Nye takster for lån af BKF-bilen

26.03.21 | Opslagstavle

Fra 1. juli 2021 hæves brugerbetalingen af BKF-bilen fra 100 kr. pr. dag til 250 kr. pr. dag. Det har BKF’s bestyrelse besluttet på deres seneste møde.

Beslutningen bunder i et ønske om at sikre større geografisk og økonomisk lighed i BKF’s medlemstilbud. BKF-bilen er placeret i København og er dermed lettere tilgængelig for de medlemmer, der bor i hovedstadsområdet og på Sjælland. Dette forhold afspejles nu i finansieringen af ordningen:

Med justeringen af brugerbetalingen kommer BKF-bilen til at hvile i sig selv økonomisk, dvs. at hele udgiften til bilens drift, vedligeholdelse etc. løbende betales af brugerne selv. Den administrative del af bil-ordningen vil stadig blive varetaget af BKF’s sekretariat.

”BKF’s bil er ude og køre stort set hver dag, året rundt, og er et af forbundets allermest værdifulde medlemstilbud. Vi håber, alle medlemmer vil tage godt imod den nye brugerbetalings-model, som gør ordningen mere fair set i et geografisk perspektiv, og som samtidig sikrer, at ordningen stadig er en rigtig god deal for de medlemmer, der bruger bilen,” siger BKF’s forperson Nis Rømer.

Se hvordan du booker bilen her…