BKF og Vera: Pædagogisk seminar

Deltag i et pædagogisk seminar, der særligt fokuserer på undervisernes vejledning af unge i kunstundervisning.
Seminaret henvender sig til mentorer, vejledere og undervisere af voksne og unge på kunstakademierne, høj- og daghøjskolerne, og andre undervisningsinstitutioner hvor der undervises i billedkunst.
Når unge kæmper med motivationen under deres uddannelse, er der meget på spil, og det kan være svært at vide hvor man skal sætte ind som underviser. Aktuelt ser vi tendenser til at motivation også hænger sammen med de unges generelle trivsel. Det er komplekse samspil der er i gang.
På dette seminar tager vi udgangspunkt i nogle mere overordnede samfundsmæssige tendenser der præger unges trivsel og mistrivsel. Tendenserne spiller derfor også en rolle for motivation i klasserummet. Vi vil præsentere en samspilsorienteret tænkning om motivation, og invitere til at arbejde med en model for denne tænkning. Du får viden, værktøjer og metoder til at rumme de unge bedre i hverdagens undervisningssituationer.
De to undervisningsdage vil bestå af oplæg, gruppediskussioner og samtaler deltagerne imellem.
Kurset er et samarbejde mellem Billedkunstnernes Forbund og VERA Skole for Kunst og Design.
Undervisere: Anne Görlich, Cand. Comm PHD. Lektor ved Aalborg Universitet og Ida Andrea Nilsson, Postdoc ved Aalborg Universitet.
Anne forsker i unges trivsel og mistrivsel, og deres komplekse veje gennem ungdomsårene. Hun undersøger relationelle og samfundsmæssige betingelser for unges deltagelse i uddannelse.
Hun arbejder med socialkonstruktionistiske og relationelle perspektiver for at flytte fokus fra individ til kontekst.
Idas forskning undersøger, hvordan læring, uddannelse og deltagelse formes i mødet mellem unge og institutionelle rammer – særligt med fokus på, hvordan vi kan skabe flere og mere mangfoldige deltagelsesmuligheder for unge i uddannelsessystemet
Dag 1 – Samfundstendenser i ungdomslivet: Motivation i samspil
Når unge kæmper med motivationen for deres uddannelse, er der meget på spil og det kan være svært at vide, hvor man skal sætte ind som underviser. Aktuelt ser vi tendenser til, at motivationen også kan hænge sammen med de unges generelle trivsel og det kan være komplekse samspil, der er i gang. På denne dag tager vi derfor udgangspunkt i mere generelle samfundsmæssige tendenser, der præger unges trivsel og mistrivsel generelt, som derfor også spiller en rolle for deres motivation på forskellige måder. Vi vil dernæst præsentere en samspilsorienteret tænkning om motivation og invitere til at arbejde med en model for denne tænkning, som rummer de unge, som I er tæt på til hverdag.
Dag 2 – Trivsel i det kunstfaglige rum: Hverdagsgreb og pædagogiske muligheder
På anden workshopdag zoomer vi ind på trivsel i det kunstfaglige arbejde – ikke som en ekstra opgave, men som noget, der skabes i de små greb, I allerede bruger i undervisningen. Med afsæt i ny forskning og konkrete cases undersøger vi sammen, hvordan trivsel, pædagogik og faglighed hænger tæt sammen, og hvordan hverdagspraksisser som struktur, relationer og rytmer kan styrke både deltagelse, mod og motivation. Vi arbejder undersøgende og praksisnært og inviterer til at koble egne erfaringer med nye perspektiver. Målet er, at I går derfra med inspiration til, hvordan trivsel kan tænkes og gøres som en naturlig del af jeres kunstfaglige praksis.
KURSUSINFORMATION
Tid: torsdag d. 8. januar og fredag d. 9. januar 2026, kl. 10.30-15.30
Sted: København
Egenbetaling: 1.500 kr. inkl. forplejning
Tilmeldingsfrist: 10. december 2025. Tilmelding foretages via e-mail på stud@bkf.dk. Ved tilmelding bedes du sende et par linjer om hvorfor du gerne vil deltage på seminaret og hvad du håber at få ud af det.
Foto øverst: Vera – Skole for kunst og design