BKF-kursus: Kunstkonsulenter for kunst i offentlige rum – Projektledelse for kunstnere

Arbejder du med udsmykningsopgaver eller facilitering af processer, hvor der bruges kunstnere? Så er dette kursus i projektledelse og rådgiverrollen måske noget for dig. Arbejder du som kunstkonsulent eller overvejer du det, kan kurset tilmed give dig en bedre forståelse for de sammenhænge, du arbejder i.
På kurset får du styrket dine projektlederevner som kunstner og bliver mere bevidst om dine kompetencer og rolle som kunstkonsulent eller rådgiver. Vi skal også arbejde med, hvordan du kan lede dig selv og dine egne ressourcer samt se på, hvordan du kan arbejde med at oprette partnerskaber og hvad partnerskaber egentlig er.
Formål:
At blive en bedre projektleder på egne produktioner eller rådgiver og kunstkonsulent, som bistår kunstneren og bygherren under tilblivelse af udsmykningsopgave i det offentlige rum. Du får styrket dine projektlederevner som kunstner, får konkret viden om dine mulige arbejdsområder og bliver mere bevidst om dine kompetencer.
Aktualitet:
Når offentlige og private bygherrer realiserer offentlige kunstprojekter og udsmykninger, benytter de ofte rådgivere, der fungerer som kunstkonsulenter. F.eks. betyder kunstcirkulæret, at der afsættes betydelige midler til kunst i offentligt byggeri. Kommuner bruger også kunstkonsulenter, ligesom virksomheder og organisationer kan efterspørge rådgivning omkring kunststrategier og konkrete udsmykninger. Kunstkonsulenter udfører ikke selv kunstprojekterne, men fungerer som rådgivere og projektledere, der hjælper kunstprojekter på vej. Både kunstnere og andre faggrupper fungerer i praksis som kunstkonsulenter.
Med dette kursus ønsker BKF at uddanne og opmuntre flere kunstnere til at søge og påtage sig denne type arbejdsopgaver, således at flere kunstfaglige kompetencer kan komme til udfoldelse i offentligt byggeri og offentlig kunst i bred forstand.
Hvem henvender kurset sig til?
Kursets primære målgruppe er kunstnere, der arbejder som kunstkonsulenter/kunstrådgivere OG kunstnere, der gerne vil få en fornemmelse af, om det er noget for dem at blive. Dernæst er det relevant for kunstnere, der udfører kunst i det offentlige rum eller kunst i relation til arkitekter/udsmykningsopgaver.
Undervisningsform:
Kurset er tilrettelagt som en vekselvirkning mellem faglige oplæg, dialogbaserede øvelser og selvstændigt arbejde. Der arbejdes casebaseret og med konkrete værktøjer, således at den enkelte opnår ny viden, inspiration og bedre indsigt i processer og aktører i offentlig kunst og udsmykningsopgaver. Undervisningsprogrammet er vejledende og der kan komme justeringer.
Undervisere:
Christina Prip er uddannet billedkunstner og arkitekt. Christina har selv været udøvende kunstner, hjulpet kunstnere med udsmykningsopgaver og arbejdet som arkitekt. Christina har undervist på arkitektskolen og afholdt kurser på kunstakademiet.
Camilla Hedegaard Møller er uddannet arkitekt og forsker. Camilla har mange års erfaring med undervisning på Kunstakademiets Arkitektskole og som rådgiver i forhold til integreret kunst. Camilla forsker bl.a. i processer i byggeriet og er interesseret i kunstneres bidrag i byggeprojekter.
KURSUSINFORMATION:
Datoer: 4 lørdage: d. 24/10, 31/10, 14/11 og 21/11 2026, alle dage kl. 09.30-15.30
OBS! Kursusbevis udleveres kun, hvis man har deltaget alle 4 gange fra start til slut.
Sted: København
Egenbetaling: 800 kr. inkl. forplejning (for ikke-medlemmer 2400 kr.)
Tilmeldingsfrist: 1. september 2026. Ansøgere prioriteres efter, hvem der ikke før har haft gavn af kurset.
Tilmelding foretages via e-mail på stud@bkf.dk . Ved tilmelding skal du sende:
– Et par linjer om dig selv, din motivation, hvorfor du gerne vil deltage på kurset, og hvad du har behov for at blive bedre til ift. projektledelse og rådgivning.
– Dit fulde CV, gerne længere end blot 1 side og skal inkludere fuld profiltekst (altså ikke kun opridsning af udstillinger) OBS! Underviserne på kurset kigger på dit CV bl.a. ift. gruppesammensætning og kompetenceøvelser på kurset. Må ikke indeholde personsensitive oplysninger såsom CPR og adresse.
– Evt: Skriv ved tilmelding om du har særlige behov eller noget vi skal være opmærksomme på (fx forbehold ift. tekstarbejde/læsning eller andet)