.d. i kunstnerisk forskning skal åbne for.

Maj Hasager, rektor på Malmö Art Academy, og Gertrud Sandqvist, professor og supervisor for skolens forskningsprogram. Foto: Christian Brems.

Det bedste råd til dem, der skal ud at argumentere for at starte forskningsprogrammer op, siger hun med et skævt smil, er at betone, at forskellen på videnskab og kunstnerisk forskning er “same, but different.” Den tråd bliver taget op igen efter en pause og en præsentation af et lydværk, der knytter sig til adjunkt ved Aarhus Universitet Marie Højlunds kunstneriske forskning. Her præsenterer repræsentanter for tre forskellige institutioner — Malmö Art Academy, Det Kgl. Danske Kunstakademi og The Art, Design and Media Research Centre på Sheffield Hallam University — deres tanker om og erfaringer med Ph.d.-programmer for billedkunstnere.

Maj Hasager, rektor på Malmö Art Academy, og Gertrud Sandqvist, professor og supervisor for skolens forskningsprogram, fortæller, at man startede et Ph.d.-program i 2002, fordi der var en oplevelse af, at man ikke altid blev taget seriøst som forsker, hvis man havde en baggrund i billedkunst. Skolen, der er knyttet til Lunds Universitet, har i dag seks Ph.d.-pladser, som man kan ansøge om at komme i betragtning til. I ansøgningsrunden lægger skolen vægt på, at man har en praksis med en vis tyngde, så modsat Ph.d.-stipendier på universitetet er det ikke oplagt at ansøge som nyuddannet. De fortæller, at hvert forløb er forskelligt, fordi det tager udgangspunkt i det enkelte projekt; der er således ingen undervisningspligt, ligesom man som Ph.d.-studerende ikke følger faste kurser.

“Hos os er teorien ikke et ’add-on’ til praksis,” siger Hasager, der betoner, at kunsten har sin egen metode, hvor man tænker igennem det visuelle.

Lise Autogena, kunstner og professor i Cross-Disciplinary Art ved Sheffield Hallam University, taler for den kunstneriske forskning, som meget direkte spiller en rolle i en bredere samfundsdebat. Som eksempel fortæller hun om et filmprojekt om sex trafficking, der fik så stor opmærksomhed, at lovgivningen blev ændret på baggrund af projektet. Hun fortæller desuden om sin egen forskning, der tager udgangspunkt i ønsket om at etablere en uranmine i Kvanefjeldet ved Narsaq og om, hvordan hun gennem en film om manglen på demokratisk samtale i forbindelse med beslutningen, var med til at skabe en bevægelse for borgerinddragelse.

“I dag, hvor der er så meget spild og polarisering i den offentlige debat, har vi mere end nogensinde brug for den kunstneriske forskning, fordi den netop ikke primært er sproglig,” slutter hun.

Lars Bent Petersen, rektor på Kunstakademiet i København, fortalte om akademiets husning af Ph.d.-stipendiater fra Mads Øvlisen-fonden. Foto: Christian Brems.

Lars Bent Petersen, rektor på Kunstakademiet i København, åbner til morskab for salen sit oplæg med at konstatere, at han sådan set ikke rigtig ved noget om dagens emne. På Billedkunstskolerne har man nemlig ikke nogen ‘third circle’, og i modsætning til akademiet i Malmø er der således ikke noget Ph.d.-program.

Vil man have en Ph.d. i praksisbaseret kunstnerisk forskning Danmark, skal man derfor indskrives på et universitet og opnå privat finansiering til sit projekt fra Mads Øvlisens Ph.d.-stipendier i praksisbaseret kunstnerisk forskning, som pt er den eneste finansieringsmulighed i feltet herhjemme. Kommer finansieringen i hus, kan man søge ansættelse på Kunstakademiet i København, der aktuelt huser 6 Ph.d.-studerende, som altså formelt tildeles deres Ph.d.-grad fra f.eks. Københavns eller Aarhus universiteter. Siden 2006 er der færdiggjort “tre, måske fire” Ph.d.-er i Danmark, hvilket er færre danske kunstneriske forskere, end Malmø har produceret i samme periode.

Petersen redegør for, at der i skolens bekendtgørelse er nævnt både et kunstnerisk og et videnskabeligt grundlag, men at man er underlagt krav om at fokusere på den kunstneriske praksis, der forstås i et modsætningsforhold til forskning eller videnskab. Ønsket er, fortæller Petersen, at få en ‘third circle’ på akademiet, men en overbygning, der er funderet i netop den kunstneriske praksis.

Deltagerne på konferencen kunne opleve et lydværk af Marie Koldkjær Højlund, der forsker i multimedie-æstetik og lydkunst på Aarhus Universitet. Foto: Christian Brems.

Efter en længere opsamling af dagens mange pointer ved Niels Albertsen, professor emeritus fra Arkitektskolen i Aarhus, er det tid til en runde med korte anbefalinger til, hvordan den kunstneriske forskning kommer videre. Gertrud Sandqvist lægger ud med den pointe, at vi måske skal holde op med at tale så meget om forskningsprogrammer, men i stedet bare afprøve det i praksis. “Vi er nødt til at gøre os nogle erfaringer og være en del af feltet, hvis vi vil videre,” siger hun.

Maibritt Borgen, som er fungerende leder af Laboratoriet for Kunstens Forskning ved Det Kgl. Danske Kunstakademi, forklarer, at der i hendes optik foregår kunstnerisk forskning overalt på kunstakademiet. Hvis vi vil styrke det, siger hun, så skal vi udvikle et begrebsapparat, som skal være for kunstnerne — ikke for politikere eller bureaukrater — så de ved, at det egentlig er forskning de bedriver, når de taler om forbindelser imellem objekter.

Honey Biba Beckerlee, der er Ph.d.-studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi og Aarhus Universitet, stemmer i med en pointe om at nedbryde det kunstige modsætningsforhold imellem kunstnerisk praksis og forskning.

Ved den afsluttende runde af spørgsmål fra salen er der tilslutning til den tanke. En tilhører, der forsøger at åbne en debat om det politiserede begreb ‘pseudoforskning’ får ikke et ben til jorden, og der samler sig en enighed om, at det er problematisk, at når vi taler om ‘videnskab’ mener vi i virkeligheden naturvidenskabelige metoder.

Gertrud Sandqvist får dagens sidste ord, da hun pointerer, at der findes helt utroligt mange andre forskningstraditioner og metoder end lige den naturvidenskabelige, og at det ikke kan være kontroversielt, at etablere et felt for kunstnerisk forskning. Jeg fornemmer, at selv de ældre herrer over os ville nikke anerkendende til den pointe.

Louise Steiwer er skribent og kritiker ved bl.a. Kunstkritikk.

close

Nyt fra BKF direkte i din indbakke

Gå ikke glip af nyt fra Billedkunstnernes Forbund. Hvis du tegner abonnement, kan du få seneste nyt i din indbakke kl. 15.00 samme dag, som det er publiceret på bkf.dk.

*Jeg giver samtykke til, at BKF indsamler og behandler mine personoplysninger med henblik på at udsende nyhedsbreve.