Billedkunstnernes Forbund (BKF) er Danmarks faglige organisation for professionelle billedkunstnere med ca. 1.850 medlemmer. Forbundets hovedformål er at varetage billedkunstnernes faglige, økonomiske, sociale og juridiske interesser og fremme en så bred anvendelse af billedkunstneres arbejde som muligt.
Til dette arbejde har BKF et sekretariat, en bestyrelse og fagbladet Billedkunstneren, der udkommer fire gange årligt.
Ud over de traditionelle kunstformer maleri, skulptur og grafik, repræsenterer BKF også udøvere inden for de nyere billedkunstformer som multimedie, fotografi og installation. Forbundet har optagelseskriterier, der skal sikre, at medlemmerne har et professionelt virke inden for billedkunsten.
BKF er bl.a. repræsenteret i Statens Kunstfonds repræsentantskab, Dansk Kunstnerråd, kommunale billedkunstråd, Danske Billedautorer, Copydan, Biblioteksstyrelsen samt i flere internationale samråd, bl.a. Nordisk Kunstforbund.
Billedkunstnernes Forbund (BKF) blev stiftet i 1969 ved en fusion mellem Malende Kunstneres Sammenslutning, Dansk Billedhuggersamfund og Grafisk Kunstnersamfund.