Sara Malie arbejder typisk i stor skala og med tunge materialer som marmor og jern. Hendes skulpturelle praksis spænder fra store scenografiske konstruktioner til stenhuggeri og til rusttryk, i en visuel sammensmeltning, der bedst kan beskrives som pop art og arte povera.
Udstillingen Postcard I-III er en lidt mindre skala end Malies typiske værker – dog er der stadig spor af de tunge materialer. Værkerne SOLLER, Euromar og Sunau er skabt ud fra en rustningsproces i jern, hvor postkortmotiver er ridset ned i jernplader. Efterfølgende er motiverne overført ved hjælp af en kemisk proces, hvor pladerne påføres en vand- og eddikesyreblanding, som får jernpladerne til at ruste. Tekstilet ligger på pladen under den kemiske proces, hvor rusten overfører motivet til stoffet og skaber disse rå motiver i rødbrune farver.
Malie har i årevis samlet på feriepostkort, og under corona, hvor hun boede under lockdown i Italien, begyndte hun længselsfuldt at skabe postkortkollager ud fra erindringsbaserede feriemotiver. Med landemærker fra Kykladerne og Ibiza og sammensatte kystlinjer fra Portugal og Thailand, skaber Malie fiktive landskaber og utopier ud af fraktioner, vi allerede kender fra vores hverdag og ferier.
“Værkerne forestiller postkort fra fiktive rejser. Jeg er meget optaget af, hvordan man visuelt præsenterer et fysisk sted, og hvordan fiktion bliver en nødvendig faktor for at formidle en stemning eller markedsføre en utopi.”
Postkortet som motiv repræsenterer det identificerbare, men gennem Malies kollager og rusttryk bliver det genkendelige og stedsspecifikke genforhandlet. Hvordan kan vi forstå dem nu? Koblingen imellem de rå rusttryk og motivernes fiktive landskaber og utopiske destinationer bliver til en sanselig konfrontation, der åbner op for en refleksion af, hvordan vi navigerer i steder, koder og systemer.
Malies billedsprog er i høj grad inspireret af det visuelle sprog man finder i spil, manualer eller som i dette arbejde med postkost, der gør brug af mere eller mindre synlige koreografier, vi som individer og samfund benytter os af, for at navigere i en verden mættet af koder.
“Jeg har en stærk tro på det politiske potentiale, der ligger i world-building. I at skabe fiktive verdener og aktivt betragte de sociale systemer vi navigerer i, som spil der kan spilles – men også hackes ved hjælp af finansielle eller kulturelt betingede snydekoder.”
Sara Malie (f. 1992) er i 2023 dimitteret fra Hochschule für bildende Künste Hamburg.
Malie er billedkunstner og stenhugger og har udstillet på blandt andet Kunstnernes Efterårsudstilling, Kunstnernes Påskeudstilling m.fl.. Senest har Malie udstillet hos det kunstnerdrevne udstillingssted Platform Bunker (Instagram) på Frederiksberg.
Siden 2020 har Malie jævnligt rejst til marmorbruddene i Carrara, Italien, for at dygtiggøre sig i stenhuggeri. Fra oktober 2025 skal hun til Pietra Santa i det nordlige Toscana i Italien og være artisan (studietekniker, marmor) for kunstner Kevin Francis Gray.
Se Sara Malie instagram her
“For mig føltes overgangen ret ambivalent. Ikke så meget på grund af det bureaukratiske og økonomiske ved at dimittere, men nærmere fordi intensiteten af at bo og navigere i udlandet gjorde, at det at flytte tilbage til Danmark føltes som at trænge ud at et vacuum. Jeg oplevede en form for dykkersyge, tror jeg. I Danmark var alt nemt og foregik på et sprog jeg mestrede, men samtidig også lidt tomt, da mit kreative netværk var spredt ud over Centraleuropa og ikke bare brokvarterene, hvilket både føles rigt, men også ret ensomt.”
BKF’s udstillingsordning for dimittender
Udstillingen er led i forbundets Dimittendordning, der henvender sig til nyuddannede billedkunstnere fra danske og udenlandske kunstakademier.
Ordningen giver nyuddannede, der er medlemmer af BKF, en god indgang til arbejdslivet som kunstner.
Har du taget afgang inden for de seneste fem år, og vil du udstille hos os, have en mentor eller styrke dit netværk?