Skæv lovgivning efterlader en stor del af Danmarks arbejdsstyrke uden ret til barselsdagspenge. Den skæve lovgivning rammer op mod otte procent af den samlede danske arbejdsstyrke, svarende til cirka 250.000 danskere.

En bred alliance inden for kulturlivet og de kreative erhverv foreslår nu fire forbedringer af barselssystemet. Forbedringerne skal lukke hullerne i lovgivningen og sikre lige barselsrettigheder på arbejdsmarkedet.

Den nuværende lovgivning om barselsdagpenge er i dag indrettet til enten lønmodtagere eller selvstændige. Men mange jobs på arbejdsmarkedet – herunder rigtig mange i kulturbranchen og de kreative erhverv – er kendetegnet ved, at mange kombinerer forskellige indkomster. Det betyder, at mange i denne gruppe falder mellem to stole og dermed mister retten til barselsdagpenge.

Forperson i BKF Marie Thams siger:

“Vi er en del af alliancen, fordi lovgivningen på området også for billedkunstnere udgør et stort problem, som mange af vores medlemmer slås med. Vi håber, at vi gennem samarbejdet med de mange andre berørte aktører indenfor kulturlivet og de kreative erhverve kan være med til at presse forandringer igennem, og at vi kan skabe en stærkere politisk forståelse af billedkunstneres konkrete udfordringer med den gældende lovgivning og sikre lige rettigheder for kunstnere med sammensatte indtægter.”

Læs faktaarket Lige adgang til barsel for alle