Man er jo en slags bastard
Som keramiker føler Gitte Jungersen det som en frihed at befinde sig i et flydende rum mellem funktionalitet og salg og kunst og kreativitet.
Af Helle Fagralid,
Tema
Håndværket i kunsten oplever en renæssance i disse år. Der er en stigende længsel efter det håndgribelige og det taktile, og mange oplever, at håndværksbaseret kunst tilbyder en form for modvægt til det virtuelle og immaterielle og bringer fokus tilbage på det fysiske, skabte objekt. Ikke kun som en nostalgisk tilbøjelighed, men også som et udtryk for en tid, hvor mange mennesker søger efter nærvær og mening i en verden, der ofte føles hastig og distanceret. Når bæredygtighed og autenticitet bliver centrale værdier i samfundet, søger både kunstnere og publikum efter værker, der er skabt med omtanke og dygtighed.
Gitte Jungersen ville egentlig have været arkitekt, men søgte impulsivt også ind på Danmarks Designskole. Hun kom ind på begge uddannelser, men valgte keramiklinjen på Designskolen, fordi muligheden for at fordybe sig i et materiale og et håndværk trak mere i hende. Da hun dimitterede i 1993, var det materialebaserede håndværk dog totalt umoderne i forhold til en kunstscene, som var mere orienteret mod koncept- og videokunst. Men efter nogle få afstikkere udenfor feltet, valgte Gitte Jungersen alligevel keramikken, og siden har hun fordybet sig i en eksperimenterende undersøgelse af det ældgamle, verdensomspændende materiale.
Hvorfor valgte du keramik som medie?
”Det bunder i en oprigtig interesse, som altid har været der. Det handler også om identitet, at hvis man gør noget, så skal det gøres så tydeligt for en selv, hvorfor man gør det, så man kan stå skarpt i forhold til omgivelserne. Som menneske skal man fungere på mange planer i sit liv, og der kan dét at kunne noget med sine hænder og at kende et materiale ind og ud noget. Det er ligesom at spise og sove, der er noget væren i det. Jeg har et meget ’stort hoved’, jeg skriver og læser meget, og det kan let køre afsted med mig, men keramikken skal ikke forstås som terapi, det er mere dét, at det bliver meget konkret, at det er noget, der findes på et konkret plan. Det giver grounding,” siger Gitte Jungersen.
Hun fortæller, at studieretningen på Danmarks Designskole dengang var tydeligt defineret af materialet, eksempelvis tekstil eller keramik, i modsætning til på Kunsthøjskolen i Oslo (KHiO), hvor hun i dag er gæstelærer.
Taler et andet sprog
Den skarpe opdeling af billedkunst og kunsthåndværk er måske så småt ved at blive udvisket?
”Kunsthøjskolen i Oslo er en fusion af kunsthåndværkeruddannelsen og kunstakademiet. På afdelingen for kunst og håndværk underviser jeg i ’materialebaseret kunst’, for generelt handler det ikke om problemløsning eller funktion. Det handler om fordybelse og helt lavpraktisk om at kunne noget så godt, at man kan sige det, man gerne vil sige. Dimittenderne derfra er kunstnere på lige fod med de andre.”
Hvor vil du placere din egen praksis?
”Når jeg er sammen med designere, føler jeg mig ikke som en del af dem, for det har aldrig været mit udgangspunkt at skulle løse et funktionelt problem, gøre verden til et bedre sted eller være drevet af at sælge noget. Og når jeg er sammen med billedkunstnere, tænker jeg, at de ikke er min ’stamme’, fordi de taler et andet sprog. Det er som om, de taler hurtigt norsk, for jeg forstår, hvad de siger, men kan samtidig ikke helt være en del af det. Og så er der så min lille kollegagruppe af keramikere. Jeg befinder mig et eller andet sted midt imellem, som en bastard, der flyder rundt i fællesmængden. Det har jeg det helt fint med, det føles faktisk som en frihed at befinde sig i et mere flydende rum.”
Du er en del af Peach Corner, som er et lille kunstnerdrevet galleri på Frederiksberg. Hvad giver det dig at være en del af det fællesskab?
”Først og fremmest giver det kollegaer. Det er pokkers ensomt og liberalt at klare sig som kunstner i den her jungle. Peach Corner er en platform, hvor vi mødes, udveksler og sætter udstillinger op sammen. Da de spurgte, om jeg ville være med, var min første reaktion, at jeg ikke rigtig kunne forholde mig til et udstillingssted, der udelukkende var defineret af keramik. Jeg var træt af den kategorisering, men der har jeg flyttet mig.”
Kunst er dyrere end vaser
Hvad fik dig til at ændre holdning?
”Jeg læste Ceramic Art and Civilisation af Paul Greenhalgh, som handler om keramikkens historie. Han betragter det som et selvstændigt felt, og det blev jeg meget berørt af. Han forklarer meget fint, hvordan man i det gamle Kina, Rom og hos grækerne har haft værksteder, hvor keramikere har lavet kopper og tallerkener, fordi de skulle leve af det, men typisk har mange af dem også lavet objekter, vi i dag ville kalde kunst, fordi de ikke skulle løse et problem. Det er de samme mennesker, der kan begge dele, og historisk set går det igen på hele kloden, at man har haft en produktion, som var en blanding af dagligdags varer og kunst. Det er en befriende måde at se det på. Det er sådan set den præmis Peach Corner er grundlagt på, selvom vi har haft svært ved at formulere det; at man ikke nødvendigvis kan skille det ad. Her er der plads til, at man kan være en hybrid.”
Hvad tror du, at behovet for at skelne imellem kunsthåndværk og kunst handler om?
”Jeg oplever, at forsøget på at dele det op, ofte handler om hierarkier og måske også om markedet. Paul Greenhalgh kommer med et sjovt eksempel med de her gamle græske sort-hvide vaser med tegneserie-agtige billeder på, som alle kender. De er blev gravet frem for mange år siden, men på et tidspunkt i slutningen af 1800-tallet kom nogle af vaserne til England, og her skulle der tjenes penge på dem, så de fik pludselig travlt med at forklare, hvorfor det var kunst. Der blev blandt andet skrevet artikler om dem, men det var ofte postulater, der var fulde af fejl og set igennem samtidens øjne. Det handler om markedsværdi. At selvom det er samme objekt, bliver det dyrere, når det er kunst og ikke bare en vase.”
Hvordan forholder du dig selv til markedet?
”Livet som kunstner svinger jo op og ned i forhold til tendenser og trends. Markedet er i høj grad noget, der konstrueres ligesom i historien om den græske vase. Jeg arbejder nogle gange med kommercielle gallerier, som efterspørger værker, og det er godt for økonomien, men ikke kreativt fordrende. Jeg forsøger at blive stående og udtrykke mig dér, hvor det giver mening for mig selv.”
Totalt anakronistisk
Gitte Jungersen er med egne ord ’en nørd’, der er inspireret af den keramiske proces og materialet fremfor en omfattende research af et felt forud for skabelsen af sine værker. Det handler om at forfølge en tydeliggørelse af fænomenet keramik og at balancere det kontrollerede med det uforudsigelige.
”Det er en ’kryben ned’ i materien. Det spændende ved den keramiske proces er for mig det kontroltab, som sker i brændingen. Jeg arbejder mig systematisk fremad i processen, hvor jeg tester alt ned til mindste detalje, indtil jeg opnår fuld kontrol over de enkelte glasurers reaktioner ved 1.280 grader i en computerstyret ovn. Og så bruger jeg bevidst glasurer, som opfører sig voldsomt og med maksimal bevægelse, når de smelter. Når de her glasurer med helt forskellige egenskaber lægges lag på lag, opstår der et element af uforudsigelighed, hvor materialet tager over og udtrykket balancerer mellem rå naturkraft og menneskeskabt kulturelt objekt. Jeg er med årene blevet mere og mere interesseret i at slippe kontrollen og i stedet lade selve udsmeltningen være den formende proces. For det er her, der ligger en mulighed for at indgå i en ligeværdig dialog med materialiteten. Man kan sige, at der opstår en proces, hvor materialet svarer igen.”
Når du selv har centreret din kunstneriske praksis omkring ét materiale og håndværk, hvordan oplever du så den interesse, der er hos billedkunstnere for at arbejde med keramik?
”Jeg ved jo for eksempel vildt meget om keramisk glasur og det er helt essentielt i mit forhold til keramik. Det underviser jeg i på KHiO, så de studerende der får den viden, men her i Danmark må de fleste billedkunstnere nøjes med at købe færdiglavede glasurer, og det kan der komme kæmpestor kunst ud af, men det er to meget forskellige tilgange. På en måde kan man sammenligne os faguddannede med det at spille et instrument, violin for eksempel, som man kun kan mestre, hvis man har øvet sig rigtig meget. Men derfor kan man jo godt bruge en violin i en anden sammenhæng og på en anden måde, men det er forskellige udtryk og forskellige indgangsvinkler.”
Hvordan ser du fremtiden for keramik?
”Det er et af verdens ældste materialer og der er noget totalt anakronistisk over det, men det vil aldrig helt forsvinde. Det er ligesom romanen, som man ikke kan slå ihjel, fordi den grundlæggende er en god idé. Selvom det måske forsvinder i en periode, vil det vende tilbage, fordi det er så fundamentalt for mennesket. Jeg ved ikke, hvor det bevæger sig hen, men det betyder noget for mig, at vi er forbundet til noget, der går tusinder af år tilbage i tiden. Det er stort og smukt og ikke noget, vi vil være fri for.”
Seneste nyheder
Kunsten at skabe en karriere
Alt du skal vide, når du arbejder med kunst i offentlige rum
Styrk fællesskabet med BKF 1 maj!
Hold samtalen i gang
Involvér kunstnere i klimaprojekter
