Når man har valgt det her erhverv, må man erkende, at man må vælge noget fra

Af Helle Fagralid, Fagbladet Billedkunstneren #4 2025

Jeg føler mig næsten overflødig som interviewer her i haveforeningshuset i Københavns Sydhavn, hvor billedkunstnerne Sonja Lillebæk Christensen og Christian Schmidt-Rasmussen bor. Begge har en umiskendelig fortællelyst, og de fortsætter ubesværet hinandens sætninger, som de formentlig har gjort det, siden de mødtes på Det Jyske Kunstakademi i 1998. Dengang var Christian nyansat lektor og vejleder for Sonja, som lige var blevet optaget, og efter et par år blev de kærester. Selvom det er langt mere problematisk i dag, når lærer og elev indgår et forhold, var det stadig ”noget bøvl dengang, men der var ikke noget at gøre ved det”, som Christian fortæller. For Sonja begyndte deres relation med oplevelsen af at blive set:

Sonja: ”Jeg var ikke som flertallet, fordi jeg kom fra, hvad man vil betegne som underklasse uden en gymnasie-baggrund og havde derfor ikke den samme teoretiske og sproglige ballast som de andre. Christian var enormt god til at imødekomme, at vi kom med hver vores bagage på akademiet. Det var trygt at have en, der vidste, at jeg ikke var boglig, og som ikke så det som et problem.”

Parret blev gift i 2003, samme år som Sonja dimitterede, og flyttede sammen hos Christian i København. Siden har de ”været klistret til hinanden, og det er selvfølgelig ligesom alle andre ægteskaber ind imellem problematisk – ikke bare at være kunstnere, men at være gift,” fortæller Sonja.

Faglige uenigheder

Christian i værkstedet, Rødovre 2025. Foto: Sonja Lillebæk Christensen

Christian: ”En af grundene til, at det har holdt i snart 25 år, er nok, at vi begge er kunstnere. For vi hænger sammen omkring det at lave kunst, både helt nede på materialeniveau og op til det principielle, hvor vi diskuterer fagting, samfund og så videre. Så på den måde er vi blevet sådan en tank, der kører afsted.”

Er I altid enige?

Christian: ”Nej, nej, men vi har altid haft en form for fælles front.”

Sonja: ”Der er mange samfundsmæssige ting, vi er enige i. Vi er ikke direkte politiske i vores kunst, men vi er meget interesserede i politik og samfund, så det sniger sig selvfølgelig også ind i vores arbejde.”

Christian: ”Siden 1998 har jeg faktisk undervist hele tiden eller siddet i Statens Kunstfond, og det er jo nærmest fagpolitisk, hvor man for eksempel også forholder sig til repræsentation. Og du har Udstillingsstedet Sydhavn Station, der også vender ud mod det virkelige liv. Kunstnerisk arbejde er jo meget at sidde og pille i sin egen navle, især for mig, der er maler, men så har vi også den der yderside, hvor vi henvender os til verden, og det gør, at det nemt bliver politisk.”

Sonja: ”Ja, uenigheden ligger mere i forhold til, når Christian spørger, om jeg kommer og kigger på nogle billeder, han tænker, er ved at være færdige, eller jeg spørger ham, om han vil give feedback på en video, jeg har lavet. Dér kan jeg mærke, at vi med alderen er blevet mere uenige. Jeg fornemmer også, at du prøver at vriste dig fri af andres blikke og meget gerne vil insistere på dit eget, og det gælder nok også mig selv.”

Christian: ”Ja, i sensommeren åbnede jeg udstillingsstedet Urger House – B’et var væk – i en nedlagt grillbar på Sjælør Station med en udstilling, der var en blanding af kulisser til et teaterstykke, jeg selv havde skrevet, nogle skulpturer og så nylavet keramik, som pegede i en helt anden retning og i et rum, der var totalt kaos. Det var alt andet end den æstetik, du arbejder med Sonja, som bare er ”pliiing”.”

Sonja: ”Så der er vi ikke enige.”

Christian:  ”Nej ikke længere. Jeg har en lang historik med at arbejde med gallerier, blandt andet Nicolai Wallner, og der er jo en konvention om, hvordan en maleriudstilling skal se ud. Men jeg fandt ud af, at når jeg selv skulle stå for en udstilling, blev det altid en form for kaos, og det er nok der, jeg i virkeligheden har det allerbedst. Men det er blevet holdt i tømmen af de kommercielle gallerier. Det har selvfølgelig også været en god tømme, fordi jeg tjente penge på det.”

Sonja: ”Det sted, du har nu, er jo også tænkt som et legerum, et frirum.”

Fra navlen, ikke til navlen

Christian:  ”Ja, jeg ser det som en hoppeborg. Jeg var også misundelig på at I, på Sydhavn Station, også mødte andre folk end kollegaer. Da jeg gik og satte mit nye udstillingssted lidt i stand – i gåseøjne – kom jeg blandt andet i snak med folk fra det lokale sociale boligbyggeri, en masse indvandrere, der har spist på den grillbar. Der var også en del piger med tørklæde, som kom alene, og som jeg aldrig før har snakket med, men vi kunne mødes omkring kunsten og især leret, for det viste sig, at de alle sammen sad og nørklede med et eller andet æstetisk, krea-agtigt derhjemme.”

Sonja: ”Vi er begge interesserede i det publikum, der ikke nødvendigvis selv tager initiativ til at besøge museer og gallerier. Det umiddelbare møde og hvordan det former dialogen eller formidlingen. For eksempel kommer det tit bag på folk, når man fortæller, at man er kunstneren, der har lavet det der, og så kigger de måske med lidt andre øjne på værket, fordi der står et levende menneske bag, som måske ligner dem selv i en eller anden forstand. Det er vores fælles interesse: Hvordan kommer vi i snak med virkeligheden? Hvem er det, vi laver kunst til?”

Christian: ”Det er en af de gamle diskussioner, især hos årgangene lige før mig. At kunsten er for en udvalgt elite. Og man brugte begreber som ”kvalitet”, som var helt umulige at definere. Jeg kommer fra en rigtig 68’er venstreorienteret baggrund med ideen om det folkelige, som jo er lige så uhåndgribeligt, men med en forestilling om at kunsten ikke kun skal tale til navlen. Det kan godt være, at den kommer ud af navlen, men den skal ud i verden. Og hvis det kun er til et faguddannet publikum, bliver det godt nok lidt småt. Det går, når man er tilknyttet et kommercielt galleri, for der behøver man i praksis kun at have én publikummer til hvert maleri, hvis den person så køber det.”

Sonja: ”Jeg har aldrig været en del af den kommercielle scene. Måske fordi videokunst er virkelig svært at sælge. Og så har jeg jo en erfaring med at være færdiguddannet og komme til København, og det var ikke skidenemt for 25 år siden, når man var uddannet fra ’provinsakademiet’. Vi stod ikke i første række, for vi var ikke en del af københavnerklubben. Der var en mistro overfor os, fordi vi nok ikke havde været igennem den helt samme mølle som københavnerkollegaerne.”

Christian: ”I havde ikke gået på akademiet på et slot.”

Sonja Lillebæk Christensen. Klargøring af kugle til udstilling på Sophienholm. Rødovre 2025. Foto: Christian Schmidt-Rasmussen

Sonja: ”Vi har jo alle sammen brug for, at der er nogen, der ser os og tør insistere på, at vi kan noget, for så kan vi noget. Men hvis ingen peger på en, kan det være svært at vinde den tillid. Så dér har der været en stor forskel på vores løbende karrierer. Christian har haft en konstant sikkerhed i, at der har været nogen, som har troet på ham. Men jeg skal heller ikke klage, for der er jo også folk, der peger på mig, som for eksempel under corona, hvor jeg lavede et stort LED-værk til SMK, og jeg har løbende oplevet interesse fra institutioner, men jeg falder hele tiden tilbage til Sydhavn Station. Det er også tanken bag stedet, at hvis der ikke er andre, der peger, så gør jeg det selv. Det er min sikkerhed og der jeg taler fra.”

Kunst, klasse og økonomi

Christian: ”Det gør også, at du har en meget højere udstillingsfrekvens end de fleste andre kunstnere. Den måde, jeg har sørget for, at der skete noget andet, har været hele tiden at sende ansøgninger til højre og venstre, for så mange er der heller ikke, der ringer om noget som helst. Hvis man vil noget, så bliver man simpelthen nødt til at være ret udfarende, så jeg har haft stor glæde af open calls. Og det har resulteret i nogle af de sjoveste udstillinger, jeg har lavet. Det har ikke været på et kommercielt galleri.”

Hvordan håndterer I jeres økonomi?

Sonja: ”Vi har hele tiden haft en grundindkomst i form af undervisning, så tingene løber rundt, og så bor vi enormt billigt her. Det giver os noget frihed. For otte år siden, da alle børnene var flyttet hjemmefra, flyttede jeg mit værksted herhjem med henblik på ikke at have nogen udgifter udover de 700 kr., jeg betaler i kontingent til Sydhavn Station hver måned. Christians værksted i Rødovre og vores fælles lager løber op i 7.500 kr. om måneden, men det er leje, så det kan siges op, hvis vi går på røven. Vi skylder ikke noget, og jeg kan leve på ret lidt.”

Christian: ”Og i perioder har jeg tjent virkelig godt på min kunst, så uden det ville det have været et problem.”

Sonja: ”Og jeg har været heldig med legater. Men jeg tænker hvert år ”nu er det slut”, så usikkerheden er der.”

Christian: ”Der er meget stor forskel på vores temperament i forhold til økonomi. Jeg kan godt lide at se, at der er penge et år ud i fremtiden, og der er du meget mere ”det går nok”.”

Sonja: ”Det er gået i 25 år, så mon ikke det stadig går? Men det kræver stadig, at man har lidt is i maven. Christians mor har, indtil hendes død for et år siden, også været en form for sikkerhed, fordi du har kunnet bede hende om hjælp.”

Christian: ”Jeg har bare aldrig gjort det.”

Sonja: ”Men det betyder noget, at der er en klasseforskel, at vi kommer fra forskellige kår. Christian kommer fra den der gode middelklassefamilie og har en tryghed med sig i det. Jeg har kun min mor og nu er hun folkepensionist, men har været på overførselsindkomst i mange år. Det sidder selvfølgelig i mig. Den sikkerhed du har, gør dig også mere modig. Der er jo generelt flere middelklassebørn end børn fra underklassen, der bliver kunstnere.”

Christian: ”Ja, en af de meget store forskelle på os er også, at du har boet et hav af steder, indtil du fyldte 18 år, og jeg har boet i København stort set i hele mit liv. Jeg har et netværk, der går 60 år tilbage.”

Sonja: ”Du har et bagland, som du altid kan gå til.”

Christian: ”Den følelsesmæssige og den økonomiske sikkerhed er to sider af samme sag.”

Sonja: ”Det er måske også en del af din opdragelse, at der skal være styr på økonomien.”

Christian: ”Ja, min mor var økonomisk paranoid.”

Sonja: ”Og det er du jo også haha. Så han er rimelig hård at leve sammen med omkring den periode, hvor man skal sende sin selvangivelse ind. Vi er økonomisk afhængige af hinanden, og derfor er vi også nødt til at få løst problemerne. Måske kommer Christian med de fleste penge, men vi ville være ret meget på røven begge to, hvis ikke vi havde hinanden.”

Christian: ”Der ville være så meget bøvl med en skilsmisse, at det ville jeg slet ikke kunne overskue haha. Helt alvorligt, da min mor var syg, gik vi hos en parterapeut, fordi det hele var oppe i luften, men der kom vi frem til, at vi var viklet så meget ind i hinanden …”

Sonja: ”… at det skulle løses, men ikke ved at vi gik fra hinanden.”

Christian: ”De fleste dage, når vi ikke har travlt, så spadserer vi en morgentur og snakker om det, der er i vores hoveder, men også om det vi ser. Især om vinteren, når alt er gråt og brunt, forsøger vi at finde farvenuancer, og det kan man sgu ikke gøre alene. Jeg ved ikke, hvordan andre har det, men mit hoved larmer, når jeg er alene, så når jeg har en at tale med, bliver det til bobler, der stiger til vejrs og giver mening.”

Sonja: ”Det er en blanding af både at dele sine observationer og formidle dem, som for eksempel hvordan snakker man om farver? Hvordan snakker man om lys? Det er noget, vi maner frem sammen.”

Forskellige metoder

Har I nogensinde arbejdet sammen?

Sonja: ”Vi lavede en udstilling sammen med udgangspunkt i vores samtaler, så det var vel en form for samarbejde, selvom vi havde hver vores værker med. Vi har to meget forskellige måder at arbejde på.”

Christian: ”Jeg improviserede hele den sidste udstilling frem.”

Sonja: ”Det kan man jo også godt gøre, man skal bare lige rydde lidt op også. Vi er to forskellige temperamenter og er interesserede i to forskellige æstetikker.”

Christian: ”I min forrige udstilling kom der for eksempel en masse børn, og de ville jo gerne pille ved alting. Så jeg lavede nogle små keramikfigurer, så de også havde noget at pille ved. Det er en metode, jeg har savnet: at se hvad der mangler og arbejde videre. Det ville slet ikke kunne kombineres med den måde, du arbejder på.”

Sonja: ”Der er en større umiddelbarhed i dine medier, hvor mine kræver lidt mere planlægning.”

Christian: ”Og nu har jeg kastet mig over ler, hvor det er meget typisk for dig, at du så kaster dig over glas, som er så forbandet besværligt. Det er sværere at fucke ler op.”

Sonja: ”Det er spændende, at mediet er lidt svært, at der er noget, jeg skal løse. Jeg falder for de benspænd og kan godt lide at have en finger med i alle dele af processen, selvom jeg fik hjælp af en virkelig dygtig glaskunstner.”

Christian: ”Den produktions-etos, at vi selv skal lave det, så vidt muligt, dét har vi også tilfælles. Kun at kalde på de voksne, når det er helt umuligt. Det betyder noget at gøre det selv med alle de fejl, det medfører. Ellers risikerer det at blive for generisk.”

Sonja: ”Vi prøver at bryde nogle af de faste konventioner, som gør det så klinisk. Jeg kan godt lide den skrøbelighed, der opstår, når man gør det selv uden et stort professionelt produktionsapparat.”

Christian: ”Jeg synes, der har været en tendens til en voldsom teknisk uniformering indenfor billedkunsten i de senere år. Nogle værker lever på det, men de fleste bliver ret kedelige af det. Jeg er vokset op med Clausens kunsthandel, hvor mange af kunstnerne, som Jane Muus og Palle Nielsen, havde deres egne grafikpresser derhjemme. Så blev kunsten også til at betale for. Det var forestillingen om, at kunsten er social via sin tilgængelighed.”

Hvad drømmer I om?

Christian: ”Altså jeg vil gerne være Palle Nielsen haha. Ej, at opnå at lave et værk der er universelt og samtidig super moraliserende. Jeg har en ambition om at lave endnu en offentlig udsmykning på størrelse med metro-værket på Mozarts Plads.”

Sonja: ”Jeg drømmer om at få foden indenfor i en større institution. At der også er en repræsentation af underklassen indenfor billedkunsten på samme måde, som vi har set det indenfor litteraturen de senere år. At der kommer en flerstemmighed også klassemæssigt.”

Christian: ”Jeg er ret sikker på, at de findes i samlingerne, men de er ikke synlige.”

Sonja: ”Det er jo heller ikke sådan, at der ikke kommer kunst fra arbejderklassen, men ofte er det blevet kutyme, at kunstnerne derfra optager middelklassens sprog, motiver og værdier. Man prøver at imitere det, man træder ind i. Jeg savner klassespørgsmålet i den store samtale om repræsentation, hvor det lige nu primært er køn og etnicitet, det drejer sig om.”

Folkelighed er ok

Christian: ”Ja, klasse er ikke lige så moderne. Jeg kommer i tanke om, at vi jo har lavet et fælles værk. Det var, da Field’s åbnede i sin tid og vi var ude og filme det. Der var en halv million mennesker og det var totalt kaos. Vi havde en fest med det.”

Sonja: ”Vores intention var, at vi ikke ville være kritiske.”

Christian: ”Vi ville vise den der åbningsfest, og det var helt tydeligt i kunstverdenen, at man ikke kunne filme et storcenter ukritisk.”

Sonja: ”Så folk læste en kritik ind i det, men vi havde bare forsøgt at vise det, som det var, som en slags kulisse til en voice-over, der faktisk var ret følsom. Der er så mange konventioner omkring, hvad der er kvalitet, og hvad der ikke er. Hvilke liv man må leve.”

Apropos elitær og folkelig kultur; hvilken betydning har Christians medvirken i tv-programmet Kunstnerkolonien haft for jer?

Christian: ”Det har helt sikkert haft betydning for hvor mange elever, der søger mit hold på VERA (skole for kunst og design red.).”

Sonja: ”Jeg tror, at Kunstnerkolonien har en ret positiv indflydelse på folk, der ikke har noget med kunst at gøre, hvorimod de fleste, der har med kunst at gøre, hader det. Det er god formidling til nogle af de mennesker, jeg møder på Sydhavn Station. Jeg kan være uenig i redigeringen, hvor de tydeligt har forsøgt at skabe lidt ekstra drama og kontrast. Så fra en billedkunstners perspektiv, kan det godt virke ret klichéfyldt.”

Christian: ”Der er meget, som ikke fremgår i det færdige program, og det er lidt ærgerligt. Men på værkniveau er det god formidling.”

Sonja: ”Du bliver stoppet på gaden, fordi folk genkender dig og jeg vil vædde med, at den udsmykningsopgave, du har fået på Sydfyn, også er fordi, de lokale har set Kunstnerkolonien. Så den der kendisting, det kan folk godt lide.”

Christian: ”Jeg kan faktisk også selv ret godt lide den. Det niveau, det er på, er ret passende.”

Sonja: ”Du blev også et meget rarere menneske af det.”

Christian: ”Ja, nu er jeg nødt til at tænke lidt på, hvordan jeg opfører mig.”

Har I et godt råd til yngre kunstnerpar?

Christian: ”Det er altid et godt råd, at der er én i parforholdet, der skal være nærig. Og her er det mig.”

Sonja: ”Den økonomiske del er vigtig. Lad være med at tage lån eller få det betalt ud.”

Christian: ”Lad være med at have ambitioner om at skulle eje alle mulige ting og rejse til udlandet på chartertur to gange om året. Prøv at skære ned på forventningerne til materielle ting, for så kan man kun blive glædeligt overrasket. Vi har holdt fest, når vi havde penge …”

Sonja: ”… og skruet ned, når vi ikke havde. Når man har valgt det her erhverv, bliver man nødt til at erkende, at man må vælge noget fra. Medmindre man er en af de få, der ryger helt til tops.”

Christian: ”Vi talte om tidligere, at når man kommer fra underklassen og træder ind i kunstverdenen, prøver man at tilpasse sig den generelle middelklasse.”

Sonja: ”Ja, man forsøger at imitere den verden, man træder ind i.”

Christian: ”I stedet for at tænke at man træder ind i det, man er. Det er også et godt råd: Træd ind med, hvad du er.”

Sonja: ”Og lad være med at synes, at det er synd for dig selv, at du ikke kan få alt det, der hører til i middelklassen, og husk på de værdier og den frihed vi har, fordi vi har satset anderledes.”

Christian: ”Vi er begge to fulde af gode råd. Vi kunne skrive en bog.”

Sonja Lillebæk Christensen

Født 1972. Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi i 2003. Medstifter af Udstillingsstedet Sydhavn Station, København SV, 2012. Udstillinger på blandt andet Statens Museum for Kunst, Overgaden, Galleri Image, Sydhavn Station og Busan Biennalen, Sea Art festival. Udsmykning for Københavns Kommune, 2022.

Christian Schmidt-Rasmussen

F. 1963. Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København 1986-92. Lektor ved Det Jyske kunstakademi 1998-2004. Repræsenteret i samlinger på Statens Museum for Kunst, Den Kongelige Kobberstiksamling, Kastrupgårdsamlingen og Albertina museum, Wien. Har udsmykket metroen på Mozartsplads i København i 2024, hvor han også deltog DR’s Kunstnerkolonien.

Foto øverst:

Christian Schmidt-Rasmussen på Lille Bogdag på Johan Borups Højskole i København, 2024. Foto: Sonja Lillebæk Christensen

Sonja og Christian foran mindesmærke for faldne dyr i krig, London 2018. Foto: Christian Schmidt-Rasmussen

Sonja Lillebæk Christensen. Lydprøve ved opsætning af udstillingen GI’ og TA’ på Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2024. Foto: Camilla Rasborg