Billedkunstnernes Forbund får heldigvis hele tiden mange nye medlemmer. Hvert nummer af Fagbladet Billedkunstneren præsenterer et af dem. I seneste nummer installations- og papirkunstner Veronica Hodges.
Af Steen Bruun Jensen, Fagbladet Billedkunstneren #2 2025
Hvor kommer du fra?
Jeg er født i København, hvor jeg også bor nu. Jeg er delvist vokset op i Italien og Frankrig. Det meste af min skoletid foregik i Danmark, men jeg gik i gymnasiet i Paris. Min far er amerikaner og min mor er norsk.
Hvor har du taget din uddannelse?
Jeg har taget min uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi og Pratt Institute i New York, hvor jeg gik i et år. Jeg skulle nok være blevet jurist ud fra et økonomisk synspunkt; min far var kunstmaler og jeg har aldrig været imponeret af hans økonomi, men min mor var også meget kunstinteresseret, så jeg har set det som et kald at kommunikere gennem en visuel oplevelse. Og jeg har også rigeligt at lave og lever hundred procent af min kunst.

Cherish, Galleri Asbæk, 2019.
Hvordan vil du beskrive dit arbejde?
Jeg kalder mig mest for installationskunstner. Jeg arbejder i store rum, hvor jeg forsøger at fortælle, hvordan vi skal passe på Moder Jord og naturen. Vi må forstå, at vi som mennesker ikke er almægtige, men at vi er en del af et fællesskab. Vi skal sætte vores ego lidt til side.
Jeg kan godt lide at arbejde i store formater; jo større det bliver desto bedre, for mennesket må gerne føle sig lille samtidig med, at oplevelsen bliver stor. Jeg vil skabe rum til refleksion, så beskueren stiller sig selv spørgsmål om, hvorfor man er, hvor man er, og hvorfor man gør, som man gør. Værkerne består af små dele som man sætter sammen til en stor enhed. For eksempel 7.000 små fisk eller 15.000 små blomster – det kan godt tage lang tid. Jeg kalder mig også for paper artist, for papir er mit primære materiale, men jeg er også nødt til at arbejde i metal, plast og andre materialer, hvis mit arbejde skal have en vis holdbarhed.

Fisk. Til udstilling i Storcenter Nord, Aarhus, 2016.
Jeg har været meget optaget af at arbejde kreativt i fællesskaber, for eksempel med scenografier og kostumer, men jo ældre jeg er blevet, er jeg kommet til arbejde mere og mere solo. Jeg laver både ren kunst og arbejder kommercielt og tager imod bestillingsopgaver. Det er den evige balance, det handler om at få skjorten og bukserne til at mødes. Mange kunstnere vil kun befinde sig i den ene del af feltet, men jeg synes, at det at arbejde kommercielt er virkelig interessant. Dels er der jo bedre økonomi i det, men det er også dér almindelige mennesker er. Jeg vil gerne være med til at skabe dialog, dér hvor livet foregår, og ikke kun på kunstscenen, så blandingen er meget væsentlig for mig.
Hvad arbejder du på for øjeblikket?
Lige nu er jeg i gang med to projekter. Det ene er et installationsværk, som er inspireret af naturen. Det foregår på Designmuseum Danmark, hvor jeg sammen med museets gæster vil skabe et kollektivt værk, som indgår i et større projekt med titlen Den Gyldne Sky. Det vil handle om, hvordan vi drømmer om en fremtid med plads til alle. I det andet projekt arbejder jeg med den kommende særudstilling Erindringsblomster, der åbner på 150-årsdagen for H.C. Andersens død den 4. august, og som handler livets og naturens cyklus.![]()
![]()

Installations- og papirkunstner Veronica Hodges.
Hvorfor har du meldt dig ind i Billedkunstnernes Forbund?
Det har jeg egentlig villet gøre længe. Jeg har været med i en række andre forbund uden at føle, at jeg var landet det rigtige sted. Men jeg synes, at BKF har rigtig mange gode kurser, og jeg vil gerne kunne tilmelde mig nogle ting, hvor jeg kan møde folk, som også arbejder og kæmper alene. Det kunne være rigtigt inspirerende. Så det er for at søge fællesskab og få lidt hjælp til at udvikle min måde at arbejde på.
Øverst: Gopler på Arken og i Rødovre Centeret, 2020. Papirkunst i H.C. Andersens Hus i Odense, 2023. Foto: Heine Pedersen