Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #4 2025
Mange har nok prøvet at stå med næsen mod ejendomsmæglernes ruder under rejser i Sydeuropa og drømt om at anskaffe sig et af stedets charmerende gamle huse i et pittoresk landskab til en overkommelig pris – velvidende at det bliver nok aldrig til noget.
Detalje fra et af de historiske rum.
For de fleste bliver det ved drømmen, men for billedkunstnerne Eva Miklos og Henrik Miklos Andersen blev det en realitet. Dog ikke spontant fra den ene dag til den anden, men efter cirka fire års konsekvent søgen, hvor de tog bilen til Italien med det udtrykte formål at finde et stort hus. Ikke fordi det skulle være pænt og charmerende – hvilket dog selvfølgelig ikke ville være en ulempe, og de ledte jo i Italien – men fordi de ville have nogle store rum med muligheder. På forhånd stod det dog en smule uklart for dem, hvad der præcist skulle være muligheder for udover, at det, der skulle foregå inden for husets rammer, skulle være kunstrelateret, som alt andet har været det i deres hidtidige arbejdsliv.
”Det skulle være noget kunstnerstyret og non-profit, og et sted med mulighed for at bevare sine gamle netværk og måske for at lave nogle nye. Men fra starten kunne vi både forestille os at starte et galleri eller et residence eller noget helt tredje,” siger Eva.
Udstilling i et af de historiske rum.
”Det startede jo nok i coronatiden, hvor mange sad og fik nye ideer,” siger Henrik, der ved siden af sin kunstnerpraksis har været leder og undervist på BGK (den billedkunstneriske grunduddannelse), men nu på den ene side stod over for at gå på efterløn, og på den anden side havde svært ved at forestille sig en pensionisttilværelse:
”Det handlede ikke om at lade sig pensionere. Det handlede om at få en anden form for frihed til at lave nogle andre kunstrelaterede ting, som vi kunne fortsætte med i mange år,” siger han.
Fra udkant til udkant
Eva og Henrik flyttede til Vestsjælland, da de havde færdiggjort deres uddannelse i sin tid. ”På mange måder skørt,” siger de, men de har tilpasset deres ambitioner til at arbejde i ’udkanten’, og har ved siden af, at de hver især har passet deres egne kunstneriske virker, været med til at skabe netværk, miljøer og nye projekter i et område, hvor det ikke nødvendigvis kræver den store økonomi.
Eva og Henrik på hovedtrappen. Foto: Alva Le Febvre og Sofus Ravn.
På den måde skulle et stort hus i Italien blot være en fortsættelse af deres hidtidige liv. I starten var søgekriterierne indstillet på det nordlige Toscana og mere end 300 m2, men det endte med byen Coggiola i Piemonte, hvor de egentlig var på et kort besøg for at se et andet sted, men skæbnebestemt faldt over den tidligere bolig for den voldsomt rige direktør for byens nedlagte tekstilfabrik. En bolig på mere end 1000 m2 og med stor gartnerbolig og en skulpturparklignende have.
”Der er plads til alt, hvad vi overhovedet havde tænkt os,” siger Eva og Henrik, der under det selvfølgelig nødvendige restaureringsarbejde kun er blevet yderligere bestyrket i, at de har fundet det helt rigtige hus skabt af godt håndværk og bygget af gode materialer.
”Det er et hus, der bliver ved med at give: Vi vidste ikke om strøm, vand, kloakering osv. virkede, så det var jo lidt af et sats, men i bund og grund er det et solidt hus, og alt har fungeret bedre, end vi havde turdet håbe på. Vi havde ikke troet, at vi ville være nået så langt, som vi er, men vi har haft rigtig god hjælp af venner og kolleger,” siger Eva.
Sammen om at arbejde
Derfor kunne de allerede godt et år efter anskaffelsen af huset i slutningen af 2024 udsende deres første open call til Coggiola Art Residence – C.A.R. For efter at have fundet huset har de ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at det skulle bruges som et artist in residence; ikke bare for billedkunstnere, men for udøvende indenfor alle kunstarter samt kunstrelaterede kuratorer og forskere, og meget gerne fra alle lande.
Et af værkstederne i gartnerboligen.
”Vi vil gerne blande alle slags kunstnere, så de kan indgå i en dialog med hinanden, og der er så meget plads både udendørs og indendørs, at ingen vil forstyrre hinanden. Så det er et sted for kunstnerisk fællesskab, netværk og arbejde, det skal ikke være et sted, hvor man kommer for at holde ferie,” siger Henrik.
Og det har ikke været svært at få folk til komme. Eva og Henriks sønner Victor og Villiam har begge uddannet sig til billedkunstnere i udlandet, så C.A.R. har megen glæde af at trække på deres mange internationale – og yngre – kontakter. Og samtidig har Eva og Henrik erfaret fra Vestsjælland, at lægger man et tilstrækkeligt højt professionelt niveau, så kan man sagtens tiltrække mennesker alle steder fra, selvom man hører til i en udkant.
Det grønne dobbeltværelse.
Der er indrettet værksted for blandt andet grafik og skulptur, men ellers er alle rum i C.A.R. indrettet med fleksible arbejdspladser, hvor man enten kan arbejde alene eller sammen med andre. Herudover byder byen Coggiola, der er skrumpet ind til en fjerdedel af, hvad den var for 20 år siden, og nu rummer 2.500 indbyggere, på en række faciliteter til glæde for besøgende kunstnere. For eksempel fandt en billedkunstner på et længere ophold ud af, at kirken ved siden af har et keramikværksted, hvor hun har fået lov til at brænde sine ting. Mens byens trælasthandel kan hjælpe med tømmer og en lang række andre relevante materialer for C.A.R.’s kunstnere. Og hertil kommer fem cafeer, overraskende mange nationaliteter, fantastiske gåture og badning i floden.
Besøg fra Casa Regis – et andet artist-in-residence i området som CAR samarbejder med.
Fremtidens planer
Omvendt er byens indbyggere meget nysgerrige på indretningen og aktiviteterne i C.A.R. Huset, der er et af byens absolut største, har ligget lukket hen i flere årtier, så interessen i byen er stor og mange af byens borgere deltog i den officielle åbning og senere i de lejlighedsvise udstillinger – både af besøgende kunstneres værker og historiske fotografier fra byen – som huset byder på.
Pre-opening af CAR.
C.A.R. er stadig helt nyt, og de kommende år skal stedet etablere sig som residence; Eva og Henrik synes allerede, at de er nået langt, og det behøver ikke at gå hurtigt med at udvikle det yderligere. Men på lidt længere sigt kan de sagtens forestille sig, at der kan afholdes symposier og seminarer og andre kunstarrangementer i C.A.R. og Coggiola, der byder på mange lukkede fabrikker, der kan udvikles til at facilitere andre ting. Men på helt kort sigt vil de nedsætte en bestyrelse for stedet:
”For det første for at oprette en nonprofit-forening, men også fordi vi gerne vil have nogle sparringspartnere – både danske og italienske – med forskellige kompetencer, som kan være med til at udvikle C.A.R. Og har vi gode ideer, oplever vi stor opbakning fra borgmesteren og byrådet, der gerne vil udvikle byen og har en fast tro på, at den allerede er på vej frem. Vi tror, at der er rigtig mange muligheder, som vi kan tage fat i fremover,” siger Henrik.
Videoværk af Victor Miklos Andersen på CAR’s gavl ved lokal festival.
Hvor megen tid og engagement, som parret vil putte i projektet i fremtiden, er de ikke helt afklarede med. De overvejer forskellige modeller, der kan sikre, at stedet kan fungere, uden at det kræver deres konstante tilstedeværelse.
”Vi har jo ikke gjort det her, for at komme på job igen. Det skal stadig være en fornøjelse og ikke en ny pligt, så vi forestiller os, at nogen måske kan varetage noget af den daglige drift i perioder, og henvendelser om ideer til eksterne projekter og samarbejder er også meget velkomne. Og så skal vi jo også fortsat have tid til vores egen kunstneriske praksis,” siger Eva Miklos og Henrik Miklos Andersen.
Læs mere om C.A.R. på coggiolaart.com og instagram.com/coggiola.art/
Øverst: C.A.R. set fra haven.
Fotos, hvor ikke andet er nævnt: Coggiola art.