Tjelle Esrom Raunkjær: Between fallen trees and small sprouts

Tjelle Esrom Raunkjær har, siden han tilbage i 2017 begyndte at studere på Malmö Art Academy, arbejdet med tekstiler. Først som en praksis omkring at sy kostumer og billedtæpper, der udviklede sig til, at han arbejdede med de tekstiler, som vores kroppe allerede er omgivet af. Lagner, puddebetræk, stoflommetørklæder og lignende, der alle bærer intime fortællinger om levet liv. Udstillingen Between fallen trees and small sprouts består af to værker.  

Billedtæppet Fallen tree (I) er skabt af et brugt lagen. Lagnet var ved at blive kasseret efter mange års brug. Det er slidt så tyndt på midten, at man næsten kan se igennem det, og det er også revnet en smule. Men Raunkjær har syet det sammen og indfarvet det med selvindsamlede valnøddeskaller – en proces der fremhæver sporene fra lagnets mangeårige brug. På lagnet har Raunkjær påsyet et motiv af en del af et væltet træ. Motivet er skabt af stykker af tekstil fra andre brugte lagner og pudebetræk, der er købt i Lissabon, hvor værket blev skabt. Motivet er baseret på et fotografi, Raunkjær tog i Milano i sommeren 2023 dagen efter en voldsom sommerstorm, hvor byen var fuld af væltede træer.  

Raunkjær viser også værkserien Letters from my garden, der består af fire stoflommetørklæder: 

“Jeg har har indfarvet stoflommetørklæderne med salvie fra min lille nyttehave i Nordvest. Jeg har broderet en lille plantespire på hver af dem. Spirerne har jeg broderet ud fra akvareltegninger, jeg malede af, hvad der i foråret endnu var små for-spirer i min vindueskarm. Nu har spirerne vokset sig til store planter i nyttehaven, og jeg spiser masser af squash fra dem i de her dage.”  

Værket af stoflommetørklæder med broderede plantespirer er skabt i løbet af sommeren 2026, mens Raunkjær har læst om håb – om Paulo Freires ide om kritisk håb og Ernst Blochs materialistiske håbsforståelse. Samtidig refererer de også til et tidligere værk af Raunkjær fra 2021, der består af en serie valnøddeskalindfarvede lommetørklæder med broderede motiver af trærødder, der har titlen Letters to my friends in grief.  

“Jeg besluttede mig for, at nu ville jeg prøve om jeg kunne skabe nogle håbs-breve. Jeg synes ikke det har været let, for håb er handling og ikke kun billeder. Så de her breve er snarere øvelser og forsøg, på vej mod noget.” 

Ved at bringe værkerne sammen ønsker Raunkjær at undersøge forholdet mellem håb og tab – omsorg og sorg. Lommetørklædet, der tørrer vores tårer og snot, og lagnet, der er mærket af vores kroppe og vores elskedes kroppe. Af angstens sved, og intimitetens drømme. Hermed anvender Raunkjær tekstiler, der allerede bærer fortællinger om levet liv med sig, både i kraft af de fysiske spor og pletter, men også gennem de handlinger og rutiner, der knytter sig til tekstilerne; til at fortælle en ny historie. 

Værkerne tager dermed afsæt i tekstilernes materialitet. Raunkjærs brug af plantefarvningen, broderede plantespirer og det væltede træ bliver en reference til muldens og jordens regenererende og transformerende egenskaber. Hermed medierer naturens symboler også sorgens og tabets transformation til håbet, regenereringen, revolutionen. 

“Et væltet træ i Milano og spirer i en vindueskarm i Nordvest, der er en del af samme internationalistiske drøm om en anden verden.” 

I Raunkjærs praksis bliver kunsten et rum for at stille politiske spørgsmål – omend i poetisk form. Han ønsker med sine værker at invitere til kritisk, forestillende og drømmende tænkning, og drømmer selv om en radikal anderledes verden end den vi lever i nu; afskaffelsen af den dominerende orden – af kapitalisme og imperialismen.  

“Selvom jeg er bevidst om, at kunsten ikke i sig selv forandrer noget. Det er kun menneskers kollektive handlinger, der gør! Så tror jeg på, at man gennem kunsten kan udfordre dominerende fortællinger, og være med til at motivere mennesker til at handle. Bevidstgørelse og skabe kritisk håb.” 

For Raunkjær indebærer dette også en opmærksomhed mod, hvordan kunsten kan have et revolutionært virke; hvordan kunsten ikke kun spejler og repræsenterer, hvad der allerede eksisterer og er synligt i verden, men også viser det uforløste potentiale og i kunsten som kritik.  

Hans politiske abolotionistiske drømme kommer til udtryk i hans praksis i kraft af værkernes funktion som små gestusser, forsigtige drømmebilleder og et forsøg på at give opmærksomhed til de lommer af modstand og solidaritet, der findes i verden. 

“Derfor er jeg også blevet optaget af at tænke på kunst som rehearsal. Gennem kunst kan vi øve os på at gøre og skabe den verden, vi ønsker at leve i. Jeg finder min inspiration hos abolitionistiske tænkere; som Thomas Mathiesen, som skriver om ‘the unfinished’ og Ruth Wilson Gilmore, der beskriver abolition ‘as a life in rehearsal’. Afskaffelsen af det bestående sker, mens den nye verden opstår. Derfor må kunsten også være afprøvende, undersøgende og ja, en øvelse. Uden utopier hugget i sten, men fuld af stier og horisonter i forandring.”