Ny aftale gør dramatisk indhug i kunstneres dagpengeperiode

25.05.17 | Nyheder

Den nye dagpengeaftale har mange gode takter – men betyder også, at mange kunstnere mister op mod 75 procent af den nuværende dagpengeperiode. Det sker som konsekvens af de nye dagpengeregler for selvstændig bibeskæftigelse. Desuden tæller indtægter fra legater ikke med ved optjening af dagpengeret. “Kunstnere har stadig ikke samme sociale sikkerhedsnet på arbejdsmarkedet som andre faggrupper,” siger Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund.

Den gode nyhed om den nye dagpengeaftale er, at alle former for arbejdsindkomst tæller med i optjeningen af dagpengeret, uanset om man er beskæftiget som lønmodtager eller selvstændig.
Den dårlige nyhed er til gengæld, at det nu kun bliver muligt at have selvstændig bibeskæftigelse i 30 uger. I det nuværende dagpengesystem er det 78 uger.

Det er en væsentlig forringelse i forhold til de dagpengevilkår, der gælder for deltidsarbejde i dag, og det bliver en alvorlig streg i regningen for mange kunstnere, siger Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund:

“Billedkunstnere er oftest både lønmodtagere og selvstændige med bibeskæftigelse. Det betyder, at mange kunstnere pga. de nye regler fremover kun får mulighed for at benytte sig af dagpengesystemet i syv måneder – det svarer til ca. en fjerdel af den almindelige dagpengeperiode. Selvom der overordnet set er grund til at glæde sig over, at den nye dagpengeaftale langt om længe gør det muligt at være både lønmodtager og selvstændig i dagpengesystemet, så får kunstnere desværre stadig ikke samme sociale sikkerhedsnet på arbejdsmarkedet som andre faggrupper,” siger han.

Kunstnerøkonomi falder mellem to stole

Den brede aftale om nyt dagpengesystem, som regeringen indgik sidste uge med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, tager heller ikke højde for en anden problematik, som mange kunstnere rammes af: Nemlig at indtægter fra legater og fonde ikke tæller med i optjening af dagpengeret.

Legater udgør en væsentlig del af mange kunstneres indtægtsgrundlag Tidligere undersøgelser har vist, at bidrag fra legater og fonde udgør 15-20 % af billedkunstneres gennemsnitlige indkomst.

“Det ville gøre en stor forskel for mange kunstnere, hvis legater kunne indregnes ved beregning af dagpenge. Som det er nu, falder kunstnerøkonomien, som ofte er sammensat af mange forskellige former for indtægter, stadig mellem stolene i forhold til både dagpenge- og skattereglerne,” siger Nis Rømer, der opfordrer forligspartierne til at rette op på de negative konsekvenser som dette vil have for kunstnerne.

“Med den nye aftale bliver dagpengeperioden uanstændig kort for selvstændigt bibeskæftigede. Desuden bør legater tælle med i optjening af dagpengeret. Det her kan gøres bedre.”

Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Læs hele den nye dagpengeaftale for selvstændige og atypisk ansatte her…

Læs BKF’s kommentar til grundlaget for den nye dagpengeaftale her…