Af Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)
Er der energi og frihed i at være afviger? At vi som kunstnere står uden for det gængse arbejdsmarked? Eller mangler der egentlig bare indsigt i, hvordan kunstneres arbejdsliv ser ud, og hvordan de strukturer, vi opererer i, spiller ind på vores arbejdsvilkår? De spørgsmål har fulgt mig i en god rum tid.
Myten om den frie og fattige kunstner skal udfordres. Ikke bare af os kunstnere, men i høj grad af det omkringliggende samfund og de strukturer, der fastholder os i myten. Mange fortællinger om kunstnerlivet handler om de ringe økonomiske vilkår, den lidende kunstner og det anderledes arbejdsliv. Og ja, der kan være energi i at afvige fra normen, men det kan også være med til at fastholde os i en sårbar position.
For de dårlige økonomiske vilkår risikerer at blive noget, man som billedkunstner nærmest forventes at acceptere, når man igen og igen møder forherligelsen af hvordan, at vi mestrer at leve på en sten, og at frihed også betyder frihed fra finanser.
For at kunsten skal være fri, skal kunstnere være underbemidlede, lyder den romantiske fortælling. Hvilket ender med at sive ind i det faktiske: at vi er underbetalte.
I debatten om kunstnernes vilkår bliver der ofte peget på, at kunstnerne selv bør kræve noget mere. Og ja, kunstnere skal bede om den rette betaling og takke nej til urimelige vilkår. Men det er ofte nemmere sagt end gjort.
Vi har som forbund kæmpet for fair betaling og ordentlige arbejdsvilkår længe, blandt andet gennem krav om minimumshonorarer ved udstillinger og lanceringen af Fair Practice-kodekset, der skal sikre fair aftaler mellem kunstnere og institutioner. Vi har også råbt op til politikerne om barselsreglerne, der rammer kunstnerne og deres sammensatte indtægter helt skævt.
Virkeligheden er, at billedkunstnere er den gruppe, der lever på det laveste indkomstniveau af alle kunstnere i Danmark, og langt under gennemsnittet i den brede danske befolkning. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at billedkunstnerne i gennemsnit har en erhvervsindkomst på 212.400 kroner om året før skat.
Dét er vi som samfund nødt til at gøre op med.
Det kunstneriske arbejde og kunstens rolle i livet og samfundet skal tages alvorligt. Men hvis der hele tiden sås tvivl om værdien og legitimiteten af kunsten, holdes de økonomiske rammer også nede.
Samtidig skal feltet åbne øjnene for kunstneres hele virke og kunstneres hverv som reelt arbejde, der ud over idéudvikling, materialeundersøgelser og værkproduktion også indeholder udgifter til atelier, transport, lager, forsikring, projektledelse, fondsansøgninger, pension og kommunikation.
Kunstnere møder lav betaling i mange henseender, når vi udstiller, holder foredrag, underviser, rådgiver og indgår i bestyrelser. Det ofte usynlige arbejde skal medtages, når der aftales honorarer, finansiering af værkproduktion og værker prissættes.
Politikerne har også et ansvar. For eksempel er det i finansloven, at man fastlægger visningsvederlaget, der sikrer billedkunstnerne betaling, når deres værker udlånes til udstillinger og museer. Taksterne forvederlaget er ikke blevet reguleret siden 2013, selvom hele samfundet har haft prisstigninger på grund af inflationen.
Det sender et uheldigt politisk signal om, at selvom man hylder kunsten i samfundet, er kunstnernes økonomi og levevilkår ikke noget, der prioriteres.
En kulturændring er nødvendig. Både i forhold til hvordan man tænker om kunstneren og holder liv i ødelæggende myter, og i hvordan man går til samarbejdet med os kunstnere, hvor et mere holistisk blik på det kunstneriske virke og kunstnerens erhverv er nødvendigt.
Samfundet må anerkende den store værdi, som kunsten og kunstnernes kompetencer kan bidrage med i det brede samfundsperspektiv, så lad os en gang for alle aflive myten om den frie og ergo fattige kunstner.
Med de ord vil jeg ønske dig god læselyst til dette nummers tema om netop økonomi og drømme.
Foto: Marie Thams af Rita Kuhlmann