Af Jannie Søgaard
Gennem hele sit arbejdsliv har kunstner og grafisk designer Åse Eg Jørgensen været aktiv i forskellige kunstneriske fællesskaber. I øjeblikket er hun aktiv i tre – det ene af dem rækker helt tilbage til 1981. Hvad der ligger til grund for, at hun har indrettet og prioriteret sit kunstneriske virke sådan, har hun ikke rigtig tænkt over, siger hun. Ikke før nu, hvor Billedkunstneren har inviteret sig selv på besøg i hendes værksted på Islands Brygge for at tale med hende om samarbejdets kraft.
”Jeg tror faktisk, at det har haft en betydning, at jeg kommer fra et hjem, hvor der blev spillet og sunget meget. Jeg har for ikke så længe siden forpligtet mig i et nyt samarbejde, hvor musik spiller en rolle, og derigennem er jeg ved at opdage, hvor meget jeg faktisk har med mig fra min barndom.”
”Det med fællesskaberne kan være vokset ud af tidligt at have oplevet, hvordan det er muligt at gøre noget konkret fysisk sammen med andre, som udvider råderummet. Det er bare ikke noget, jeg har været bevidst om,” siger hun.
Et selvorganiseret fællesskab giver frihed
Sit første fællesskab inden for kunstens verden trådte Åse Eg Jørgensen ind i lige efter, hun afsluttede gymnasiet. Hun og en gruppe venner med kunstneriske ambitioner besluttede at starte et kunsttidsskrift. Pist Protta døbte de det, og i dag, 45 år senere, udgives det, med støtte fra Statens Kunstfond og Kulturministeriet, stadig to gange årligt med hende selv og to af vennerne fra dengang som de ansvarlige for alt lige fra idéudvikling til udgivelse.
”Da vi havde lavet nummer 10, blev det først rigtig sjovt, fordi vi nu havde en slags korpus af et værk, som kunne blive ved med at udvides. Det var også arbejdet med tidsskriftet, der fik mig til at søge ind på min uddannelse, fordi vi manglede noget viden om skrift. At jeg kom ind på Skolen for Brugskunst (I dag Danmarks Designskole red.), gav mulighed for at bruge skolens værksteder, når vi lavede tidsskriftet. Der var blandt andet et silketryksværksted, hvor vi trykte omslag,” fortæller hun.
Fællesskaberne på Skolen for Brugskunst fyldte ikke så meget for Åse Eg Jørgensen. For det var nogle travle år på studiet. Hun fik børn undervejs og havde samtidig rigeligt i fællesskabet omkring Pist Protta, som krævede meget arbejde. Hun overvejede heller aldrig, i modsætning til nogle af sine medstuderende, at søge ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi.
”Nej, det fik jeg aldrig lyst til. Og jeg behøvede ikke fællesskabet på Kunstakademiet, for jeg havde jo allerede et fællesskab, som var interessant, og som ovenikøbet var selvorganiseret. Og det er noget af det, der altid har talt til mig, når det handler om arbejdsfællesskaber. Jeg kan godt lide, at man sammen er i stand til at organisere nogle ting, der rækker ud over det, der egentlig er strengt nødvendigt lige nu og her,” siger hun.
Åse Eg Jørgensen i værkstedet på Islands Brygge. Foto: Jannie Søgaard.
”Jeg behøvede ikke fællesskabet på Kunstakademiet i København, for jeg havde jo allerede et fællesskab, som var interessant, og som ovenikøbet var selvorganiseret (…) I den slags fællesskaber er der frihed til at udstikke både mål og rammer.”
Hun peger også på, at der i de selvorganiserede fællesskaber ligger en særlig frihed. Den giver mulighed for, at alle i fællesskabet kan få indflydelse på de rammer og regler, der er en forudsætning for at få et fællesskab til at fungere.
”Du er altid nødt til at tage stilling til nogle ting, når det er et ikke-etableret system, du melder dig ind i. I mange andre fællesskaber understøtter du noget, som andre har startet. Men i de selvorganiserede fællesskaber, som jeg godt kan lide at være i, er der frihed til at være med til at udstikke både mål og rammer, ” siger Åse Eg Jørgensen.
Hun bruger ordet samskabelse til at beskrive processen bag Pist Protta. En proces, hvor de tre redaktører er sammen om at skabe en struktur, der kan bære hen mod et udtryk, som hun er helt overbevist om, at hverken hun eller de to andre ville komme frem til, hvis de havde arbejdet alene.
Fællesskab uden laveste fællesnævner
På det store, sorte bord midt i Åse Eg Jørgensens værksted ligger bunker af bøger, tidsskrifter og papirer. Også flere udgaver af Pist Protta. Hun tager den nyeste udgave i hånden og viser et eksempel på, hvordan samarbejde med kunstnere udenfor den etablerede redaktion kan se ud.
”Det seneste Pist Protta handler om ‘lort’, og derfor inviterede vi kunstneren Ulla Hvejsel ind til at lave en fotonovelle, fordi hun i mange år har arbejdet med netop lort. Hun fik midler fra Statens Kunstfond til arbejdet, og som du kan se her, er fotonovellen nu blevet et værk, der primært eksisterer i den her kontekst,” siger hun og holder tidsskriftet frem.
”Det er både sjovt og fantastisk. På den måde kan vi være med til, at nogle af dem, vi inviterer ind, får trykt noget i et tidsskrift, som de kan gå ud og vise frem. Det er noget af det, vi kan med tidsskriftet. Det bliver et rum, hvor vi kan invitere folk ind til at samarbejde, deltage eller bidrage. På den måde bliver Pist Protta både en social sammenhæng og et udstillingssted,” siger Åse Eg Jørgensen.
Pist Prottas besøg på Guttormsgaards Arkiv, Blaker Meieri, Norge. Foto: István Virág / KUNSTDOK
Udstillingskollektivet er et fagligt rum
Ud over Pist Protta er den 67-årige kunstner engageret i to andre faglige fællesskaber. Det ene hedder LOKALE og er et udstillingskollektiv, der er etableret som en forening, og som råder over to udstillingssteder i København. I foreningen mødes 16 kunstnere jævnligt og afholder møder med faste dagsordener. Blandt andet aftales fremtidige udstillinger og eventuelle fællesarrangementer, ligesom de opdaterer hinanden om deres individuelle projekter.
LOKALEs udstillingssteder er ikke kun møntet på, at kunstnerne kan udstille der. De stilles også til rådighed, så medlemmer, der for eksempel har brug for ekstra gulvplads et par dage, kan benytte det i arbejdsøjemed. I det hele taget er LOKALE et kunstnerfællesskab, der i højere grad har blikket vendt ind mod kunstnerne selv frem for ud mod et publikum.
”Mange fagligheder har brug for et fagligt forum, og sådan kan du også godt tænke LOKALE. Tit er det ligesom krævet, at den kunstneriske faglighed henvender sig mod et publikum, der ikke selv er kunstnere, og det kan nogle gange medføre en form for laveste fællesnævner. Ikke fordi, der er noget i vejen med publikum, men det må også være legalt at arbejde kollegialt,” siger Åse Eg Jørgensen.
Derfor er LOKALE også et forum, hvor medlemmerne viser deres arbejde frem for hinanden, holder middage sammen eller har en samtale med dem, der inviteres ind udefra. Åse Eg Jørgensen blev selv inviteret med ind i netværket for fem år siden, og ligesom med andre kunstneriske fællesskaber, hun indgår eller har indgået i, var det nogle bestemte faktorer, der afgjorde, at hun havde lyst til at være med.
”Det betyder meget for mig, at folk har en interesse for det sociale, og så skal der være noget på spil for alle. Det, der gives, og det, du selv giver, det kommer tilbage og skal føles som noget ekstra, du får. Det er ligesom to felter, ikke? Og så er der et varmt stof imellem, som er et plusstof,” forklarer hun.
Åse Eg Jørgensen er meget bevidst om, hvad hun får ud af at engagere sig i de faglige fællesskaber.
”Det er i høj grad det udefinerede, sociale bagved fællesskaberne, der er outcome. Den gensidige forståelse af hinanden og interesse for hinandens arbejde,” siger hun.
Set i et økonomisk perspektiv kan Åse Eg Jørgensens engagement i faglige fællesskaber ikke en til en veksles til kroner og ører. Men hun er omvendt ikke i tvivl om, at for eksempel hendes mangeårige arbejde med Pist Protta har været en god reference, og at den har affødt adskillige grafiske arbejdsopgaver gennem årene. Hun mener også, at definitionen af arbejde er for smal, for ofte kan arbejde ikke udelukkende defineres som det, der giver økonomisk afkast nu og her.
”Man skal selvfølgelig kunne betale sine regninger, men derfor kan ens arbejde sagtens strække sig meget længere end det,” siger hun.
Foto: Jannie Søgaard
Sympatien for hinanden er afgørende
Der er endnu en faktor, som spiller en væsentlig rolle for Åse Eg Jørgensen, når hun engagerer sig i et arbejdsmæssigt fællesskab. Det handler om sympati – om lysten til at tilbringe tid sammen med dem, man indgår i fællesskab med. Den skal altid være til stede, og det er den også i høj grad i det nyeste af hendes kunstneriske fællesskaber, fortæller hun. Det hedder H.Å.M. – efter forbogstaverne i navnene på de tre kvinder, som gruppen består af. Fællesskabet opstod, da de tre kvinder mødtes i et selvorganiseret kor, og en af dem inviterede de to andre til at samarbejde om en udstilling, hun var kommissioneret til at lave på Brandts i Odense.
”Vi startede med at mødes for at lave regler og grænser, så vi sammen kunne skabe et arbejdsrum. Men selvom de første møder som udgangspunkt handlede om, hvilken retning vi overhovedet ville gå, så var noget af det bedste, vi fik ud af det, når jeg tænker på det, den tillid og det trygge rum, vi fik skabt. Det blev hurtigt et rum, hvor vi kan sige alt til hinanden uden at frygte for, hvordan det bliver modtaget og et rum, hvor vi ikke skal præstere i forhold til hinanden, men i fællesskab,” siger hun.
Når der skal tages beslutninger i H.Å.M., tages de, sådan som de gør i alle de faglige fællesskaber, Åse Eg Jørgensen er med i, i plenum. Det betyder, at der er et ligeværdigt forhold mellem alle, og det er afgørende for hendes lyst til at være der.
”Det er vigtigt at kunne lægge sit eget jeg til side med tanke på værkets bedste, hvis det skal lykkes at lave kunst sammen, tror jeg. Det betyder ikke, at der aldrig må være uenighed, for det kan ikke undgås. Men jeg trives ikke steder, hvor uenighed bliver til konflikter, så vil jeg hellere ikke være med. Jeg er meget mere til, at vi taler os frem til konsensus,” siger hun.
Som Åse Eg Jørgensen sidder der og fortæller om sit engagement i – og sin glæde ved – kunstneriske fællesskaber, kan det næsten lyde som om, at den ene dør efter den anden bare har åbnet sig for hende, uden hun selv har måttet gøre en indsats. Hun anerkender da også, at hun af og til oplever at blive inviteret ind i fællesskaber uden direkte selv at have opsøgt det.
“Jeg er nok af den opfattelse, at i og med at jeg indgår i fællesskaber, gør jeg en indsats, der i nogle tilfælde fører til nye fællesskaber. Men der er i hvert fald næppe nogen tvivl om, at venskaber og bekendtskaber er et omdrejningspunkt i tilværelsen. Mit eget første faglige fællesskab opstod jo faktisk også som en forlængelse af et venskab, ” siger hun.
Ingen emner er for fine til tidsskriftet Pist Protta. Her nr. 98, et såkaldt “lortenummer”, der handler om lort som kunstnerisk materiale og lort som genstand for kunstnerisk aktivitet. Tidsskriftet kan købes på Spacepoetry.dk. Redaktionen udgøres af: Jesper Fabricius, Jesper Rasmussen og Åse Eg Jørgensen.