ODP3 (tidligere “Ovenpå”) er Vesterbros nye kunstnerly og udstillingssted. Hver måned overtager en ny gruppe kunstnere eller kuratorer ODP3 og omdanner lokalerne i deres eget billede.
Vi åbner nu for ansøgninger til at overtage ODP3 i en hel måned i efteråret 2025.
Der er deadline for at ansøge tirsdag den 1. april 2025 klokken 23:59.
Hvornår kan man overtage?
Fra den 1. august 2025 til og med januar 2026.
De udvalgte ansøgere overtager ODP3 en hel måned ad gangen, fra den første hverdag til den sidste hverdag i en måned.
Hvem kan ansøge?
- Kunstnere og kuratorer indenfor alle discipliner
- Kunstner- og kuratorfællesskabe
Hvad skal ansøgningen indeholde?
- Beskriv dine visioner for overtagelsen af ODP3
- Overvej hvordan du vil invitere publikum indenfor
- Send dine overvejelser på max 1 A4 side
- Skriv i din ansøgning om du søger på vegne af et fællesskab eller søger selv
- Vedlæg portfolio eller billeder af tidligere værker og udstillinger
- Marker i din ansøgning hvilke måneder du er interesseret i at overtage ODP3 (august 2025 – januar 2026)
Hvordan ansøger man?
Du samler din ansøgning inkl. Billedmateriale i en pdf og sender til tk2f@kk.dk senest tirsdag den 1. april 2025 klokken 23:59. Alle ansøgninger forventes at være besvaret den 7. april 2025. Et eventuelt afslag kan desværre ikke uddybes.
Om lokalerne
Foruden ODP3 vil der også være adgang til atelieret Ovenpå, hvor du/I kan arbejde og holde workshops under hele jeres residency. Ovenpå ligger på 1. sal i Råhuset – nabobygningen til ODP3.
ODP3 (udstillingsrum)
- ODP består af to adskilte lige store rum på ca. 11 km2 hver, et køkken og et toilet
- Der er adgang til ODP3 24-7 og man får sin egen nøgle
- Væggene er hvidmalede og ansøger skal nulstille rummene efter brug, herunder lappe og male huller i vægge og loft.
- ODP3 er tilgængeligt for kørestolsbrugere
- Adressen er Onkel Dannys Plads 3, 1711 København V
Ovenpå (atelier)
- Ovenpå består af 2 sammenhængende rum
- Der er to toiletter.
- Det ligger på førstesalen og der er kun indgang via trapper.
- Væggene er hvidmalede og ansøger skal nulstille rummene efter brug, herunder lappe og male huller i vægge og loft.
- Der er adgang til Ovenpå 24-7 og man får sin egen nøgle
- Der er borde og stole, så man kan indrette en arbejdsplads
- Ovenpå ligger ovenpå spillestedet Råhuset og deler etage med Råhusets to backstagelokaler. Man skal derfor forvente en vis aktivitet i huset.
- Der er som oftest lydprøver og koncerter tre dage om ugen. Lydprøver og koncerter kan virke støjende.
- Adressen er Onkel Dannys Plads 7, 1. sal, 1711 København V
Økonomi
- Det er gratis at ansøge
- Det er gratis at overtage ODP3
- Kunstnere/kuratorer er selv ansvarlige for at ansøge om økonomisk støtte ved private fonde o.lign.
Krav til opholdet
Om dørene åbnes til et kig ind i det kunstneriske maskinrum, hvor løse ideer og kladder tapetserer væggene, eller om publikum inviteres til en syvtimers performance festival med færdige værker på væggene – det er helt op til dig. Det eneste krav er at der bliver afholdt fem dage åbent for offentligheden med gratis adgang i løbet af residensperioden.