“Vi må gøre op med den myte, at god kunst bliver skabt af økonomisk knaphed og følelsesmæssig smerte,” siger den irske kunstner Deirdre Humphrys. De sidste tre år har hun været en del af det irske pilotprojekt, der tildeler kunstnere en basisindkomst, og det har forandret mere, end hun troede var muligt. Den første evaluering af projektet viser, at basisindkomsten også er en økonomisk gevinst for samfundet.
Af Louise Steiwer
“Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne se min situation klart før,” siger Deirdre Humphrys og rømmer sig lidt, som man ofte gør, når snakken falder på økonomi. For mange kunstnere er det et ømtåleligt emne, der vækker mange følelser; følelsen af underskud, afsavn og udbrændthed, skam over at være en økonomisk belastning for andre og over, at den praksis, man selv opfatter som vigtig, ikke bliver værdsat af det omkringliggende samfund.
Alle de følelser kender Humphrys, men som mange kunstnere skubbede hun tankerne væk og knoklede videre. Først, da hun blev udvalgt til at deltage i et pilotprojekt, der gav 2000 kunstnere en basisindkomst i tre år, kunne hun sænke skuldrene og mærke, hvor stort et pres hun egentlig havde været under.
Kunstnerløn som forsøg
Det irske pilotprojekt Basic Income for the Arts (BIA) blev lanceret i 2022 på baggrund af anbefalinger fra en arbejdsgruppe, nedsat af den daværende irske kulturminister Catherine Martin. Projektet havde rod i coronapandemiens mange nedlukninger og aflysninger, som havde ramt kunstnere hårdt økonomisk. For at sikre, at den kulturelle sektor ikke blev permanent svækket af denne og fremtidige uforudsete nedlukninger af kulturlivet, blev der indført en ubetinget basisløn for landets kunstnere – i første omgang som en forsøgsordning på tre år.
Basic Income for the Arts uddeles til kunstnere indenfor felterne billedkunst, teater, litteratur, musik, dans, film, cirkus og arkitektur. For at komme i betragtning, skulle deltagerne i pilotprojektet kunne bevise, at de havde en aktiv, professionel praksis, enten gennem et medlemskab af en brancheorganisation, fremvisning af fakturaer for kunstfaglig indkomst eller anden fagrelevant aktivitet. Det irske kulturministerium, der administrerer ordningen, modtog omkring 9000 ansøgninger og udvalgte ved lodtrækning 2000 kunstnere, der skulle deltage i pilotprojektet.
Som deltager modtog en kunstner 325 euro, altså godt 2400 danske kroner, om ugen i tre år. Beløbet blev uddelt uden krav om modydelse, hvis deltageren havde indtægter undervejs, og uden nogen begrænsninger på, hvordan beløbet måtte anvendes. Ordningen minder således i omfang og rammesætning om det danske treårige arbejdslegat, men her uddelt til markant flere kunstnere og ud fra et tilfældighedsprincip.
“Det er et virkelig radikalt forsøg,” siger Humphrys på en blanding af dansk og engelsk. I 2003 flyttede hun fra Irland til København, hvor hun blev uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2012, før hun i 2018 efter næsten 15 år i Danmark flyttede tilbage til Irland.
“Jeg blev træt af, at det var så svært at komme ind på boligmarkedet i København, så da der åbnede sig en mulighed for at bygge et hjemmestudio på min fødegård i West Cork i Irland, slog jeg til,” siger hun.
Værker fra Deirdre J. Humphrys’ serie DRAWS (ca. 2021–2026), vist på udstillingen Bright wow and flutter; a selection of DRAWS på AGA i København i marts 2026. Serien blev udviklet i den periode, hvor Humphrys modtog basisindkomst gennem BIA. Foto: Malle Madsen.
Bullshit-myten
For Humphrys er det væsentligste resultat af pilotprojektet, at det har startet en samtale om kunstneres arbejdsvilkår i hele Europa, fortæller hun:
“Selvfølgelig kan kunstnere skabe smukke, underlige og betydningsfulde ting, uafhængigt af den kontekst, vi befinder os i. Men der eksisterer en myte om, at kunstnere laver fantastiske værker, når de lider økonomisk afsavn, og den myte er det vigtigt at nedbryde. Det er bullshit, at stress og angst producerer god kunst.”
I hendes eget liv som billedkunstner kender hun kun alt for godt følelsen af at være i en presset økonomisk situation. Inden hun blev en del af pilotprojektet, var hun afhængig af økonomisk støtte fra sin familie og af legater fra de fonde, hun hele tiden søgte.
“Da jeg fik at vide, at jeg var blevet udvalgt til projektet, var jeg inde i en periode af ansøgnings-fatigue. Jeg havde brugt seks måneder næsten udelukkende på al det administrative arbejde, der ligger i at skrive ansøgninger og lave bilag, og jeg var helt drænet,” siger hun og fortsætter: “Jeg brugte virkelig meget energi på at navigere i den skam, jeg følte over at være økonomisk afhængig af min familie, og på at stresse over min økonomi generelt. Hele tiden at overveje, hvilke materialer man har råd til at købe og tælle sine småpenge i supermarkedet.”
Som en del af pilotprojektet blev de deltagende kunstnere bedt om at udfylde et evaluerende spørgeskema hvert halve år. Her blev de spurgt ind til deres økonomiske situation og deres kunstneriske produktion, men også deres generelle tidsforbrug og mentale helbred. For Deirdre Humphrys var det øjenåbnende at se sort på hvidt, hvordan hun reelt brugte sin tid, fortæller hun:
“Jeg blev overrasket, og faktisk lidt ked af det, da jeg opdagede, hvor lidt tid jeg havde haft til min kunst førhen. Jeg brugte langt mere tid på administration, end jeg havde forestillet mig, og det blev også tydeligt for mig, hvor lidt der egentlig kom ud af alt det arbejde. Jeg var ligesom fanget i en spiral af arbejde, der ikke havde noget med min kunstneriske produktion at gøre, og basisindkomsten fik mig til at indse, at jeg kunne bruge min tid langt bedre. Tid er det vigtigste, man overhovedet har som kunstner, og den fik jeg lige pludselig, da jeg kom med i forsøgsordningen.”
Værker fra Deirdre J. Humphrys’ serie DRAWS (ca. 2021–2026), vist på udstillingen Bright wow and flutter; a selection of DRAWS på AGA i København i marts 2026. Serien blev udviklet i den periode, hvor Humphrys modtog basisindkomst gennem BIA. Foto: Malle Madsen.
Et spørgsmål om lighed
Humphrys peger på, at ordningen også har vist sig at have en betydning for, hvem der overhovedet har adgang til at lave kunst og på hvilke betingelser. Eksempelvis fortæller hun om en kvindelig forfatter, hun kender, der pludselig opdagede, at hun stod med en alt for stor del af hus- og omsorgsarbejdet, da hun fik basisindkomsten:
“Selv om hun opfattede sin mand som feminist, så kunne hun se, at hun lavede en meget stor del af det huslige arbejde. Hendes mand havde et lønarbejde, og så bliver det bare det mest naturlige, at den med den laveste indkomst passer barnet og gør rent i hjemmet. Det er sådan nogle ting, som pludselig bliver synlige, når man begynder at se nærmere på, hvordan man egentlig bruger sin tid. Hvis tid er mest værd, og hvilke aktiviteter værdsætter vi egentlig?,” spørger Humphrys.
Også for de kunstnere, der har en nedsat arbejdsfunktion, har ordningen vist sig enormt betydningsfuld, fortæller hun: “Hvis man eksempelvis har et fysisk eller psykisk handicap eller af andre årsager er forhindret i at lægge det enorme arbejde, mange kunstnere gør, påvirker det i sidste ende hvilke stemmer, der har adgang til at blive hørt i kunstverdenen.”
“Jeg synes, det er vigtigt at tænke over, hvem vi udelukker fra kunstverdenen, når kunstarbejdet er så prekært. Det er jo ikke sådan, at man ikke kan have noget væsentligt at sige, bare fordi man ikke kan arbejde 100 timer om ugen. Det er den slags samtaler, BIA åbner for,” siger hun.
Værker fra Deirdre J. Humphrys’ serie DRAWS (ca. 2021–2026), vist på udstillingen Bright wow and flutter; a selection of DRAWS på AGA i København i marts 2026. Serien blev udviklet i den periode, hvor Humphrys modtog basisindkomst gennem BIA. Foto: Malle Madsen.
Det handler om overskud
Da Deirdre Humphrys blev en del af pilotprojektet, kunne hun investere i bedre materialer. Hun købte papir i høj kvalitet, et abonnement på Adobe-pakken og kunstmagasinet Frieze, og havde råd til at rejse til udlandet for at se udstillinger og lave research. Det første år var hun blandt andet på Documenta i Kassel og rejste oftere til London for at holde møder og følge med i hovedstadens kunstscene. Alligevel mener hun, at det væsentligste, hun fik ud af ordningen, var et mentalt overskud:
“Jeg kunne fordybe mig i min praksis på en helt anden måde, end jeg kunne før. Pludselig havde jeg mulighed for at tænke og arbejde på nye måder, fordi jeg ikke hele tiden var nødt til at fokusere på den næste ansøgning,” siger hun.
I de næste år arbejdede hun blandt andet på serien DRAWS, som foreløbig består af omkring 70 værker, der undersøger tegningen som medie, metode og bevægelse. Værkerne er blevet vist på det selvorganiserede udstillingssted AGA Works i København; en udstilling, Humphrys beskriver som noget, der foregik “på mine egne præmisser.”
“Når man har en basisindkomst, så behøver man ikke hele tiden tænke på salgbarheden af sine værker. Man kan arbejde udenfor de institutionelle kontekster, der begrænser ens praksis ved at stille krav til, hvordan den vises, formidles eller i det hele taget tænkes. Man behøver ikke tænke hele sin praksis i korte projekter,” siger hun og fortsætter:
“DRAWS er for mig et projekt, der handler om langvarighed. Om at ting gerne må tage tid at udfolde. Man må gerne være så ambitiøs, at et projekt kan tage ti år, før det er klar til at blive vist frem. Og man må gerne være bevidst om, hvordan man så viser sine ting, om hvilke kontekster og medier, de indgår i. Det handler om overskud til at se på sin praksis med andre øjne,” siger hun.
Kunststøttesystemet i Irland er opbygget på samme måde som det danske, hvor man søger projektstøtte til konkrete værker eller udstillinger, og legatstøtte på baggrund af sit CV og en motiveret ansøgning. Det betyder, at der er et incitament til at arbejde projektorienteret og fokusere på at lave hyppige udstillinger, frem for at betragte sin praksis mere som et længerevarende flow, mener Humphrys.
“Jeg har fået en større selvtillid og hviler mere i min praksis, fordi jeg i en periode ikke har været nødt til at forcere den,” siger Humphrys, der netop har indsendt sin ansøgning om at få tre år mere med basisindkomsten.
Værker fra Deirdre J. Humphrys’ serie DRAWS (ca. 2021–2026), vist på udstillingen Bright wow and flutter; a selection of DRAWS på AGA i København i marts 2026. Serien blev udviklet i den periode, hvor Humphrys modtog basisindkomst gennem BIA. Foto: Malle Madsen.
Gevinst for statskassen
Efter pilotprojektets første tre år er BIA blevet implementeret som en permanent ordning, dog fortsat kun for en gruppe på 2000 kunstnere i en treårig periode ad gangen.
I befolkningen er opbakningen til BIA overvældende: I en rundspørge blandt omkring 17.000 irere støttede 97,4% af de adspurgte ordningen efter at være blevet forelagt resultatet af en evaluering af pilotprojektet.
Evalueringen viser, at BIA rent faktisk har været en økonomisk gevinst for det irske samfund. Ifølge en ekstern rapport fra konsulentbureauet Alma Economics har pilotprojektet kostet 72 millioner euro (ca. 538 mio. kr.), men har bidraget til den irske økonomi med lige under 80 millioner euro (600 mio. kr.).
Ifølge rapporten skyldes en del af overskuddet, at staten har haft færre udgifter til sociale ydelser til de deltagende kunstnere, mens den evaluering, der er foretaget på baggrund af deltagernes spørgeskemaundersøgelser, peger på, at de deltagende kunstneres kunstrelaterede indkomst steg med 500 euro pr. måned i gennemsnit.
De deltagende kunstnere brugte i gennemsnit 11 timer mere om ugen på deres praksis end en kontrolgruppe, som ikke modtog ydelsen gjorde. På samme vis producerede de i gennemsnit 3,9 værker mere pr. halve år og investerede 250 euro mere om måneden i materialer og udstyr.
På det mentale plan var resultaterne endnu mere opsigtsvækkende: Hvor 75% af kontrolgruppen havde oplevet at føle sig nedtrykte eller deprimerede i perioden, lå det samme tal på 54% blandt modtagerne af basisindkomsten. På en skala fra 1-10 vurderede deltagerne i ordningen deres livskvalitet til 7, mens kontrolgruppen vurderede den til 6.
Deirdre Humphrys er som sådan ikke overrasket over resultatet. Hun har selv mærket, hvor stor en forskel det gjorde at slippe for det konstante økonomiske pres, både for hendes praksis og hendes mentale helbred.
“Jeg vidste jo godt, at jeg var under pres før, men der er stor forskel på at vide det kognitivt og kunne mærke, hvad det gør ved kroppen, når man kan sænke skuldrene,” siger hun.
Hun føler sig privilegeret over at have fået en pause fra ansøgningerne, men peger på, at tre år slet ikke er nok, hvis man for alvor vil se, hvordan en praksis ændrer sig.
“Nu ved vi, at ordningen er en overskudsforretning, og det er jo virkelig vigtigt rent politisk. Nu er spørgsmålet om, hvorvidt ordningen skal forblive eller måske endda udvides, meget nemmere at få igennem. Altså, det er jo en no-brainer, ikke?”