SVFK-kursus: 5-dages kursus i fotogravure

Kursusbeskrivelse
Fotogravure er dybtryk, som trykkes fra fordybninger i pladen. Samme trykteknik som for en koldnål eller en ætsning: Før trykning fordeles der sværte ud over pladen, som masseres ned i pladens fordybninger, og overskydende sværte fjernes. Der trykkes på fugtet (blødgjort) papir i en grafikpresse.
Før i tiden var fotogravure noget af det vanskeligste man kunne kaste sig ud i, men i dag, takket være industrielt fremstillede lysfølsomme plader, er det faktisk forholdsvis enkelt. Motivet kan komme fra en transparent/en positiv film, som vi overfører til pladen med UV-lys. Pladen bliver hård, der hvor den får lys, men er vandopløselig, der hvor der er noget, der har spærret for lyset. Vores spærre er i det her tilfælde motivet på transparenten, så efter fremkaldelse i vand får vi huller/fordybninger ned i pladen, der modsvarer transparentens toner. Hvis vi har et fotografisk forlæg på transparenten, har vi altså nu en fotobaseret plade, der kan trykkes som dybtryk.
Kursusinformation:
Dato: 25. – 29. maj 2026, kl. 9.00-15.00
Forløbet vil være en kombination af undervisning og selvstændigt arbejde.
Pris: 2500,-
Prisen er inklusiv materialer, kaffe og te. Du bedes selv medbringe frokost.
Er du medlem af BKF kan du få 20% rabat – gælder indtil rabatpuljen slipper op.
Adresse: Statens Værksteder for Kunst, Plan 5, Strandgade 27B, 1401 København K
Om underviseren
Bo Mølgaard er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Medlem af Billedkunstnernes Forbund og Danske Grafikere.
Ansøgning og målgruppe
Kurset henvender sig til professionelle billedkunstnere og andre udøvere inden for de æstetiske fag, som har kendskab til og forståelse for grafiske arbejdsprocesser, og som har et ønske om at arbejde selvstændigt med fotogravure.
Send et kort CV og din motivation for kurset i en samlet mail til kursus@svfk.dk senest søndag den 26. april 2026.
Har du spørgsmål til kurset, ansøgningsproceduren eller andet, så send en mail til Rebekka Lewin: rebekka@svfk.dk
Læs mere her: https://svfk.dk/event/5-dages-kursus-i-fotogravure