Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren nr. 1 2026
Flere hundrede mennesker trodsede sne og kulde en fredag i starten af februar for at deltage i genåbningen af det kunstnerdrevne udstillingssted M100 i Odense. Udstillingsstedet, der første gang åbnede i Søndergade i 2018, lukkede i sommeren 2024, men er nu tilbage i større, flottere – og dyrere – lokaler i Asylgade.
Billedkunstnerne Tine Oksbjerg og Mikkel Larris er stadig en del af bestyrelsen i den non-profit kunstnerstyrede forening bag udstillingsstedet, men har nu fået følgeskab af nye og yngre kræfter – Mai Northcote, Camilla Gaugler, Indigo Richards og Augusta Wollfbrandt – som skal være med til at sikre, at stedet denne gang viser sig levedygtigt over en længere årrække.
Tine Oksbjerg er glad for den gode start, som den store deltagelse på genåbningsdagen gav M100:
”Det var en stor glæde at føle opbakningen, og den bekræftede, at vi har været savnet,” siger hun.
Da udstillingsstedet lukkede i Søndergade i 2024, vidste hun ikke, om det ville åbne igen, men der blev lejet et lager i håbet om, at der på et tidspunkt igen ville blive brug for alle tingene.
”Jeg tror, at vi først og fremmest havde brug for en pause, for vi manglede folk og var kørt lidt trætte i arbejdet og havde brug for at mærke efter og se, om vi kunne genfinde noget nerve og passion. Der var også behov for at gentænke, hvad vi ville med stedet, og hvordan vi kunne gøre os relevante – både for os selv og for folk i Odense,” siger Tine Oksbjerg.
Undervejs fik både hun og Mikkel Larris at vide, at de var savnede – særligt blandt de studerende fra Det Fynske Kunstakademi, som næsten var blevet en del af huset. De kom til ferniseringer, passede udstillinger og fik selv mulighed for at vise deres fjerdeårsudstillinger i M100.
Stor imødekommenhed
Men det får samtidig Tine Oksbjerg til at føle et stort ansvar:
Tine Oksbjerg holder tale ved genåbningen. Foto: M100
”Det kan godt være en fordel at være et udstillingssted i provinsen. Når man vælger at starte noget her, sætter det hurtigere spor, fordi udbuddet ikke er så stort som i København. Men når man lukker, mangler der pludselig en fysisk platform for samtidskunst i Odense – et sted, hvor man kan mødes. Det, at vi så tydeligt gør en forskel, er en stor fordel. Men omvendt betyder det også, at hvis vi lukker, så fjerner man en væsentlig del af kunstmiljøet i Odense,” siger hun.
Hun oplever, at Odense Kommune har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at styrke vækstlaget i kunstmiljøet for at fastholde kunstnere og kulturfolk i byen. Derfor møder de stor imødekommenhed i forbindelse med ansøgninger, og hun mener, at det er vigtigt for en by som Odense, at et sted som M100 findes.
”Jeg føler helt bestemt et ansvar for at bidrage til, at Odense er en god by at bo i – og her spiller M100 en rolle. Det er selvfølgelig et stort ansvar at lægge på et enkelt udstillingssted, men jeg tror faktisk, at det har betydning, at vi er her. For Mai og Augusta, der er med i vores bestyrelse og kommer direkte fra akademiet, er det vigtigt, at der er et sted, hvor de kan indgå i et professionelt netværk i hverdagen, hvis de skal vælge at bo i Odense. Ellers kan man let komme til at føle sig afsondret fra kunstlivet. Når M100 eksisterer som et aktivt sted med udstillinger, arrangementer og kunstnere, der kommer til byen, skaber det et fagligt miljø og et netværk, som man har brug for i det daglige. Derfor tror jeg, at det, at vi findes, har reel betydning for, at nogle vælger at blive i byen,” siger Tine Oksbjerg.
Odenses større kulturinstitutioner – Kunstmuseum Brandts og Museum Odense – har oplevet stor publikumsfremgang det forgangne år. Men det gør det ikke mindre vigtigt også at have mindre, eksperimenterende udstillingssteder med tæt kontakt til kunstnerne og den kunstneriske proces, mener Tine Oksbjerg. M100 skal ikke stå for ”poleret gallerikunst”:
”Vi er et kunstnerdrevet, nonprofit udstillingssted, og derfor har kunstnerne her mulighed for at prøve nye ting af og udvikle deres praksis uden at tænke på, om galleriet siger: ’Det dér sælger ikke’. Det er vigtigt for os at fastholde, at vi er et rum for eksperimenterende kunst, og vi vil gerne give lokalbefolkningen adgang til samtidskunst, så man ikke behøver tage til København for at se det. For mange unge er vi faktisk et af de første steder, hvor de kan møde og tale med en kunstner. Men vi tager også et vist hensyn til, at der ikke er så mange udstillingssteder i Odense, og derfor prøver vi at vise et bredt udsnit af samtidskunst – mange materialer, teknikker og indgange,” siger hun.
Bedst mulige vilkår
Alle udstillende kunstnere i M100 er professionelle, og i programmet forsøger man at være så brede som muligt i forhold til alder, baggrunde og identiteter. Alle kunstnere honoreres efter Billedkunstnernes Forbunds aftaler med udstillingsstederne.
”Når det gælder økonomien, så arbejder vi meget professionelt med budgetter. Vi laver et samlet budget for, hvad det koster at gennemføre et helt års udstillingsprogram, og derefter søger vi fonde og ser, hvad vi får bevilget. Vi går først i gang med en udstillingsperiode, når budgettet er på plads, og vi ved, at vi kan honorere kunstnerne. Alle, der udfører arbejde hos M100, bliver honoreret økonomisk, så når vi selv kuraterer en udstilling, er der også et kurateringshonorar til den af os, der står for udstillingen, omend det ofte ender ganske beskedent, da den udgift kan justeres med færrest omkostninger for programmets gennemførsel og kunstnernes honorar. Men vores øvrige arbejde for M100 er filantropisk og ulønnet,” siger Tine Oksbjerg.
”Vi prioriterer altid, at kunstnerne og de øvrige medvirkende får det størst mulige honorar, vi kan skrabe sammen. Det er vigtigt for os at tilbyde kunstnerne gode vilkår, når de udstiller hos os. Vi dækker overnatning, materialer til opbygning, transport og lignende. De får også honorar for at deltage i artist talks, og hvis de afholder workshops, bliver de betalt for det.”
”Vi gør os umage for at være med til at forbedre kunstnernes vilkår, fordi vi selv er kunstnere og ved, hvor ofte man ellers bruger af sin privatøkonomi for at realisere sit arbejde. Det ser vi som en del af vores mission. Vi arbejder for, at det samlet bliver en indtægt og ikke en udgift for de kunstnere, der udstiller hos os.”
Artist talk med Nadia Gueddouh. Foto M100
Åbningsudstillingen var den dansk-algeriske kunstner Nadia Gueddouhs Silence & Passion, som indgår i udstillingsprogrammet Patches & Mice. Programmet søger at skabe grobund for bedring og udvikling af fællesskaber lokalt og insisterer på kunstens samlende kraft – kunsten som et værktøj til at ændre fællesskabets betingelser og strukturer, som det hedder i beskrivelsen.
I 2026 afholder M100 seks udstillinger og fire events, der aktiverer lokalsamfundet i samarbejde med Ungdomshuset, Den Fynske Landsby, Kulturmaskinen og Fyens Fritidsskole. Programmet er generøst støttet af Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Øernes Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Odense Kommune, Kulturpuljen og Dyrup.
Udvikling gennem samarbejde
Samarbejdet mellem institutionerne giver ikke kun faglig mening, men skaber også synlighed:
Åbning af M100. Foto: M100
”Vi bruger hinandens platforme og sender folk videre til hinandens aktiviteter. Det er faktisk nemmere at nå ud til kunstlivet i Danmark end til den almindelige borger i Odense. Lokalmedierne er svære at trænge igennem til, og det er lettere at skabe omtale af åbningen af en tøjbutik end åbningen af en udstilling. Det er lidt af et problem, for mange borgere følger netop lokalmedierne,” siger Tine Oksbjerg, der gerne indgår i endnu flere samarbejder – blandt andet med andre kunstnerdrevne udstillingssteder om fællesudstillinger, formidling og markedsføring.
”Samarbejde er rigtig godt. Udfordringen er, at det også kræver ressourcer. Det er altid nemmest bare at passe sig selv, men det er gennem samarbejde, udviklingen kan ske – og den skal ske, hvis man skal eksistere på den lange bane,” siger hun.
”Når man har drevet et udstillingssted i en årrække, opbygger man en masse erfaring – både om hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre. Man står også hele tiden med spørgsmål, som man selv må finde svar på. Derfor ville mere samarbejde på tværs af kunstnerdrevne udstillingssteder være virkelig værdifuldt. Især for dem, der skal starte nye steder op. Hvis der fandtes en platform eller forening, kunne nye udstillingssteder få sparring og viden fra dem, der har været i gang længe. Så skulle man ikke opfinde den dybe tallerken igen og igen rundt omkring i landet. Det er næsten tåbeligt, at så meget viden bliver holdt for sig selv og ikke delt,” siger hun.
Flerårige aftaler
”Men for det meste er det vores fritid, vi bruger på at drive stederne. Der er en grænse for, hvor meget man kan nå. Helt lavpraktisk skal der afvikles udstillinger, og mens programmet kører, planlægger man allerede næste år og søger fonde. Det hele foregår parallelt, og det lægger et naturligt loft over, hvor meget ekstra man kan løfte.”
Hvis hun kunne ønske sig ét tiltag, der kunne gøre tilværelsen lettere for kunstnerdrevne udstillingssteder, skulle det være muligheden for flerårige driftsaftaler med kommuner og fonde, fordi det er vanskeligt at arbejde langsigtet med større udviklingsprojekter, visioner og strategier.
”I M100 har vi ambitioner om at udvikle stedet videre. I dag har vi udstillinger og workshops, men vi kunne godt tænke os at udvide og blive mere som et billedkunstcenter, hvor der også er undervisning og mulighed for større projekter. Det ville kræve en mere stabil økonomi og måske også give os mulighed for i højere grad at aflønne os selv for det arbejde, vi lægger i stedet,” siger hun.
På spørgsmålet om, hvorvidt M100 holder længere denne gang, svarer hun:
”Selvfølgelig er jeg fortrøstningsfuld, og vi håber alle sammen, at vi stadig eksisterer om fem år. Men den usikkerhed, der følger med den årlige finansiering, er en grundlæggende præmis, vi hele tiden arbejder under.”
Foto øverst: Genåbning af M100 med udstilling af den dansk-algeriske kunstner Nadia Gueddouh, Silence & Passion. Foto: M100