De sociale mediers censur af kunst er med til at fremstille både vores kulturliv i Danmark og formidlingen af kunst og kultur fra udlandet som mere puritansk, end den rent faktisk er; ved at acceptere de nye digitale vilkår for kunst ender vi langsomt med at internalisere en ny digital victoriansk tidsalder, mener billedkunstner Augusta Atla.
Af Augusta Atla, Fagbladet Billedkunstneren #4, 2024
Ordet metá kommer fra græsk og betyder oprindeligt ‘bag ved, blandt, efter, ud over’, men snart kan vi indføre en ‘Before Meta’ og ‘After Meta’, lidt à la BC og AD. Og her taler jeg desværre ikke om metaforer, men om Mark Zuckerbergs verdensomspændende tech- firma Meta. Et firma, der styrer både Facebook og Instagram, hvoraf sidstnævnte i udpræget grad bliver brugt af kunstnere, musikere, gallerier, teatre, spillesteder, koncerthuse, auktionshuse, tv-stationer og museer til at sprede deres kunst, udstillinger, events, koncerter, kulturprogrammer og musik på.
I min kunstpraksis arbejder jeg med min egen krop i min kunst, både i form af fotoværker og performance, og ydermere laver jeg altid kunsthistorisk research om kunstnere, der også arbejder sådan, eller jeg leder efter kunstværker, der udfordrer ideer om kroppen, erotik og seksualitet i værket. Eller støver blot de værker op fra kunst- og litteraturhistorien, der som bølger i historien fik et samfund til at bevæge sig mod noget friere i perioder. Alting i historien går i bølger, også her i Vesten; i perioder er vi puritanske, og i andre perioder er vi mere frie. Vi synes at ride på en nypuritansk bølge igen.
Identificerer ikke kunst
Fordi jeg ikke tænkte over, hvor restriktiv Facebook var, lagde jeg noget af denne research op på min FB-profil. Jeg brugte nemlig min FB-profil som en offentlig blog og reklame-/ influencer-søjle om min kunstresearch og mine artikler, debatter, værker, foredrag og udstillinger. Langsomt, i løbet af starten af 2024, begyndte de opslag, jeg postede på Facebook og Instagram af egne værker og andre kunstneres kunstværker at blive fjernet fra min Facebook-profil af Facebook med begrundelsen “nøgenhed eller seksuel aktivitet”.
I starten tænkte jeg ikke over det som et særligt problem, men langsomt begyndte jeg at forstå, at det slet ikke kun drejede sig om mine egne værker, men også om anerkendte kunstværker opkøbt af museer som Guggenheim, MOMA, Harvard Art Museums, TATE, Centre Pompidou – eller kunstværker tilstede på online-profiler for kunstmesser eller auktionshuse som Art Basel, Sotheby’s og Christies. Da jeg forstod, at kunstværker fra offentlige museumssamlinger eller de store internationale auktionshuse kunne ligge online på et museums eller et auktionshus’ egen hjemmeside, men derimod ikke på Facebook, så besluttede jeg at lave et eksperiment: Hvor mange kunstværker af andre kunstnere skulle jeg uploade på min Facebook-profil (med cirka 1.500 FB-venner), før jeg blev suspenderet eller fjernet helt? Der gik tre-fire måneder. Værker, der var med til at få mig suspenderet, var af kunstnere som blandt andre Man Ray, Lee Miller, Henri Cartier-Bresson, Rebecca Horn, Hannah Wilke, Marina Abramovic, Sophie Calle, Brassaï, Vito Acconci, Francesca Woodman, Nan Goldin, Helmut Newton, Vanessa Beecroft og Robert Mapplethorpe. Selvfølgelig var det ikke overraskende, at det mest var foto- eller performance-værker, som AI ikke kunne identificere som kunst. Det mest overraskende billede, der blev fjernet, var et billede af forsiden af en akademisk bog af Allan A. Lund, der hedder: I seng med romerne. Det blev dog gendannet af FB, da jeg appellerede det. Men jeg nåede at være suspenderet i 24 timer pga. den bogforside.
Den 11. september 2024 var jeg i DR P1 Kulturen og talte om kunstneren Rebecca Horns værker, og et af de værker, vi omtalte – Unicorn (1970) – var blandt de værker, jeg var blevet suspenderet for af Facebook. Ja, det er ikke lang tid siden, at DR valgte at træde helt ud af X (Twitter) og hovedsagelig have Facebook som deres sociale digitale platform. Det ironiske er, at det værk, Unicorn af Rebecca Horn (1970), som vi talte om i P1, kan DR ikke lægge op på deres egen Facebook-profil. Ja, hvilke konsekvenser har det rent faktisk for dansk kulturliv, at Meta ikke kan identificere kunst?
Værket Unicorn af Rebecca Horn kan dog heller ikke lægges op på LinkedIn, det testede jeg også. Det blev fjernet omgående af LinkedIn. Og desværre gælder det også for Instagram, hvor jeg har prøvet at lægge kunstværker af Man Ray fra 1929 op.
Det efterlader mig med et kæmpe spørgsmål: Hvis hverken LinkedIn, Instagram eller Facebook er egnet til og ikke tolererer kunst, hvad gør alle vi kunstnere så? Hvor stiller det museumsledere, ja, ledere af tv-stationer? Sågar avisernes egne SoMe-konti?
Hvor er vi rent faktisk på vej hen som samfund? Det ligner ikke noget, der ligefrem gavner kunstnerisk forskning, historieforståelse, feminismen, seksuel frigørelse, ligestilling, kunstnerisk frihed, ytringsfrihed eller sågar fri abort.
Lukker for udfordringer
LinkedIns og Metas censur af kunst bliver en usynlig hinde, der langsomt fremstiller både vores kulturliv i Danmark og formidlingen af kunst og kultur fra udlandet som mere puritansk, end den rent faktisk er. Ja, ved at acceptere de nye digitale vilkår for kunst ender vi langsomt med at internalisere en ny digital victoriansk tidsalder.
Jeg er bekymret. Især hvis vi ikke italesætter det og ikke identificerer, hvad denne mekanisme lægger låg på af kunst og kultur. Det er det, jeg prøver her: Lad os i det mindste have øjnene åbne, når gardinerne rulles ned.
Derfor undrer det mig, at ledende redaktørchef Anders Emil Møller i DR i Deadline den 5. august 2024 udtaler sig om DR’s begrundelse for at forlade X (Twitter): “Vi er der for at engagere danskere i vores indhold. Vi er sat i verden for at lave indhold til alle danskere”, men glemmer at italesætte, at Meta censurerer kunst ved ikke at kunne identificere kunst. Dermed kan DR jo rent faktisk ikke engagere danskerne ‘en til en’ i dansk kultur.
Hvad med en dansk klassiker, filmen Idioterne af Lars von Trier? Scenen, hvor personerne laller nøgne rundt, kan DR nu ikke vise stillbilleder fra på deres sociale medie (FB) som promovering for filmen, hvis man nu vælger at lave en tv-kavalkade om dansk dogmefilm. På trods af, at selve filmen og hele Dogme-genren paradoksalt nok var skabt som led i den samme debat, nemlig: ‘Hvad er en kulturs normer?’
Det får mig til at tænke på og mindes alle de kunstnere, der gennem tiden har udfordret en tidsånds seksualitet. Hvor ville vi være uden dem i dag? Hvor ville vi være uden kunstnere, der tryktester et samfunds frihed? Alle de værker, vi stadig lever højt på, værker som Ovids litterære værk Elskovskunsten, der beskriver forførelsens kunst i den romerske antik. Casanovas dagbøger om sit vilde liv, som bragte ham i fængsel. Bram Stokers horror-bog Dracula, der viser de dyriske sider ved mennesker lavet om til en fantastisk roman, som har gjort vampyrskikkelsen til en hel myte i sig selv. Federico García Lorca, hvis digte også omtalte homoseksuel erotik og hans seksualitet, og hvis seksualitet og poesi endte med at koste ham livet. Federico García Lorca blev henrettet ved skydning af nationalfascister i 1936. Under Francisco Francos diktatur i Spanien (1939-1975) var García Lorcas værker forbudt. Anaïs Nins udgivelser af sine dagbøger og erotiske noveller, der beskrev en kvindelig seksuel frihed i en tid (1934-66), hvor det ellers stadig var uhørt at være ugift kvinde eller leve sammen ugift. Pier Paolo Pasolini og hans filmiske mesterværker over homoseksualitet og seksuelle tabuer, film som Salò eller de 120 dage i Sodoma (1975) fra 60-70’ernes katolske og anti-feministiske Italien. Man er sågar stadig den dag i dag i tvivl om hans dødsfald: Hvem slog Pasolini ihjel? Eller Luis Bunuels gudesmukke filmværk Viridiana, en beretning om en smuk nonne, seksualiseret og begæret af en mand. Myriader af mesterværker, der holder lyset stærkt, mens vi i perioder som nu slukker det. Spørgsmålet er: Hvor meget slukkes lyset nu? Sociale medier er trods alt verdensomspændende. Det ser mørkt ud.
Tja, Taylor Swift ville nok ikke lægge sig ned på en seng på sin koncertscene og lade, som om hun onanerede, som Madonna gjorde på sin Blond Ambition tour i 1990.
Foto øverst:
”I wanna visit. ”Augusta Atla postede sit ønske om at besøge udstillingen “Sex. Jüdische Positionen” på Jüdisches Museum Berlin i dette efterår og fik lukket sin konto hos LinkedIn. Foto fra udstillingen: Jens Ziehe