Nyt medlem – Jonas Hollerup Helle

12.09.24 | Nyheder

Billedkunstnernes Forbund får heldigvis hele tiden mange nye medlemmer. I hvert nummer af Billedkunstneren præsenterer vi et af dem – senest Jonas Hollerup Helle.

Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #3 2024

Hvor er du født og vokset op?

The Talk: Cher & David Lynch. Video af Jonas Hollerup Helle

Jeg er født i København, men er vokset op i Lynge, en lille landsby uden for Sorø. De sidste ti år har jeg boet og arbejdet i København.

Hvor har du taget din uddannelse?

Jeg studerede pa Det Fynske Kunstakademi fra 2018 til 2023, hvor jeg mest beskæftigede mig med video. Desuden arbejdede jeg som klipper og fotograf, hvilket gav mig den tekniske kunnen og det håndværk, som jeg bruger i min kunst.

Hvordan vil du beskrive din praksis?

Jeg arbejder primært med appropriation af eksisterende videomateriale, for eksempel klip fra internettet og scener fra spillefilm. Jeg er interesseret i at skabe videoer, der får fiktive situationer til at fremstå ægte samtidig med, at man fornemmer, at der er noget galt. Videoer, der balancerer på punktet mellem det konstruerede og det autentiske. Et eksempel på dette er mit ongoing værk The Talk; et talkshow, der består af samtaler, der aldrig har fundet sted mellem offentlige personer, som vi alle kender, men som aldrig har mødtes: billedkunstnere, skuespillere, musikere og politikere. Det har jeg opnået ved at klippe separate interviews fra det amerikanske talkshow Charlie Rose sammen og fjerne værten. Tilsyneladende sidder gæsterne fra to forskellige afsnit over for hinanden og har en samtale, der grundet det formelle greb, ofte er morsomme og absurde. Det er indtil videre blevet til tyve ”afsnit”, der findes på YouTube, og som flere gange er gået viralt på tværs af sociale medier. Her diskuterer brugerne, der ofte er fans af den ene eller den anden af gæsterne, hvorvidt samtalerne har fundet sted, og hvorfor deres idol i givet fald lyder så mærkelig. Deres umiddelbare konklusion er ofte, at videoen må være AI-genereret.

The Talk: Kanye West & Elon Musk. Video af Jonas Hollerup Helle

Dog er mit ”benspænd” det komplet modsatte: at konstruere dialogen udelukkende ud fra, hvad det oprindelige arkivmateriale tillader. At finde frem til præcis de øjeblikke (et spørgsmål, et blik, en fysisk gestus etc.), som skal til for at situationen fremstår troværdig, og alligevel ikke rigtig går op. På den måde handler værket The Talk også om internetbrugernes media literacy – deres evne til at ’læse’ og analysere medier – samt de parasociale relationer, der opstår mellem kendte mennesker og deres følgere. Lige nu arbejder jeg på et meget omfattende projekt, som blandt andet kan lade sig gøre, fordi jeg har været så heldig at få et arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Med titlen Psychos laver jeg en halvanden time lang video, hvor jeg klipper hele Alfred Hitchcocks Psycho sammen med Gus Van Sants shot-for-shot genindspilning af filmen fra 1998. Rent teknisk fungerer det sådan, at hver gang, der i de oprindelige film er et klip, skifter jeg film: fra Hitchcocks stilrene, sort-hvide univers til den nyere films farverige 90’er-look – og tilbage igen. De to

Jonas Hollerup Helle

hovedpersoner bliver nu spillet af fire forskellige skuespillere, hvilket ikke gør filmen mindre uhyggelig. Jeg vil gerne skabe en oplevelse af, at man både oplever Psycho, som man kender den og lader sig rive med af historien, samtidig med at man har en bevidsthed om det gennemgående kunstneriske greb: ’clashet’ mellem de to film.

Hvorfor har du meldt dig ind i Billedkunstnernes Forbund?

Jeg meldte mig ind i BKF efter anbefaling fra venner/kollegaer, og for at søge rådgivning til nogle af de situationer, man kan befinde sig i som nyuddannet kunstner. Og så er det nice at kunne gå gratis på museum.

Se hele The Talk-serien her

Øverst: The Talk: Donald Trump & Puff Daddy. Video af Jonas Hollerup Helle