Af Mette Garfield
Webspecial, Fagbladet Billedkunstneren #1 2022.
Kommuner kan med fordel indarbejde kunst i offentlige bygninger, på gavle i byrummet, i inddragelsesprocesser med borgere og i udvikling af urbane rum og landområder.
Det er nogle af de muligheder, der blev delt på årets BKF-konference om kunst i kommunerne, hvor en lang række kunstnere og kuratorer fortalte om deres forskelligartede samarbejder med kommuner.
Nis Rømer, tidl. forperson for BKF, modererede den digitale BKF-konference.
Nis Rømer, billedkunstner, tidligere forperson for BKF og moderator på konferencen, bød velkommen til de i alt 176 deltagere fra ind- og udland, der deltog i konferencen via Zoom.
Og så gav han ordet til konferencens syv oplægsholdere: Katja Aßmann, Berit Kirksæther, Kerstin Bergendal, Thomas Seest, Lene Floris, Kristoffer Ørum og Hannah Toticki, der alle på forskellig vis er engageret i at tænke kunsten ind i kommunernes udvikling og borgernes hverdag.
Foto øverst:’Omkledd’. Udendørs udstilling på Nyhavna, Trondheim 2021-22. Foto: Theodor With. Mere om Trondheim Kommunes arbejde med kunst i offentlige rum længere nede i artiklen.
Kunstnerne skal med fra start
Katja Aßmann, som er kurator og kunstnerisk direktør i Grün Berlin, fortalte om kunstens rolle i en bæredygtig byudvikling med særligt fokus på den nye Spreepark Berlin.
Aßmann pointerede, at arbejdsprocesserne i tværfaglige udviklingsprojekter bør diskuteres. Og hun spurgte retorisk, om det virkelig er bedst at invitere kunstnerne ind sidst i processen, som det oftest sker i Tyskland.
Hun viste tre eksempler på kunstprojekter i Emscher området ud af mere end 100 realiserede projekter, der blev udviklet i løbet af seks år. Og fortalte bl.a. om en gangbro udviklet af kunstneren Tobias Rehberger:
”Broen er et symbol på Emscher Art og på, hvordan man kan skabe noget meget værdifuldt, når man bringer disciplinerne sammen. Men det kan være svært at finde et fælles ståsted.”
Visualisering, Spreepark Berlin: ©ARGE Spreepark Freianlagen c/o die grille.
Aßmann ser en tendens til, at byplanlæggere ofte først inddrager kunstnere sent i udviklingsprocessen. Og at kunsterne ofte oplever, at byplanlæggerne ikke har en egentlig strategi for arbejdet, f.eks. når byer bliver mindre eller vokser for hurtigt.
”Min tese og måde at arbejde på er, at sandheden ligger midt imellem byplanlæggernes og kunstnernes opfattelser. Hvis man bringer de to fags erfaringer sammen, kan man skabe det nye, der er brug for, når gamle byplanlægningsstrategier ikke længere passer til byers udvikling,” sagde Katja Aßmann.
Spree Park Art
Aßmann afsluttede sin præsentation med at fortælle om sin nyeste passion, Spree Park Art, som har en meget farverig historie.
”I 1969 byggede man den eneste permanente forlystelsespark i hele Østtyskland. Det var en stor succes. Så overtog en stor investor fra Hamburg, men uden held. Byen Berlin ville efterfølgende, at stedet skulle være for offentligheden,” forklarede Aßmann og fortsatte: ”Men der skete ingenting de næste 14 år, og naturen tog over.”
Foto: Spreepark © Frank Sperling.
Aßmann viste fotos af forlystelser, hældende pariserhjul og forvitrede dinosaurusfigurer viklet ind i trækroner og græs. ”Der er truede planter, over 40 sjældne insektarter og en masse dyr, der har udnyttet langsomheden i parken. Mange mener derfor også, at parken skal forblive uberørt.”
Aßmann viste masterplanen for den 30 hektar store Spree Park, der åbner i 2025, og forklarede, at der ikke skal bygges en ny forlystelsespark, idet hele området nu er fredet.
”Men vi vil skabe en offentlig park med andre former for forlystelser. Pariserhjulet er tilladt, men de andre gamle forlystelser skal vi genskabe og -bruge.”
En hal, der tidligere blev brugt til reparationer af karrusellerne, skal være udstillingssted, men skal også fungere som koncertvenue og huse andre kulturevents. Aßmann fortalte om den integrerede arbejdsproces: ”Vi lavede et open call til kunstnere, for at få anderledes ideer til ny infrastruktur til parken. Ikke ideer til bænke og skraldespande, men til steder man kan gemme sig i, atmosfærer, hvor man kan nyde naturen på nye måder.”
En deltager spurgte om kriterier for valg af kunstnere, hvortil Aßmann svarede: ”Man skal være villig til at ændre sine ideer for helhedens skyld. Det er ikke alle kunstnere, der er klar til at gå ind i sådanne projekter. Jeg havde en liste på 60 kunstnere til Spree Park, men kun 20 sagde ja.”
Monika Gora: Viewpoint. Huseby skoler, 2021. Realiseret via Trondheim Kommunes procentordning for kunst i offentlige rum, som del af områdeløftet Saupstad – Kolstad. Foto: Kjersti Berg / Trondheim kommune.
Trondheim har procentordning til kunsten
Berit Kirksæther, billedkunstner og rådgiver for kunst og kultur i Trondheim Kommune, fortalte i sit oplæg om kommunens arbejde med kunst, særligt i udviklingen af havneområdet Nyhavna.
”I 2003 blev det politisk vedtaget, at 1,25 % af kommunens investeringsbudget skulle gå til kunst. Kunstordningen kan virke traditionel, men er utrolig vigtig for, at vi kan lave større kunstudviklingsprojekter.”
Kirksæther viste fotodokumentation af kommunens kunst i børnehaver, skoler, på helsecentre, i kommunal virksomhed og i offentlige parker. Hun fortalte desuden, at kommunen formidler kunstprojekterne i en række publikationer, via Instagram og lokale medier.
”Midlerne er ikke øremærkede til hvert enkelt byggeprojekt. Ansvaret ligger hos kommunen, men vi etablerer altid et kunstudvalg, som ledes af en ekstern, kunstfaglig konsulent, som vi finder gennem KORO.” (KORO: Kunst i Offentlig Rom, statslig myndighed under det norske Kulturministerium, red.).
Kirksæther forklarede, at private aktører kan medfinansiere kunstprojekter med kommunen. Og så nævnte hun et vigtigt virkemiddel i Trondheims kunstpolitik: Et tillæg til kravene til den norske byplanlægningslov, som kommunen har givet navnet ’lad kunst og kultur præge Nyhavna’.
Nyhavna. Foto: Trondheim Kommune.
”Gode økonomiske modeller er meget vigtige. Men vi mangler flere samarbejder omkring finansiering af kunsten. Hvis kunsten skal præge Nyhavna, vil det enten koste dem, som vil tjene penge på boligudvikling, eller kommunen, eller begge,” afsluttede Kirksæther.
En hyper-lokal park
Men hvordan kan kunsten inddrages i den kommunale byudvikling herhjemme? Det gav flere af de næste oplægsholdere konkrete bud på.
Først på skærmen var billedkunstner Kerstin Bergendal, der har udviklet kunstneriske metoder og stillet spørgsmålstegn ved faggruppers blinde vinkler, inklusiv sine egne. Hun fortalte om sit projekt ’apropos en eng’:
”Det er et samarbejde mellem områdefornyelse Nordvest og Statens Kunstfond om et grønt areal på 850 kvadratmeter i Københavns Nordvest-kvarter. Det skal omdannes til en lokal park, skybrudsikres og få en ny rolle,” forklarede hun.
”Min første handling var at lave 16 videoportrætter af personer, der havde en eller anden tilknytning til parken. De kunne samlet opfattes som en slags kortlægning af området, på linje med jordbundsundersøgelser.”
Billedkunstner Kerstin Bergendal på besøg hos lokal pizzabager i projektet apropos en eng.
Kunstnerens videoportrætter er lagt ind i udbudsmaterialet i konkurrencen om at finde de rigtige rådgivere til opgaven, og samarbejdet med kunstprojektet er skrevet ind som et af konkurrencens parametre. Bergendal ser det som en klar fordel, at man som kunstner kan skabe plads til improvisationer i en ellers meget determineret proces.
”Landskabsarkitekterne har afleveringsdatoer og forsikringsansvar. Men jeg kan som kunstner vælge at bruge mange timer og komme med utopiske forslag.”
Bæredygtighed, samarbejde og utopi
Herefter fortalte billedkunstner Thomas Seest om et kunstprojekt med fokus på landskab, natur og bæredygtighed i Guldborgsund Kommune, hvor han sammen med kunstneren Søren Lose er tilknyttet som huskunstner.
’Bæredygtighed’, ’samarbejde’ og ’utopi’ er de tre ord, kunstnerne har samarbejdet omkring i udviklingen af nye formater. Kunstnerne fik et område på tre hektar i nærheden af rådhuset i Guldborgsund til at lave kunst og workshops.
”Vi kaldte området Vildparken for at bruge et af kommunens egne buzzwords, og fik stoppet nogle af de kæmpe maskiner, der var ved at kvase det hele. Og så fik vi mulighed for at plante blomsterfrø i de spor, maskinerne efterlod,” fortalte han.
I Guldborgsund Kommunes huskunstnerprojekt, skabt af billedkunstnerne Thomas Seest og Søren Lose, deltog både børn og voksne aktivt undervejs. Foto: Anders Knudsen, Lolland-Falsters Folketidende.
Kunstnerne har selv fundet materialerne til projektet på en plads, hvor alle kommunens efterladenskaber ligger på lager. Herefter inviterede de lokale skoler til workshops.
”Vi laver bl.a. insektbo og taler med børnene om de planter og dyr, der kan leve her. Målsætningen er at være et værested for mennesker, dyr og planter. Så vi spørger dem også om, hvad der skal til for, at de vil være der.”
Børnene har mange gode ideer, f.eks. at lave huler til mennesker. Og da Guldborgsund er et meget lerholdigt sted, lavede kunstnerne også lerperler med børnene.
”Det handler om at give børnene en sansning og forbindelse til landskabet. Vi er nået frem til, at det handler om at røre og at gøre noget med det.”
Kunstnerne har også lavet festivaler og inviteret andre kunstnere: ”Det er os alle sammen, der skal omstilles, og i Huskunstnerordningen ligger, at man kan skabe rammer for kunstneriske aktiviteter. Det er vigtigt at sige, at vi ikke kommer for at holde nogen i ørerne, men vi vil lave showcases af nogle af de målsætninger på klimaområdet, som kommunen har for borgerne.”
Seest mener, at man f.eks. ikke bare skal få nogle til at plante træer, men sørge for at de mennesker, der planter træerne, får et tilhørsfoldhold til dem og til jorden: ”Vi er jo ikke landskabsarkitekter, men kan give et ritualiseret format og en kunstnerisk værdi.”
Caitlin Keogh: Ribands For a Wall. Holbæk Art 2020. Foto: Line Bigum Marqvertsen.
Kunst og erhvervsliv
Den næste korte præsentation var af Lene Floris, der er rådgiver og forperson for Holbæk Art.
”Holbæk Art blev sat i gang af erhvervslivet, af Holbæk Rotary i 2012. Der blev lavet en selvejende institution, der skal skabe kunst og aktiviteter i Holbæk, både billedkunst og skulpturel kunst,” lagde Floris ud.
”Man ville eje, vedligeholde, formidle kunst – og skaffe pengene. I 2014 afholdt vi første udgave af Holbæk Art med 13 værker, og hvert andet år siden da er der kommet nye værker til. Vi prøver nu i 2022 at skaffe midler til fire-fem værker.”
Holbæk Art kurateres af vekslende kuratorer, der kommer med forslag til værker og kunstnere. Herefter følger en dobbeltproces, hvor der bliver kigget på gavle og vægge, der parres med kunstnerne af kuratoren.
”Alle kuratorer har forstået at arbejde i en mindre by som Holbæk. Vi har ønsket at fastholde en dialog i øjenhøjde samtidig med, at vi har insisteret på et højt professionelt niveau.”
Floris forklarede, at Holbæk Art formidler om kunsten i mange formater, f.eks. via hjemmesiden, men også lægger vægt på, at kunstnerne er synlige i byen. Ved hvert værk er der desuden QR-koder, ligesom der er omvisninger og en pocket-guide. Holbæk Art har derudover lavet undervisningsmateriale i samarbejde med det lokale pædagogiske center.
Endvidere har Holbæk Art arrangeret projektet Young Artists i samarbejde med Kunsthøjskolen i Holbæk, hvor børn og unge ud fra forskellige temaer arbejder med kunst.
”Så vi har fat i mange, men der er også udfordringer. Især fordi det langt hen ad vejen kører som et frivilligt projekt,” sagde Floris.
Holbæk Art har genereret næsten 7 mio. kr. frem til 2020, og Holbæk Kommune har bevilliget et årligt tilskud på 200.000 kr. de næste to år. Herudover har Statens Kunstfond, Det Obelske Familiefond, LAG, EU-midler og Sparekassens Fyns Fond ydet tilskud, plus en anonym donor ved projektets begyndelse.
The Kolding Creature
Konferencens sidste korte præsentation var af kunstneren Kristoffer Ørum, der tonede frem på skærmen som et stort øje.
Billedkunstner Kristoffer Ørum skabte sit værk i dialog med Koldings borgere. Foto udlånt af kunstneren.
”Jeg vil fortælle om projektet The Kolding Creature, som er en del af Radius Kolding. Hvis I undrer jer over, hvorfor der sidder et stort øje og taler til jer, så får I forhåbentlig en forklaring senere”, sagde han og fortsatte: ”The Kolding Creature er et eksperiment i byrummet et sted mellem permanente og midlertidige værker.”
Ørum viste et foto af The Kolding Creature, som det ser ud, hvis man bruger den QR-kode, der er på soklen.
”Det er et Augmented Reality værk. Et slags digitalt spøgelse, et monster, man kun kan se, når man bruger mobiltelefonen. Hvorfor lave det midt i Kolding kunne man spørge? Og hvornår stopper og slutter værker? Det interesser mig.”
Ørum har længe haft en interesse for frygtvæsener: ”Dyret repræsenterer noget menneskeligt, men noget ukendt. Det er en måde at tale om og legemliggøre frygten på uden at tale om den.”
Det er også kunstens rolle, mener Ørum, at facilitere samtaler om ting, vi er berørt af, på andre måder end vi er vant til. Via opslag i byen fik Ørum kontakt til folk med kæledyr. Han samarbejdede også med Kolding Designskole og andre uddannelsesinstitutioner og kæledyrsbutikker.
Kristoffer Ørum: The Kolding Creature. Augmented Reality, RADIUS Kolding, 2021.
”Jeg inviterede folk til at få 3D-scannet deres kæledyr. Det skete i løbet af et par dage, hvor jeg var klædt ud med det her øje, som en slags levende ikon, en scanner, man kunne trykke på.”
Ud af alle disse 27 lokale kæledyr-scanninger byggede og samlede Ørum et digitalt dyr, The Kolding Creature. Han afsluttede sit indlæg med et billede af den tomme sokkel mellem biler, transport, og folk der går til og fra.
”Her findes nu et usynligt monster et sted mellem virkelighed og fiktion. The Kolding Creature tager fat i de ubehagelige ting.”
Mangfoldighed med kunst i kommunen
Tidligere forperson for Rådet for Visuel Kunst i Københavns Kommune Hannah Toticki fortalte derpå om erfaringer med repræsentations- og ligestillingsarbejde i kommunens kunstpolitik.
”Rådet indkøber kunst til Københavns Kommunes kunstsamling, der er på 4.000 værker og støtter billedkunstneriske projekter, der foregår i kommunen. Det er forholdsvis små projekter med gennemsnitlige beløb på 10.000 kr. pr. projekt. Indkøb af kunst foregår fire gange årligt. Der er fem kunstfaglige og tre politikere i rådet,” forklarede hun.
I årene 2002-15 har rådet købt værker af 263 mandlige kunstnere og 120 kvindelige kunstnere, til en samlet pris på henholdsvis ca. 6,5 og 2,5 mio. kr.
”Rådet blev i 2016 opmærksom på, at når det købte på ren intuition, så købte de desværre mange flere mandlige kunstneres værker og for meget højere beløb. Så man blev opmærksom på, at man aktivt skulle have en anden indkøbspolitik,” fortalte Toticki.
Nanna Abell, Flacon, 2019, beton, jernoxid, syntetisk musk olie, 103 x 60 x 26 cm. Værket er erhvervet af Københavns Kommunes Rådet for Visuel Kunst. Foto: Galleri Susanne Ottesen.
Og der skete et tydeligt skift, da rådet blev opmærksom på problemet.
”Det lykkedes at opnå en nogenlunde ligelig repræsentation mellem kønnene. Det, man måske kan hæfte sig ved, er, at selvom rådet de seneste år har brugt nogenlunde lige mange penge på at købe kunst af mænd og kvinder, så er der købt værker af tolv flere kvindelige kunstnere, hvilket betyder, at kvindernes priser er lavere end mændenes,” sagde hun.
”Rådet har ikke kun ønsket at fokusere på repræsentationen af mandlige og kvindelige kunstnere ud fra en binær kønsopfattelse, men også på at få repræsenteret forskellige etniciteter og kønsidentiteter. Men der er en GPDR-udfordring i det. Så derfor har rådet foreløbigt haft fokus på problematikken, uden at kunne lave statistik på området.”
Toticki nævnte også, at rådet i hendes tid har arbejdet strategisk med flere andre fokusområder, bl.a. på kunstnerhonorar, atelierpladser til kunstnere og strategi for kunst i det offentlige rum.
Hvad angår det sidste, har rådet foreslået politikerne, at Københavns Kommune skal afsætte en procentdel af nye ombygningsbudgetter til bygningsintegrerede- eller byrums kunst, sådan som det f.eks. sker i Stockholm og Oslo kommuner.
”Vi har sat det i søen og håber, at det nye udvalg vil følge op på det,” sagde hun.
Mette Garfield er skribent ved bl.a. Kunsten.nu og redaktør på forlaget Bastard.
BKF og kunst i kommunerne
Sammen med Kommunernes Landsforening har BKF lanceret et nyt fagligt netværk, der skal styrke arbejdet med kunst i kommunerne. Find info om det nye netværk her…
BKF-konferencen Kunst i kommunerne blev afholdt 20. januar 2022 og kan ses eller genses på video her…