Af Anette Østerby, Fagbladet Billedkunstneren #4, 2024
ANETTE ØSTERBY er tidligere enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen og ansvarlig for Statens Kunstfond. Hun er kunsthistoriker og arbejder nu med at undersøge kunstnernes rolle i kulturpolitikken.
Hvilke kunstnere fik støtte?
Historisk var billedkunstnerne de første, der fik kunststøtte, men også arkitekter var tidligt modtagere af rejselegater. Fra 1780’erne støttede fonden ad usus publicos (til offentlige formål) et meget bredt spekter af kunstnere: forfattere, digtere, dramatikere, musikere, komponister, skuespillere og balletdansere. Både de såkaldte skabende og udøvende kunstnere. I perioden med politiker-støtte blev forfatterne den største gruppe og i 1880’erne gik hele 75-80 % af midlerne til forfattere. Med lov om Statens Kunstfond i 1964 blev støtten opdelt i kvoter, for at sikre en form for ligestilling mellem kunstarterne. Dog var det til at starte med kun billedkunstnerne, forfatterne og komponisterne, som kunne modtage kunststøtte. I 1969 kom kunsthåndværk og design med, arkitekturen i 1978, og film og scenekunsten fra 1993. Så man kan ikke tale om, at kunstbegrebet er blevet gradvist udvidet gennem tid, men snarere at det har bevæget sig ind og ud som en harmonika.
Hvornår fik vi kunststøtte? I 1964 med Statens Kunstfond, vil de fleste nok sige. Med Julius Bomholts lov. Den fremsynede socialdemokratiske kulturminister, som tænkte kunststøtten ind som en del af velfærdsstaten. Der begyndte staten at støtte kunstnerne. Der fik vi det kunststøttesystem, som vi har i dag, og som er kendetegnet af, at der er armslængde, det vil sige kunstkyndige udvalg, der uafhængigt fordeler de midler, som politikerne afsætter på finansloven. Men ser man tilbage – og også langt tilbage – tegner der sig et andet billede. Og man kan konstatere, at statens støtte til kunstnerne har flere hundrede år på bagen. Selv i den form hvor støtten blev givet uden at giveren forventede en konkret modydelse. Altså simpelthen fordi det blev anset som gavnligt og godt for samfundet, at kunstnerne blev støttet. Den idé kan spores tilbage til de enevældige konger, den vandrede med ind i det første folkestyre i 1848 og var fortsat til stede ved velfærdsstatens etablering i starten af 1960’erne. Der er med andre ord en både lang og solid tradition for at støtte kunstnerne i Danmark – også længe før Statens Kunstfond.
Det ben, som går længst ned gennem historien, er rejselegaterne. Det første man kender til er fra 1549, hvor Christian den 3. gav Melchior Lorck et 4-årigt legat, så han kunne rejse til Tyskland og Italien. Målet var blandt andet at besøge Nürnberg for at studere Dürers værker, for han var tidens mest interessante nordeuropæiske kunstner. At sende billedkunstnere og arkitekter udenlands finansieret af kongens pengekasse er den tidligste form for kunststøtte, man kender. Formålet – også dengang – var at videreuddanne de mest talentfulde unge kunstnere ved at lade dem møde de mest avancerede internationale kunstmiljøer. For kongen drejede det sig om at fremdyrke dygtige danske kunstnere, så han ikke behøvede at importere udenlandske kunstnere til at stå for hoffets bygninger og udsmykninger. Det var også i hans interesse, at den kunst som omgav ham var på så højt internationalt niveau som muligt, for det gav status.
Rejselegater var et effektivt middel i forhold til at sikre et højt uddannelsesniveau nationalt. Det blev også rationalet bag den vigtige fond ad usus publicos (’til offentlige formål’) (1765-1842). Med tiden og efterhånden som dens midler voksede kom rejselegater til at udgøre størstedelen af dens uddelinger. Legaterne blev givet bredt til videnskabsmænd, præster, læger m.fl., men kunstnerne udgjorde en væsentlig andel. På den måde var fonden helt central for mange af de danske guldalderkunstnere. Den gav nemlig rundhåndede to- og tre-årige rejselegater ikke alene til billedkunstnere, kunsthåndværkere og arkitekter, men også mange andre både skabende og udøvende kunstnere. Fonden gav også projektstøtte og andre engangsbeløb. Derfor er den blevet kaldt den første kunstfond. Formålet var dog en generel opkvalificering af et væld af forskellige professioner – heriblandt kunstnerne. Men det var en uafhængig fond, der skulle gavne nationen i mere generel forstand, og ikke kun kongen.
Kigger man ned i fondens praksis, er der også rigtig meget, der er genkendeligt. Man indsendte en ansøgning, og i behandlingen blev der lagt vægt på, om de relevante faglige institutioner som for eksempel Kunstakademiet anbefalede kandidaten. Der kom faste ansøgningsfrister og samlede uddelinger. Rejselegaterne blev uddelt i foråret. Det er helt tilbage herfra, at begrebet og traditionen med Statens Kunstfonds ’forårsuddelinger’ stammer. Fonden havde også fastsatte kriterier for hvem, der fortjente at blive støttet. Det skulle være kunstnere, man vurderede, var til nytte for samfundet (jf. fondens navn), de skulle være unge og have talent – og så skulle der også være et økonomisk behov.
Et særligt træk ved den danske kunststøtte i dag er, at den både hjælper talentet på vej, støtter de allerede etablerede og holder en økonomisk hånd under de kunstnere, hvis produktion ligger bag dem. Ideelt set er det en måde, samfundet kan sikre hele den kunstneriske løbebane på. Måden, støtten bliver givet på, er gennem midlertidige bevillinger i de unge år – og permanente ydelser i den senere livsfase. Den tænkning går også langt tilbage. For i midten af 1800-tallet blev talentplejen suppleret med faste personlige ydelser til allerede anerkendte kunstnere.
Til at begynde med var det forfatterne som fik. H.C. Andersen var den første, der i 1837 fik en livsvarig ydelse. Billedkunstnerne kom med fra 1850, da både Eckersberg, J.L. Lund og J.P. Møller fik. Senere fulgte komponisterne. De livsvarige ydelser blev i 1875 opdelt i både faste årlige bevillinger og det man kaldte ’livsvarige hædersgaver’. Det var lidt højere beløb givet til de kunstnere, som fortjente en særlig anerkendelse fra staten for det, som de allerede havde bidraget med. Så de støtteformer som Statens Kunstfond giver til billedkunstnere i dag kan praktisk talt alle spores 175 år tilbage. Undtagelsen er støtten til kunst i det offentlige rum. Den kom først i 1956 med den første Statens Kunstfond, som kun gjaldt billedkunstnerne.
I lidt over 100 år var det politikere og embedsmænd i ministeriet, der tildelte kunststøtte. Helt præcist fra 1848 til 1964. Arbejdsdelingen var, at politikerne besluttede de permanente ydelser og ministeriet de midlertidige. Perioden er præget af, at der på den ene side skete forbløffende lidt: Der var overvejende politisk opbakning til, at det var statens ansvar at støtte kunstnerne – og som nævnt videreførte man enevældens støtteformer. Dog i et væsentligt reduceret omfang. På den anden side var det kunststøttens mest tumultariske periode. Hvor der kunne være meget stor uenighed om hvem, der skulle støttes. Hvor de enkelte kunstneres støtteegnethed blev drøftet offentligt på folketingets talerstol – debatter, der kunne strække sig over flere dage. Nu kom midlerne jo heller ikke længere fra kongens kasse, eller fra en uafhængig fond, men direkte fra den fælles statskasse, der på en anden måde er underlagt parlamentarisk kontrol.
Med det rykkede kunststøtten ind i en tydeligere politisk arena. Grundlæggende handler kunststøtten jo om at fordele offentlige goder. Derfor vil der altid være kamp om hvem, der skal have. Og der vil være kamp om, hvem der skal træffe beslutningen. Begge dele er afhængige af hvilket kunststyn, man lægger til grund og hvilken forståelse man har af, hvordan kunststøtten skal komme samfundet til gavn. Det er kunststøttens iboende konflikter til enhver tid.
Nu var magten ikke længere centraliseret, men der var flere politiske partier, der hver havde deres interesser og vælgergrupper, der skulle tilgodeses. Og da der i perioden var en udbredt forståelse af, at samfundsgavnligheden, altså nytten, overtrumfede kunstnerisk kvalitet var det også helt accepteret at beslutningen om, hvem der skulle støttes, lå hos politikerne. Det havde de bedst forstand på. Derfor var der også en tendens til at vurdere kunstnerne – især forfatterne – ud fra hvilke værdier og livssyn, de repræsenterede.
Det betød, at en række af de moderne forfattere som I.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan og Agnes Henningsen enten helt eller i perioder ikke fik støtte, da der var et flertal af politiske stemmer, som mente at den statsstøttede kunst skulle være samfundsbevarende og et moralsk forbillede. Konsekvensen var også, at støtten gik til et meget bredt segment af kunstnere, hvor finkultur og mere folkelig kunst blev støttet side om side.
De stemmer, der var fortalere for, at kunst alene skulle vurderes ud fra kunstnerisk kvalitet, blev stærkere og stærkere – selv blandt politikerne. Og med det blev der sat alvorligt spørgsmålstegn ved, om politikerne havde den indsigt, som var krævet. Det blev en tilbagevendende diskussion og grundlæggende uenighed i Folketinget langt ind i starten af det 20. århundrede. I et vist omfang havde man altid støttet sig til faglig rådgivning, for eksempel gennem anbefalinger fra Kunstakademiet. Så småt begyndte man i ministeriet at få egentlig sagkyndig bistand. Det sker omkring 1900 samtidig med at kunstnerne begynder at organisere sig. For billedkunstens vedkommende dannes Dansk Billedhuggersamfund i 1905, Malende Kunstneres Sammenslutning i 1909 og Kvindelige Kunstneres Samfund i 1916.
Kunstnerorganisationerne får tilkæmpet sig mere og mere magt; først som rådgivende, senere som indstillende part. De var også helt afgørende i forhold til at få sat fokus på billedkunstnernes vilkår og på at få gennemført den første lov om Statens Kunstfond, der kun omfattede billedkunsten, i 1956. Organisationernes betydning og indflydelse blev hjulpet på vej af, at ideen om kunstnerisk frihed blev dominerende. Altså et modernistisk kunstsyn, der forstår kunsten som autonom og derfor skal være uafhængig af politiske hensyn. Det er også på den baggrund, at Statens Kunstfond kommer til verden i 1964. Loven skræller både den meget konkrete forståelse af samfundsnytten og de økonomiske hensyn bort som kriterier. Nu var det alene den kunstneriske kvalitet og talentet, som skulle vurderes.
Med loven blev kunstnerne en del af beslutningstagerne; for nu var det faglige kvalifikationer, der afgjorde hvem, der kunne træffe afgørelserne. Samfundsværdien blev forstået mere abstrakt, som det gode, der lå i at kunst af høj kvalitet blev produceret.
Kunststøtten er stadig et sted, hvor politik og kunst skal komme overens. I dag har politikerne ikke længere indflydelse på de enkelte beslutninger, men de fastlægger stadig rammerne. De kan skrue op og ned for bevillingerne på finansloven – og de beslutter indretningen af kunststøtten. Bevillingerne rører de sjældent. Men der er både i 2003 og 2013 gennemført ændringer i loven, fordi man fra politisk side ønskede forandringer. Forandringer, der begge gange mødte modstand blandt kunstnerorganisationerne.
En tilbagevendende konflikt handler om indflydelse på Statens Kunstfonds udvalg. Den kamp startede allerede med loven i 1964. Her fik billedkunstnerne lobbyet for, at der skulle være to billedkunstneriske udvalg – og ikke som politisk foreslået ét. Og de fik gennemført, at kunstnerne fik majoritet i Statens Kunstfonds repræsentantskab, som udpeger medlemmer til udvalgene. De forsøgte også at ændre i udvalgssammensætningen, så det alene var kunstnere, som kunne sidde dér. Det fik de ikke igennem.
Det var den samme kamp, man kæmpede i 2003, hvor stridspunktet især var magtfordelingen mellem minister og repræsentantskab. Det blev en symbolsk kamp om, hvorvidt armslængde skulle forstås som selvforvaltning, det vil sige, i hvor høj grad kunststøtten skulle være kunstnerstyret – eller hvorvidt armslængde betyder en uddelegering af beslutningskompetencen til sagkyndige i mere bred forstand. Her blev det den sidste fortolkning, som sejrede.
Disse armlægninger er naturlige nok. De to parter har hver deres interesser, som de ønsker tilgodeset. For kunstnerorganisationerne handler det om indflydelse og for politikerne handler det om, at kunststøtten bliver forvaltet på en måde, de kan stå inde for. Det var et afgørende element i 2013-lovændringerne, hvor debatten om indspisthed og københavneri igen var blusset op i pressen og blandt andet førte til, at der i loven blev stillet krav om mere åbenhed og transparens i forhold til hvem der fik – og ikke fik – støtte fra Statens Kunstfond. Her kunne man se, at noget havde ændret sig og at offentligheden og også den folkelige opbakning til kunststøtten er noget, der fra politisk hold bliver lagt mere vægt på i dag.
Den danske kunststøttes nuværende form er et resultat af en lang historisk udvikling. Den udvikling kan blandt andet forklare, hvorfor hædersydelserne som de eneste skal godkendes i repræsentantskabet. Det er rester af en gammel struktur fra dengang politikerne var den besluttende magt.
Den historiske viden kan også sige noget om fremtiden. Det lange blik viser, hvad der har været stabilt og hvad der løbende er blevet ændret. Den helt overordnede forståelse af at kunsten bidrager med noget væsentligt til samfundet, synes stærkt grundfæstet. Så støttens eksistens kommer næppe i farezonen. Det som har forandret sig, er kunststøttens indretning. Den vil løbende skulle tilpasse sig sin tid. Kunstsynet er hele tiden i udvikling, ligesom hvordan vi forstår kunstnerisk kvalitet. Det vil være med til at skubbe til hvordan fordelingskriterier og beslutningsprocesser skal udformes. Kunststøttens legitimitet i offentligheden er også en faktor, som kan sætte politisk initierede reformer af støtten i gang. Så også fremadrettet vil der utvivlsomt være kamp – både om hvem, der skal støttes og om hvem, der skal beslutte det.
Constantin Hansen (1804-1880): Et selskab af danske kunstnere i Rom, 1837. Constantin Hansen, fik i 1835 et rejsestipendie. Han opfyldte ifølge indstillingen kriteriet om økonomisk behov fuldt ud: ”Hans totale uformuenhed gør det til en nødvendighed for ham at producere for at ernære sig; også af den grund vil en rejseunderstøttelse, hvorved han løsrives fra trykkende økonomiske sorger, bidrage til at udvikle hans talent.”
C.W. Eckersberg (1783-1853). Selvportræt, 1807-10: Eckersberg var
en af de første billedkunstnere, der fik livsvarig ydelse