Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren 1, 2026
Hvor kommer du fra og hvor har du taget din uddannelse?
Jeg er født i Silkeborg. Jeg gik på Det Jyske Kunstakademi et halvt års tid og derefter Kunstakademiet i København. Jeg var tilknyttet akademiet ’tværfagligt’ omkring halvandet år, blev inviteret til at udstille på Charlottenborg og fik sølvmedalje.
Af en eller anden grund søgte jeg derefter ind på Filmskolens instruktørlinje – og af en eller anden grund blev jeg optaget. Jeg har siden arbejdet med film og tv back to back, lavet et hav af docs og et antal spillefilm, arbejdet med blandt andre Penelope Cruz, John Savage, Miquel Sandoval, Ridley Scott, Luc Besson og mange andre. Mest i udlandet, hvor jeg de senere år mest lavede wildlife‑produktioner for blandt andet Nat Geo, Discovery, Off the Fence, Blue Ant m.fl. – primært i Kina, Mellemøsten og Sydøstasien.
Hvad arbejder du med nu?
Da coronaen satte ind, blev alle projekter skrinlagt. Jeg var i gang med en tv‑serie om vikinger for blandt andet BBC, og pludselig var der … ingenting. Så begyndte jeg på min ’gamle’ metier, som jeg i parentes bemærket havde savnet hele mit arbejdsliv, og genoptog maleriet og skulpturen. Bragte vel arbejdsdisciplinen med fra filmarbejdet og har nu arbejdet uafbrudt i omkring seks år.
Efter fire års ’praktik’, hvor jeg nærmede mig det udtryk, der føltes naturligt for mig, begyndte jeg at udstille – hvilket jeg nu gør og har gjort i DK og i udlandet, i gallerier og på messer. Jeg er tilknyttet gode gallerier i Danmark, Paris og Bangkok og deler i dag mit arbejdsliv mellem København og Chiang Mai/Thailand, hvor jeg laver mine træskulpturer i en træsort med lange fine årer, som ligger tæt på akacietræet.
Jeg er i øvrigt en ihærdig og kontinuerlig bruger af Instagram – @pringgaard – og har fået et stort antal af mine kontakter og salg herigennem. Ligesom det fungerer som et slags leksikon, hvor man kan følge med i, hvad der foregår i den globale kunstverden.
Hvordan vil du beskrive din praksis?
Jeg har svært ved at udtale mig om mit eget arbejde. Eller rettere … jeg er helst fri. Hvis jeg har brug for ord, kan jeg skrive en bog eller lave en film – hvilket jeg altså har gjort. Mine værker har heller ingen titler.
Men alligevel … jeg arbejder vel ekspressivt figurativt, ofte med mennesket i centrum. Vil gerne have, at et billede eller en figur skjuler noget. En figur eller en idé, der gemmer sig, og som man eventuelt først finder ved nærmere eftersyn.
Jeg har altid en fast idé om, hvordan et billede skal se ud. Min iPhone og min computer er fyldt med tusinder af billeder: emner, jeg finder på min vej … en person, en blomst, farvede tæpper, gulve, træer – hvad som helst. Jeg bruger så brudstykker herfra. Forvansker dem, bruger andre farver. Fjerner eller lægger til.
Jeg maler først helt råt for at være sikker på at ramme den helt rigtige farve, hvilket ofte kræver mange forsøg, hvorefter jeg begynder på detaljerne. Ligesom filminstruktøren Godard (måske lidt krukket) proklamerede, at der kun findes én eneste vinkel, der er den rigtige, så gælder det også for maleriet: Der er kun én farve, der er den rigtige. Så gælder det bare om at finde den.
I det hele taget finder jeg filmarbejdet og maleriet nært beslægtet. Man skaber – vigtigt som at trække vejret, man udfører et stykke arbejde, og måske er man så heldig at lave et godt billede eller en god film. Den store forskel er økonomien og kollektivet. Film og tv kan være økonomisk vildt udfordrende: millioner skal skaffes, møder, afslag, forventninger, spændinger, stress, kollektive udfordringer er hverdag.
I dag derimod kan jeg stå op kl. 6, cykle en tur og besøge et tempel – som her i Chiang Mai, hvor jeg befinder mig lige nu – drikke en kop kaffe, og så står dagen åben og udfordrende, og jeg kan gå i gang med mine ting med det samme. Det er et meget stort privilegium.
Hvad angår mine skulpturer er sagen og indfaldsvinklen lidt anderledes. Det er et kompliceret, logistisk arbejde. Jeg arbejder med en lokal familie, som finder træet, der altid er nedfaldent eller alligevel af en eller anden grund skal fældes. Igen tager jeg oftest udgangspunkt i mennesket og giver de fleste nogle retro-farver i slutstadiet. Det er old school arbejde – og tidskrævende.
Hvorfor har du meldt dig ind i Billedkunstnernes Forbund?
Som forhenværende filmmenneske er jeg vant til at arbejde med og for fagforeninger. De fleste filmfolk er medlem af en eller flere fagforeninger. At blive medlem af Billedkunstnernes Forbund så relativt hurtigt er en naturlig fortsættelse heraf. Og jeg ser frem til samarbejdet.
Alle billeder af værker er fra Peter Ringgaards soloudstilling Without Boundary i Attasit Contemporary Art Gallery i Bangkok, Thailand, 2024